Stephen Kings mammut-saga om revolvermanden Roland og hans mere eller mindre frivillige følgesvende er godt på vej til at blive vor tids mest fascinerende stykke fantasi-foder.
Vi bevæger os længere og længere ind i - eller bort fra - Rolands verden, og de ting, vi møder på vor færd, bliver stadig underligere.
Ødemarken er tredje bind i sagaen om Det Mørke Tårn - men vi er sandsynligvis stadig kun ved begyndelsen af vor vandring mod Tårnet, hvis magiske tiltrækning i dette bind begynder at indvirke på andre end Roland.
I dette bind møder vi Shardik, en af de tolv frygtindgydende vogtere af porte, der fører til Midtverden, hvor Tårnet ... måske ... befinder sig.
Vi møder også et i bogstaveligste forstand besat hus, kommer gennem en by beboet af lutter gamle mennesker, gør ufrivilligt holdt i en storby, der kan få vor verdens Belfast til at ligne en badeby i vinterhalvåret, og vi finder en børnebog, der viser sig at være en af nøglerne til de mange gåder på vejen til Det Mørke Tårn.
... og når vi nu taler om gåder, så har du ikke oplevet noget, før du har mødt Blaine, den talende og tænkende computer, der skal hjælpe vores venner videre.
De er nu fire i deres kah-tet. Roland, Eddie, drengen Jake og Susannah, nu hvor Detta/Odetta er blevet samlet til en tredje personlighed. Og nu er det ikke længere kun Roland, der bliver drevet mod tårnet. De tre andre, som er kommet igennem til Rolands verden gennem døre, er ikke længere sikre på om de virkelig ville tilbage, hvis de fik muligheden. Det er deres ka, deres skæbne.
Jeg har læst denne bog ret hurtigt, og jeg som sagt meget grebet af serien. Heldigvis var nr. 4 ikke udlånt på biblioteket, så jeg kan bare fortsætte, men de næste bliver jeg nødt til at bestille. Desværre har jeg selv kun anskaffet mig nr. 1 og 2.
Jeg prøver jo altid at lure King nogle tricks af, for han er altså formidabel til ikke blot at beskrive handling, men også de stille passager. Hans måde at beskrive mennesker på er - for mig at se - uden sammenligning. Man kan nemt visualisere dem for sig, og efterhånden føler jeg mig næsten som det femte medlem at deres kah-tet.
mandag den 15. juli 2013
Udvælgelsen - Det Mørke Tårn 2 - Stephen King
Revolvermanden Roland har brug for hjælp på sin rejse mod Det Mørke Tårn. Han er hårdt såret, men på stranden i den sælsomme verden finder han tre døre, der alle fører til New York.
I New York allierer han sig med den unge narkosmugler Eddie Dean og den skizofrene negerkvinde Detta Walker/Odetta Holmes.
På deres videre færd bliver Detta/Odettas lumske intriger en hæmsko, da hun gør alt for at bringe sine følgesvende i yderste livsfare ...
Pudsigt og uden relevans for historien. Lagde I lige mærke til at Eddies hudfarve ikke bliver nævnt, men at forfatteren til bagsideteksten følte det nødvendigt at fremhæve at Detta/Odetta var farvet?
Nåh, strøtanke.
Jeg er nu godt i gang med Stephen Kings serie om Det Mørke Tårn, og er nu fuldstændig grebet af den. Hvor første bog var lidt famlende, så er Udvælgelsen meget mere målrettet. Der er mere fremdrift i, selv om den dybest set kun handler om Roland og hvordan han finder sine følgesvende gennem de tre døre.
Alene det, er faktisk temmelig imponerende. Hvordan kan man skrive noget, der griber folk, hvor tre folk bare går hen ad en strand?
Ok, der er hummeruhyrer, døre til parallelverdener, Eddies abstinenser, Detta/Odettas skiftende og farlige personlighed og ikke mindst Roland selv, så der er jo rigeligt af handling i, men King kan altså noget. Med ufatteligt få virkemidler kan han gribe læseren og føre dem af sted ved hånden, og der er altså ikke mange, der besidder den evne.
Det er et dejligt gensyn, og jeg glæder mig til at læse videre.
I New York allierer han sig med den unge narkosmugler Eddie Dean og den skizofrene negerkvinde Detta Walker/Odetta Holmes.
På deres videre færd bliver Detta/Odettas lumske intriger en hæmsko, da hun gør alt for at bringe sine følgesvende i yderste livsfare ...
Pudsigt og uden relevans for historien. Lagde I lige mærke til at Eddies hudfarve ikke bliver nævnt, men at forfatteren til bagsideteksten følte det nødvendigt at fremhæve at Detta/Odetta var farvet?
Nåh, strøtanke.
Jeg er nu godt i gang med Stephen Kings serie om Det Mørke Tårn, og er nu fuldstændig grebet af den. Hvor første bog var lidt famlende, så er Udvælgelsen meget mere målrettet. Der er mere fremdrift i, selv om den dybest set kun handler om Roland og hvordan han finder sine følgesvende gennem de tre døre.
Alene det, er faktisk temmelig imponerende. Hvordan kan man skrive noget, der griber folk, hvor tre folk bare går hen ad en strand?
Ok, der er hummeruhyrer, døre til parallelverdener, Eddies abstinenser, Detta/Odettas skiftende og farlige personlighed og ikke mindst Roland selv, så der er jo rigeligt af handling i, men King kan altså noget. Med ufatteligt få virkemidler kan han gribe læseren og føre dem af sted ved hånden, og der er altså ikke mange, der besidder den evne.
Det er et dejligt gensyn, og jeg glæder mig til at læse videre.
lørdag den 6. juli 2013
Revolvermanden - Det Mørke Tårn 1 - Stephen King
I en sælsom, forvrænget verden, der på skræmmende mange måder har paralleller til vores, er revolvermanden Roland på rejse mellem det gode og det onde.
Han vil finde Det Mørke Tårn, som er knudepunktet for universet. Det mystiske ikon er ved at miste sin kraft og truer med at destruere alt, hvad der eksisterer.
Men før Roland kan stoppe Det Mørke Tårns ødelæggelser, skal han på jagt gennem den glødende ørken for at finde Den Mørke Mand, som ødelagde hans familie.
Rolands følgesvend er drengen Jake, der døde i en bilulykke. For at finde Den Mørke Mand og Det Mørke Tårn i den sælsomme verden skal de gennem bjerget, hvor de langsomme mutanter bor i en verden fuld af minder om en teknologisk fortid, der blev ødelagt af en atomkrig. Men det er bare det første af alle de forunderlige eventyr, der venter Roland og Jake.
Når man har læst "Isfolket" efterlades man altid med en tom, vemodig fornemmelse, og de bøger man kaster sig over efterfølgende, bliver ofte læst med en lidt uretfærdig forudsætning. Derfor var det nøje gennemtænkt at jeg (omsider) ville få (gen)læst serien om Det Mørke Tårn.
Stephen King har altid været min helt, og jeg har også læst de første bøger i serien, mens han stadig selv var usikker på hvorvidt han nogensinde blev færdig med serien.
Det er han så blevet i mellemtiden, og da jeg for nylig læste et indlæg på Boghylden, om netop Det Mørke Tårn, vidste jeg bare at det var det, jeg måtte i gang med efter Sandemo.
Revolvermanden er skrevet over en periode på 12 år, skriver King i sit efterskrift, og nogle gange føles det også lidt sådan. Den er lidt vævende og man føler også at King ikke helt selv ved, hvor han er på vej hen.
Men det er så også det negative jeg har at sige om bogen, og nu hvor jeg er godt halvvejs i nr. 2 er jeg totalt fanget af serien.
King fører os ind i en surrealistisk verden, hvor verden ikke længere er som den var. Den kunne foregå postapokalyptisk efter en atomkrig, og alligevel ligger denne verden parallelt med andre verdner, hvor drengen Jake kommer fra. Og tårnet står i forbindelse med alle disse verdner på en eller anden måde.
Og ikke bare i Det Mørke Tårn er alt forbundet, hele Kings forfatterskab kredser sig konstant om det her på en eller anden måde, så jeg er er spændt på at se hvordan King får spundet alle trådene sammen.
Han vil finde Det Mørke Tårn, som er knudepunktet for universet. Det mystiske ikon er ved at miste sin kraft og truer med at destruere alt, hvad der eksisterer.
Men før Roland kan stoppe Det Mørke Tårns ødelæggelser, skal han på jagt gennem den glødende ørken for at finde Den Mørke Mand, som ødelagde hans familie.
Rolands følgesvend er drengen Jake, der døde i en bilulykke. For at finde Den Mørke Mand og Det Mørke Tårn i den sælsomme verden skal de gennem bjerget, hvor de langsomme mutanter bor i en verden fuld af minder om en teknologisk fortid, der blev ødelagt af en atomkrig. Men det er bare det første af alle de forunderlige eventyr, der venter Roland og Jake.
Når man har læst "Isfolket" efterlades man altid med en tom, vemodig fornemmelse, og de bøger man kaster sig over efterfølgende, bliver ofte læst med en lidt uretfærdig forudsætning. Derfor var det nøje gennemtænkt at jeg (omsider) ville få (gen)læst serien om Det Mørke Tårn.
Stephen King har altid været min helt, og jeg har også læst de første bøger i serien, mens han stadig selv var usikker på hvorvidt han nogensinde blev færdig med serien.
Det er han så blevet i mellemtiden, og da jeg for nylig læste et indlæg på Boghylden, om netop Det Mørke Tårn, vidste jeg bare at det var det, jeg måtte i gang med efter Sandemo.
Revolvermanden er skrevet over en periode på 12 år, skriver King i sit efterskrift, og nogle gange føles det også lidt sådan. Den er lidt vævende og man føler også at King ikke helt selv ved, hvor han er på vej hen.
Men det er så også det negative jeg har at sige om bogen, og nu hvor jeg er godt halvvejs i nr. 2 er jeg totalt fanget af serien.
King fører os ind i en surrealistisk verden, hvor verden ikke længere er som den var. Den kunne foregå postapokalyptisk efter en atomkrig, og alligevel ligger denne verden parallelt med andre verdner, hvor drengen Jake kommer fra. Og tårnet står i forbindelse med alle disse verdner på en eller anden måde.
Og ikke bare i Det Mørke Tårn er alt forbundet, hele Kings forfatterskab kredser sig konstant om det her på en eller anden måde, så jeg er er spændt på at se hvordan King får spundet alle trådene sammen.
Den Franske Revolution - Nicola Barber
Mellem 1789 og 1799 gennemgik Frankrig en dramatisk forvandling fra kongedømme til republik.
Revolutionen påvirkede alle sider af det franske samfund. Styreformen, lovgivningen og skattesystemet blev først reformeret og derefter fuldstændig ændret.
Mange mennesker endte i guillotinen, og - for første gang - mærkede almindelige mennesker friheden.
Denne bog undersøger nogle af spørgsmålene i forbindelse med denne berømte og voldsomme periode i historien.
Nu har jeg omsider lagt mig fast på hvad kulissen skal være for min næste roman, og jeg har valgt den franske revolution, som jeg ved skammeligt lidt om.
Det eneste jeg stort set kan huske fra den, var dronning Marie Antoinettes bemærkning om at når de fattige manglede brød, måtte de da bare spise kage. Og da ironi ikke var så ofte brugt dengang, må det vidne om en totalt mangel på forståelse på hvordan andre mennesker.
Jeg har skrevet historiske baserede romaner og noveller gennem mange år, og i starten greb jeg researchen helt anderledes an. Jeg var dødsens ræd for ikke at vide nok, for at glemme noget, for ikke at virke troværdig. Og jo mere jeg dykkede ned i stoffet, desto mere angst blev jeg faktisk.
Med det resultat at jeg endte med at vide alt alt for meget, og det udgør så en risiko for selve historien, for man får ofte pakket alt for meget information ind, som slet, slet ikke er nødvendig. Som gør den fiktive tekst tungere og mere besværlig end det er nødvendigt.
Efterhånden griber jeg det lidt smartere an. Jeg gjorde det også med min seneste roman Freaks, der foregik i London i 1800 tallet, og det virker faktisk ret godt, så derfor vil jeg gøre tilsvarende med min endnu navnløse franske roman.
Og her er virker det forbavsende godt at starte med en fagbog skrevet for børn. De er altid super illustrerede og forklarer begivenhederne ganske enkelt og simpelt. Så har man hovedtrækkene på plads og kan altid nørde videre i bestemte hændelser, der kan få afgørelse for romanen.
Dernæst ser jeg en masse film og læser bøger, der omhandler samme periode. Derfra får man visuelt en masse foræret ifm. tøj, holdninger og omgivelser.
Nåh, det skulle egentlig være en boganmeldelse det her, men der er ikke så meget at sige. Den behandler stoffet godt og ordentligt, giver gode henvisninger til andet man kan læse om, og er flot illustreret.
Revolutionen påvirkede alle sider af det franske samfund. Styreformen, lovgivningen og skattesystemet blev først reformeret og derefter fuldstændig ændret.
Mange mennesker endte i guillotinen, og - for første gang - mærkede almindelige mennesker friheden.
Denne bog undersøger nogle af spørgsmålene i forbindelse med denne berømte og voldsomme periode i historien.
Nu har jeg omsider lagt mig fast på hvad kulissen skal være for min næste roman, og jeg har valgt den franske revolution, som jeg ved skammeligt lidt om.
Det eneste jeg stort set kan huske fra den, var dronning Marie Antoinettes bemærkning om at når de fattige manglede brød, måtte de da bare spise kage. Og da ironi ikke var så ofte brugt dengang, må det vidne om en totalt mangel på forståelse på hvordan andre mennesker.
Jeg har skrevet historiske baserede romaner og noveller gennem mange år, og i starten greb jeg researchen helt anderledes an. Jeg var dødsens ræd for ikke at vide nok, for at glemme noget, for ikke at virke troværdig. Og jo mere jeg dykkede ned i stoffet, desto mere angst blev jeg faktisk.
Med det resultat at jeg endte med at vide alt alt for meget, og det udgør så en risiko for selve historien, for man får ofte pakket alt for meget information ind, som slet, slet ikke er nødvendig. Som gør den fiktive tekst tungere og mere besværlig end det er nødvendigt.
Efterhånden griber jeg det lidt smartere an. Jeg gjorde det også med min seneste roman Freaks, der foregik i London i 1800 tallet, og det virker faktisk ret godt, så derfor vil jeg gøre tilsvarende med min endnu navnløse franske roman.
Og her er virker det forbavsende godt at starte med en fagbog skrevet for børn. De er altid super illustrerede og forklarer begivenhederne ganske enkelt og simpelt. Så har man hovedtrækkene på plads og kan altid nørde videre i bestemte hændelser, der kan få afgørelse for romanen.
Dernæst ser jeg en masse film og læser bøger, der omhandler samme periode. Derfra får man visuelt en masse foræret ifm. tøj, holdninger og omgivelser.
Nåh, det skulle egentlig være en boganmeldelse det her, men der er ikke så meget at sige. Den behandler stoffet godt og ordentligt, giver gode henvisninger til andet man kan læse om, og er flot illustreret.
Abonner på:
Opslag (Atom)