"Lotus er ikke jomfru længere, og Mille har en kæreste. Jeg står på trappen til timetervippen i svømmehallen. Om et øjeblik har alle taget springet ... snart er det min tur."
Hvad gør man, når man har togskinner på tænderne, der får en til at ligne en smilende chimpanse? Når ens mor elsker Kim Larsen og mindst har sort bælte i pinlighed? Når man er 14 år, har leverpostejfarvet hår og bare er Anna?
Det er sommeren, hvor Anna møder den mystiske Lotus og forelsker sig i den mest uopnåelige fyr på sommerlejren. For Anna er det en ny verden med kærlighed, fester, teater, sex, venindearmbånd og sommerfugle i maven.
Men tør hun tage det store spring selv?
YYYYYY
Bare Anna er en af de ungdomsbøger, som man bare sluger i løbet af en dag. Lige som jeg gjorde denne her. Den handler om den unge og usikre Anna, der selvfølgelig forelsker sig i den lækre og totalt uopnåelige Johs, om hendes nye venskab med cybergoth-pigen Lotus, om hendes barndomsveninde Mille og ikke mindst den spirende seksualitet.
Det er en feelgood bog, som også virkelig ville have talt til mig dengang. Personerne er godt beskrevne, tilpas kluntede og akavede, nøjagtigt som man selv følte sig.
Generelt et dejligt bekendtskab, omend nok ikke én af de bøger, der vil sidde længe i én.
Forlag: Politiken
ISBN: 978-87-567-9980-5
Sider: 189
Biblioteksbog
mandag den 29. december 2014
Den vidunderlige kærlighedshistorie - Carl-Johan Vallgren
Hercule Barfuss kommer til verden en stormfuld vinternat på et bordel i Königsberg i 1813, vanskabt i en grad, der gør det vanskeligt at begribe, at han trods feber og umenneskelige smerter formår at klamre sig til livet. Han er også dværg og døv, men i tilgift til sit skrækindjagende ydre udstyret med en usædvanlig evne, der gør ham i stand til at læse folks inderste tanker.
Denne særlige gave bliver hans skæbne, og stemplet som djævlebarn tvinges han på flugt gennem Europa. Men historien om Hercule Barfuss og hans utrolige liv er først og fremmest en fantastisk og gribende kærlighedshistorie, for han glemmer aldrig den pige, Henriette Vogel, der fødtes på bordellet samme nat som han selv.
På trods af deres adskillelse forbliver de to forbundne i en kærlighed så stor og voldsom, at den overvinder alle forhindringer.
YYYYYY
Denne her bog fik jeg i hånden af min fætters kone, som storelskede den, og - som efter at have hørt om min roman Freaks - kunne drage nogle paralleller imellem dem.
Det kunne jeg måske ikke lige helt se, da jeg så titlen på bogen, altså jeg mener ... Den vidunderlige kærlighedshistorie?
Men der er flere lighedstræk.
Bogen handler om den døvstumme dværg Hercule Barfuss, der bliver født på et bordel i 1813. Ikke alene er han dværg, men han er også vanskabt, så han kun kan bruge armene, har en pukkel på ryggen og ansigtet er vansiret af en voldsom ganespalte. Som modtræk til alle hans fysiske skavanker har han dog fået en evne til ikke kun at læse tanker, men nærmest at krybe ind i sindene på dem han vil.
Samme nat som han selv bliver født, ser også en lille velskabt pige dagens lys. Den lille, yndige Henriette Vogel, og de to børn vokser op sammen, opfostret af glædespigerne på bordelet og dermed isoleret fra den normale hverdag og Hercule bliver dermed forskånet for omverdenens barbariske behandling af dem, der er anderledes.
En dag bliver bordellet lukket ned, børnene bliver skilt fra hinanden og Barfuss ender på en dåreanstalt, hvor han lænkes til væggen. Der må han forblive til en præst forbarmer sig over ham og tager ham med til et kloster.
Derefter går det slag i slag, Hercule skifter konstant tilholdssteder og føler ingen ro nogen steder. Han leder hele Europa igennem efter Henriette, som han elsker så højt, og der som den eneste har kunnet kommunikere med ham på hans måde.
De genfinder sluttelig hinanden, og så vil jeg naturligvis ikke afsløre mere. :-)
Altså ...
Det er en pudsig bog. Jeg kan se at den er kåret som "Vinder af August-prisen for bedste svenske roman" og også at den har fået vanvittigt gode anmeldelser af de forskellige litteraturkritikere.
Men vanen tro er jeg helt ikke enig med litteraturkritikerne.
Den har også noget exceptionelt over sig, det medgiver jeg. Der var passager, jeg simpelthen ikke kunne lægge fra mig, men sproget er for anstrengt, for højtravende. Ofte er det fyldt med fremmedord, som i flere tilfælde er helt unødvendige. Det kan selvfølgelig være oversætteren, men det plejer det nu ikke at være.
Der er nogle smukke vendinger, men det er lidt som om forfatteren prøver alt for hårdt ind i mellem.
Derudover kedede jeg mig usigeligt meget efter at han fandt Henriette og det efterspil, der fulgte. Tit måtte jeg tage mig i at måtte genlæse flere passager fordi mine øjne bare var gledet hen over siden, mens mine tanker var andre steder.
Det er synd, for som sagt ... grundhistorien er virkelig god. Det er en smuk historie mellem de to (selvom man godt nok ikke hører det meget fra Henriettes side, der både for læseren og Hercule nok mere er et smukt glansbillede), men ...
Desværre Heidi, men tak for lån alligevel. :-)
Forlag: Borgen
ISBN: 978-87-210213-82
Sider: 296
Lånt trykt eksemplar
Denne særlige gave bliver hans skæbne, og stemplet som djævlebarn tvinges han på flugt gennem Europa. Men historien om Hercule Barfuss og hans utrolige liv er først og fremmest en fantastisk og gribende kærlighedshistorie, for han glemmer aldrig den pige, Henriette Vogel, der fødtes på bordellet samme nat som han selv.
På trods af deres adskillelse forbliver de to forbundne i en kærlighed så stor og voldsom, at den overvinder alle forhindringer.
YYYYYY
Denne her bog fik jeg i hånden af min fætters kone, som storelskede den, og - som efter at have hørt om min roman Freaks - kunne drage nogle paralleller imellem dem.
Det kunne jeg måske ikke lige helt se, da jeg så titlen på bogen, altså jeg mener ... Den vidunderlige kærlighedshistorie?
Men der er flere lighedstræk.
Bogen handler om den døvstumme dværg Hercule Barfuss, der bliver født på et bordel i 1813. Ikke alene er han dværg, men han er også vanskabt, så han kun kan bruge armene, har en pukkel på ryggen og ansigtet er vansiret af en voldsom ganespalte. Som modtræk til alle hans fysiske skavanker har han dog fået en evne til ikke kun at læse tanker, men nærmest at krybe ind i sindene på dem han vil.
Samme nat som han selv bliver født, ser også en lille velskabt pige dagens lys. Den lille, yndige Henriette Vogel, og de to børn vokser op sammen, opfostret af glædespigerne på bordelet og dermed isoleret fra den normale hverdag og Hercule bliver dermed forskånet for omverdenens barbariske behandling af dem, der er anderledes.
En dag bliver bordellet lukket ned, børnene bliver skilt fra hinanden og Barfuss ender på en dåreanstalt, hvor han lænkes til væggen. Der må han forblive til en præst forbarmer sig over ham og tager ham med til et kloster.
Derefter går det slag i slag, Hercule skifter konstant tilholdssteder og føler ingen ro nogen steder. Han leder hele Europa igennem efter Henriette, som han elsker så højt, og der som den eneste har kunnet kommunikere med ham på hans måde.
De genfinder sluttelig hinanden, og så vil jeg naturligvis ikke afsløre mere. :-)
Altså ...
Det er en pudsig bog. Jeg kan se at den er kåret som "Vinder af August-prisen for bedste svenske roman" og også at den har fået vanvittigt gode anmeldelser af de forskellige litteraturkritikere.
Men vanen tro er jeg helt ikke enig med litteraturkritikerne.
Den har også noget exceptionelt over sig, det medgiver jeg. Der var passager, jeg simpelthen ikke kunne lægge fra mig, men sproget er for anstrengt, for højtravende. Ofte er det fyldt med fremmedord, som i flere tilfælde er helt unødvendige. Det kan selvfølgelig være oversætteren, men det plejer det nu ikke at være.
Der er nogle smukke vendinger, men det er lidt som om forfatteren prøver alt for hårdt ind i mellem.
Derudover kedede jeg mig usigeligt meget efter at han fandt Henriette og det efterspil, der fulgte. Tit måtte jeg tage mig i at måtte genlæse flere passager fordi mine øjne bare var gledet hen over siden, mens mine tanker var andre steder.
Det er synd, for som sagt ... grundhistorien er virkelig god. Det er en smuk historie mellem de to (selvom man godt nok ikke hører det meget fra Henriettes side, der både for læseren og Hercule nok mere er et smukt glansbillede), men ...
Desværre Heidi, men tak for lån alligevel. :-)
Forlag: Borgen
ISBN: 978-87-210213-82
Sider: 296
Lånt trykt eksemplar
søndag den 28. december 2014
Læseåret - 2014
Medmindre jeg når at blive færdig med at læse den bog jeg er i gang med OG får skrevet en anmeldelse i morgen aften, så må det her vist blive 2014's sidste post.
Og det har jo været et godt læseår. Hele 56 blogindlæg er det blevet til, hvoraf det er 54 læste bøger
Det er faktisk ret sejt, når man tænker på mit ellers så propfyldte liv. :-)
I år har der også været enormt mange bøger til anmeldelse, hvilket jeg er både beæret over og glad for. Der er så meget godt dansk litteratur derude, som jeg endnu mangler at stifte bekendtskab med, og jeg er virkelig glad for at både selvudgivere og forlag er begyndt at sende bøger i min retning.
Ud af de 54 bøger, jeg har haft læst er de 36 af dem danske, hvilket er et væsentligt højere tal end tidligere år, og det er jeg virkelig glad for. Som sagt ... der er så mange gode forfattere ude i det danske og det glæder mig virkelig at se hvor godt mange af dem behersker og behandler sproget.
I år var så også året hvor jeg havde min debut som ebogslæser. Altså jeg har jo læst bøger på skærmen i årevis qua betalæsningsopgaverne, men det har jo været i word og hvor jeg har kunnet markere gode og dårlige sætninger. Men i år fik jeg læst en hel roman som ebog, og selv om jeg stadig sværger til den fysiske bog, kan det godt være at der kommer mere af den slags.
Og hvordan har læseoplevelserne så været i år? Vær klar med statuetterne, for her kommer de. :-)
Under huden
Når jeg sådan kigger min læseliste igennem, så er det helt klart Susan Hintons Outsideren, der som altid slår benene væk under mig. Det er den, der altid får mig til at tude (og jeg mener tude, ikke engang bare blanke øjne, men tude).
Kedeligste
Umberto Eco - I Rosens Navn. Beklager, jeg kan ikke med klassikere i den kaliber, og her bruger forfatteren alt for lang tid til omstændelige beskrivelser, som ikke giver romanen nogen fremdrift overhovedet. Havde den været skrevet i dag, havde der stået en redaktør og revet sig i håret og bedt forfatteren om at skære mindst 20% fra.
Pudsigste
Det mest "pudsige" jeg har læst i år, må helt klart være Andrea Bastians I Yetiens Hule. En ebogsnovelle i kategorien monstersex, altså sex mellem en yeti og en dansk pige. Det var en spøjs oplevelse, for jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse af hvad jeg forventedes at føle, mens jeg læste den. Men morsom, anderledes og bevidsthedsudvidende.
Mest overraskende læseoplevelse
Martin Dan Rasmussen i Kbh Noir. Jeg havde ærligt talt ikke forventet mig særlig meget af den, men da jeg først kom i gang med at læse den, var jeg solgt.
Mest sympatiske hovedperson
Robert Hunter i Chris Carters serie om seriemordere. Han er vildt sympatisk, underholdende og behagelig. Ham kunne jeg godt tænke mig at "møde". ;-)
Lækreste biperson
Dallas Winston fra Outsideren. Jeg sukker henført bare ved tanken om den lækre greaser, som skjuler sin sårbare sjæl med et hårdt ydre. I øvrigt godt portrætteret af Matt Dillon i den gamle film af samme navn.
Mest irriterende hovedperson
Det må helt klart være Eremitten i Thomas Rydahls krimi af samme navn. En gammel, gnaven og utiltalende taxachauffør, som i det hele taget gør alt det forkerte.
Fedeste/Smukkeste bogomslag
Martin Dan Rasmussens Kbh Noir får også en ekstra plads her. Jeg synes det er en virkelig fed forside, som passer rigtigt godt til bogen.
Kedeligste bogomslag
Det slag må stå mellem Anja Dunas Elinors Efterår og Åge Skjelborgs Mestertyven og Røverskatten. Og så er jeg endda tilbøjelig til at give Anja Dunas historie en fordel, da det kun er en novelle og derfor ikke et decideret bogsomslag.
Og det har jo været et godt læseår. Hele 56 blogindlæg er det blevet til, hvoraf det er 54 læste bøger
Det er faktisk ret sejt, når man tænker på mit ellers så propfyldte liv. :-)
I år har der også været enormt mange bøger til anmeldelse, hvilket jeg er både beæret over og glad for. Der er så meget godt dansk litteratur derude, som jeg endnu mangler at stifte bekendtskab med, og jeg er virkelig glad for at både selvudgivere og forlag er begyndt at sende bøger i min retning.
Ud af de 54 bøger, jeg har haft læst er de 36 af dem danske, hvilket er et væsentligt højere tal end tidligere år, og det er jeg virkelig glad for. Som sagt ... der er så mange gode forfattere ude i det danske og det glæder mig virkelig at se hvor godt mange af dem behersker og behandler sproget.
I år var så også året hvor jeg havde min debut som ebogslæser. Altså jeg har jo læst bøger på skærmen i årevis qua betalæsningsopgaverne, men det har jo været i word og hvor jeg har kunnet markere gode og dårlige sætninger. Men i år fik jeg læst en hel roman som ebog, og selv om jeg stadig sværger til den fysiske bog, kan det godt være at der kommer mere af den slags.
Og hvordan har læseoplevelserne så været i år? Vær klar med statuetterne, for her kommer de. :-)
Under huden
Når jeg sådan kigger min læseliste igennem, så er det helt klart Susan Hintons Outsideren, der som altid slår benene væk under mig. Det er den, der altid får mig til at tude (og jeg mener tude, ikke engang bare blanke øjne, men tude).
Kedeligste
Umberto Eco - I Rosens Navn. Beklager, jeg kan ikke med klassikere i den kaliber, og her bruger forfatteren alt for lang tid til omstændelige beskrivelser, som ikke giver romanen nogen fremdrift overhovedet. Havde den været skrevet i dag, havde der stået en redaktør og revet sig i håret og bedt forfatteren om at skære mindst 20% fra.
Pudsigste
Det mest "pudsige" jeg har læst i år, må helt klart være Andrea Bastians I Yetiens Hule. En ebogsnovelle i kategorien monstersex, altså sex mellem en yeti og en dansk pige. Det var en spøjs oplevelse, for jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse af hvad jeg forventedes at føle, mens jeg læste den. Men morsom, anderledes og bevidsthedsudvidende.
Mest overraskende læseoplevelse
Martin Dan Rasmussen i Kbh Noir. Jeg havde ærligt talt ikke forventet mig særlig meget af den, men da jeg først kom i gang med at læse den, var jeg solgt.
Mest sympatiske hovedperson
Robert Hunter i Chris Carters serie om seriemordere. Han er vildt sympatisk, underholdende og behagelig. Ham kunne jeg godt tænke mig at "møde". ;-)
Lækreste biperson
Dallas Winston fra Outsideren. Jeg sukker henført bare ved tanken om den lækre greaser, som skjuler sin sårbare sjæl med et hårdt ydre. I øvrigt godt portrætteret af Matt Dillon i den gamle film af samme navn.
Mest irriterende hovedperson
Det må helt klart være Eremitten i Thomas Rydahls krimi af samme navn. En gammel, gnaven og utiltalende taxachauffør, som i det hele taget gør alt det forkerte.
Fedeste/Smukkeste bogomslag
Martin Dan Rasmussens Kbh Noir får også en ekstra plads her. Jeg synes det er en virkelig fed forside, som passer rigtigt godt til bogen.
Kedeligste bogomslag
Det slag må stå mellem Anja Dunas Elinors Efterår og Åge Skjelborgs Mestertyven og Røverskatten. Og så er jeg endda tilbøjelig til at give Anja Dunas historie en fordel, da det kun er en novelle og derfor ikke et decideret bogsomslag.
lørdag den 27. december 2014
Outsideren - Susan Hinton
Ingen har sagt at livet skal være let.
Men Ponyboy er ret sikker på, at han har styr på tingene. Han ved, at han altid kan stole på sine brødre, Darry og Sodapop. og han ved, at han altid kan stole på sine venner - venner, som vil gøre alt for ham - Johnny og Two-Bit.
De har ikke meget, men de har hinanden.
Den rivaliserende bande af rige unger, der banker Ponyboy og hans venner for sjov, er der også altid. På den hårde måde.
Og en nat går kampen mellem de to bander for vidt, og Ponyboys verden bliver aldrig mere det samme.
YYYYYY
Hold da op en sølle bagsidetekst, som forlaget har forsynet denne klassiker af en ungdomsbog med. Den fanger på ingen måde essensen, dybden og det eviggyldige, som denne bog rummer.
I øvrigt er forsiden også himmelråbende kedelig. Okay, bogen behøver det ikke, men måske endnu flere ville læse den, hvis den var lidt mere spændende repræsenteret end i denne nyeste udgave fra People's Press.
Jeg har læst Outsideren mange gange i mit liv. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, men da jeg for nylig afsøgte det lokale biblioteks hylder for dansk ungdomslitteratur, måtte jeg genlæse denne her. Bare fordi ...
Og hvis du endnu ikke har læst den, så kom i gang. Det er en fantastisk bog!
Den handler om den fjortenårige Ponyboy Curtis, som bor sammen med sine to ældre brødre Darrel og Sodapop. Deres forældre er død ved en trafikulykke, og det er op til Darrel at holde sammen på familien. Det ligger et umenneskeligt pres på den kun tyveårige knægt, som Ponyboy ikke har livserfaring nok til at indse.
Curtis-familien bor i East Side, den dårlige side af byen, og her er alle sammen greasere. Ud over at have det tilfælles at de har dårlige sociale kår, har de også deres egen særegne stil med masser af hårolie, masser af vold, fængselsdomme etc. Derudover er de dog alle enige om at hade soc'erne, de rige unger, som cruiser rundt og banker greaserne i ren og skær tidsfordriv.
En aften, da Ponyboys bedste ven Johnny Cade i selvforsvar myrder en soc'er, går alting galt. Den aften kommer til at ændre alle de impliceredes liv.
Nu vil jeg ikke afsløre hvad der sker, for jer der endnu ikke har læst den, men gør det endelig, for som sagt - den er fantastisk!
Drengenes sammenhold og deres venskaber er unikt beskrevet. Hver og en af dem, uanset hvor trælse og usympatiske de end måtte forekomme, er skildrede i en grad, så man holder af dem alle. Ens hjerte bløder efterhånden og tårerne løber.
Ja, i hvert fald hos mig. Jeg kan ikke læse den uden at stortude. Ej heller kan jeg se filmen, men nu bliver jeg nødt til det. Så jeg må lige have en bunke kleenex og så skal jeg ellers i gang.
Igen ... hvis I ikke kender den (både bog og film har efterhånden nogle år på bagen), så gør jer selv den tjeneste at læse/se den. I vil aldrig glemme den.
Stay gold, Ponyboy!
Forlag: Høst & Søn
ISBN: 87-14-19815-0
Sider: 202
Biblioteksbog
Men Ponyboy er ret sikker på, at han har styr på tingene. Han ved, at han altid kan stole på sine brødre, Darry og Sodapop. og han ved, at han altid kan stole på sine venner - venner, som vil gøre alt for ham - Johnny og Two-Bit.
De har ikke meget, men de har hinanden.
Den rivaliserende bande af rige unger, der banker Ponyboy og hans venner for sjov, er der også altid. På den hårde måde.
Og en nat går kampen mellem de to bander for vidt, og Ponyboys verden bliver aldrig mere det samme.
YYYYYY
Hold da op en sølle bagsidetekst, som forlaget har forsynet denne klassiker af en ungdomsbog med. Den fanger på ingen måde essensen, dybden og det eviggyldige, som denne bog rummer.
I øvrigt er forsiden også himmelråbende kedelig. Okay, bogen behøver det ikke, men måske endnu flere ville læse den, hvis den var lidt mere spændende repræsenteret end i denne nyeste udgave fra People's Press.
Jeg har læst Outsideren mange gange i mit liv. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, men da jeg for nylig afsøgte det lokale biblioteks hylder for dansk ungdomslitteratur, måtte jeg genlæse denne her. Bare fordi ...
Og hvis du endnu ikke har læst den, så kom i gang. Det er en fantastisk bog!
Den handler om den fjortenårige Ponyboy Curtis, som bor sammen med sine to ældre brødre Darrel og Sodapop. Deres forældre er død ved en trafikulykke, og det er op til Darrel at holde sammen på familien. Det ligger et umenneskeligt pres på den kun tyveårige knægt, som Ponyboy ikke har livserfaring nok til at indse.
Curtis-familien bor i East Side, den dårlige side af byen, og her er alle sammen greasere. Ud over at have det tilfælles at de har dårlige sociale kår, har de også deres egen særegne stil med masser af hårolie, masser af vold, fængselsdomme etc. Derudover er de dog alle enige om at hade soc'erne, de rige unger, som cruiser rundt og banker greaserne i ren og skær tidsfordriv.
En aften, da Ponyboys bedste ven Johnny Cade i selvforsvar myrder en soc'er, går alting galt. Den aften kommer til at ændre alle de impliceredes liv.
Nu vil jeg ikke afsløre hvad der sker, for jer der endnu ikke har læst den, men gør det endelig, for som sagt - den er fantastisk!
Drengenes sammenhold og deres venskaber er unikt beskrevet. Hver og en af dem, uanset hvor trælse og usympatiske de end måtte forekomme, er skildrede i en grad, så man holder af dem alle. Ens hjerte bløder efterhånden og tårerne løber.
Ja, i hvert fald hos mig. Jeg kan ikke læse den uden at stortude. Ej heller kan jeg se filmen, men nu bliver jeg nødt til det. Så jeg må lige have en bunke kleenex og så skal jeg ellers i gang.
Igen ... hvis I ikke kender den (både bog og film har efterhånden nogle år på bagen), så gør jer selv den tjeneste at læse/se den. I vil aldrig glemme den.
Stay gold, Ponyboy!
Forlag: Høst & Søn
ISBN: 87-14-19815-0
Sider: 202
Biblioteksbog
fredag den 19. december 2014
Min fucking familie - Ina Bruhn
Se, det er mig.
Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af.
Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne.
Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så, nu er den gal igen derinde.
Christoffer er født i en forkert krop, som han har hadet lige så længe han kan huske. Han hader sin krop, og han hader sin taberagtige mor og den far; han aldrig har kendt. Og han hader resten af sin fucking håbløse familie og hele den forbandede ondskab, som er gået i arv fra generation til generation.
YYYYYY
Hold da op, sikke en bog. Magen til samling usympatiske personligheder skal man lede længe efter.
Der er ondskab, fejhed, svig og bedrag alle steder. Alle i familien har hemmeligheder som er sovset ind i hinanden. Om voldtægter, affærer, druk, mishandling, misbrug, hustruvold, dominans og ikke mindst svigt af stort set alle af de implicerede.
Al den grumme familiehistorie munder ud i Nina/Christoffer. En pige, der er født transseksuel og født i den forkerte krop, og som absolut ikke møder forståelse fra sin forskruede familie. Pånær lige den gamle mormor og hendes veninde/husholderske, der bor i den store herskabsbolig nede ved stranden.
Her mødes familien til mormorens fødselsdag, og her rulles mange af de sorte familiehemmeligheder ud og det hele kulminerer med et mistænkeligt dødsfald.
I starten var jeg noget mistroisk overfor bogen. En ungdomsbog, der er så sort at det næsten bliver ulideligt, men jeg må erkende at jeg efter fortsat læsning, blev mere og mere grebet af den.
Hele bogen er gennemsyret af det had og den afmagt, som den 15-årige Christoffer føler overfor sin familie og verden i særdeleshed.
Selv om personerne er noget usympatisk, stort set alle sammen, så forstår man dem også. De er alle udsat for forkvaklede barndomme, der trækker tråde langt ind i kommende generationer.
Mest af alt for den stakkels Christoffer, der får nogle virkelig grimme hemmeligheder at vide den aften i herskabshuset.
Man har på samme tid lyst til at ruske og kramme ham.
Men netop det sorte, som hele bogen emmer af, er så også det, der gør at jeg er meget imponeret over romanen. Det er sgu godt håndværk. Det er godt skrevet og personbeskrivelserne er enormt troværdige, selv om de er så langt ude.
Forlag: Høst & Søn
ISBN: 978-87-638-1129-3
Sider: 254
Biblioteksbog
Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af.
Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne.
Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så, nu er den gal igen derinde.
Christoffer er født i en forkert krop, som han har hadet lige så længe han kan huske. Han hader sin krop, og han hader sin taberagtige mor og den far; han aldrig har kendt. Og han hader resten af sin fucking håbløse familie og hele den forbandede ondskab, som er gået i arv fra generation til generation.
YYYYYY
Hold da op, sikke en bog. Magen til samling usympatiske personligheder skal man lede længe efter.
Der er ondskab, fejhed, svig og bedrag alle steder. Alle i familien har hemmeligheder som er sovset ind i hinanden. Om voldtægter, affærer, druk, mishandling, misbrug, hustruvold, dominans og ikke mindst svigt af stort set alle af de implicerede.
Al den grumme familiehistorie munder ud i Nina/Christoffer. En pige, der er født transseksuel og født i den forkerte krop, og som absolut ikke møder forståelse fra sin forskruede familie. Pånær lige den gamle mormor og hendes veninde/husholderske, der bor i den store herskabsbolig nede ved stranden.
Her mødes familien til mormorens fødselsdag, og her rulles mange af de sorte familiehemmeligheder ud og det hele kulminerer med et mistænkeligt dødsfald.
I starten var jeg noget mistroisk overfor bogen. En ungdomsbog, der er så sort at det næsten bliver ulideligt, men jeg må erkende at jeg efter fortsat læsning, blev mere og mere grebet af den.
Hele bogen er gennemsyret af det had og den afmagt, som den 15-årige Christoffer føler overfor sin familie og verden i særdeleshed.
Selv om personerne er noget usympatisk, stort set alle sammen, så forstår man dem også. De er alle udsat for forkvaklede barndomme, der trækker tråde langt ind i kommende generationer.
Mest af alt for den stakkels Christoffer, der får nogle virkelig grimme hemmeligheder at vide den aften i herskabshuset.
Man har på samme tid lyst til at ruske og kramme ham.
Men netop det sorte, som hele bogen emmer af, er så også det, der gør at jeg er meget imponeret over romanen. Det er sgu godt håndværk. Det er godt skrevet og personbeskrivelserne er enormt troværdige, selv om de er så langt ude.
Forlag: Høst & Søn
ISBN: 978-87-638-1129-3
Sider: 254
Biblioteksbog
Dobbeltliv - Steffen Nohr
I 2. verdenskrigs sidste timer sænkes en tysk ubåd i dansk farvand. Med sig i dybet tager den sin besætning og en uvurderlig, tophemmelig last.
Imens i nutiden forulykker den elskede og vellidte bedsteforælder, Kristian Pendergast. Og da barnebarnet, sammen med sin far, rydder dødsboet, falder den unge Thomas Pendergast over et skjult rum i kælderen, der gemmer på en ufortalt hemmelighed, et ufortalt liv, der pludselig stiller spørgsmålstegn ved, hvem morfaren i virkeligheden var.
Inden længe begiver Thomas sig ud på sin livs største rejse nogen sinde: Han drages i sin morfars fodspor og genoptager jagten på dét, som morfar aldrig fandt.
Men snart går det op for Thomas, at visse hemmeligheder aldrig var ment for alle og at kende til sandheden kan have sin pris.
Én skæbne. Én ufortalt historie. Én mørk hemmelighed ...
YYYYYY
Det er først for nylig at jeg er stødt på Steffen Nohrs forfatterskab. Det var i forbindelse med en anmeldelse af romanen Det forsvundne bibliotek, som jeg fik tilsendt af Forlaget Valeta.
Den bog kunne jeg ret godt lide. Jeg er lidt en sucker for de der bøger, der trækker historiske hemmeligheder op til nutiden, og da jeg så efterfølgende fik muligheden for at hilse på Steffen Nohr på BogForum og få en af hans tidligere udgivelser op under neglene, måtte jeg jo slå til. :-)
Og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg har været godt underholdt af Dobbeltliv og den meget sympatiske Thomas, som driver lidt rundt på må og få i sit liv. Hans far, der er højtuddannet akademiker, mener at Thomas spilder sit liv og presser konstant på at han skal komme i gang med en uddannelse - og ikke mindst færdiggøre den.
Men Thomas ved ikke hvad han vil være. Han føler sig rodløs og mangler at finde meningen med livet.
Da morfaren dør og de skal rydde dødsboet, finder Thomas sin morfars dagbog gemt i et hemmeligt skab i kælderen. Et arbejdsværelse, som altid har været omgæret af mystik og eventyr, og som Thomas sjældent har sat sine ben i.
Da jeg rejste mig og slukkede lampen, gled en skygge ned over mit ansigt. Det mest tænkelige spændende rum - morfars hemmelige skatkammer - var pludselig ikke andet end et kedeligt kontor med klamme farver på gulvet og en dårlig belysning. Og et åndssvagt, tungt skrivebord, jeg snart ville få dårlig ryg af at bakse rundt med.
Jeg sukkede og følte en del af de glædesfyldte barndomsminder smuldre bort i virkelighedens kyniske verden.
Pludselig som jeg stod der, fangede noget min opmærksomhed. Jeg trådte tilbage til skrivebordet og tændte straks lampen igen ... slukkede den ... tændte den igen ... slukkede den.
Jeg troede ikke mine egne øjne. Lyset blev tændt igen, og forsigtigt listede jeg hen mod væggen. Besindigt lagde jeg ansigtet helt ind mod gipsvæggen og førte langsomt hånden hen over fladen. Frem og tilbage. Pludselig mærkede jeg noget.
Det gav et sug i hele maven.
Kunne det virkelig passe?
Snart efter er Thomas helt opslugt af dagbogen. Fascineret af det spændende (og næsten utænkelige) dobbeltliv, som morfaren tilsyneladende har haft uden at nogen har haft en mistanke om det.
I Dobbeltliv hører vi om Thomas, mens han med stigende opslugthed læser dagbogen og i brudstykker fortælles om det liv morfaren har haft i al hemmelighed.
Der er en teknisk udfordring ved at starte med Thomas, hoppe over til et læsestykke og derpå fortsætte med morfarens synsvinkel, som godt kan være temmelig udfordrende, men de spring klarer Steffen Nohr rigtig flot.
Som læser er man helt med på hvem, der har ordet og man lever sig lige meget ind i de to forskellige personligheder og tænker ikke over skiftene.
Der var kun en enkelt gang, hvor jeg bemærkede at det med synsvinklerne svipsede, men det er nok en erhvervsskade. ;-)
Efter endt læsning af dagbogen, beslutter Thomas at der må ske noget. Han ved at der er noget han må gøre, selv om hans far vil blive tosset og han drager ud for at følge i sin morfars fodspor i jagten på de glemte nazistiske hemmeligheder. Og den farefulde jagt ender med at blive livsomstyrtende for ham på flere plan.
Dobbeltliv er en spændende bog, som jeg har læst med stor fornøjelse. Steffen Nohr har en sympatisk fortællerstemme, der gør at man tror på de sandheder, der bliver lagt frem. Jeg vil helt bestemt glæde mig til hans fremtidige udgivelser.
Hov, jeg har dog lige et kritikpunkt for at det ikke skal blive for rosenrødt det hele. Jeg synes måske at mødet med Vasco er lige "tilfældigt" nok. Hvad er oddsene for at Thomas lige render ind i ham?
Medmindre Vasco egentlig var en del af morfarens dobbeltliv, hvilket jeg i så fald har overset.
Men det er en detalje. Bogen kan sagtens læses med stor fornøjelse alligevel.
Tak til Forlaget Valeta for anmeldereksemplar.
Forlag: Valeta
ISBN: 978-87-92728-19-7
Sider: 363
Anmeldereksemplar
Imens i nutiden forulykker den elskede og vellidte bedsteforælder, Kristian Pendergast. Og da barnebarnet, sammen med sin far, rydder dødsboet, falder den unge Thomas Pendergast over et skjult rum i kælderen, der gemmer på en ufortalt hemmelighed, et ufortalt liv, der pludselig stiller spørgsmålstegn ved, hvem morfaren i virkeligheden var.
Inden længe begiver Thomas sig ud på sin livs største rejse nogen sinde: Han drages i sin morfars fodspor og genoptager jagten på dét, som morfar aldrig fandt.
Men snart går det op for Thomas, at visse hemmeligheder aldrig var ment for alle og at kende til sandheden kan have sin pris.
Én skæbne. Én ufortalt historie. Én mørk hemmelighed ...
YYYYYY
Det er først for nylig at jeg er stødt på Steffen Nohrs forfatterskab. Det var i forbindelse med en anmeldelse af romanen Det forsvundne bibliotek, som jeg fik tilsendt af Forlaget Valeta.
Den bog kunne jeg ret godt lide. Jeg er lidt en sucker for de der bøger, der trækker historiske hemmeligheder op til nutiden, og da jeg så efterfølgende fik muligheden for at hilse på Steffen Nohr på BogForum og få en af hans tidligere udgivelser op under neglene, måtte jeg jo slå til. :-)
Og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg har været godt underholdt af Dobbeltliv og den meget sympatiske Thomas, som driver lidt rundt på må og få i sit liv. Hans far, der er højtuddannet akademiker, mener at Thomas spilder sit liv og presser konstant på at han skal komme i gang med en uddannelse - og ikke mindst færdiggøre den.
Men Thomas ved ikke hvad han vil være. Han føler sig rodløs og mangler at finde meningen med livet.
Da morfaren dør og de skal rydde dødsboet, finder Thomas sin morfars dagbog gemt i et hemmeligt skab i kælderen. Et arbejdsværelse, som altid har været omgæret af mystik og eventyr, og som Thomas sjældent har sat sine ben i.
Da jeg rejste mig og slukkede lampen, gled en skygge ned over mit ansigt. Det mest tænkelige spændende rum - morfars hemmelige skatkammer - var pludselig ikke andet end et kedeligt kontor med klamme farver på gulvet og en dårlig belysning. Og et åndssvagt, tungt skrivebord, jeg snart ville få dårlig ryg af at bakse rundt med.
Jeg sukkede og følte en del af de glædesfyldte barndomsminder smuldre bort i virkelighedens kyniske verden.
Pludselig som jeg stod der, fangede noget min opmærksomhed. Jeg trådte tilbage til skrivebordet og tændte straks lampen igen ... slukkede den ... tændte den igen ... slukkede den.
Jeg troede ikke mine egne øjne. Lyset blev tændt igen, og forsigtigt listede jeg hen mod væggen. Besindigt lagde jeg ansigtet helt ind mod gipsvæggen og førte langsomt hånden hen over fladen. Frem og tilbage. Pludselig mærkede jeg noget.
Det gav et sug i hele maven.
Kunne det virkelig passe?
Snart efter er Thomas helt opslugt af dagbogen. Fascineret af det spændende (og næsten utænkelige) dobbeltliv, som morfaren tilsyneladende har haft uden at nogen har haft en mistanke om det.
Der er en teknisk udfordring ved at starte med Thomas, hoppe over til et læsestykke og derpå fortsætte med morfarens synsvinkel, som godt kan være temmelig udfordrende, men de spring klarer Steffen Nohr rigtig flot.
Som læser er man helt med på hvem, der har ordet og man lever sig lige meget ind i de to forskellige personligheder og tænker ikke over skiftene.
Der var kun en enkelt gang, hvor jeg bemærkede at det med synsvinklerne svipsede, men det er nok en erhvervsskade. ;-)
Efter endt læsning af dagbogen, beslutter Thomas at der må ske noget. Han ved at der er noget han må gøre, selv om hans far vil blive tosset og han drager ud for at følge i sin morfars fodspor i jagten på de glemte nazistiske hemmeligheder. Og den farefulde jagt ender med at blive livsomstyrtende for ham på flere plan.
Dobbeltliv er en spændende bog, som jeg har læst med stor fornøjelse. Steffen Nohr har en sympatisk fortællerstemme, der gør at man tror på de sandheder, der bliver lagt frem. Jeg vil helt bestemt glæde mig til hans fremtidige udgivelser.
Hov, jeg har dog lige et kritikpunkt for at det ikke skal blive for rosenrødt det hele. Jeg synes måske at mødet med Vasco er lige "tilfældigt" nok. Hvad er oddsene for at Thomas lige render ind i ham?
Medmindre Vasco egentlig var en del af morfarens dobbeltliv, hvilket jeg i så fald har overset.
Men det er en detalje. Bogen kan sagtens læses med stor fornøjelse alligevel.
Tak til Forlaget Valeta for anmeldereksemplar.
Forlag: Valeta
ISBN: 978-87-92728-19-7
Sider: 363
Anmeldereksemplar
mandag den 8. december 2014
En dag skinner solen også på en hunds røv - Sanne Munk Jensen
Alma har en kæreste. Hun har også en søster og en slyngveninde. Det er hele tre ting på én gang, og det går virkelig ikke. I hvert fald ikke når man ikke kan finde ud af, om man er mest forelsket i sin kæreste eller sin veninde. Og slet ikke når ens søster konstant er på røven, og ens mor bare er ligeglad, fordi hun er en røv. Endda en polsk røv.
En dag skinner solen også på en hunds røv er en barndom set i bakspejlet - men det er også en fortælling om kærester og engangsknald og tosomhed og trekantsdramer og caféer og kollektiver og alt det andet, som forsøder og forvirrer i en ung piges forunderlige liv.
YYYYYY
Og jeg kan egentlig ikke helt finde ud af om jeg er skuffet eller om jeg er positivt overrasket.
Måske var det også fordi jeg forventede endnu en bog om en pige der stadig gik i folkeskolen, og det gør Alma jo slet ikke. Hun går jo ikke engang i gymnasiet længere men på universitetet, hvilket så gør at det jo næsten ikke længere er en ungdomsbog i mine øjne.
Okay, kan godt se at jeg måske er lidt uretfærdig her.
I hvert fald rummer den meget mere end "normale" ungdomsbøger. Alma kommer fra en ret dysfunktionel familie, hvor hendes mor har mere travlt med de skiftende kærester og byture end rent faktisk at tage sig ordentligt af de to børn diverse mænd har skaffet hende på halsen.
De omsorgssvigt der ligger i den opvækst, har jo naturligvis sat sine præg på Alma, der - som familiens eneste nogenlunde fornuftige menneske - lider noget af at søsteren er på vej til at følge samme sociale deroute som moren, og at hun i en meget ung alder har skullet agere voksen og ansvarlig.
Faktisk bryder jeg mig ikke særligt meget om hovedpersonen. Hun fucker alting op hele tiden og er temmelig usympatisk og har konstant paraderne oppe. Så meget at man med jævne mellemrum har lyst til at ruske hende.
Men nu hvor bogen er slut og den rumsterer i min hjerne kan jeg jo godt se at Alma slet ikke kan være anderledes. Faktisk er hun beskrevet skræmmende præcist og der går en masse socialt/følelsesmæssigt amputerede mennesker rundt derude, der lader til at være af nogenlunde familier, men som også har forskelligt at slås med.
Heldigvis ender den relativt lykkeligt, for ellers havde det da næsten ikke været til at bære. Alma finder en kæreste, som ikke bare elsker hende, men også kan holde hende ud og tvinger hende til at se nogle sandheder i øjnene.
Så jo, selv om jeg flere gange undervejs følte mig voldsomt irriteret, så er eftersmagen god.
Forlag: Gyldendal
ISBN: 978-87-02-05398-2
Sider: 247
Biblioteksbog
En dag skinner solen også på en hunds røv er en barndom set i bakspejlet - men det er også en fortælling om kærester og engangsknald og tosomhed og trekantsdramer og caféer og kollektiver og alt det andet, som forsøder og forvirrer i en ung piges forunderlige liv.
YYYYYY
Jeg synes egentlig ikke at bagsiden sælger bogen ret godt. Efter at have læst bagsideteksten havde jeg helt, helt andre forventninger til bogen, end den realititet, som bogen endte med at vise mig.
Og jeg kan egentlig ikke helt finde ud af om jeg er skuffet eller om jeg er positivt overrasket.
Måske var det også fordi jeg forventede endnu en bog om en pige der stadig gik i folkeskolen, og det gør Alma jo slet ikke. Hun går jo ikke engang i gymnasiet længere men på universitetet, hvilket så gør at det jo næsten ikke længere er en ungdomsbog i mine øjne.
Okay, kan godt se at jeg måske er lidt uretfærdig her.
I hvert fald rummer den meget mere end "normale" ungdomsbøger. Alma kommer fra en ret dysfunktionel familie, hvor hendes mor har mere travlt med de skiftende kærester og byture end rent faktisk at tage sig ordentligt af de to børn diverse mænd har skaffet hende på halsen.
De omsorgssvigt der ligger i den opvækst, har jo naturligvis sat sine præg på Alma, der - som familiens eneste nogenlunde fornuftige menneske - lider noget af at søsteren er på vej til at følge samme sociale deroute som moren, og at hun i en meget ung alder har skullet agere voksen og ansvarlig.
Faktisk bryder jeg mig ikke særligt meget om hovedpersonen. Hun fucker alting op hele tiden og er temmelig usympatisk og har konstant paraderne oppe. Så meget at man med jævne mellemrum har lyst til at ruske hende.
Men nu hvor bogen er slut og den rumsterer i min hjerne kan jeg jo godt se at Alma slet ikke kan være anderledes. Faktisk er hun beskrevet skræmmende præcist og der går en masse socialt/følelsesmæssigt amputerede mennesker rundt derude, der lader til at være af nogenlunde familier, men som også har forskelligt at slås med.
Heldigvis ender den relativt lykkeligt, for ellers havde det da næsten ikke været til at bære. Alma finder en kæreste, som ikke bare elsker hende, men også kan holde hende ud og tvinger hende til at se nogle sandheder i øjnene.
Så jo, selv om jeg flere gange undervejs følte mig voldsomt irriteret, så er eftersmagen god.
Forlag: Gyldendal
ISBN: 978-87-02-05398-2
Sider: 247
Biblioteksbog
onsdag den 3. december 2014
Legionæren VIII - Galejen - Jens Jørgen Hansen
Marcus og hans legionærer falder i baghold og tages til fange. De gøres til galejslaver for at arbejde sig som straf for kampene mod senator Plinius.
Stump forenes med Optio og Kokken, der begge er blevet solgt som gladiatorer til Galan. Deres trænng bliver kort; Optio sendes hurtigt ud i en kamp, hvor modstanderen er en af Plinius' gladiatorer, og hvor kun vinderen overlever.
I nord begynder krigen; Bart overfalder byen, hvor Ulf og Maria bor, og dræber høvding Svend.
På galejen spekulerer Marcus og de andre legionærer på flugt. Det lykkes dem at overtage galejen, men to fjendtlige fartøjer med langt bedre bevæbning stævner ud mod deres tilholdssted. Et ulige slag til søs mellem kampklare legionærer og Marcus' udmarvede, svækkede gruppe af galejslaver synes uundgåeligt.
YYYYYY
Dette er den 8. bog i Jens Jørgen Hansens serie om den romerske legionær Marcus. Vi har fulgt Marcus siden han som ganske ung trådte ind i den romerske hær, fuld af iver og kampgejst, og nu 7 bøger senere, er han vokset til en voksen, fornuftig og kløgtig hærleder.
Efter at de i bog nr. 7 blev sendt ud til en øde forpost på den spanske kyst og efterfølgende blev brugt i et politisk magtspil, er de nu endt som galejslaver. En skæbne, der ofte blev forbundet med den visse død.
Men Marcus og hans mænd er trænede legionærer og måske lidt mere snarrådige end almindelige slaver, så der er måske håb for dem. :-)
Nu fik jeg måske afsløret for meget, men der kommer jo en bog 9 og 10, efter hvad jeg har hørt. ;-)
Jeg synes stadig at serien holder. Den er god til unge historisk interesserede læsere, der ikke ønsker for tung læsning. Det er også spændende emner, der rulles op; gladiatorer, galejslaver, krig og meget mere, og det hele bliver præsenteret på en god og velskrevet måde.
Den burde nok kunne fastholde selv yngre læsere.
I det hele taget fremstår serien godt redigeret og som gedigent arbejde.
Tak til forfatter Jens Jørgen Hansen for anmeldereksemplar.
Forlag: Mellemgaard
ISBN: 978-87-932043-86
Sider: 164
Anmeldereksemplar
Stump forenes med Optio og Kokken, der begge er blevet solgt som gladiatorer til Galan. Deres trænng bliver kort; Optio sendes hurtigt ud i en kamp, hvor modstanderen er en af Plinius' gladiatorer, og hvor kun vinderen overlever.
I nord begynder krigen; Bart overfalder byen, hvor Ulf og Maria bor, og dræber høvding Svend.
På galejen spekulerer Marcus og de andre legionærer på flugt. Det lykkes dem at overtage galejen, men to fjendtlige fartøjer med langt bedre bevæbning stævner ud mod deres tilholdssted. Et ulige slag til søs mellem kampklare legionærer og Marcus' udmarvede, svækkede gruppe af galejslaver synes uundgåeligt.
YYYYYY
Dette er den 8. bog i Jens Jørgen Hansens serie om den romerske legionær Marcus. Vi har fulgt Marcus siden han som ganske ung trådte ind i den romerske hær, fuld af iver og kampgejst, og nu 7 bøger senere, er han vokset til en voksen, fornuftig og kløgtig hærleder.
Efter at de i bog nr. 7 blev sendt ud til en øde forpost på den spanske kyst og efterfølgende blev brugt i et politisk magtspil, er de nu endt som galejslaver. En skæbne, der ofte blev forbundet med den visse død.
Men Marcus og hans mænd er trænede legionærer og måske lidt mere snarrådige end almindelige slaver, så der er måske håb for dem. :-)
Nu fik jeg måske afsløret for meget, men der kommer jo en bog 9 og 10, efter hvad jeg har hørt. ;-)
Jeg synes stadig at serien holder. Den er god til unge historisk interesserede læsere, der ikke ønsker for tung læsning. Det er også spændende emner, der rulles op; gladiatorer, galejslaver, krig og meget mere, og det hele bliver præsenteret på en god og velskrevet måde.
Den burde nok kunne fastholde selv yngre læsere.
I det hele taget fremstår serien godt redigeret og som gedigent arbejde.
Tak til forfatter Jens Jørgen Hansen for anmeldereksemplar.
Forlag: Mellemgaard
ISBN: 978-87-932043-86
Sider: 164
Anmeldereksemplar
Abonner på:
Opslag (Atom)