Tristan & Chiaki - Virus - Lene D Møller & Ronny Reffelt

I fem år har Tristan og Chiaki boet i de hvide celler. Deres hukommelse er blevet holdt kunstigt nede af medicin, så de intet kan huske om deres fortid. På Direktørens ordre har deres DNA undergået en forandring, så de begge har overnaturlig styrke og udholdenhed. Intens og brutal kamptræning har yderligere skærpet disse evner.

Da de til deres overraskelse en dag finder deres celledøre ulåste, flygter de fra det underjordiske laboratorium, kun for at opdage en ødelagt verden. Kampen for overlevelse, og svar på deres oprindelse, tager nu sin begyndelse.

Jeg er blevet bedt om at anmelde denne bog, som jeg må tilstå ligger en anelse uden for min normale "læse comfort zone", da de er en science fiction bog og ydermere en ungdomsbog.

Det er en grum verden, der beskrives. Tristans og Chiakis fædre har været med til at udvikle en virus, der sorterer alle svage individer fra. Alle der i forvejen havde sygdom i kroppen, kunne være sikre på at blive udslettet, når først virussen blev sluppet løs.

I skæbnetimen opdager deres fædre, hvad firmaets virkelige intention med virussen er og forsøger at flygte, men bliver brutalt nedslagtet. Kun Tristan og Chiaki overlever attentaterne, og bliver indespærret i fem år.

Det er tunge skæbner for børn, må man sige, men heldigvis bliver deres hukommelser medicinsk modificeret, ellers havde det da ikke været til at holde ud.

Da de endelig undslipper er de derfor helt uvidende om den ødelagte verden, der ligger udenfor dørene, og stor er deres overraskelse, da de opdager at der er folk, der har overlevet virussen. Også ud over dem, der har betalt sig til en ny tilværelse på de flyvende kolonier.

Lene D Møller og Ronny Reffelt mødte hinanden på et online-skrivekursus, og blev enige om at skrive en bog sammen. Før udgivelsen af bogen havde de aldrig mødt hinanden, hvilket jeg tænker må være en meget, speciel måde at mødes på.

Derudover kunne jeg aldrig selv forestille mig at skrive en bog sammen med en anden person. Jeg ville simpelthen få kriller over ikke at være i total kontrol over processen og resultatet.

Men jeg synes egentlig at Lene og Ronny slipper ret godt fra den svære proces. Jeg har ladet mig fortælle at de hver især er ansvarlig for hver deres hovedperson, og det er kun når man kigger bevidst efter det, at man lægger mærke til at det er to forskellige mennesker der står bag bogen. For der er naturligvis forskel i skrivestile, formuleringer og beskrivelser, men det er forbavsende lidt. Igen taget i betragtning af at de har skrevet på skift.

Bogen skifter mellem Direktørens og de to børns synsvinkler og helhedsindtrykket er derfor meget filmisk. Forfatterne bruger det også til at give historien fremdrift og forfalder ikke til den typiske fejl med at beskrive samme sag, fra begge sider. Så det er bestemt et plus.

Historien og plottet er også sammenhængende og fornuftigt, og også rimelig plausibelt, for kan vi nogensinde vide os sikre for skrupelløse pengemænd, hvis de pludselig stod med en dødbringende virus mellem hænderne?

Mit eneste ankepunkt, er - og det kan være at det er uberettiget, da her er tale om en ungdomsbog - at jeg gerne ville have noget mere fyld på historien. Kapitlerne var noget korte, og jeg synes derfor at man ikke når at komme helt i dybden med personerne, Tristan især. Chiaki er nok den, der har mest dybde af de to.

I det hele taget synes jeg at det er en ganske udmærket, spændende og let-læst debutroman for unge.

Terningemanden - Luke Rhinehart

Terningemanden er en selvbiografisk roman om terningespil med livet. Forfatteren er en psykiater midt i 30'erne, lovende karriere, velhavende, velgift med en smuk og intelligent kone, to yndige børn, luksuslejlighed i New York. Men han keder sig al sin materielle sikkerhed, føler sig indespærret, fanget, og ved ikke hvordan han skal bryde cirklen. Så en aften efter et af de sædvanlige selskaber med de sædvanlige kolleager sidder han og leger med et par terninger og ...

"Så brølede et kraftigt tågehorn ind i værelset fra East River, rædslen rev arterierne ud af mit hjerte og bandt dem til knuder i min mave; hvis den terning har en ener opad, vil jeg gå ned og voldtage Arlene."

Dermed foretager Luke Rhinehart sin første terningeafgørelse. Efter fuldbyrdet voldtægt lægges alle beslutninger i hænderne på Terningen, og hans liv udvikler sig som et planløst situationsspil med skandaler, seksuelle udskejelser og mord, isprængt megen komisk hverdags virkelighed og evigt-aktuel menneskelig problematik.

Jeg fik denne bog stukket i hånden af en kollega, som fortalte at bogen havde gjort et stort indtryk på ham, da han læste den for år tilbage. Og det kan jeg godt forstå. Jeg er også ret sikker på at det er en bog, jeg kommer til at tænke på med jævne mellemrum i de kommende år.

Jeg har også googlet anmeldelser af bogen, som blev udgivet tilbage i 1971 og er blevet genoptrykt nogle gange, og jeg kan forstå at man enten elsker eller hader den.
Og der er vist ikke nogen tvivl i mit sind ... jeg hører til dem, der hader den. Du godeste hvor er det en utiltalende bog.

Luke Rhinehart overlader snart alt til terningerne. Hvordan han skal behandle sine patienter, sine venner, sin kone og hvad der naturligvis tænder mig mest af, så også sine børn.
Han lader også terningen afgøre hvilke roller han selv skal spille. Vittig, katatonisk, sexfrådende osv osv.

Ifølge nogle anmeldelser er det en satire over det materialistiske liv, som vi lever, og tilhængerne vil nok mene at "haderne" bare ikke har fattet satiren. Men jo, det gør jeg. Jeg forstår godt den skærende kontrast til vores planlagte liv, jeg forstår også opfordringen til spontanitet, men argh ... hele bogen er gennemsyret af en afstandtagen og manglende empati. Den minder mig om "American Psycho", og jeg kunne ikke lade være med at drage paralleller meget af tiden.
Bortset fra at jeg faktisk bedre kunne lide "American Psycho".

Hvorom alting er ... jo, den er læseværdig i den henseende at den gør indtryk, men det er ikke just for det positive for mit vedkommende.

Solens Følge - Den ældste myte 2 - Boris Hansen

Dette er Den Ældste Myte

om Lytteren, der hører og forstår, hvad verden siger

om Jægeren, der bevæger sig som vinden

om Drømmeren, der drømmer på tværs af tiden

om Abens Håndlager, der vil drive Den Skyldfri til mord

- og om Fortælleren, der vil give historien nyt liv.

 

Dette er anden bog i trilogien Den ældste myte, som jeg er blevet bedt om at anmelde.

Første bog i serien var jeg jo ret begejstret for, hvilket kan læses her, og jeg vil sige at nr. 2 helt bestemt er en værdig efterfølger.

De seks danske børn, som ved et tilfælde snublede over Den Ældste Myte, besejrede i første bind dæmonaben og undgik kun med nød og næppe at profetien blev opfyldt. Profetien som siger at hvis det lykkes Abens Håndlanger at drive Den Skyldfri til mord, vil solen slukkes og jorden vil henligge i mørke.

Og det bringer mig så faktisk til det eneste ankepunkt jeg har på selve bogens grundtema. Måske er det fordi jeg har overset noget (jeg har det med at sluge bøgerne, når jeg er godt underholdt), eller også halter præmissen et eller andet sted. For ganske vist lykkedes det vores hovedpersoner at undgå mordet, men i de gamle sagn, som oprulles i bogen, fortælles det jo netop at myten har slået til flere gange, hvor det lyder til at mordene netop ER lykkedes.

Måske er det også fordi jeg ikke ofte læser fantasy, men det virker lidt ... uambitiøst af Myten. Ét mord? Kun ét? Hvis man har magt til at skabe en myte som denne, hvorfor så nøjes med det? Og hvorfor i det hele taget skabe en så kompliceret myte?

Nåh, men når det så er sagt, så er det faktisk det eneste kritiske jeg har at sige om bøgerne.

I bog nr. 2 er myten blevet læst igen. I bog nr. 1 opfordrede Emma Brille til at nedfælde myten. Han skrev alle deres hændelser ind i sin internetdagbog, men da det gik op for ham, hvad det indebar, skyndte han sig at slette den igen. Desværre nåede nogle drenge at læse den inden, og så var Myten på vandring igen.
Da tegnene begynder at vise sig, bliver børnene klar over at de er de eneste, der kan hjælpe de nye ofre for Myten og forhindre det kommende mord.
Og inden længe går det op for dem, at der er flere end dem, der har interesse i at Myten er dukket op igen.

Boris Hansen skriver rigtig godt. Sproget er godt, flydende, letlæst og varierende. Spændingen fører læseren fremad, og der ingen tegn på usikkerhed. Boris Hansen ved hvor han er på vej hen (hvilket også får mig til at tro at det må være mig, der har overset noget i ovenstående ankepunkt), og handlingen glider smukt derudaf.

Han formår både at være spændende og morsom, som fx i nedenstående passage. Jeg er en sucker for tør humor, så denne storelsker jeg naturligvis:

Philip bemærkede, at begge de fremmede var en smule mørke i huden. "Vær hilset," sagde han. "Taurus fortæller, at I er rejst langvejs fra, men han sagde ikke hvor langt. Marokko? Algeriet?"
"Lolland," svarede den ene af de to krigere, og den anden nikkede bekræftende. "Solens Følge i Sakskøbing sender deres hilsener og håb."

Bøgerne kan anbefales til alle fantasy læsere, og selv om det nok er ungdomsromaner, så kan voksne stadig læse med.

Nårhja, og så elsker jeg henvisningen til Baba Yaga. En virkelig dejlig sagnskikkelse. :-)

Jeg vil glæde mig til at læse afslutningen også for at se om det lykkedes dem.

Mytens forbandelse - Den ældste myte 1 - Boris Hansen

Dette er Den Ældste Myte

om Lytteren, der hører og forstår, hvad verden siger

om Jægeren, der bevæger sig som vinden

om Drømmeren, der drømmer på tværs af tiden

om Abens Håndlanger, der vil drive Den Skyldfri til mord

- og om Fortælleren, der vil give historien nyt liv.

Jeg er af forlaget Rosenkilde & Bahnhof blevet spurgt om jeg ville anmelde fantasy-serien "Den ældste myte", skrevet af Boris Hansen.
Nu er jeg generelt ikke voldsom fan af fantasy, og Boris Hansen har i øvrigt også gjort sig uheldigt bemærket i min sfære, da han og jeg var nomineret i samme krimikonkurrence hos Husets Forlags for snart mange år siden, og han så oven i købet vandt den!
Men det må så også betyde at han er en god forfatter, så jeg endte med at sige ja. :-)

Og det er jeg faktisk glad for, for jeg blev positivt overrasket. Jeg havde mine fordomme, og forventede konstant at bestemte ting skulle ske, men da de ikke gjorde det, måtte jeg jo æde mine ord og bare læse.

Første bind i "Den Ældste Myte" hedder "Mytens Forbandelse" og har seks børn som hovedpersoner. Der er de tre søskende, Jeppe, Nadja og Adrian, Adrians venner; Brille og Emma og Jeppes ven, den meget selvcentrerede Philip Mortensen.

Børnene finder - i et gammelt forladt hus - et ældgammelt vævet tæppe, der skildrer nogle scener fra meget gammel tid. Pudsigt er det, at der på tæppet er seks forskellige personer, i forskellige scener.
Scener som de inden længe også befinder sig selv i, og der begynder at ske ting, som ikke kan bortforklares.

Så vil jeg faktisk ikke afsløre mere. Ikke andet end at børnene her bliver viklet ind i myten uden mulighed for at undslippe, og så er rammen jo sat.

Boris Hansen skriver godt. Hans sprog er letlæst uden at være simpelt. Det er varierende med et godt flow, der fører læseren frem i historien med et fast greb.
Persontegningerne er måske tæt ved at være stereotype; Emma, der er den forsagte pige, der har det slemt derhjemme, Brille, nørden med naturvidenskaben, Nadja, den tvære pubertetspige, Jeppe, den dovne teenager, Philip, den selvcentrerede og så Adrian, som vel kan betegnes som hovedpersonen, og som er relativt normal.
Det gør dog egentlig ikke noget, for de spiller godt sammen og udfylder de roller de skal.

Jeg har - samtidig med bog 1 i serien - også fået bog 2, som jeg vil kaste mig over. Og nu endda spændt og med glæde. :-)

Hov, det skal i øvrigt nævnes - som det også står beskrevet på flappen på bogen, at forfatteren er IT nørd, hvilket har resulteret i en meget flot hjemmeside, hvor man kan se billederne fra det vævede tæppe, mytens rejse og meget mere.
Det komplementerer flot bøgerne, og giver altså hele serien et meget smukt finish.

Jo, den kan godt anbefales.

Helligt forræderi - James Forrester

Året er 1563. England er en bekymret nation. Katolske sammensværgelser mod den unge dronning Elizabeth har efterladt landet i en tilstand af frygt og mistænksomhed. En sen nat får den respekterede budbringer William Harley, kendt som kongens overherold, besøg af en uventet gæst - katolikken Henry Machyn, der er desperat efter at gemme i et manuskript til en krønike, der indeholder en så farlig hemmelighed, at han frygter for sit liv. Snart er staten, i form af Francis Walsingham og hans skrupelløse håndlangere i gang med fuldstændigt at ødelægge William Harleys fredelige hjem i deres søgen efter Machys krønike.

Jeg har jo givet mig selv et løfte. Min grænse er egentlig 50 sider, men denne gav jeg alligevel 124 sider før jeg gav op.

Forfatteren kender sit stof. Han er (iflg. bagsiden) både prisbelønnet historiker og medlem af Det Kongelige Historiske Selskab i UK), men skønlitterært ...

Efter 124 sider er der faktisk kun sket det der er beskrevet ovenfor, og det er ret dræbende.
Ligeledes synes jeg også at personen reagerer utroværdigt af og til, hvilket jo bidrager til den almene irritation.

Så ... nope ...

Det Mørke Tårn - Det Mørke Tårn 7 - Stephen King

Revolvermanden Rolands ka-tet er spredt for alle verdener. Susannah-Mia er ved at føde sin unge i et rædselskabinet i Tordenskoven.
Jake og tumlebjørnen Ben er klar til kamp mod Type-tre vampyrerne i New York, og Roland og Eddie skal redde forfatteren Stephen King i Maine.
De har rejst så langt for at redde Tårnet og de er så tæt på målet, men det sidste stykke vej kan blive den længste mil i deres liv, før Tårnets dør smækkes i, og deres skæbne besegles.

Jeg har desværre været lidt længe om at læse denne bog. Det skyldes ikke at den er dårlig, men fordi der simpelthen har været for mange andre gøremål i mit liv.

Uha, hvordan kan jeg skrive om denne bog uden at afsløre alt?

Jeg kan fortælle at Roland endelig ser sit mørke tårn, og jeg kan fortælle at jeg tudede flere gange undervejs. Både af glæde, men så sandelig også af sorg over at skulle slippe nogle af personerne, som jeg virkelig var kommet til at holde af under denne ... øh ... 2000-3000 siders rejse.

Stephen King selv optræder jo også både i denne bog og i den foregående, og det har jeg haft nogle ambivalente følelser med. I efterskriftet kan jeg se at han også nævner det, for det er sgu lidt ...

Margit Sandemo gjorde det i Isfolket, og jeg kan vel godt forstå bevæggrunden for det, for hvis man har tilbragt så meget tid i selskab med en serie som hhv. Sandemo og King har gjort, så ER de jo også en del af dem selv. Sandemo mente at hendes pen var blevet ført, og på en eller anden måde er det også det man føler ved Det Mørke Tårn hos Stephen King.

Rigtigt mange af hans bøger kredser sig om Det Mørke Tårn på den ene eller anden måde. Hans forfatterskab i sig selv er temmelig imponerende, for alting fletter sig ind i hinanden, og det giver mening at hans hånd blev ført af guden Gan fra den inderste verden.
Så jo ... jeg æder den, jeg bryder mig måske ikke vildt om det, men jeg æder det. Men kun fordi han er min helt. :-)

Susannah - Det Mørke Tårn 6 - Stephen King

Mia har brugt Susannahs krop og den magiske glaskugle Sorte Tretten for at komme til New York i 1999, hvor hun på befaling af Den Purpurfarvede Konge skal føde sin unge. Men byen er underlig og skræmmer både Susannah og Mia "datter af ingen".
De går todash til slottet Discordia på grænsen til Slutverdenen, hvor Mia afslører sin oprindelse, og hvorfor hun så brændende ønsker at give liv til væsenet i maven.

Imens er revolvermændene Roland og Eddie Dean i eftersøgningen af antikvaren Calvin Tower faldet ind i en anden verden i Maine i sommeren 1977. En verden, der skulle være idyllisk og fredelig, men som ikke er det. For det første er den særdeles virkelig, og kuglerne flyver omkring ørerne på dem, når Balazar og hans gentlemen jager Calvin Tower i kampen om rosen.
For det andet er den beboet af forfatteren til Salem's lot - en mand Callahan særdeles gerne vil have fat på.

"Susannah" har jeg ikke læst i samme rivende fart, som "Ulvene". For det første fordi mestendels handler om Susannah, som jeg ikke har så nært et forhold til, som drengene i ka'tetten, men også fordi Mias historie er - selv om den for så vidt er spændende og relevant for indholdet - knapt så fangende.
Der er ikke så meget fremdrift i den, og det er også lidt abstrakt når Susannah og Mia taler sammen henholdsvis inde i hinanden eller stående overfor hinanden.

Den anden ting er ... og her må jeg vist træde varsomt. Jeg har netop læst "Isfolket" af Margit Sandemo og brokkede mig over at forfatteren skrev sig selv ind i sagaen.
Her har King gjort det samme, og han er endda gået skridtet videre. Han udgør en stor del af handlingen. Først troede jeg faktisk at han var det Mørke Tårn, og efter jeg først havde fordøjet tanken, gav det fint mening.
Stephen King er Det Mørke Tårn i sit forfatterskab. Alle hans historier fletter sig ind i hinanden, personer dukker op i forskellige romaner og noveller, og for så vidt er det rigtigt. Hans forfatterskab roterer omkring Tårnet og har gjort det næsten fra begyndelsen.
Da jeg nåede den konklusion var jeg faktisk glad og tilfreds, men så drejede historien igen, og nu er King "kun" en person, der også bliver styret af den Purpurfarvede Konge. I bogen fortælles der så om bilulykken, som King var ude for, for mange år siden, men her i bogen - i en anden virkelighed - i et andet hvor og hvornår - bliver King dræbt.

Det ved jeg så ikke helt hvad jeg synes om, men indtil videre er jeg villig til at give mit idol en smule snor, og se om det giver mening.
At jeg så må væbne mig med tålmodighed med at læse den sidste, er så en anden ting. Biblioteket har haft den frækhed at udlåne den!!
Suk altså ...

Ulvene - Det Mørke Tårn 5 - Stephen King

På rejsen mod Det Mørke Tårn kommer Roland og hans ka-tet til byen Calla Bryn Sturgis, hvor Fader Callahan, der er kommet til Den Midterste Verden fra Salem's Lot, inderligt beder om deres hjælp til at bekrige Ulvene fra Tordenskoven, som angriber byen og "høster" deres børn.

Roland, Eddie, Susannah og Jake ved, at hvis de skal gøre sig håb om at nå frem til Det Mørke Tårn, er de nødt til at stå i spidsen for byens indbyggere i slaget mod de uhyggelige Ulve på de grå heste. Men der er nogen i byen der modarbejder dem. Nogen, der ønsker, at Ulvene tager børnene ...
Mens Fader Callahan fortæller sin historie, og det står klart, at den er uløseligt forbundet med Det Mørke Tårn, lægger de fire rejsende planer, der skal være mere snedige og vovede end nogensinde før ...


Jeg var sørme ikke lang tid om at læse denne, selv om det er en moppedreng på 760 sider. Historien er medrivende og let fortalt, som jo er vanligt for King. Han kan sgu det skidt. :-)

Vores ka-tet er, som det fremgår af bagsideteksten ovenfor, nåede frem til byen Calla, der i hver generation opsøges af "Ulve", der kidnapper halvdelen af landsbyens børn, for at sende dem tilbage som tosser. De bliver altid advaret af robotten Andy, der udover den vigtige advarsel, ikke kan bruges til andet end at passe børn og fremsige horoskoper.
Det er dog ikke alle i byen, der er lige begejstrede for revolvermændenes ankomst, for hvis det nu ikke lykkedes dem at besejre Ulvene, hvad sker der så? Vil Ulvenes hævn være endnu frygteligere end "bare" tabet af børnene?

Den næste tid inden Ulvenes ankomst (der er meget præcist forudsagt af Andy) bruger revolvermændene til at undersøge byens muligheder for forsvar, men de har også langt vigtigere ting at tænke på. I New York står rosen på den tomme byggegrund, som er ved at ryge boghandleren Calvin Tower af hænde, og ka-tetten er nødt til at sikre den. Men hvordan kommer de til parallelverdenens Amerika?

Og så er der også det ubehagelige faktum, at da Susannah fangede dæmonen i stencirklen, hvorigennem Jake entrede deres verden, blev hun besvangret af den. Ingen ved hvordan, og endnu mindre hvornår barnet (hvis det da er et barn) kan forventes at komme.

Alt i alt er dette en helstøbt King roman. Jeg elsker det western-præg den har over sig, revolvermændenes indbyrdes forhold og Roland, som den klippefaste anfører og helt.
Åh jo, det her har han gjort godt. :-)

Troldmanden og glaskuglen - Det Mørke Tårn 4 - Stephen King

"Troldmanden og glaskuglen" er den længe ventede fjerde del af fantasy-serien "Det Mørke Tårn" og viser igen Stephen Kings klasse og evne til at skabe en forrygende fortælling.

Roland og hans ledsagere er med nød og næppe undsluppet farerne i én verden, og konfronteres nu med farerne i den næste. Men de lytter også til Rolands fascinerende fortælling om kærlighed og fantastiske oplevelser i en svunden tid. Og til hans beretning om en smuk og eksotisk kvinde ved navn Susan Delgado.

Romanen foregår i en verden, der er helt speciel, fyldt med billedrigdom, uforglemmelige personer og chokerende indslag. Virkelig en bog, der har været værd at vente på.

Jeg kan faktisk ikke huske præcis HVOR jeg gik i stå i serien, for jeg synes altså at kunne huske noget af denne her. Især fortællingen i fortællingen, historien om Rolands ungdomskærlighed Susan, mindes jeg.
Men måske nåede jeg ikke engang at læse den færdig sidst ...

Bind 4 starter hvor bind 3 stoppede temmelig abrupt. Nu kan jeg ikke lige huske hvor mange år, der er imellem de to bind, men det må godt nok sige en del om hans fans, når de tilgiver ham dette. :-)
Bind 3 sluttede med at de fem medlemmer i ka-teten drønede afsted på et højintelligent tog med 190 km i timen. De havde indgået en aftale med Blaine, som toget hed; hvis han kunne svare på alle deres gåder, tog han dem med i døden, når han begik selvmord for enden af togstrækningen. Hvis ikke han kan svare, må han lade dem leve.
Og her står vores helte så, stiller gåder, så de er ved at segne, og netop dér siger Stephen King "stop".

Faktisk ikke så pænt. ;-)

Men som sagt ... vi tilgiver ham meget, for han er jo fænomenal.

Den skarpsindige læser vil selvfølgelig vide at de også overlever Blaine i og med at der er 7 bind i serien, og da de står for enden af togsporene, befinder de sig i en parallelverdens Topeka, Kansas. Hvilket selvfølgelig giver stærke associationer til Troldmanden fra Oz, og i øvrigt giver forfatteren en fremagende mulighed for at bruge netop de associationer til at fortsætte historien.

Inden de dog bliver i stand til at forlade det parallelle Kansas, giver Roland sig, og fortæller sine venner om en af de magiske glaskugler. Der er tretten i alt, og denne historie handler om den lyserøde, om kærlighed, men også om sorg.

Åhjo, man kan vist roligt sige at jeg er godt og vel medrevet, og jeg kan faktisk ikke forstå at den ikke er en klassiker, blandt den nye fantasy-læsende generation.

Ødemarken - Det Mørke Tårn 3 - Stephen King

Stephen Kings mammut-saga om revolvermanden Roland og hans mere eller mindre frivillige følgesvende er godt på vej til at blive vor tids mest fascinerende stykke fantasi-foder.
Vi bevæger os længere og længere ind i - eller bort fra - Rolands verden, og de ting, vi møder på vor færd, bliver stadig underligere.

Ødemarken er tredje bind i sagaen om Det Mørke Tårn - men vi er sandsynligvis stadig kun ved begyndelsen af vor vandring mod Tårnet, hvis magiske tiltrækning i dette bind begynder at indvirke på andre end Roland.
I dette bind møder vi Shardik, en af de tolv frygtindgydende vogtere af porte, der fører til Midtverden, hvor Tårnet ... måske ... befinder sig.

Vi møder også et i bogstaveligste forstand besat hus, kommer gennem en by beboet af lutter gamle mennesker, gør ufrivilligt holdt i en storby, der kan få vor verdens Belfast til at ligne en badeby i vinterhalvåret, og vi finder en børnebog, der viser sig at være en af nøglerne til de mange gåder på vejen til Det Mørke Tårn.

... og når vi nu taler om gåder, så har du ikke oplevet noget, før du har mødt Blaine, den talende og tænkende computer, der skal hjælpe vores venner videre.

De er nu fire i deres kah-tet. Roland, Eddie, drengen Jake og Susannah, nu hvor Detta/Odetta er blevet samlet til en tredje personlighed. Og nu er det ikke længere kun Roland, der bliver drevet mod tårnet. De tre andre, som er kommet igennem til Rolands verden gennem døre, er ikke længere sikre på om de virkelig ville tilbage, hvis de fik muligheden. Det er deres ka, deres skæbne.

Jeg har læst denne bog ret hurtigt, og jeg som sagt meget grebet af serien. Heldigvis var nr. 4 ikke udlånt på biblioteket, så jeg kan bare fortsætte, men de næste bliver jeg nødt til at bestille. Desværre har jeg selv kun anskaffet mig nr. 1 og 2.

Jeg prøver jo altid at lure King nogle tricks af, for han er altså formidabel til ikke blot at beskrive handling, men også de stille passager. Hans måde at beskrive mennesker på er - for mig at se - uden sammenligning. Man kan nemt visualisere dem for sig, og efterhånden føler jeg mig næsten som det femte medlem at deres kah-tet.

Udvælgelsen - Det Mørke Tårn 2 - Stephen King

Revolvermanden Roland har brug for hjælp på sin rejse mod Det Mørke Tårn. Han er hårdt såret, men på stranden i den sælsomme verden finder han tre døre, der alle fører til New York.

I New York allierer han sig med den unge narkosmugler Eddie Dean og den skizofrene negerkvinde Detta Walker/Odetta Holmes.

På deres videre færd bliver Detta/Odettas lumske intriger en hæmsko, da hun gør alt for at bringe sine følgesvende i yderste livsfare ...


Pudsigt og uden relevans for historien. Lagde I lige mærke til at Eddies hudfarve ikke bliver nævnt, men at forfatteren til bagsideteksten følte det nødvendigt at fremhæve at Detta/Odetta var farvet?
Nåh, strøtanke.

Jeg er nu godt i gang med Stephen Kings serie om Det Mørke Tårn, og er nu fuldstændig grebet af den. Hvor første bog var lidt famlende, så er Udvælgelsen meget mere målrettet. Der er mere fremdrift i, selv om den dybest set kun handler om Roland og hvordan han finder sine følgesvende gennem de tre døre.
Alene det, er faktisk temmelig imponerende. Hvordan kan man skrive noget, der griber folk, hvor tre folk bare går hen ad en strand?
Ok, der er hummeruhyrer, døre til parallelverdener, Eddies abstinenser, Detta/Odettas skiftende og farlige personlighed og ikke mindst Roland selv, så der er jo rigeligt af handling i, men King kan altså noget. Med ufatteligt få virkemidler kan han gribe læseren og føre dem af sted ved hånden, og der er altså ikke mange, der besidder den evne.

Det er et dejligt gensyn, og jeg glæder mig til at læse videre.

Revolvermanden - Det Mørke Tårn 1 - Stephen King

I en sælsom, forvrænget verden, der på skræmmende mange måder har paralleller til vores, er revolvermanden Roland på rejse mellem det gode og det onde.
Han vil finde Det Mørke Tårn, som er knudepunktet for universet. Det mystiske ikon er ved at miste sin kraft og truer med at destruere alt, hvad der eksisterer.
Men før Roland kan stoppe Det Mørke Tårns ødelæggelser, skal han på jagt gennem den glødende ørken for at finde Den Mørke Mand, som ødelagde hans familie.

Rolands følgesvend er drengen Jake, der døde i en bilulykke. For at finde Den Mørke Mand og Det Mørke Tårn i den sælsomme verden skal de gennem bjerget, hvor de langsomme mutanter bor i en verden fuld af minder om en teknologisk fortid, der blev ødelagt af en atomkrig. Men det er bare det første af alle de forunderlige eventyr, der venter Roland og Jake.

Når man har læst "Isfolket" efterlades man altid med en tom, vemodig fornemmelse, og de bøger man kaster sig over efterfølgende, bliver ofte læst med en lidt uretfærdig forudsætning. Derfor var det nøje gennemtænkt at jeg (omsider) ville få (gen)læst serien om Det Mørke Tårn.
Stephen King har altid været min helt, og jeg har også læst de første bøger i serien, mens han stadig selv var usikker på hvorvidt han nogensinde blev færdig med serien.
Det er han så blevet i mellemtiden, og da jeg for nylig læste et indlæg på Boghylden, om netop Det Mørke Tårn, vidste jeg bare at det var det, jeg måtte i gang med efter Sandemo.

Revolvermanden er skrevet over en periode på 12 år, skriver King i sit efterskrift, og nogle gange føles det også lidt sådan. Den er lidt vævende og man føler også at King ikke helt selv ved, hvor han er på vej hen.
Men det er så også det negative jeg har at sige om bogen, og nu hvor jeg er godt halvvejs i nr. 2 er jeg totalt fanget af serien.

King fører os ind i en surrealistisk verden, hvor verden ikke længere er som den var. Den kunne foregå postapokalyptisk efter en atomkrig, og alligevel ligger denne verden parallelt med andre verdner, hvor drengen Jake kommer fra. Og tårnet står i forbindelse med alle disse verdner på en eller anden måde.

Og ikke bare i Det Mørke Tårn er alt forbundet, hele Kings forfatterskab kredser sig konstant om det her på en eller anden måde, så jeg er er spændt på at se hvordan King får spundet alle trådene sammen.

Den Franske Revolution - Nicola Barber

Mellem 1789 og 1799 gennemgik Frankrig en dramatisk forvandling fra kongedømme til republik.
Revolutionen påvirkede alle sider af det franske samfund. Styreformen, lovgivningen og skattesystemet blev først reformeret og derefter fuldstændig ændret.
Mange mennesker endte i guillotinen, og - for første gang - mærkede almindelige mennesker friheden.
Denne bog undersøger nogle af spørgsmålene i forbindelse med denne berømte og voldsomme periode i historien.

Nu har jeg omsider lagt mig fast på hvad kulissen skal være for min næste roman, og jeg har valgt den franske revolution, som jeg ved skammeligt lidt om.
Det eneste jeg stort set kan huske fra den, var dronning Marie Antoinettes bemærkning om at når de fattige manglede brød, måtte de da bare spise kage. Og da ironi ikke var så ofte brugt dengang, må det vidne om en totalt mangel på forståelse på hvordan andre mennesker.

Jeg har skrevet historiske baserede romaner og noveller gennem mange år, og i starten greb jeg researchen helt anderledes an. Jeg var dødsens ræd for ikke at vide nok, for at glemme noget, for ikke at virke troværdig. Og jo mere jeg dykkede ned i stoffet, desto mere angst blev jeg faktisk.
Med det resultat at jeg endte med at vide alt alt for meget, og det udgør så en risiko for selve historien, for man får ofte pakket alt for meget information ind, som slet, slet ikke er nødvendig. Som gør den fiktive tekst tungere og mere besværlig end det er nødvendigt.

Efterhånden griber jeg det lidt smartere an. Jeg gjorde det også med min seneste roman Freaks, der foregik i London i 1800 tallet, og det virker faktisk ret godt, så derfor vil jeg gøre tilsvarende med min endnu navnløse franske roman.

Og her er virker det forbavsende godt at starte med en fagbog skrevet for børn. De er altid super illustrerede og forklarer begivenhederne ganske enkelt og simpelt. Så har man hovedtrækkene på plads og kan altid nørde videre i bestemte hændelser, der kan få afgørelse for romanen.
Dernæst ser jeg en masse film og læser bøger, der omhandler samme periode. Derfra får man visuelt en masse foræret ifm. tøj, holdninger og omgivelser.

Nåh, det skulle egentlig være en boganmeldelse det her, men der er ikke så meget at sige. Den behandler stoffet godt og ordentligt, giver gode henvisninger til andet man kan læse om, og er flot illustreret.

Monstre - Mathias Clasen

Hvorfor læser vi tonsvis af bøger om uhyggelige væsner, som slet ikke findes i virkeligheden? Mathias Clasen er ph.d. og Aarhus Universitets ekspert i vampyrer, zombier, afhuggede hoveder, flænset kød og sprøjtende blod.
Han ved bedre end nogen, hvad der skal til, for at en historie bliver rigtig klam og gruopvækkende. Eller med andre ord: rigtig pirrende og tiltrækkende. Og han ved, hvorfor vi er magnetisk tiltrukket af monstre. Svaret kan nemlig findes i vores DNA og evolutionshistorie.

Mathias Clasen holdt et foredrag i Næstved om dette emne, som jeg desværre ikke nåede med til, for jeg syntes han har nogle uhyre spændende ting at sige om menneskets hang til gys og gru.
Han var primus motor på en novellesamling "Velkommen til dybet", som jeg har omtalt her på siden.

Han forklarer på et lettilgængeligt sprog hvordan vi mennesker er indrettet angående frygt og vores behov for at blive stimuleret.

"De fleste overnaturlige monstre er formidable modstandere, men de kan besejres: de kan håndteres, måske endda lettere end mange af de modstandere og forhindringer, vi møder i hverdagen. Her er en quiz, som kan illustrere pointen: Hvad vil du helst kæmpe mod - en målrettet funktionær fra SKAT eller en rallende zombie fra graven? du kan frit vælge våben fra et arsenal af lovtekster og automatrifler (og det er ulovligt at skyde embedsmænd)."

Clasen har et nemt forståeligt sprog (kender andre ph.d'ere, der overhovedet ikke er i stand til at formidle deres budskab i et lixtal under 55) og har en underliggende lune, som gør bogen meget underholdende ud over dens meget interessante indhold.

Læs den endelig!

Afsked - Isfolket 47 - Margit Sandemo + opsummering af serien

Det sidste bind i serien om Isfolket handler om tiden efter det endelige opgør. Tengel den Onde er borte, men vil Nataniel overleve?
Kan Tiili finde sig til rette i en ny verden? Skal Marco tilbage til sine forældre Og er lille Gabriel mærket for livet af de voldsomme begivenheder?

Nu er jeg nået til sidste bog i serien, og det er altid med en følelse af vemod. Det og så faktisk også en kende præstationsangst, for jeg skal selv til at begynde på en ny roman, men alt blegner jo lidt ved siden af denne serie.
Den har alt - i mine øjne - historiske begivenheder, ulykkelig og lykkelig kærlighed, mytologi, folklore, religionsanskuelse og kampen mellem det gode og det onde. Derudover tilsat med både sympatiske og usympatiske personer, som man elsker og hader.
Jo, det er en fremragende historie.

Sidste fjerdedel af bogen bruger Margit Sandemo på at fortælle om historiens tilblivelse, og det er også ret interessant. Hun fortæller at hun føler at hun blev drevet til at skrive historien, som om nogen ønskede historien fortalt og jagede på hende. Hun skrev jo også bøgerne i en exceptionel fart, og selv om man kan være drevet af inspiration, følte hun det som noget andet.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer om hvorvidt hun har følt sig drevet af den nævnte person, men jeg er tilbøjelig til at tro at hun har ret.
Jeg har læst andet af det hun har skrevet (selvfølgelig ikke alt, da hun er den mest skrivende forfatter i Norden), og af det jeg har læst er der intet, der kommer på højde med Isfolket. For nylig forsøgte jeg mig endda på en af de andre serier hun har skrevet, men nej, den fænger bare ikke.

Under alle omstændigheder vil jeg sige at jeg selvfølgelig vil genlæse Isfolket om et par års tid. Siden den udkom i firserne, hvor min mor købte bøgerne efterhånden som de udkom. Vi sad i nervepirrende venten i de måneder der gik mellem hver udgivelse. Min mor skulle læse først, i og med at hun var ejer/køber af bøgerne, jeg var så nummer 2, og derefter kom der fem andre i nøje planlagt rækkefølge. :-)
Derfor er det heller ikke så utroligt at jeg har læst den 9 gange nu. Der er jo gået 30 år siden de udkom første gang.

Under alle omstændigheder kan jeg anbefale alle at læse den. Den henvender sig måske først og fremmest til kvinder, men den indeholder så meget andet, at mænd også sagtens kan være med.
Og lad jer ikke skræmme af det ugebladsagtige (og især den nye udgivelses forsider er virkelig, virkelig, virkelig håbløse), for den rummer altså meget andet.

Stilhed - Isfolket 46 - Margit Sandemo

Isfolkets udvalgte er meget tæt på krukken med det sorte vand i Isfolkets dal. Men inden de kan nå den, må de bryde en "lås", der øger deres rædsel og afsky for Tengel den Onde.
Han er lige i hælene på dem, og Nataniel må tage alle sine kendte og ukendte evner i brug i det endelige opgør.

Dette er bogen hvori slutkampen mellem Isfolkets eventyrlige slægt og deres onde stamfader må stå. Nataniel der altid har tvivlet på sine egne evner, opdager at hans evner er langt større end han havde forestillet sig, men på trods af det er kampen mellem ham og Tengel umenneskelig hård.

Legenden - Isfolket 45 - Margit Sandemo

De 5 udvalgte er nu nået til Isfolkets dal, hvor den onde Tengel har 5 af sine håndlangere. Den uhyggelige Lynx er beskyttet af navnemagi og skal tilintetgøres. Det bliver Marcos opgave, men han må have hjælp af Christa.
Linde-Lou bliver udpeget som bindeled, og mens ømheden genopdages mellem ham og Christa, kæmper Marco og hans venner en ulige kamp mod ondskabens oppe i dalen.

I denne bog afsløres der endelig en del af Marcos skæbne. Marco, der er søn af Lucifer og Isfolke-kvinden Saga, måtte forlade slægten efter at han måtte skyde sin ramte og ulykkelige tvillingebror, Ulvar.
Marco, der i sin kraft af halvt sortengel er udødelig, har siden da vogtet over slægten og stået dem bi, når der var behov for hjælp. Han blev dog nødt til at omdanne sig til Imre og senere Gand, da ingen måtte ane at det var den selvsamme Marco, der blot aldrig blev ældre.
Der fortælles om hans tid hos sortenglene sideløbende med at de udvalgte må kæmpe mod Tengel den Ondes ondskab i dalen.

Den onde dag - Isfolket 44 - Margit Sandemo

Det var en sort dag i Isfolkets historie. Den onde Tengel og hans højre hånd, den grusomme Lynx, samlede alle deres styrker for at knuse Isfolket og deres hjælpere.
Og Tengels håndlagere var mange - lejesoldater, krigsforbrydere, billedskønne, forførende hekse og panserklædte ryttere, som det virkede umuligt at besejre ...

Den udvalgte skare kæmper sig stadig vej ind til Isfolkets dal. Åndehærene har kæmpet mod hinanden og Isfolkets hjælpere har lidt store tab.
Imens er Tengel den Onde forhindret i at komme ind i dalen, da sortenglene har lagt troldruner om dem. Men det er kun et spørgsmål om tid, før han får dem løst.

Ømhed - Isfolket 43 - Margit Sandemo

Den ulykkesfødte Tova, som har gjort sig hård og utilnærmelig, oplever et glimt af ømhed midt i optrækket til den hårde kamp. De udvalgte er på vej til Isfolkets dal med det klare vand, men den onde Tengel og hans modbydelige håndlangere lægger blodige hindringer i vejen.

Tova, der en af de hårde ramte i slægten, har altid lidt under sit afskrækkende ydre. Derfor har hun længe været forelsket i den uopnåelige Marco, der jo er søn af selveste Lucifer.
Men pludselig dukker Ian Moharan op. En dødssyg irer, der vil besøge sin mors fødeland, inden han dør og der opstår en fin forståelse mellem de to.
Og dette samtidig med at de lider hårde tab når Tengel den Ondes hjælpere slår hårdt ned på dem.

Stilhed før stormen - Isfolket 42 - Margit Sandemo

Efter Isfolkets hemmelige møde i Dæmonernes Bjerg var det blevet klart, at kampen mod den onde Tengel ville blive endnu vanskeligere og farligere, end nogen af dem havde troet.
Fem af Isfolkets medlemmer drog af sted mod Trøndelag og Isfolkets glemte dal - og opdagede, at den onde Tengel havde en hel bande på jagt efter dem ...

Tiden er nu inde for det store slutopgør mod Tengel den Onde. Den lille gruppe på fem er udpeget, og drager nordpå. Hver især bærer de en flaske med Shiras klare vand, men de bliver mødt af gedigen modstand af Tengels håndlangere.

Jeg har læst i interviews at Margit Sandemo måtte overliste sin redaktør, for hun nævnte perifert at der måske ville være overnaturlige indslag i serien, og det må man da vist sige, at der er. I de sidste bøger her er alskens mytologier, guddomme og folklore blandet sammen, og enten så elsker man det, eller også hader man det. Jeg hører jo nok til de første. :-)

Et lille uddrag fra bogen:

Den lille forsamling, de nu udgjorde, kernen i det hele, var så mangfoldig og bizar, at man kunne få hikke af mindre. Men Gabriel forsøgte at optræde, som om det var hverdagskost at have en forvandlet rod til høre for sig og en majestætisk sort engel lige over for. For ikke at tale om en dæmon med hjortegevir, som lod sig ane i den venstre øjenkrog.

Gensyn - Isfolket 41 - Margit Sandemo

Alle nulevende og for længst afdøde af Isfolket bliver kaldt sammen til møde i Dæmonernes Fjeld. Mange af slægtens spørgsmål gennem tiderne bliver besvaret gennem tidligere slægtleds beretninger, men trods glæden og de mange rørende gensynsscener glemmer ingen af dem mødets egentlige formål:
Isfolket skal ruste sig til kampen mod den onde stamfar og hans håndlangere.

Isfolke-sagaen går nu ind i sin afsluttende fase med denne bog. Nataniel er blevet voksen, og selv om mange synes han er for veg og beskeden, så har han utroligt mange kræfter. Han er dog den femdobbelte udvalgte: Ikke alene er han Isfolkets særlige udvalgte, både Lucifers og natdæmonernes blod løber i hans årer og så er han den syvende søns syvende søn.

For at gøre sig klar til at besejre Tengel den Onde må de gøre sig klar. Alle skal samles for at stykke puslespillets brikker sammen og denne specielle nat, ophæves grænserne mellem levende og døde.
De samles i Dæmonernes Fjeld og her hører vi mange nye ting om Tengel den Onde.

Dette er også en af mine favoritbøger. Jeg elsker at de samles, og at de på den måde genoplever slægten gennem flere hundreder år. Det er kært gensyn med mange af de store personligheder, og man er helt med, selv om der jo ikke er noget action i denne bog.

Nu bliver jeg så lige nødt til at holde en lille pause, da jeg faktisk ikke har nr. 42 i huset, så inden den bliver leveret af boghandleren kan jeg jo enten gå i gang med mit næste serie-projekt, eller måske lige genlæse den en gang til. :-) Bare for sjov.

Forlis - Isfolket 40 - Margit Sandemo

Trods alvorlige advarsler kan Ellen og Nataniel af Isfolket ikke bryde forbindelsen helt.
Sammen med Tova, den grimme pige med den onde arv i blodet, kommer de ud for et forlis, som ikke alene koster menneskeliv, men også bliver begyndelsen til skæbnesvangre oplevelser.
Tova holder meget af Nataniel - og nærer et grænseløst had til hans elskede Ellen.

Der er to Nataniel historier i denne. Ikke bare den med skibet Stella, der kræver både hans, Ellens og Tovas overnaturlige evner, men også Tovas historie senere i bogen, som er langt mere interessant.

Tova, den ramte pige, hører i forbindelse med Stella-turen om en læge, der fører mennesker tilbage til deres tidligere reinkarnationer. Tanken tiltaler Tova, og hun opsøger lægen, der bringer hende tilbage.
Jeg skal ikke afsløre hvilke inkarnationer den gode Tova har, men hun vandrer tilbage i tiden, og der opdager Tengel den Onde hende. Og han har ingen intentioner om at lade hende slippe væk igen.

Fællesskab - Isfolket 39 - Margit Sandemo

I 1959 får Ellen sommerjob på en øde kro. Natlige lyde og uhyggelige minder får hende til at flygte. Nataniel af Isfolket bliver anmodet om at opklare sagen, og der opstår hurtigt et fællesskab mellem ham og Ellen - men der er voldsomme overtoner af farer.
Andre mystiske hændelser bringer dem sammen igen - og faren rykker nærmere og nærmere for hver gang de ses.

Nataniel Gard af Isfolket er nu blevet voksen. Endnu er det ikke tiden for det endelige opgør mod Tengel den Onde, men for at styrke Nataniels kræfter har forfædrene besluttet at Nataniel skal prøve kræfter med diverse overnaturlige problemer. Som fx på den øde kro, hvor et genfærd huserer.

Allerede da han møder Ellen og tager hendes hænder første gang, får han visioner om fremtiden. Om deres første kys, hvor Ellen brat rives ud af hans arme og forsvinder. Nærmere detaljer kan han ikke se, men de bliver nødt til at holde sig fra hinanden. Hvilket bliver sværere og sværere efterhånden som de lærer hinanden at kende.

Skyggerne - Isfolket 38 - Margit Sandemo

Der bliver uro i Isfolket i 1939, da den onde stamfader igen dukker frem. Vetle Voldens tre børn, Mari, Jonathan og Karine bliver sendt hjemmefra for at komme væk fra faren.
Dette miljøskift får alvorlige følger for de tre unge mennesker, og stadig hænger den dystre trussel over slægten.
Redningen, Christas søn Nataniel, er stadig kun et barn, og ikke parat til at tage den afgørende kamp op.


De tre børn støder alle på vanskeligheder. Mari på grund af sit evige behov for anerkendelse, og Jonathan og Mari bliver viklet ind i Norges modstandsbevægelse, hvilket får fatale følger for dem begge.

Heldigvis har forfædrene fået opsnuset Tengel den Onde, som trives ganske udmærket i en nazists krop. Men hvordan skal de få ham dysset i søvn igen?
Til sidst lykkedes det, men som en sidste kraftanstrengelse slår Tengel fløjten ud af hånden på Vandringsmanden i Mørket, og tilintetgør den.
Forfædrene ser magtesløse til. De ved at næste gang han vågner, er der intet der kan få ham lagt i dvale igen. De håber alle at Nataniel når at blive voksen inden da.

Epidemi - Isfolket 37 - Margit Sandemo

Den store, rare søn af Isfolket, Rikard Brink, er politimand og kommer på sit livs hårdeste opgave, da han skal spore en kopperamt, ukendt mands færden. Rikard optrævler mange menneskers triste skæbne, men lyspunktet er, at han møder den underkuede Vinnie.
På grund af smittefaren er Rikart afskåret fra kontakt med resten af Isfolket. Også her ulmer uroen. Der er mystiske ting i gære omkring den fireårige Nataniel, barnet, som slægten har ventet på i århundreder. Men også i den sag får Rikard en afgørende betydning.


Det er en af de helt almindelige bøger i Isfolke-sagaen. Den er meget prosaisk, men man fanges af den sympatiske Rikard, der i kamp mod tiden, skal opspore den kopperamtes færd i Norge.

Dog bliver den ramte Benedikte opsøgt af forfædrene, der har dårlige nyheder. Deres onde stamfader Tengel den Onde har forladt sit skjulested, og de kan ikke finde ham.
Slægten er forfærdet. Det er alt for tidligt. Nataniel er kun fire år gammel og er slet ikke klar til at tage kampen op mod Tengel.

Troldmåne - Isfolket 36 - Margit Sandemo

Christa er 17 år og vidunderligt smuk. Frank, som hun tror er hendes far, undertrykker hende med sin selvmedlidenhed og forbyder hende at have kontakt med Isfolket på Lindealleen.
Desuden forsøger han at presse hende til at gifte sig med enkemanden Abel, der har syv drenge.
Men da Christa får at vide, at han ikke er hendes rigtige far, og da hun ydermere møder kærligheden sammen med den unge Linde-Lou, kommer oprørstrangen op i hende.

Christa har altid plejet og passet den selvmedlidende Frank uden at stille spørgsmålstegn ved det. Hun er af et blidt og venligt gemyt, indtil hun ved et tilfælde overhører en samtale, hvori det påstås at Frank ikke er hendes far.
Isfolket har aldrig nænnet at fortælle Frank sandheden. At det er natdæmonen Tamlin, Vanjas eneste kærlighed, der er far til Christa. Ydermere er hun Lucifers oldebarn og derfor af en temmelig speciel herkomst. Hun har da også enkelte evner, som ingen andre har.

Da hun møder Linde-Lou forelsker hun sig straks i ham, men han bliver ved med at sige at de ikke kan få hinanden. Af to meget enkle årsager, som Christa dog ikke får noget at vide om før helt til sidst.
Da går det op for hende, at det aldrig kunne blive de to.

Men ætten er spændt på hvad der skal ske, for det er Christa der skal få det udvalgte barn, "som alle har ventet på".


Og med Nataniels fødsel tager vi fat på slutningen. Der er kun 9 bøger tilbage, så vi nærmer os med hastige skridt. Christas bog her er en af de smukke og sørgmodige i serien.

Fløjtespil - Isfolket 35 - Margit Sandemo

Den 14-årige Vetle af Isfolket får pålagt at finde og brænde noderne til en fløjtemelodi, som kan få skæbnesvangre følger for hans slægt og hele menneskeheden. Vetle må rejse gennem det krigshærgede Europa i 1914.
Han møder stor elendighed, men det er kun forspillet til den rædsel, der møder ham, efterhånden som han nærmer sig stedet for fløjtespillet.

Tengel den Onde er vågnet fra sit skjul. Han har ikke sin fulde kraft, men i Spanien har en spansk borgherre spillet de første toner af opvågningssignalet. Resten af signalet har borgherren skrevet ned på et nodeark og siden glemt.
Tengel var kun på jorden i ganske kort tid, men han nåede alligevel at støde på ondskab i sin nærhed, og med et lille puf i den rigtige retning, overbeviste han ved tankens kraft unge Gavrilo til at myrde ærkehertug Franz Ferdinand. Et attentat, der skulle kaste verden ud i den første verdenskrig.
Heldigvis lykkedes det "Vandringsmanden i mørket" at dysse Tengel den Onde i søvn igen, ved hjælp af den oprindelige fortryllede fløjte.

Det bliver Vetles opgave at destruere noderne, men først må han stå ansigt til ansigt med en af Tengel den Ondes vasaler.

Slægtsbånd - Isfolket 34 - Margit Sandemo

Det undrer Isfolk-familien, at ingen af den yngste generation viser tegn på slægtens særpræg. Unge André påtager sig at optrævle familieforholdene omkring en ung pige, hvis dødfødte, vanskabte barn hans slægtning Vanja så i Trondhjem.
Barnet kan have været af Isfolket.
Hans søgen blotlægger en fantastisk historie og bringer ham i forbindelse med to kvinder, Mali og Nette, som begge får betydning for Isfolket.

Og det lykkedes virkelig for André at optrævle slægstforholdene for den døde pige. Han kan spore hendes aner helt tilbage til Arv Grips forsvundne søn, der blev samlet op på landevejen dengang for så mange år siden. Arv Grips kone blev overfaldet og myrdet af landevejsrøvere og de to moderløse børn stod i vejkanten og velmenende folk tog dem til sig.
Arvs søn Christer blev opfostret af en mand, der prægede ham til at fortsætte en vendetta som lå mange år tilbage. Næsten en hel landsby blev udslettet af en gudfrygtig præst, og det sagdes at Vargabys Jomfruer stadig gik igen inde i de dybe skove.

André og de to kvinders veje bliver ledt til Vargaby og der står de pludselig ansigt til ansigt med den afdøde præst.


Hvad kan man sige om denne bog? Den indeholder alle de typiske Sandemo-elementer. Der er den ulykkelige kærlighed, den spirende kærlighed, det overnaturlige og selvfølgelig hele Isfolke-essensen.
Det er ikke en af de store bøger i serien, men det skyldes også at man jo ved at man snart rammer afslutningen og derfor næsten ikke kan bære at skulle vente længere.

Mareridt - Isfolket 33 - Margit Sandemo

Isfolkets onde forfader Tengel anbringer en spion i familien. Et modbydeligt væsen, som kun lille Vanja kan se. Hun døber ham Tamlin, og knytter sig mere og mere til ham, også selv om hun får at vide at han giver hele familien mareridt.
Vanjas unaturlige tilknytning til Tamlin får vidtrækkende konsekvenser. De indleder en farlig leg, og andre af ætten må træde til og hjælpe Vanja.

Inden Tengel den Onde gik i sin dvale, fik han natdæmonerne under sin magt. Han befaler derfor natdæmonerne at spionere på Isfolket, så han ved, hvad der foregår. Den legendariske Lilith parrer sig med stormdæmonen Tyfon og ægget lægger hun i Vanjas klædeskab.
Dog er der ingen der havde regnet med at Vanja, som er Lucifers barnebarn, kan se Tamlin.

Hendes barndom og tidlige ungdom bliver præget af Tamlin, og hun præger - imod alle odds - også ham.
Da natdæmonerne opdager hans forhold til Vanja, udstøder de ham og straffer ham ved at lægge ham i evige lænker.

Dette er en af de fremragende bøger i serien. Det okkulte og den naturlige færden i myter, overtro og sagn er rigtig spændende, og man sluger hvert et ord.

Hungersnød - Isfolket 32 - Margit Sandemo

Marit er sultedøden nær, da hun indlægges på det sygehus hvor Christoffer - en af Isfolkets sønner - er læge. Der udvikler sig et varmt venskab mellem den døende fattige pige og den afholdte, velhavende læge.
Dette påvirker forholdet til hans forlovede, en skinsyg overklassepige. Christoffer mener ikke, at valget mellem de to er noget problem for Marit, skal dø, og han elsker hende ikke; men andre medlemmer af Isfolket er af en ganske anden mening.

Christoffer er på ferie i fjeldene, da nogle børn finder den døende Marit i krattet. Han tager hende med tilbage til hospitalet og til sin kommende svigerfars fortrydelse, opererer han hende før sin kommende svoger, der er kørt galt.
Samtidig sker der det, at et udbrud af stafylokokker hærger sygdommen, og svigerfaren, der også er rådsmand og dermed sidder på pengekassen, er ikke begejstret.
Christoffer tilkalder Benedikte til hjælp. Ikke nok med at hun skal hjælpe med at finde stafylokokkernes kilde, men har også helende hænder.
Til hendes store overraskelse ligger Sander på sygehuset med infektioner, og hun betror ham at deres kærlighed i fjeldet havde følger.

Igen ... dette er heller ikke en af de store bøger i serien, men med vanlig stil er man godt underholdt.

Færgemanden - Isfolket 31 - Sandemo

Den mildest talt grimme Benedikte, sin Isfolkgenerations ramte, tror ikke, at hun har særlige evner, før hun anmodes om at være med til at opklare ejendommelige hændelser i en øde fjeldbygd, hvor en ond færgemand lader sine passagerer drukne under mystiske omstændigheder.
En af Benediktes rejsefæller er den kønne og sympatiske Sander, som hun taber sit hjerte til. Men hun er jo så uskøn og klodset ...

Benedikte har nu flere evner end hun lader ane, blandt andet kan hun fornemme atmosfærer i huse og se både menneskers ting og historier, når hun har dem i hånden.
Den øde fjeldbygd var engang et mere trafikeret færgested, men for mange hundrede år siden passerede Tengel den Onde dette sted, og fra sin dvalelignende tilstand, synes han at det er det perfekte sted at sende sin onde ætling hen for at dø.
Benedikte får dog uventet hjælp af Lucifers søn Marco, som ellers holder sig skjult for Tengel den Ondes årvågne blik.
Og så er der selvfølgelig lige den "lille" sag med Sander, som Benedikte bliver dødeligt forelsket i, men han ser dog ikke til hendes side så længe den lille fikse Adele er i nærheden.

Denne bog er ikke en af de store i Isfolke-sagaen, men den er spændende og hurtigt læst. Man drives igennem, selvfølgelig godt hjulpet på vej af Margit Sandemos stilsikre fortællestil, men også fordi man nu ved man nærmer sig endelige opgør mod Tengel den Onde.

Brødrene - Isfolket 30 - Margit Sandemo

Tvillingerne Marco og Ulvar var så forskellige, som to brødre kan blive. Marco var smuk som en gud, mens Ulvar var mere grotesk end det værst tænkelige utyske.
Isfolket vidste, at de to var udset til hver sin opgave, men ingen forstod, hvordan der skulle komme noget godt fra Ulvar, der var lige så fuld af ondskab, som en virkelig djævel.

Sagas forældreløse tvillinger bliver opfostret af Malin, der er kommet fra Sverige, og Henning fra Lindealleen. Det bliver langtfra nogen nem opgave.
Marco, som jo er søn af Lucifer, har noget overjordisk over sig. Et alvidende og forstående væsen, som ingen forstår sig på.
Ulvar derimod er en af de værst ramte i slægten. Ikke nok med at han har fået de ramtes udseende, men der har aldrig været noget håb for at han kan gå i den godes tjeneste. Han er helt og holdent Tengel den Ondes mand.

Henning husker stadig sortenglenes ord ved fødslen af de to: "Af den ene kommer der den, som skal bekæmpe Tengel den Onde, den anden har andre opgaver."
Alle i Isfolket venter med bekymring for hvad slægten kommer til at opleve.

Djævlebruden - Isfolket 29 - Margit Sandemo

Siden Saga som stor pige hørte sagnet om Lucifer, har hun drømt om at trøste den faldne lysengel i det underjordiske. Da hun skal til Norge for at fuldføre sin opgave for Isfolket, møder hun Grev Paul. Hun får en mistanke om, at han er Lucifer og har udset sig hende som sin brud.
Ønskedrømmen bliver nu et mareridt, for hun nærer varme følelser for den alvorsfulde Marcel, og han er hendes eneste håb om redning.

I sit efterskrift til serien fortæller Margit Sandemo, at hun kun med nød og næppe kunne overbevise sin redaktør om at Isfolket måtte indeholde okkulte og overnaturlige emner. Det startede jo også ganske harmløst og er så eskaleret efterhånden som bøgerne skrider frem.

Som læser accepterer man det hele og følger blot med i hvad der foregår, men jeg kan forestille mig, at denne bog kan have skilt vandene en smule.

Saga møder nemlig selveste Lucifer. Ikke som vi kender ham fra Bibelen som Satan, men som den faldne lysengel han er. Det får stor betydning for Isfolkets senere kamp mod Tengel den Onde, og derfor kan man vel med rette sige at dette er en af Isfolkets "skæbnebøger".

Derudover var hendes opgave som udvalgt at hente det-som-gemmer-sig-på-loftet på Gråstensholm. Det i sig selv er en svær opgave, da huset - efter Heikes død - helt er blevet overtaget af det grå folk.

Is og ild - Isfolket 28 - Margit Sandemo

Belinda bliver af alle betragtet som en lille sinke, fordi hun er usikker og kejtet. Da hun kommer til huset hos sin afdøde søsters mand for at passe sin lille niece, begynder en svær tide.
Belinda får en utrolig støtte af Viljar. Den ellers iskolde Viljar føler en stærk beskyttertrang overfor Belinda og kan snart se den ild, der brænder i hende. Ild kan varme og skabe tøbrud, men Viljars ispanser er tykt.


Heike og Vingas barnebarn Viljar, hører til de svage mænd i slægten. Han har alle dage været indesluttet, mut og går sine egne vegne. Familien er bekymret for ham, men overfor Belinda åbner han en smule op.

Det går jo som det må gå, selvfølgelig finder Belinda og Viljar kærligheden, men først efter at Viljar er blevet anklaget for mordet på Belindas svoger.

Dette er også en af "ugebladsromanerne", men den indeholder dog en meget væsentlig passage for Isfolket.

Vinga dør og sorgen lammer Heike. Stort set samtidig ankommer Tula til Gårstensholm. I hendes øjne lyser vildskaben, for hendes Thomas, den eneste der holdt hende til den almindelige verden, er nu død, og nu magter hun ikke at kæmpe imod Isfolkets forbandelse, der raser i hendes blod.
Hals og hoved rider Heike og Tula mod Isfolkets dal, i håb om at kunne befri slægten for forbandelsen. Belinda og Viljar rider efter dem for at bremse dem, men er magtesløse overfor de to ramte.
De kæmper mod Tengel den Ondes skinbillede, men er slet ikke stærke nok. Heike rammes af Tengel den ondes giftånde, og Tulas dæmoner kommer dem til undsætning.
Heike dør på vej hjem fra Isfolkets dal og Tula forsvinder ind på Gråstensholm, som det grå folk ikke har drømt om at forlade, selv om de lovede Heike det. Ingen ser hende nogensinde igen.

Skandalen - Isfolket 27 - Margit Sandemo

Christer, søn af den midlertidigt tæmmede Tula, har en klippefast tro på, at han er sin generations udvalgte. Hans optimisme er ukuelig, indtil han får at vide, at hans barndomskæreste, Magdalena er død.
Han sætter hele sin fantasi og sine ikke eksisterende okkulte kræfter ind på at opklare mysteriet, som ender i en gjaldende skandale. Heike træder hjælpende til.

Christer møder den forskræmte spirrevip Magdalena på et kursted, hvor han er sammen med sin svagelige far. Han fatter straks sympati for den unge pige, og da han år senere hører at han får mulighed for at møde hende igen, er han straks fyr og flamme.
Der bliver stor skandale, da han opdager at den Magdalena han bliver præsenteret for, slet ikke er den pige han mødte dengang. Og Christer er selvfølgelig typen der råber det ud over det hele.

Derpå følger et opklaringsarbejde, hvor hele familien træder til hjælp, og selv Heike kommer fra Norge, for at være sammen med sin familie.
Opklaringen viser sig at ende i en endnu større skandale, som ikke skal udpensles her. Og nårhja, Christer får - med forfædrenes hjælp - lov til at udføre en enkelt lille tryllekunst, der dog ikke helt udarter sig som ventet.


Dette er en af de bøger i serien, som egentlig ikke bringer historien så meget videre. Der tilføjes ikke nye oplysninger, men den er nu stadig underholdende og læseværdig. Christer er en sympatisk person, som man ikke kan lade være med at holde af, og dramaet fanger også én.

Der er 2 ting i hele Isfolke-serien som jeg synes falder uden for beretningen. Som springer i øjnene og virker unødvendige og snarere irriterende.

Hvis du ikke har læst bogen, så læs ikke videre ...

Men hele miseren med Magdalenas hund og kontakten til rumvæsnerne, virker unødvendig og malplaceret. Jeg ved godt (fra forfatterens egne bemærkninger og selvbiografien), at hun selv har den overbevisning, men i denne sammenhæng virker det forkert.
Man kunne have nøjes med at lade Heike opfange vibrationerne ad "normal" vis gennem hunden, og uden problemer have udeladt det andet.

Nåh, men man kan jo sige at to punkter på 47 bøger ikke er ret meget, så igen ... jeg bærer som sædvanligt over med det. ;-)

Hemmeligheden - Isfolket 26 - Margit Sandemo

Efter flere års drømme om den store skat tager Eskil (Heike og Vingas søn) bort fra sit trygge barndomshjem. Målet for hans rejse er den lille bygd, Eldafjord, der ruger over en hemmelighed, som Eskil snart kommer på sporet af.
Men hans vovemod og eventyrlyst bringer hans og andres liv i en så alvorlig fare, at kun Heike vil kunne hjælpe ... og han ved ikke hvor Eskil er!

Eskil ankommer til den lille isolerede bygd, og møder snart Terje Jolinssøn, der ejer det forbandede hus, hvor skatten siges at være gemt. Han møder også Terjes svigerinde Solvej og hendes nu faderløse barn, der er meget svag og døende på grund af en svulst i hjernen.

Allerede efter at have tilbragt den første nat i huset, er Eskil sanseløs af skræk. Han får tilkaldt sine forældre, så de nu endelig ved, hvor han opholder sig.

Da Heike og Vinga ankommer går det snart op for dem, at de ikke blot er faldet over den første udødelige Jolin, der ruger over sine skatte, men at det også har forbindelse til Isfolket.


Nu hvor jeg er over halvvejs i serien, kan man godt begynde at mærke at den bevæger sig mod slutningen. Tengel den Onde er ved at vågne og Isfolket har nu "Det klare Vand" som Shira skaffede dem i "De fire vindes Fjeld". Det vand som kan besejre Tengel den Ondes mørke vand. Men endnu er "den, som har flere kræfter end tidligere udvalgte" endnu ikke født.

Englen - Isfolket 25 - Margit Sandemo

Tula var et henrivende barn, en rigtig lille engel; men hun ved at hun er ramt.
I al ubemærkethed bruger hun sine evner og spiller et farligt spil med Isfolkets forbandelse. Kun hendes slægtning Heike i Norge kan dæmme op for katastrofen ... hvis han er stærk nok til at trække de gode sider frem i den unge Tula.

Tula ligner ingen af de tidligere ramte i slægten. Hun er ikke misdannet og hendes øjne er ikke svovlgule, som ellers er kendetegnene. Men hun har altid vidst at hun var anderledes.
Hun minder meget om sin forfader Sol, der ville gå gennem ild og vand for dem hun elsker. Hun betænker sig ikke for at hævne eller beskytte sine kære.

Ved et tilfælde besøger hun en lille instrumentmagerbutik, hvor den forkrøblede Thomas forærer hende en troldstemt fløjte. Snart drives hun til at spille på fløjten konstant. Det er som om nogen jager med hende, tvinger hende til at fremtrylle nogle bestemte toner, og når hun ikke rammer den ønskede melodi kan hun mærke skuffelsen over hende.

Og det er ikke hvem som helst, der driver på hende. Det er Tengel den Onde, der fra sin dvalelignende søvn har øjnet muligheden for at blive vækket til live igen. Hvis bare lige det rigtige signal ville blive spillet.
Heike når dog at forhindre det med forfædrenes hjælp, og Tula må efterfølgende følge med Heike og Vinga til Norge, hvor hun skal hjælpes til at bekæmpe ondskaben i sig.

Der stifter Tula bekendtskab med det grå folk, som huserer på Gråstensholm. Og ikke blot dem, men også fire meget erotiske dæmoner.

Drømmen - Isfolket 24 - Margit Sandemo

Trods økonomisk uafhængighed efter forældrenes død tager den unge Anna Maria arbejde som lærerinde i en lille fattig mineby.
Hun har en drøm om at gense minens ejer Adrian Brandt, som hun forelskede sig i som barn. Hendes tilstedeværelse i det lille samfund udløser voldsomme begivenheder, som Marias slægtning Heike er med til at løse.

Anna Maria er en af de sagtmodige i slægten. Hun forsøger altid at glæde andre og er typen der tager alle sorger og bekymringer på sig. Hun er heller ikke særlig god til at sige nej, hvilket Adrian Brandts familie udnytter.
De er selvfølgelig klar over at Anna Maria ikke er uden midler, og da minen sluger alle deres midler, ser de en nem udvej ved et hurtigt giftermål mellem Anna Maria og Adrian.
Det er dog ikke Adrian hun bliver forelsket i, men den brutale mineformand Kol Simon.


Dette er en af de bøger i slægten, hvor ugebladsforfatteren titter frem. Der er ikke meget relevans til Tengel den Onde, men på dette punkt i serien er man totalt ligeglad. Man vil bare vide om det nogensinde lykkedes Isfolket at bryde med forbandelsen.
Og det begynder at haste, for Tengel den Onde er ved at vågne fra sin århundreder lange dvale.

Ritualer - Isfolket 23 - Margit Sandemo

Heike har endnu ikke fået sin arv, Gråstensholm, som den korrupte dommer Snivel har narret fra Isfolket.
Efter at have prøvet med det gode, må Heike meget mod sin vilje søge hjælp af nogen, man ikke gerne taler om. Her får han brug for den ganske unge Vinga, som stadig begærer Heike mere end godt er.

Sagfører Mengel, som hjalp dem med at få Elistrand tilbage, er svært lungesyg og har ikke kræfter til en opslidende retssag mod Snivel. Som de formodentlig ikke engang ville vinde, da han for det første bestrider et ret højt embede, og for det andet allerede har bestukket sine dommerkollegaer.

Heike, som altid har haft evnen til at tale med de ramte og udvalgte forfædre diskuterer nu om ikke den eneste mulighed er at slippe "det grå folk" løs på dommer Snivel. Heike vægrer sig. Han ved ikke om han er stærk nok til at beherske "det grå folk", som består af naturvætter, gengangere, udøde, mytevæsener og mange flere.
Han ser dog ingen anden mulighed og må - sammen med Vinga (som heldigvis stadig er jomfru, men da ikke med sin gode vilje) - gennemgå frygtelige ritualer for at kalde skyggelandet frem. Det lykkedes for dem, og da de ser den grå flok myldre ind på Gråstensholm, fortryder de bittert og frygter for konsekvenserne.
De havde dog intet valg. Alle ved at der på loftet på Gråstensholm ligger noget af værdi for Isfolket, selv om ingen ved hvad det er. Og dette "noget" må ikke falde i fremmedes hænder.


Dette er også en af de gode bøger. Også selv om man gentagne gange får lyst til at sparke den gode Heike hårdt bagi, fordi han af misforstået ridderlighed bekæmper sin egen kærlighed mod Vinga.
Heldigvis går det jo som det skal gå, og alle er glade. :-)

Fordrevet - Isfolket 22 - Margit Sandemo

Omsider når Heike hjem til Norge, blot for at opdage at hans arv, Gråstensholm gods uretmæssigt er overtaget af en svindler.
En fjern slægtning, den ganske unge Vinga, er blevet fordrevet fra sit hjem, Elistrand, efter forældrenes død.
Nu begynder en hård kamp for de to unge mennesker for at få deres ejendomme tilbage - og en kamp for at tæmme farlige følelser.

Da Heike ankommer til Gråstensholms sogn bliver han forfærdet over forholdene. Ikke nok med at alle tre ejendomme; Gråstensholms gods, Elistrand og Lindealleen er blevet overtaget af svindlere, men Vinga Tark er forsvundet. Hans eneste slægtning.
Efter hendes forældres død forsøgte hun en tid at forvalte ejendommen så godt hun kunne, men sagfører Sørensen, der virkelig havde et godt øje til gården, modarbejdede hende i det skjulte, og til sidst kom gården på auktion. Han truede hende med børnehjem, så Vinga tog en ged og flygtede op i vildmarken, hvor hun boede to år helt alene.

Først er hun så sky at hun dårligt kan se mennesker uden at stikke af, men med Heikes hjælp, vender hun tilbage til "normale mennesker".
Værre er det med bedrageriet mht. gårdene. Dommer Snivel, som sidder tungt på Gråstensholm, har et af de højeste embeder i Norge, og der er ingen sagfører, der ønsker at hjælpe dem. Bortset fra én.


Den er lidt trist denne bog. Man ved jo at der har været liv på alle gårdene, og nu er der kun to norske Isfolke-ætlinge tilbage. Slægten skrumper ind, og hvem er der så tilbage til at tage kampen op mod Tengel den Onde den dag "den med de mest overnaturlige evner" fødes?
Nu har jeg jo læst den en gang eller to før (eller otte), så jeg er nogenlunde fattet. :-) Men lidt trist er det alligevel.

Hjemkomsten - Isfolket 21 - Margit Sandemo

Omsider når Heike med det dæmoniske udseende til Sverige for at lede efter de få efterkommere af Isfolket.
Heike ved at slægten ikke er klar over hans eksistens, men hans tilhørsforhold er så stor, at han gør alt for at opklare den store tragedie i Arv Grips ungdom, selv om han endnu ikke har mødt ham.

Arv mistede sin kone og sine to børn under uforklarlige omstændigheder. De er aldrig blevet fundet, men Heike får en stærk fornemmelse under sin rejse i Sverige, og følger sporene.
Det viser sig at børnene overlevede mødet med landevejsrøverne, men hvor er de nu?

Denne bog er måske ikke en af de "store", men den er også værd at læse. I det hele taget kan man jo ikke bare springe én over midt i det hele. :-)
Under alle omstændigheder er Heike en stor personlighed, som man elsker at være i selskab med.

Bruden - Isfolket 20 - Margit Sandemo

Heike, hvis eksistens Isfolket ikke kender til, føler sig draget mod sine egne. Han bryder op fra Slovenien og rejser mod nord.
På vejen får han en god ven, og sammen kommer de til en afsides dal. Her oplever de gruopvækkende ting, og Heike opdager til fulde, at han er en ægte efterkommer af Isfolket.


Heike og hans ven Peter begiver sig ind i en mørk og dyster skov i det dybeste Transsylvanien. De ankommer til en lille by, hvor rædslen har lammet alle beboerne, men de vælger alligevel at overnatte på kroen, for at drage videre næste dag.
Ind på kroen kommer den smukke fyrstinde Feodora og hendes endnu smukkere niece Anciol, og fra det øjeblik er Peter besat efter at komme til at tale med Anciol.
Han begiver sig op til borgen, hvor fyrstinderne holder til, men opdager hurtigt at de slet ikke er, hvad de giver sig ud for at være.
Heike er den eneste, der kan redde ham og landsbyboerne.


Dette er en fremragende spøgelseshistorie. Måske er den ikke lige så relevant for Isfolkets saga, men for det første er der nogle kære gensyn med Isfolkets forfædre, og for det andet er Heike en personlighed, der er værd at være i selskab med.

Værgeløs - Isfolket 19 - Margit Sandemo

Alle i Isfolket tror, at den onde forbandelse er hævet. Der er tilsyneladende ingen ramte i den nye generation.
Men Sølve opdager skjulte kræfter. Han beslutter at finde Tengel den Ondes hvilested sydpå, og beder sin intetanende far om at få alrunen med.
Alrunen, der virker, som om den venter på noget ...

Sølve slår sig ned i Wien, hvor ondskaben kommer mere og mere til udtryk. Hans øjne forandrer sig også, og går fra at være brune til at ende som svovlgule, hvilket betyder at han aldrig vil kunne vende hjem igen.
Han udser sig en lille rigmandsdatter, som han håber på vil arve en dag, og anmoder om hendes hånd. Forældrene afslår og Sølve bliver så optændt af had, at han sætter alt ind på at kalde hende til sig.
Det lykkedes, og bagefter aner pigen ikke, hvad hun skal stille op. Og da slet ikke, da hun opdager at hun er med barn.

Da barnet kommer, viser det sig at være et ramt barn. Med sine skarpe skuldre, sønderriver han moderen, og hendes nye ægtemand, kan med det samme se, hvor barnet kommer fra. De svovlgule øjne afslørede det. Han afleverer barnet hos Sølve, der regner med at slippe hurtigt af med det, men forregner sig. Alrunen, som kun har været død og kold i hans besiddelse, beskytter drengen med alle midler.


Dette er en af de bøger, der virkelig gør ondt helt ind i hjertekulen. Sølves behandling af lille Heike er hjerteskærende, og hans ondskab gør virkelig én ondt helt ind i sjælen.

Svigtet - Isfolket 18 - Margit Sandemo

Elisabeth Paladin får et uventet frieri.
Vemund Tark frier til hende på sin lillebrors vegne og fæster hende samtidig hos en slægtning, så de unge kan lære hinanden at kende.
Men Elisabeth har oprørsk blod i sig. Hun vil følge sit hjerte, og begynder snart at grave i familiens fortid, som er skyld i at Vemund går i selvmordstanker.

Elisabeth Paladin har meget af det typiske Isfolkeblod i sig, uden at hun er ramt eller udvalgt. Hun har træk både fra Sol, Cecilie og Villemo i sig.
Hun opdager hurtigt at det slet ikke er Lillebror Tark hun har lyst til at gifte sig med, men storebroderen, der dog er noget stivnakket. Hun sætter sig dog for at det skal hun nok ændre på.


Dette er måske ikke en vigtig bog for Isfolke-sagaen, men den har helt klart sine kvaliteter i og med at Elisabeth er en dejlig personlighed. Den røg i hvert fald ned på en søndag eftermiddag. :-)

Livskilden - Isfolket 17 - Margit Sandemo

Daniel kommer til Ishavet for at finde Vendels datter, Shira.
Den lille spinkle pige er fra fødslen udset til at være en vigtig faktor i opklaringen af Isfolkets gåde. Det er af afgørende betydning, at der ikke er en plet på hendes karakter - men vil hun være opgaven voksen.

Shira, som er en forening af Isfolkets to slægtsgrene, er tydeligvis en udvalgt. Der er noget overjordisk over hende og hendes morfar, der har opfostret hende, har nøje indprentet hende godhed og ydmyghed. Hun er beskyttet af Tarangais guder, der opsøgte hendes morfar kort efter fødslen.

Daniel, sønnen af to af Isfolkets genier, Ingrid og Dan, opsøger hende i Sibirien og de forstår at hans besøg er det tegn, de har ventet på. Det går op for dem at hun må træde i Tengel den Ondes fodspor, men hvor han opsøgte ondskabens kilder, er hun udset til at opsøge livets kilder.
Og kun den der er helt pletfri kan nå dertil.


Livskilden er en af "skæbnebøgerne" i Isfolke-serien. Shiras færd mod livets kilde har stor betydning for Isfolkets kamp mod Tengel den Onde.

Beskytteren - Isfolket 16 - Margit Sandemo

De to højt begavede efterkommere af Isfolket, den ramte Ingrid og videnskabsmanden Dan, begiver sig sammen med Ulvhedin op i Isfolkets dal for at finde Tengel den Ondes grav.
Ingrid er mest interesseret i at finde den forsvundne alrume, men turen får nogle konsekvenser, de tre ikke havde ventet ...

Dan er forsker og er blevet sendt til Sverige for at indsamle blomster til senere katalogisering. Han har en idé om at han i den forbindelse vil drage til Isfolkets dal for at få stillet sin nysgerrighed omkring Tengel den Ondes grav.
Da Ulvhedin og Ingrid, de to ramte i hver sin generation, hører om dette, bliver feberen tændt i deres blod. Ingen skal tage til Isfolkets dal, uden de er med.
Undervejs går det dog op for Dan, at han har startet noget, han ikke selv kan styre. Forbandelsen raser i dem begge, og det er kun med nød og næppe at de kan holde det i ave.

De ankommer til Isfolkets dal, og finder Kolgrims grav. Alrunen finder de også, selv om de ikke ønsker at tænke nærmere over omstændighederne. Der førte nogle underlige spor væk fra graven og ind under en busk.
Ulvhedin finder også - under påvirkning af et heksebryg - ud af hvor Tengel den Onde vogter i dalen. Både Kolgrim, Sol og Tarjei har tidligere set stedet og fornemmet Tengel den Ondes ondskab, og selvom Ulvhedin i sin beruselse af troldomsbrygget i første omgang mener at kunne besejre Tengel, må han dog hurtigt sande, at det slet ikke er muligt.

I øvrigt er det ikke sin grav, Tengel bevogter. Den grav findes nemlig ikke i Isfolket. Hvis da overhovedet ...

Flugten - Isfolket 15 - Margit Sandemo

Under Sveriges togt mod Rusland bliver Vendel af Isfolket taget til fange og sendt til Sibirien.
Efter flere års fangenskab lykkes det ham at flygte. Det bliver en farefuld tur vestpå, men har kun ét ønske; at komme hjem.
På vejen hjem erfarer han fra uventet side forbløffende nyt om sin slægt.

Det gamle sagn fortæller at Isfolket kom østfra. En lille stamme, der trodsede den bidende kulde og flygtede vestover, hvorpå den sidste lille resterende gruppe bosatte sig i Isfolkets dal.
Flere af de ramte og udvalgte har set det i syner, men ingen har vidst, hvor de kom fra.

Ved et tilfælde støder Vendel ind i den sibirske gren af Isfolket, og hører deres side af sagnet. Om den onde Tanghil, der opsøgte Livets kilder, og derpå vandrede mod vest.
Tun-sij, shamanen i den nenetserklan, som Vendel er endt hos, er også efterkommer af Tanghil, og selv om hun hverken er ramt eller udvalgt, har hun også overnaturlige evner. Hun bliver ved med at fastholde at han skal gifte sig med hendes datter, da deres barn derfor vil få det bedste fra begge slægter.
Vendel vægrer sig ved det, da han ikke bryder sig spor om datteren, men mod trolddom kæmper man forgæves.

I sidste ende får Tun-sij det som hun vil have det, og en bedøvet Vendel bliver sat på en hvalfangerskude i retning mod Sverige. Ulykkelig over at skulle efterlade sit endnu ufødte barn.

Ridderen - Isfolket 14 - Margit Sandemo

Isfolkets ulykkelige, Tristan, kan aldrig være sammen med en kvinde, eller få børn. Men da han drages ind i nogle mystiske hændelser på Christian den femtes slot, får han en mission.
En fyrstindes lille datter bliver voldtaget, og så tager begivenhederne en drejning, som hverken Tristan eller hans slægtninge havde drømt om ...

Tristan lider stadig under det, der skete da han var helt ung. Villemos ungdomsforelskede Eldar Svartskogen havde en søster, der også nærede et indædt had mod Isfolket. Hun havde skab og forførte Tristan, så hun kunne overføre sygdommen til ham med vilje.
At hun blev gravid af deres møde, var der ingen der vidste.

Tristan plages af minderne fra dengang og har altid været en indadvendt og melankolsk type. Han har ikke knyttet sig til nogen, og derfor er det spirende venskab mellem ham og den ulykkelige fyrstinde en lise for sjælen for dem begge, selv om der sker mange uhyggelige ting.
Voldtægten af den unge Marina, den efterfølgende graviditet, fyrstindens dødelige sygdom, og noget helt fjerde, som intet har med Tristan at gøre, udover at han bliver involveret.

Nogen har gravet for dybt under kongens slot, og der er opstået en orden, der vil kongen til livs. Da Villemo, Dominic og Ulvhedin kommer på besøg i Danmark er sagen på sit højeste, og det viser sig at det ikke udelukkende er menneskelige skabninger, der er medlem af ordenen.

De her bøger ryger utroligt hurtigt ned. Nu skal det jo selvfølgelig også siges at det kun tager vel godt 5-6 timer at læse en bog, men det er ikke den eneste grund. De er medrivende, fængslende og man drives gennem siderne.

Opgøret - Isfolket 13 - Margit Sandemo

Et uhyre spreder skræk og rædsel i Norge ved at forårsage mystiske dødsfald. Da nyheden om monstret når Gråstensholms sogn, er de tre guløjede i Isfolkets slægt klar over, at det er opgøret med denne dæmon, de er udvalgt til.
Niklas, Villemo og Dominic drager ud for at møde deres skæbne ...

De tre er nu klar over at deres opgave står foran dem. Dominic, der kan fornemme tanker og følelser  på afstand. Niklas med sine helbredende hænder og Villemo med sin utøjlelige kraft. Hun fungerer nærmest som "talerør" for forfædrene, og kan mærke deres kraft fylde sig i disse situationer.

Ingen ved hvor "Uhyret" kommer fra, men de er overbeviste om at han må være af Isfolket. De spidse skuldre, de skæve øjne, det skrækindjagende udseende. Alt peger på at han må være en ukendt ætling af Isfolket. Men hvorfra?

Deres mission åbenbares for dem. At gøre denne ondskabsfulde og blodtørstige morder til et godt menneske. Det virker håbløst.

De får kontakt med Ulvhedin, som de "døber" ham og han og Villemo kæmper mod hinanden med hver deres trolddomskræfter. Heldigvis er han svækket af sine sår, ellers havde det nok set sort ud for de udvalgte isfolke-ætlinge.
Dog er det fra en helt uventet kant at de får hjælp til deres forehavende.


Med fare for at gentage mig selv, så er dette også en fremragende bog. Det kan jo ses på den hast jeg flyver igennem bøgerne på. Ok, de er ikke så lange. Godt 200 sider hver, men de er letlæste og man drives gennem historien.

Længsel - Isfolket 12 - Margit Sandemo

Villemo kan ikke finde ro for den længsel hun føler efter Dominic, og på sin sædvanlige overilede måde følger hun efter ham og hans lille trop soldater gennem det krigshærgede Sverige.
Dominic kommer ikke kun til at kæmpe mod de blodtørstige gønger, men også mod sine forbudte følelser for Villemo.

Som storbonden, der stræbte Villemo efter livet i sidste bog, sagde, så har Villemo ni liv, lige som kattene. I denne bog fører hendes vildskab hende ikke blot ud mellem snaphanerne i gøngeskovene, men må også kæmpe mod kapere, der truer med at udslette hele hendes familie.

Dette er også en af de rigtigt gode bøger. Villemos fandenivoldskhed er underholdende at læse om, og hun gør alt hvad hun kan, for at være sin elskede Dominic nær.
De bør dog ikke, da de er beslægtede og derfor næsten kan være sikre på at få et ramt barn. Det samme gælder for Niklas og Irmelin, der også er grandkusiner/fætre i 3. led, der dog pligtskyldigst holder sig fra hinanden.

Det går dog som det må gå, og Villemo og Dominic kan ikke holde sig fra hinanden, og nu må det gå som det skal. Vil det ene af de to par få et ramt barn?

Blodhævn - Isfolket 11 - Margit Sandemo

Villemo kommer nu til at betale for sin tankeløshed under oprøret. Hun dræbte en storbondes eneste søn i nødværge, og nu er den mægtige mand kun besat af én tanke: blodhævn - ikke kun mod Villemo, men mod hele Isfolket.

Der sker mystiske ting omkring Elistrand, hvor Villemo bor med sine forældre Gabriella og Kaleb. Antændte brande, mistænkelige ulykker og efterhånden som tiden skrider frem; også mordforsøg på Villemo.
Hun selv går i sine egne kærlighedssorger efter Eldars død, men er vist mere i sorg for sorgens skyld, ofte, når hun tænker på hans ansigt, er det en helt anden person hun ser.
En slægtning, som hun slet ikke må få, da de er for nært beslægtede i forhold til deres slægts forbandelse.

Storbonden som er indædt rasende over at Villemo bliver ved med at undslippe hans mænds mordforsøg, må til sidst tage drastiske midler i brug, og Dominic forsøger at befri hende. For det første fordi alle er fyldt med vished om at de tre guløjede i slægten er udset til noget stort, men for det andet fordi Villemo betyder mere for ham, end han tidligere har givet udtryk for.

Jeg elsker bøgerne med Villemo, Dominic og Niklas. De tre guløjede og udvalgte. De komplementerer hinanden perfekt. Villemo med sin vildskab, Niklas med sin ro og Dominic med sin charme og lune.
Der er nogle personer i serien, som man elsker mere end andre, og de her er helt klart nogen af dem. :-)