tirsdag den 18. juni 2013

Monstre - Mathias Clasen

Hvorfor læser vi tonsvis af bøger om uhyggelige væsner, som slet ikke findes i virkeligheden? Mathias Clasen er ph.d. og Aarhus Universitets ekspert i vampyrer, zombier, afhuggede hoveder, flænset kød og sprøjtende blod.
Han ved bedre end nogen, hvad der skal til, for at en historie bliver rigtig klam og gruopvækkende. Eller med andre ord: rigtig pirrende og tiltrækkende. Og han ved, hvorfor vi er magnetisk tiltrukket af monstre. Svaret kan nemlig findes i vores DNA og evolutionshistorie.

Mathias Clasen holdt et foredrag i Næstved om dette emne, som jeg desværre ikke nåede med til, for jeg syntes han har nogle uhyre spændende ting at sige om menneskets hang til gys og gru.
Han var primus motor på en novellesamling "Velkommen til dybet", som jeg har omtalt her på siden.

Han forklarer på et lettilgængeligt sprog hvordan vi mennesker er indrettet angående frygt og vores behov for at blive stimuleret.

"De fleste overnaturlige monstre er formidable modstandere, men de kan besejres: de kan håndteres, måske endda lettere end mange af de modstandere og forhindringer, vi møder i hverdagen. Her er en quiz, som kan illustrere pointen: Hvad vil du helst kæmpe mod - en målrettet funktionær fra SKAT eller en rallende zombie fra graven? du kan frit vælge våben fra et arsenal af lovtekster og automatrifler (og det er ulovligt at skyde embedsmænd)."

Clasen har et nemt forståeligt sprog (kender andre ph.d'ere, der overhovedet ikke er i stand til at formidle deres budskab i et lixtal under 55) og har en underliggende lune, som gør bogen meget underholdende ud over dens meget interessante indhold.

Læs den endelig!


søndag den 16. juni 2013

Afsked - Isfolket 47 - Margit Sandemo + opsummering af serien

Det sidste bind i serien om Isfolket handler om tiden efter det endelige opgør. Tengel den Onde er borte, men vil Nataniel overleve?
Kan Tiili finde sig til rette i en ny verden? Skal Marco tilbage til sine forældre Og er lille Gabriel mærket for livet af de voldsomme begivenheder?

Nu er jeg nået til sidste bog i serien, og det er altid med en følelse af vemod. Det og så faktisk også en kende præstationsangst, for jeg skal selv til at begynde på en ny roman, men alt blegner jo lidt ved siden af denne serie.
Den har alt - i mine øjne - historiske begivenheder, ulykkelig og lykkelig kærlighed, mytologi, folklore, religionsanskuelse og kampen mellem det gode og det onde. Derudover tilsat med både sympatiske og usympatiske personer, som man elsker og hader.
Jo, det er en fremragende historie.

Sidste fjerdedel af bogen bruger Margit Sandemo på at fortælle om historiens tilblivelse, og det er også ret interessant. Hun fortæller at hun føler at hun blev drevet til at skrive historien, som om nogen ønskede historien fortalt og jagede på hende. Hun skrev jo også bøgerne i en exceptionel fart, og selv om man kan være drevet af inspiration, følte hun det som noget andet.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer om hvorvidt hun har følt sig drevet af den nævnte person, men jeg er tilbøjelig til at tro at hun har ret.
Jeg har læst andet af det hun har skrevet (selvfølgelig ikke alt, da hun er den mest skrivende forfatter i Norden), og af det jeg har læst er der intet, der kommer på højde med Isfolket. For nylig forsøgte jeg mig endda på en af de andre serier hun har skrevet, men nej, den fænger bare ikke.

Under alle omstændigheder vil jeg sige at jeg selvfølgelig vil genlæse Isfolket om et par års tid. Siden den udkom i firserne, hvor min mor købte bøgerne efterhånden som de udkom. Vi sad i nervepirrende venten i de måneder der gik mellem hver udgivelse. Min mor skulle læse først, i og med at hun var ejer/køber af bøgerne, jeg var så nummer 2, og derefter kom der fem andre i nøje planlagt rækkefølge. :-)
Derfor er det heller ikke så utroligt at jeg har læst den 9 gange nu. Der er jo gået 30 år siden de udkom første gang.

Under alle omstændigheder kan jeg anbefale alle at læse den. Den henvender sig måske først og fremmest til kvinder, men den indeholder så meget andet, at mænd også sagtens kan være med.
Og lad jer ikke skræmme af det ugebladsagtige (og især den nye udgivelses forsider er virkelig, virkelig, virkelig håbløse), for den rummer altså meget andet.


torsdag den 13. juni 2013

Stilhed - Isfolket 46 - Margit Sandemo

Isfolkets udvalgte er meget tæt på krukken med det sorte vand i Isfolkets dal. Men inden de kan nå den, må de bryde en "lås", der øger deres rædsel og afsky for Tengel den Onde.
Han er lige i hælene på dem, og Nataniel må tage alle sine kendte og ukendte evner i brug i det endelige opgør.

Dette er bogen hvori slutkampen mellem Isfolkets eventyrlige slægt og deres onde stamfader må stå. Nataniel der altid har tvivlet på sine egne evner, opdager at hans evner er langt større end han havde forestillet sig, men på trods af det er kampen mellem ham og Tengel umenneskelig hård.


Legenden - Isfolket 45 - Margit Sandemo

De 5 udvalgte er nu nået til Isfolkets dal, hvor den onde Tengel har 5 af sine håndlangere. Den uhyggelige Lynx er beskyttet af navnemagi og skal tilintetgøres. Det bliver Marcos opgave, men han må have hjælp af Christa.
Linde-Lou bliver udpeget som bindeled, og mens ømheden genopdages mellem ham og Christa, kæmper Marco og hans venner en ulige kamp mod ondskabens oppe i dalen.

I denne bog afsløres der endelig en del af Marcos skæbne. Marco, der er søn af Lucifer og Isfolke-kvinden Saga, måtte forlade slægten efter at han måtte skyde sin ramte og ulykkelige tvillingebror, Ulvar.
Marco, der i sin kraft af halvt sortengel er udødelig, har siden da vogtet over slægten og stået dem bi, når der var behov for hjælp. Han blev dog nødt til at omdanne sig til Imre og senere Gand, da ingen måtte ane at det var den selvsamme Marco, der blot aldrig blev ældre.
Der fortælles om hans tid hos sortenglene sideløbende med at de udvalgte må kæmpe mod Tengel den Ondes ondskab i dalen.


søndag den 9. juni 2013

Den onde dag - Isfolket 44 - Margit Sandemo

Det var en sort dag i Isfolkets historie. Den onde Tengel og hans højre hånd, den grusomme Lynx, samlede alle deres styrker for at knuse Isfolket og deres hjælpere.
Og Tengels håndlagere var mange - lejesoldater, krigsforbrydere, billedskønne, forførende hekse og panserklædte ryttere, som det virkede umuligt at besejre ...

Den udvalgte skare kæmper sig stadig vej ind til Isfolkets dal. Åndehærene har kæmpet mod hinanden og Isfolkets hjælpere har lidt store tab.
Imens er Tengel den Onde forhindret i at komme ind i dalen, da sortenglene har lagt troldruner om dem. Men det er kun et spørgsmål om tid, før han får dem løst.


lørdag den 8. juni 2013

Ømhed - Isfolket 43 - Margit Sandemo

Den ulykkesfødte Tova, som har gjort sig hård og utilnærmelig, oplever et glimt af ømhed midt i optrækket til den hårde kamp. De udvalgte er på vej til Isfolkets dal med det klare vand, men den onde Tengel og hans modbydelige håndlangere lægger blodige hindringer i vejen.

Tova, der en af de hårde ramte i slægten, har altid lidt under sit afskrækkende ydre. Derfor har hun længe været forelsket i den uopnåelige Marco, der jo er søn af selveste Lucifer.
Men pludselig dukker Ian Moharan op. En dødssyg irer, der vil besøge sin mors fødeland, inden han dør og der opstår en fin forståelse mellem de to.
Og dette samtidig med at de lider hårde tab når Tengel den Ondes hjælpere slår hårdt ned på dem.


Stilhed før stormen - Isfolket 42 - Margit Sandemo

Efter Isfolkets hemmelige møde i Dæmonernes Bjerg var det blevet klart, at kampen mod den onde Tengel ville blive endnu vanskeligere og farligere, end nogen af dem havde troet.
Fem af Isfolkets medlemmer drog af sted mod Trøndelag og Isfolkets glemte dal - og opdagede, at den onde Tengel havde en hel bande på jagt efter dem ...

Tiden er nu inde for det store slutopgør mod Tengel den Onde. Den lille gruppe på fem er udpeget, og drager nordpå. Hver især bærer de en flaske med Shiras klare vand, men de bliver mødt af gedigen modstand af Tengels håndlangere.

Jeg har læst i interviews at Margit Sandemo måtte overliste sin redaktør, for hun nævnte perifert at der måske ville være overnaturlige indslag i serien, og det må man da vist sige, at der er. I de sidste bøger her er alskens mytologier, guddomme og folklore blandet sammen, og enten så elsker man det, eller også hader man det. Jeg hører jo nok til de første. :-)

Et lille uddrag fra bogen:

Den lille forsamling, de nu udgjorde, kernen i det hele, var så mangfoldig og bizar, at man kunne få hikke af mindre. Men Gabriel forsøgte at optræde, som om det var hverdagskost at have en forvandlet rod til høre for sig og en majestætisk sort engel lige over for. For ikke at tale om en dæmon med hjortegevir, som lod sig ane i den venstre øjenkrog.