onsdag den 29. juni 2011

Zanzan - Karri Olsdatter

Karri Olsdatter er også en af mine forfattervenner, så jeg har været vildt priviligeret. Ikke nok med at jeg har læst Zanzan mens den blev til, jeg har endda fået lov til at brokke OG skamrose den på samme tid, mens forfatteren nok har bandet mig langt væk. :)

Allerede dengang var jeg imponeret over bogen. Den berører meget væsentlige og essentielle emner. Om frihed, undertrykkelse, kærlighed, had, etik og moral. Om klasseskel, om udstødte, om alternative livsformer og levemåder ...

Jeg synes denne bog har alt, og den kan læses af både store børn og voksne. Alle kan uddrage noget fra den.

Nu lyder jeg selvfølgelig temmelig forudindtaget, hvad jeg måske også er, men hvis man læser nettets andre anmeldelser af Zanzan, så vil man kunne se at anmelderne er begejstrede.

Zanzan handler om storbondens datter Anna, en drømmer der trives i sit eget selskab, og som ikke følger strømmen, til sin mors store fortrydelse.

Den handler om Rham, den forældreløse taterknægt, der har uhyggeligt svært ved at acceptere at han forventes at føle sig mindre værd, bare fordi han er født som tater.

Og så handler den om Zanzan. Den smukke enhjørning, hvis mor døde for en krybskyttes kugler, og som danner forbindelsesled mellem Anna og Rham.

Det er en eventyrlig bog med en god historie, som rammer alle. Høj som lav.

Jeg skal selvfølgelig også lige huske at nævne at det er min søster; Tamara Lara, der har lavet den smukke forside til Zanzan.

lørdag den 18. juni 2011

Silhuet af en synder - Leonora Christina Skov

Det her er en bog, hvor man er hele følelsesregisteret igennem.

Det starter med en stigende irritation fordi man ikke kan få styr på hvem fortælleren egentlig er, gyset der sniger ind under huden når de klagende lyde fra tårnværelset varsler om de vederstyggeligheder, der er i familien og måben, efterhånden som historierne afsløres for læseren.

Man er grædefærdig på børnenes vegne, forarget over menneskers handlemåde og man bliver pacet frem til sidste side, blot for at have lyst til at vende bogen om, og starte forfra. Hvad jeg da også gjorde. :-)

Leonora Christina Skov har skrevet en ganske gedigen fortælling her, med et puslespils-plot, som jeg kan blive drønmisundelig på. Men sikke jeg bandede i starten. Et enkelt lille "hende" gjorde at jeg slet, slet ikke kunne får fortælleren sat ind i den bås, hvor jeg syntes vedkommende hørte til, og først på side 93 gik sandheden op for mig.

Historien handler om Nella von Liljenholm, datter til Antonia von Liljenholm, som var en verdenskendt forfatter af skrækromantiske romaner, der vender hjem efter at være flygtet fra godset Liljenholm ti år forinden. Nu ligger moderen for døden, og datteren vender tilbage, blot for at få en uhyggelig sandhed slynget i ansigtet.

Mere vil jeg egentlig ikke fortælle om handlingen, for den skal opleves.

På bagsiden står:
"Silhuet af en synder" er en gotisk roman, en slægsfortælling og et æskesystem af historier, der til slut danner et overraskende hele."

Og det kan vel ikke siges meget bedre.


mandag den 13. juni 2011

Kadaverdoktoren - Lene Kaaberbøl

Endnu en bog i min foretrukne genre: Blandingen mellem historiske romaner og krimier. Jeg læste for nylig en anden i samme blandings-genre (Ariana Franklin - Dødens Herskerinde), som også var meget fængende.

Kadaverdoktoren handler om den kun 20 årige Madeleine Karno, som er datter af en læge, der undersøge de døde. Dette i en tid, hvor retsmedicin kun netop var i sin vorden. Meget utraditionelt lader faderen Madeleine assistere hende, og den ambitiøse pige er ikke i tvivl om at det at blive en hustru, ikke er nok for hende. Hun vil arbejde som de dødes talsrør.

Det hele begynder med en mide i en død ung piges næsebor. Hun døde under mystiske omstændigheder, og mistanken falder straks på det nærliggende klosters lidt anderledes ulvepasser.
Historien ruller derudaf og man bliver som læser ført ved hånden gennem det snirklede plot.

Dette er mit første bekendtskab med Kaaberbøl, og ved googling efterfølgende kan jeg forstå at der kommer flere bøger i serien om Madeleine Karno, hvilket jeg kun kan juble over.


lørdag den 11. juni 2011

Frankenstein I - Dean Koontz

Ja, så faldt jeg da over endnu en Koontz-bog. Føler mig sgu en smule ensporet efterhånden. :)

Men hvad ... så længe man er godt underholdt under en total snotnæse, så er det vel også godt nok. Og da Frankenstein 1 - Den fortabte søn er første del af en trilogi, så ryger der jo nok også et par ekstra Koontz-bøger i nærmeste fremtid.

Den er også underholdende og fængende. Jeg har altid godt kunnet lide at man blandet virkelighed med sagn og myter. Her myten om Frankenstein skabt af Mary Shelly.

Koontz' Frankenstein hedder nu Victor Helios og hans skaberværk kaldes Deucalion. Et to meter højt "misfoster", der har taget navn efter den græske mytologi, hvor Prometheus, der skabte mennesket havde en søn, netop ved navn Deucalion.

Men Victor Helios stoppede ikke med Deucalion for et par hundrede år siden; han har forbedret sig selv til udødelighed, og er i gang med at skabe "Den ny race", der i det rette øjeblik skal udslette "den gamle race", selvfølgelig med Victor Helios i spidsen som "Fader" for den nye menneskehed.

Hvilket nogen selvfølgelig vil forsøge at forhindre i de kommende to bøger. Så dybest set er det jo ikke en historie man bliver hverken klogere eller dummere af.

Men den er udmærket til at udholde en sommerforkølelse med. :-)