The Boy in the Striped Pyjamas - John Boyne

En bog, der deler vandene.

Det her er en af de bøger, som gør opmærksom på sig selv, og det ser ud som om man enten elsker eller hader den. I hvert fald hvis jeg skal vurdere ud fra stjernerne på Goodreads.
Det ser også ud som om at der er læsere der simpelthen mener at dem, der ikke storelsker denne bog på det nærmeste er Holocaust-fornægtere, men det er vel typisk amerikansk. ;-)

Bogen handler om den 9-årige Bruno, hvis far er en højt rangerende officer i Hitlers hær. Faren bliver sendt til Auschwitz for at lede koncentrationslejren der, og familien bliver revet op fra deres magelige liv i Berlin og placeret i en lille villa lige uden for lejren.
Bruno keder sig gudsjammerligt da der ingen er at lege med, og da han endelig finder sig en ven, er det en dreng på den anden side af hegnet. En jødisk dreng ved navn Schmul.
Og det går selvfølgelig galt.

Jeg har mange problemer med denne bog. 

For det første er den historisk ikke korrekt. Fx fortælles det at de befinder sig i Auschwitz, men det er rent faktisk Birkenau der bliver løseligt beskrevet. 
En anden ting er at Bruno bliver beskrevet uhyggeligt naiv, fx bliver han ved med at kalde stedet for "Out with" (hvilket kun fungerer på engelsk, så hvad de har gjort i oversættelserne ved jeg ikke), selv når han ser skiltet og igen og igen får at vide hvordan stedet rent faktisk kaldes.
Så er der det med at han konsekvent kalder Hitler "The Fury" i stedet for "Der Führer", og jeg kan godt se hvad forfatteren vil med det, men det holder ikke. Dette foregår i 1942 og alle klasseværelser og især kommandanters hjem havde et billede af Hitler.
Børnene blev indoktrineret fra de allerførste klasser, så at han i en alder af 9 ikke skulle vide hvem Hitler er, holder ikke.
Han kender heller ikke ordet "jøde". I 1942? Det tror jeg ikke på.
Selvfølgelig kan han ikke kende til hvad der foregår i koncentrationslejrene, det var der ingen der gjorde, men ordet jøde har han med garanti hørt før.
Der er så også nogle narrative hickups, hvor drengen påstår ikke at kende til ting, som så i flashbacks senere påviser at han rent faktisk viste det.

Til sidst på lydbogen er der et interview mellem forfatteren og forlæggeren, hvori der fortælles at der på bogen står at det er en fabel, og at man derfor har taget sig nogle historiske friheder.
Ja, jeg kan leve med at kommandantens hus er placeret i en forkert by, jeg kan også leve med at ingenmandslandet, som ellers omkransede lejrene ikke findes, så drengene kan tale sammen, men drengens naivitet er FOR irriterende.

I interviewet siges også at budskabet med bogen var at drengene skulle se hinanden som drenge, ikke som hhv. jøde og tysker.
Men det er i mine øjne forfejlet. Er der nogen der kan se forbi fordomme og etnicitet er det netop børn. De har ikke de forudindtagede holdninger som voksne har, og derfor synes jeg at bogen fejler i sin helhed.

Omvendt kan jeg også se de kvaliteter bogen trods alt har. Den er godt skrevet, og den kan give et godt grundlag for snak om anden verdenskrig og de grusomme ting der foregår, men det er så også det.

To stjerner herfra.

Bogen gav mig forresten også et hak mere på min Reading Challenge, og så funderer jeg lige lidt videre ovre på min nye forfatterblog.

Forlag: Random House UK
Sider i trykt form: 224
Hørt som engelsk lydbog - 4 timer og 55 minutter - Oplæser: Michael Maloney

Omtale:
The story of The Boy in the Striped Pyjamas is very difficult to describe. Usually we give some clues about the book on the cover, but in this case we think that would spoil the reading of the book. We think it is important that you start to read without knowing what it is about. If you do start to read this book, you will go on a journey with a nine-year-old boy called Bruno. (Though this isnt a book for nine-year-olds.) And sooner or later you will arrive with Bruno at a fence. We hope you never have to cross such a fence.

The Fiery Cross - Outlander #5 - Diana Gabaldon

Oh ... my ... God ... for en ørkenvandring jeg lige har været igennem.

THE FIERY CROSS er 5. del i Outlander-serien af Diana Gabaldon.
Jeg STORELSKEDE 1'eren, 2'eren var jeg lidt lunken ved, 3'eren var jeg vild med, 4'eren mere lunken og denne her ... Oh.My.God!

Første dag i bogen varer mere end 200 sider!!!

*Ruller så hårdt med øjnene at jeg kan se indersiden af min nakke*

Lad mig starte med at sige at jeg stadig elsker Diana Gabaldons univers om lægen Claire, der rejser tilbage i tiden (fra 1945) til Skotland i 1700-tallet, forelsker sig en meget mandig skotte ved navn Jamie Fraser. 
Gravid og i den tro at Jamie er død, vender hun tilbage til sin egen tid og lever 20 år sammen med sin første mand. Men da han dør og hun finder ud af at Jamie "stadig" er i live 20 år efter slaget ved Culloden (hvor hun troede at han døde), rejser hun tilbage til ham.
Det er en genforeningsscene jeg glæder mig SÅ meget til at se i TV-serien, som starter her til april.
De må flygte til den nye verden, hvor de slår sig ned i South Carolina, og har deres dagligdag med indianere og nye amerikanere.

I bog nr. 5 er en fjende fra bog nr. 4 egentlig hoveddrejepunktet uden at man egentlig ved det, og det finder man så først ud af 1300 sider inde i bogen.

Som sagt ... jeg elsker universet, og jeg er egentlig også ret begejstret for Diana Gabaldons skrivestil, men hold nu kæft der skulle have været en hårdhændet redaktør ind over. Bogen er på 1443 sider, og jeg er ret sikker på at den kunne have været gjort på 700-800, og stadig have indeholdt de vigtige plotlinjer, der er blevet lagt ud i løbet af bogen.

Faktisk tror jeg at denne her bog vil gøre sig BEDRE som TV-serie end som bog, hvilket er noget af en sjældenhed. Og det vil jeg så glæde mig til.

Der er 4 bøger mere i serien, men det bliver ikke lige nu at jeg læser den næste ...

Denne her bog gjorde så at jeg kunne strege endnu et punkt ud på min PopSugar Reading Challenge: Read a book of more than 800 pages ...
Åh gud, jeg ville have ønsket at den kun var på 800 sider ...

Forlag: HighBridge
Sider i trykt form: 1443
Hørt som engelsk lydbog: 55 timer og 31 minutter - Oplæst af Davina Porter.

Omtale: 
The year is 1771. Claire Randall is still an outlander, out of place and out of time. But now she is linked by love to her only anchor - Jamie Fraser. They have crossed oceans and centuries to build a life together in North Carolina. But tensions, both ancient and recent, threaten members of their clan. Knowing that his wife has the gift of prophecy, James must beleve Claire, though he would prefer not to. Claire has shared a dreadful truth - there will, without a doubt, be a war. Her knowledge of the oncoming revolution is a flickering torch that may light his way through perilous years ahead - or ignite a conflagration that will leave their lives in ashes.

To brødre - Ben Elton

Barsk og rørende historisk roman.

Jeg havde ingen forventninger til denne bog overhovedet. Det var min online-læseklub, der smed titlen på bordet, og jeg havde lige afsluttet en bog, så jeg downloadede bare denne og lyttede til den (på engelsk).

Den handler om to drenge, der bliver født en dag i 1920, samme dag som Hitlers Nazist-parti opstår. Den ene jøde og den anden arisk, men de vokser op som tvillingebrødre, da de jødiske forældre Frida og Wolfgang ikke ønsker at drengene skal vide at den ene er adopteret.

Vi følger deres opvækst i tiden mellem de to verdenskrige, hvor Berlin oplever en meget voldelig og vild tid, hvor mord og drab er hverdagskost, men samtidig er det også en tid hvor folk nyder livet med næsten selvmorderisk lyst.

Men langsomt kommer Hitler til magten og jødernes frihed bliver mere og mere indskrænket. Små skridt af gangen, og jøderne spørger sig selv gang på gang; "Hvad kan de snart mere finde på."
Som læser - med bagklogskabens briller - sidder man og råber til personerne at de skal se at komme ud i en fandens fart. Forlad Tyskland. De kan finde på værre ting, der vil ske værre ting. Men personerne lytter selvfølgelig ikke.
Det gjorde datidens jøder jo heller ikke. Og selv om de gerne ville, blev de jo bremset. De kunne måske få udrejsevisa fra de tyske myndigheder, men man glemmer ofte at udlandet ikke ville udstede indrejsevisa.
Det kan godt være at jøderne ikke så faren komme og tog Hitler helt alvorligt, men det gjorde udlandet så sandelig heller ikke.

De to brødre, Otto og Paulus har to veninder. Den lille Silke, hvis mor Frida tog til sig som hushjælp, da hun stod på gaden alene med et spædbarn og den unge jødiske "prinsesse" Dagmar Fischer, datter af en driftig forretningsmand og enearving til hele finansimperiet.
Det er en umage kvartet, men de holder sammen i tykt og tyndt, selv da Silkes nye stedfar er i nazistpartiet og forbyder hende at være sammen med de jødiske drenge og den jødiske pige.

Da det kommer dertil at alle tyskeres stamtræer skal optrævles og deres blod testes, går det op for Frida og Wolfgang at de ikke kan holde hemmeligheden om adoptionen for sig selv. De bliver nødt til at fortælle drengene, at den ene er adopteret og dermed arisk. Hvilket betyder at han ikke længere må bo hos dem.

Sideløbende med alt dette, springer man frem i tiden til 1956, hvor en af brødrene sidder i England og pludselig får et brev fra en i firkløveret og beder ham komme til Østberlin.

Det vil sige at man ved at mindst 2 af firkløveret overlever, men man ved ikke hvem, for identiteter er nemme at overtage i det kaos krigen bringer.

Jeg var meget fanget af denne bog. Jeg var berørt og græd også en enkelt gang, selv om bogen egentlig er skrevet med en distance, der næsten er nødvendig, når man hører om de uhyrligheder der sker.
Jeg havde det til gengæld lidt svært med det "gadedrenge-slang", som forfatteren bruger, når drengene taler sammen eller med andre. Måske især fordi jeg hørte den som lydbog, så lød det nærmest som britiske gadedrenge, men efterhånden glemte jeg det.
Jeg kan se at det bl.a. er det de negative anmeldelser går på. Det og at der er for meget fyld.
Jeg kan godt forstå at nogen vil synes det, men jeg havde slet ikke lyst til at forlade disse mennesker.

Der var dog enkelte personer, som jeg blev mere og mere sur på efterhånden; Frida fx, som jeg storelskede i begyndelsen, men som irriterede mig mere og mere mod slutningen. Og Dagmar, som generelt bare var en egoistisk forkælet prinsesse. Omvendt forstår jeg fuldt ud de beslutninger de tog, set ud fra den tid, hvori de blev truffet.

Jeg glæder mig til at diskutere den i online-læse-klubben. :-)

Jeg vil give den 5 ud af 6 hjerter, fordi jeg tror jeg kommer til at huske denne bog i lang tid fremover.

Andre bogbloggere, der har anmeldt bogen:
Trillebøger
Rasmus Dahlberg
Trilogien

Omtale: 

Berlin 1920 Two babies are born. Two brothers. United and indivisible, sharing everything. Twins in all but blood. As Germany marches into its Nazi Armageddon, the ties of family, friendship and love are tested to the very limits of endurance. And the brothers are faced with an unimaginable choice... Which one of them will survive? Ben Eltons most personal novel to date,Two Brothers transports the reader to the time of historys darkest hour.

Forlag: Random House, UK

Sider: 624

Engelsk lydbog: 18 timer og 27 minutter

Lord John and the plague of zombies - An Outlander Novella - Diana Gabaldon

Lord John Grey, a lieutenant-colonel in His Majesty’s army, arrives in Jamaica with orders to quash a slave rebellion brewing in the mountains. 

But a much deadlier threat lies close at hand. The governor is being menaced by zombies, according to a servant. 

Lord John has no idea what a zombie is, but it doesn’t sound good…

Denne lille lydbog på kun 3 timer får ikke 4 hjerter på grund af dets fantastiske indhold, men fordi det er en tilføjelse til det Outlander-univers, som jeg er kæmpe fan af.

Den første bog i Outlander serien kom for mange år siden. For mere end tyve år siden, hvis jeg husker korrekt. Siden da har serien vokset sig større, og forfatteren er nu i gang med den 9. bog. Hvor langt den er i processen ved jeg faktisk ikke, men hun har lige afsløret titlen på den.
Jeg kom først med på vognen da jeg opdagede TV-serien ved et tifælde og siden da har jeg været fanget af den. Jeg har nu læst og hørt de første 3 bøger på engelsk og går nu med længsel og venter på nr. 4. Jeg kan se at Storytel er ved at indlemme dem, så ... tålmodighed ... :-)

Imens kunne jeg så hygge mig lidt med denne lille følge-novellette, der handler om Lord John Green, som hovedpersonen Jamie Fraser støder på i bog nr. 3; VOYAGER.

Der er en smule forskydning og ændringer af tidslinjen, men det gør ikke noget. Det hyggelige ved denne bog er nemlig skrivestilen og at tilbringe mere tid sammen med den stilige og meget sympatiske engelske kommandant; Lord John Green.

Han er netop blevet udsationeret på Jamaica for at slå et slaveoprør ned, men da han ankommer skal han lige finde ud af de lokale skikke. Fx det der med at man på de caribiske øer lavede "zombier". Og det er så dem han "slås" med i denne lille bog.

Diana Gabaldon skriver godt og medlevende. Hun har en enorm detaljerigdom med uden at det bliver kedeligt. Fx sådan noget med at man skal udveksle hatte, hvis man indgår en aftale med befolkningen. Jeg har ikke tjekket, men jeg er sikker på at det nok skal være rigtigt. Diana Gabaldon bruger enormt meget tid på sine bøger, og dermed også researchen.

Jeg kan se at der findes en del Lord John-noveller, men Storytel har desværre ikke flere, så jeg må jo bare afvente ... 

Forlag: Random House
Sider: 94
Engelsk lydbog: 3 timer og 11 minutter

Mit elendige liv - Jesper Haghfelt

I 1175 får den lille franske dreng Louis en ny dagbog, og den betror han sig til resten af livet.

Louis er af adelig familie, men familien beslutter, at han skal være munk og bære navnet "Felix" allerede fra en tidlig alder.

Felix oplever og udlever en forbudt kærlighed og kommer på flere lange rejser, blandt andet til Danmark, ligesom han i Frankrig knytter et nært venskab med den danske prinsesse Ingeborg.

Med udgangspunkt i Felix' eget liv fortælles i dagbogen en større historie om mennesker, politik og intriger i Middelalderens Europa.

I begyndelsen af det nye årtusinde findes dagbogen af en dansk forsker, der arbejder med klosterets historie, og hermed bringes munkens historier 800 år senere ud til et bredere publikum.

Når jeg får tilbudt en bog til anmeldelse, læser jeg som oftest den korte teaser der hører med til bogen, og ud fra den beslutter jeg, om det kunne være noget for mig.
Jeg siger sjældent ja til bøger som jeg ved er ramt helt ved siden af og som jeg derfor ikke gider bruge min tid til at læse.
Når jeg så får bogen læser jeg sjældent pressemeddelelse, bagsidetekster eller andet PR materiale. Ikke før jeg er færdig. Jeg mener at en bog bør kunne stå alene og klare sig uden salgsmaterialet.

Da jeg gik i gang med denne bog kunne jeg med det samme se at det var en historiker (eller i hvert fald en person med en stærk passion for historie), der havde skrevet denne bog. Og jeg kunne også med det samme se, hvor forfatteren faldt igennem til at begynde med.
Nemlig det der med at man skal holde researchen tæt ind til kroppen. Fx er det ikke nødvendigt at få unge drengene til at angive deres alder i romertal, alene fordi deres samtale skete på latin. Læseren læser ikke latin og derfor virker den slags forstyrrende. Der er andre eksempler såsom detaljegraden i starten af bogen som bliver "for meget" og dermed forstyrrende for historien.

Så jeg sukkede ... og var bange for at denne her bog ville blive noget af en ørkenvandring. Men så var det som om forfatteren skiftede spor. Historien trådte i forgrunden og researchen i baggrunden - præcis som en historisk skønlitterær roman skal kunne. Hvis ikke den gør det, vil den ikke fange den skønlitterære læser, der bare gerne vil prøve at opleve den tid på egen hånd.

Og da det skete, blev jeg fanget og bogen og jeg blev virkelig interesseret i munken Felix' liv og rejser.

Nu hvor jeg har læst bogen færdig, undrer det mig ikke at opdage at Jesper Hagfeldt ikke alene er skolelærer med historie som speciale, men også rollespiller, hvor han har udlevet Felix' liv, og så giver bogen og dens fremtoning mening for mig. 

Bogen er skrevet i dagbogsform qua den dagbog som den danske forsker finder i nutiden, og her kan man tilgive at der af og til bliver sprunget i nutid/datid. Det ville også ske i en almindelig dagbog, hvis man ikke er opmærksom, og jeg tror da heller ikke at det er sket med vilje.

Nu lyder jeg vist som om jeg brokker mig vildt over bogen, men det gør jeg faktisk ikke. Jeg kunne lide den. Den var interessant og lærerig, men når man vælger dagbogsformen kommer man til at mangle spændingsdelen, så den fik mig aldrig til at sidde på kanten af stolen. 
Men det er så heller ikke meningen med en roman som denne.

Alt i alt synes jeg at Jesper Haghfelt har begået en interessant og fyldig historisk roman om Middelalderens Europa og han formår mig endda til at synes godt om kirken i sin bog, hvilket er noget af en præstation, da jeg er arg modstander af organiseret religion.
Han får munkene til at fremstå sympatiske, men man fornemmer også at han er noget af en ener på sit felt, hvilket kan gøre mig lidt deprimeret.

4 hjerter herfra.

Tak til Forlaget EgoLibris for anmeldereksemplar.

Forlag EgoLibris
Sider: 316
Trykt Anmeldereksemplar

Gnallingstenen - Jens Jørgen Hansen

I en tid hvor storbønder strides om magten på øen, hvor bronzen så småt er ved at vinde indpas i samfundet, og hvor udtjente trælle uden videre sættes ud i mosen, kan det være svært at vinde hæder og ære.
Men jeg, Sigwulf, gjorde det, og dette er min fortælling.

Jeg rejste mig fra træl til fribonde - skønt livet som fribonde med ansvaret for at skaffe føde til alle også kræver hårdt arbejde og et vist held.

Det er også fortællingen om de begivenheder, der fandt sted, da min ven Brand, søn af strobonden Eldgrim, blev stræbt på livet af en af de andre storbønder; hvordan vi sammen flygtede for senere at tage kampen op, hvordan røvere forsøgte at knægte os og hele øen, men ikke mindst historien om, hvordan én gud - min gud, Gnallingstenen - viste sig at være stærkere end alle andre.

Se, denne bog har en setting man ikke ser særlig ofte; nemlig den sene danske stenalder. En tid hvor der ikke var mange hjælpemidler og hvor civilisationen kun lige ses i spiren.

Jeg kan faktisk ikke engang mindes hvornår jeg sidst har læst en bog, der foregik i den periode.

Trællen Sigwulf står i den usædvanlige situation at han bliver frigivet, efter at han har reddet Brand, søn af en storbonde. Men livet i den sene stenalder er ikke nemt, selv om han får et husmandssted at forpagte og trælle under sig, så er der ud over det store ansvar for at skaffe føde til alle, også en blodfejde i gang, som han blandede sig i ved at hjælpe Brand.
Dertil kommer også nogle røvere, der håber at gøre øen til deres faste base for plyndringstogter.
Og så er der Bera ... Brands søster, som er bortlovet til en anden mand.

Alt i alt er der grobund for mange intriger, subhandlinger og følelser, hvilket er også er. Vi følger Sigwulf i kampscener, ser ham udvise handlekraft og virksomhed, når det kommer til at forøge husmandsstedets muligheder og følelser, når den gode Bera er i nærheden.

Gnallingstenen er vel nok Jens Jørgen Hansens første voksenroman. Han er tidligere kendt for sin Legionær-serie med den handlekraftige Marcus og sørøverromanen "De Unge Pirater".
Romanen her er mere ambitiøs og den er fremragende researchet når det kommer til detaljer omkring dagligliv, værktøjer, både mm, nøjagtigt lige som de andre romaner også har båret præg af.
Researchen må bestemt være Jens Jørgen Hansens varemærke, for det er der intet at udsætte på. Han mestrer også den svære balancegang mellem for meget og for lidt info for læseren, for selv om man researcher sig til en masse, er det slet ikke det hele der skal bruges.

Alligevel fejer romanen ikke benene væk under mig, og jeg har svært ved at sætte en finger på hvorfor. Der er masser af action, masser af følelser, masser af heltemod og jeg er da også godt underholdt, men jeg sidder ikke tilbage med en wow-følelse efter endt læsning.
Det kan godt være at jeg er uretfærdig, for jeg kan med min bedste vilje ikke påpege hvor fejlen ligger. Det kan jo også bare være mig, der er blevet svær at imponere, men jeg synes altså der mangler noget gnist.

Måske kunne jeg godt tænke mig at forfatteren blev rystet lidt ud af sin sikre sadel, måske en roman med en grum skurk i hovedrollen eller noget andet, der kunne ruske lidt op i det.

Jeg kan dog stadig fastslå at Jens Jørgen Hansen er en dygtig forfatter, med masser af fremtidige romaner i sig, og jeg er sikker på at de alle nok skal være grundige og velfunderede, men som sagt ... jeg kunne godt ønske mig noget mere fandenivoldskhed. 
Jeg har hørt rygter om at Jens Jørgen Hansen lige nu skriver på noget i en helt anden genre, og det kan være at det netop er et sceneskift der skal til.

Tak til forlaget Mellemgård for anmeldereksemplar.

Forlag: Mellemgaard
Sider: 285
Trykt anmeldereksemplar

Slavejægeren - Legionæren IX - Jens Jørgen Hansen

Marcus' galej strander på Afrikas kyst, og legionærerne kæmper sig desperat grem gennem ørkenen mod romerske områder. de forfølges af slavejægeren Drusus, som aldrig har fejlet en opgave.

Kokken dræbes under en gladiatorkamp, og Stump og Optio flygter. De har held til at slutte sig til Margus' gruppe, der er nået frem til de romerske linjer.
Glæden er dog kort; dels får de en blandet velkomst på grund af politiske forviklinger, dels står de over for overvældende styrker, ledet af Marcus' gamle dødsfjender Claccus og Claudius, som er ved at gøre sig klar til den afgørende kamp om de vidtstrakte områder.
Og ude i ørkenen lurer Drusus, der altid opfylder sin kontrakt, på sit bytte: dem!

Slavejægeren er 9. og næstsidste bind i serien om legionæren Marcus, som vi har fulgt siden han som ganske ung blev indrullet i den romerske hær.

Siden dengang har han gennemgået mange strabadser men har klaret sig igennem med snarrådighed og gode venner. Og han har været langt omkring, startende med Thrakien mod øst og senere mod Germanien og Brittania, hvor han mødte en ung kvinde, som han forelskede sig i. Siden kom han til Spanien og nu til Nordafrika, hvor han er på flugt fra slavejægeren Drusus.

Som alle de andre bøger er Slavejægeren også godt skrevet. Jens Jørgen Hansen har et godt og meget enkelt sprog, så de yngre historieinteresserede unge let kan gå til historien og blive godt underholdt.

Som voksenlæser må jeg tilstå at det hele bliver lidt for pænt og nysseligt. Der er ikke meget spænding i det længere, når vi ved at Marcus klarer skærene og med garanti vil gense sin elskede Maria i sidste bind, som jeg også har stående på anmelderhylden.
Derfor udebliver spændingen og desværre begynder jeg at kede mig, for jeg har en følelse af at 'nu har jeg fulgt Marcus længe nok', og nu må det gerne snart blive færdigt.

Men jeg er stadig imponeret over den konsistens hele serien har budt på. Jeg har læst størstedelen af dem i serien, og det svinger ikke meget i kvaliteten. Der er konstant farlige situationer som legionærerne skal slippe ud af, og for den unge og knap så kræsne læser kan det sikkert være godt med den sammenhæng og velkendthed, der jo ligger i en længere serie.

Som næste anmelderbog skal jeg i gang med Gnallingstenen af samme forfatter. En enkeltstående bog (tror jeg nok) i en helt anden tidsperiode, så den er jeg spændt på at læse.

Anmeldelserne af de andre i serien kan læses her:
Legionæren I
Legionæren II
Legionæren III
Legionæren VI
Legionæren VII
Legionæren VIII


Tak til Forlaget Mellemgaard for anmeldereksemplar.

Forlag: Mellemgaard
Sider: 163
Anmeldereksemplar

War Horse - Michael Morpurgo

War Horse er en stærk historie om ægte venskab i en umenneskelig krig – Første Verdenskrig. 
På alle sider kæmper folk mod hinanden, selvom de dybest set er ens.

Den engelske krigshest, Joey, er bogens fortæller, og hans blik på krigen afslører det uforståelige i menneskenes vold. Midt i krigens rædselsvækkende dramatik forsøger Joeys første ejer, drengen Albert, at finde sin hest igen, efter at krigen har tvunget dem fra hinanden i flere år. 

Sammen trodser de national forskellighed og krigens vold og meningsløshed for venskabets skyld. 

Jeg læste den her som barn. Som en af Disney Bogklubbens hvide bøger, som ud over at inddrage mig i Jules Vernes' verdener også gav mig forkortede udgaver af de store klassikere, og jeg elskede dem.
Således også "Joey - en hest i krig", som titlen er på den udgave, jeg har stående et eller andet sted i en kasse.

Og jeg kan huske at jeg læste den flere gange, og jeg kan huske at jeg tudede hver evig eneste gang.

Jeg havde ikke tænkt på historien i årevis, ikke før den blev filmatiseret i 2012, og jeg vaklede længe i min beslutning om hvorvidt jeg skulle se den. Ville jeg tude lige så meget over den, som jeg havde gjort over bogen dengang?
Jeg har så endnu ikke set den, men nu tror jeg hellere at jeg må få det gjort. :-)

Bogen her fandt jeg så på Mofibo, og så tænkte jeg at nu var tiden vist inde til at få den genlæst, og den holder altså stadig.

Det er en skøn skildring af venskab, men også en grum fortælling af hvordan nogle mennesker bruger dyr uden omtanke, hvordan man sommetider er nødt til at bruge dyr og ikke mindst om hvor uforståelig krig egentlig er. Især i en hests øjne.
Især den ene scene, hvor Joey forvilder sig ud i ingenmandsland står det helt klart og tydeligt.

Og ja, den rørte mig igen. Denne gang stortudede jeg så ikke, for da jeg nåede til den passage der virkelig fik mig i knæ, sad jeg til datterens judotræning og læste på min telefon, og ... der kunne jeg jo altså ikke sidde og tude, vel? ;-)

Så ... suck it up ... tænkte jeg, og kæmpede med tårerne som brændte i øjnene. Men jeg klarede den, og ingen opdagede vist at øjnene var mere blanke end normalt. :-)

Men det er en fremragende historie der stadig holder, selv efter så mange år.

Hov, og med det, fik jeg lige endnu et hak på min bogbingoplade. En historie med dyr som hovedpersoner. Se bingopladen her.


Forlag: Peoples Press
ISBN: 978-87-710885-19
Sider: 144
Ebog

Den vidunderlige kærlighedshistorie - Carl-Johan Vallgren

Hercule Barfuss kommer til verden en stormfuld vinternat på et bordel i Königsberg i 1813, vanskabt i en grad, der gør det vanskeligt at begribe, at han trods feber og umenneskelige smerter formår at klamre sig til livet. Han er også dværg og døv, men i tilgift til sit skrækindjagende ydre udstyret med en usædvanlig evne, der gør ham i stand til at læse folks inderste tanker.

Denne særlige gave bliver hans skæbne, og stemplet som djævlebarn tvinges han på flugt gennem Europa. Men historien om Hercule Barfuss og hans utrolige liv er først og fremmest en fantastisk og gribende kærlighedshistorie, for han glemmer aldrig den pige, Henriette Vogel, der fødtes på bordellet samme nat som han selv.

På trods af deres adskillelse forbliver de to forbundne i en kærlighed så stor og voldsom, at den overvinder alle forhindringer.
YYYYYY

Denne her bog fik jeg i hånden af min fætters kone, som storelskede den, og - som efter at have hørt om min roman Freaks - kunne drage nogle paralleller imellem dem.
Det kunne jeg måske ikke lige helt se, da jeg så titlen på bogen, altså jeg mener ... Den vidunderlige kærlighedshistorie? 
Men der er flere lighedstræk.
Bogen handler om den døvstumme dværg Hercule Barfuss, der bliver født på et bordel i 1813. Ikke alene er han dværg, men han er også vanskabt, så han kun kan bruge armene, har en pukkel på ryggen og ansigtet er vansiret af en voldsom ganespalte. Som modtræk til alle hans fysiske skavanker har han dog fået en evne til ikke kun at læse tanker, men nærmest at krybe ind i sindene på dem han vil.

Samme nat som han selv bliver født, ser også en lille velskabt pige dagens lys. Den lille, yndige Henriette Vogel, og de to børn vokser op sammen, opfostret af glædespigerne på bordelet og dermed isoleret fra den normale hverdag og Hercule bliver dermed forskånet for omverdenens barbariske behandling af dem, der er anderledes.

En dag bliver bordellet lukket ned, børnene bliver skilt fra hinanden og Barfuss ender på en dåreanstalt, hvor han lænkes til væggen. Der må han forblive til en præst forbarmer sig over ham og tager ham med til et kloster.
Derefter går det slag i slag, Hercule skifter konstant tilholdssteder og føler ingen ro nogen steder. Han leder hele Europa igennem efter Henriette, som han elsker så højt, og der som den eneste har kunnet kommunikere med ham på hans måde.

De genfinder sluttelig hinanden, og så vil jeg naturligvis ikke afsløre mere. :-)

Altså ...
Det er en pudsig bog. Jeg kan se at den er kåret som "Vinder af August-prisen for bedste svenske roman" og også at den har fået vanvittigt gode anmeldelser af de forskellige litteraturkritikere.
Men vanen tro er jeg helt ikke enig med litteraturkritikerne.

Den har også noget exceptionelt over sig, det medgiver jeg. Der var passager, jeg simpelthen ikke kunne lægge fra mig, men sproget er for anstrengt, for højtravende. Ofte er det fyldt med fremmedord, som i flere tilfælde er helt unødvendige. Det kan selvfølgelig være oversætteren, men det plejer det nu ikke at være.
Der er nogle smukke vendinger, men det er lidt som om forfatteren prøver alt for hårdt ind i mellem.

Derudover kedede jeg mig usigeligt meget efter at han fandt Henriette og det efterspil, der fulgte. Tit måtte jeg tage mig i at måtte genlæse flere passager fordi mine øjne bare var gledet hen over siden, mens mine tanker var andre steder.

Det er synd, for som sagt ... grundhistorien er virkelig god. Det er en smuk historie mellem de to (selvom man godt nok ikke hører det meget fra Henriettes side, der både for læseren og Hercule nok mere er et smukt glansbillede), men ...

Desværre Heidi, men tak for lån alligevel. :-)

Forlag: Borgen
ISBN: 978-87-210213-82
Sider: 296
Lånt trykt eksemplar

Legionæren VIII - Galejen - Jens Jørgen Hansen

Marcus og hans legionærer falder i baghold og tages til fange. De gøres til galejslaver for at arbejde sig som straf for kampene mod senator Plinius.

Stump forenes med Optio og Kokken, der begge er blevet solgt som gladiatorer til Galan. Deres trænng bliver kort; Optio sendes hurtigt ud i en kamp, hvor modstanderen er en af Plinius' gladiatorer, og hvor kun vinderen overlever.

I nord begynder krigen; Bart overfalder byen, hvor Ulf og Maria bor, og dræber høvding Svend.

På galejen spekulerer Marcus og de andre legionærer på flugt. Det lykkes dem at overtage galejen, men to fjendtlige fartøjer med langt bedre bevæbning stævner ud mod deres tilholdssted. Et ulige slag til søs mellem kampklare legionærer og Marcus' udmarvede, svækkede gruppe af galejslaver synes uundgåeligt.

YYYYYY

Dette er den 8. bog i Jens Jørgen Hansens serie om den romerske legionær Marcus. Vi har fulgt Marcus siden han som ganske ung trådte ind i den romerske hær, fuld af iver og kampgejst, og nu 7 bøger senere, er han vokset til en voksen, fornuftig og kløgtig hærleder.

Efter at de i bog nr. 7 blev sendt ud til en øde forpost på den spanske kyst og efterfølgende blev brugt i et politisk magtspil, er de nu endt som galejslaver. En skæbne, der ofte blev forbundet med den visse død.
Men Marcus og hans mænd er trænede legionærer og måske lidt mere snarrådige end almindelige slaver, så der er måske håb for dem. :-)
Nu fik jeg måske afsløret for meget, men der kommer jo en bog 9 og 10, efter hvad jeg har hørt. ;-)

Jeg synes stadig at serien holder. Den er god til unge historisk interesserede læsere, der ikke ønsker for tung læsning. Det er også spændende emner, der rulles op; gladiatorer, galejslaver, krig og meget mere, og det hele bliver præsenteret på en god og velskrevet måde.
Den burde nok kunne fastholde selv yngre læsere.

I det hele taget fremstår serien godt redigeret og som gedigent arbejde.

Tak til forfatter Jens Jørgen Hansen for anmeldereksemplar.

Forlag: Mellemgaard
ISBN: 978-87-932043-86
Sider: 164
Anmeldereksemplar

Legionæren VII - Umulige odds - Jens Jørgen Hansen

Marcus og hans mænd er blevet gemt af vejen i en lille afsondret kystby i Spanien. Her slår de sig på saltsydning og handel.
Stump er flygtet sydpå og har fundet sig et hjem i bjergene, men indhentes af sin fortid og tvinges til at arbejde for Galan, som driver en gladiatorskole.
I nord hos Maria og Ulf bliver der lagt op til ufred; røverkongen Bart, der i sin tid bortførte Maria, er gået i tjeneste hos den onde kong Gizur, der ønsker at underlægge sig landet.

En årelang ventetid for Marcus og legionærerne afbrydes brat, da Plinius, en magtsyg senator, beslutter sig for at erobre sølvminerne i det nordlige Spanien og udråber sig selv som Kejser.
Sixtus og Legatus Legionis sender Marcus og hans tyve mænd i kamp mod Plinius' legion for at vinde tid til at redde minerne, men kan 20 mand overhovedet bremse over 5.000 legionærer på vej i krig?

YYYYYY

Dette er den 7. bog i serien og legionæren Marcus, og her følger man ham, hvor han og hans mænd - som et led i en studehandel - er blevet sendt i skammekrogen, her i form af en lille, øde udpost i det vestlige Spanien.
Driftig som Marcus og hans mænd er, får de dog snart vendt situationen til noget positivt, indtil de bliver forviklet i et politisk magtspil, hvor de skal kæmpe mod ulige odds.

Igen er dette en bog, der ligefremt og let læseligt beskriver legionærernes liv og færden. Deres kampe, deres sejre og også deres nederlag.
Det er godt beskrevet uden særligt mange dikkedarer, og der svælges ikke i hverken blod eller følelser.

Som jeg har sagt før er det en god serie til drengelæserne, der gerne vil have noget action uden for mange omsvøb.

Forlag: Mellemgaard
ISBN: 978-87-93204-652
Sider: 166
Anmeldereksemplar

Legionæren VI - Caledonia - Jens Jørgen Hansen

Legatus Legionis forfremmer Marcus til centurion, men forfremmelsen er ikke gratis. Han sendes nord for den store mur med sit centurie for at støtte Claccus og hans hærenhed i en redningsaktion. En romersk udpost oppe i Caledonien er ved at gå tabt, og flest muligt af mandskabet skal hentes hjem i live.

De caledoniske krigere, understøttet af Iarlugh og en gruppe irske lejesvende lurer overalt, og turen bliver lang og blodig, samtidig med at det onde blod mellem Claccus og Marcus blusser op.
Marcus og hans centurie bliver efterladt for at kæmpe en umulig kamp mod de caledoniske horder blot for at vinde tid - tid til at mødes med såvel Troldmanden som Iarlugh på kamppladsen, hvor det endelige slag de tre imellem skal stå. Ikke alle tre kan forlade den i live.
YYYYYY

Jeg har tidligere læst nogle af Jens Jørgen Hansens bøger i serien om legionæren Marcus, og de er ganske gode.

De første bøger blev sendt til mig som anmeldereksemplarer og siden her nr. 6 og 7 bare dukket op på min adresse uden forudgående aftale, så det har taget mig noget tid at læse dem.
Men selv om jeg ikke har læst nr. 4 og 5. og det er lang tid siden at jeg har læst 3'eren, så kan man nemt springe ind i historien.

Der er læst fint korrektur på bogen, der er ingen graverende eller meningsforstyrrende fejl, og sproget glider nemt uden videre dikkedarer. Det vidner for mig om en dygtig forfatter, da - og her bliver jeg nok upopulær hos nogen - den er udgivet på Mellemgaard, der desværre af og til har det med at sende værker på gaden, der godt kunne have tålt noget mere redigering. Det støder jeg slet ikke på i denne bog, så den ros skal helt klart tilfalde forfatteren.

Det er bøger som henvender sig især til de unge drenge læsere, som vil kunne få stor glæde af bøgerne, der er historisk godt funderede, men ikke tungt beskrivende, hvilket man nemt kan forfalde til som forfatter.
De voldsomme kampscener er detaljerede, men der svælges ikke i afhuggede lemmer eller blod i massevis. De er beskrevet nøgternt men også med følelser, så det fungerer rigtig godt.

Jeg kan stadig anbefale Legionær-serien til alle historisk interesserede, men også til unge drenge, der kan lide actionbøger.

Forlag: Mellemgaard
ISBN: 978-87-93076-57-0
Sider: 173
Anmeldereksemplar

Ligrøverne - Robert Louis Stevenson

Den velansete London-læge Dr. Macfarlane ankommer til en kro i Debenham for at tilse en gæst. På kroen sidder som altid fire drikkebrødre, en af de fire, Fettes, bliver ved synet af doktoren både ædru og ligbleg. De deler en grufuld hemmelighed fra deres ungdomstid som lægeassistenter ved det anatomiske institut ved universitetet i Edinburgh. Et institut, der altid manglede emner at dissekere ...

"Ligrøverne" (The Body Snatcher) blev første gang offentliggjort i avisen The Pall Mall i 1884, som gjorde reklame for den med plakater så gruopvækkende, at politiet forbød dem. Historien foreligger nu for første gang i uforkortet udgave på dansk og i Peter Mouritzens oversættelse.
Det er en dunkel fortælling fra horrorgenrens begyndelse.

YYYYYY

Det er lidt pudsigt, da jeg selv skrev "Freaks" og i starten koncentrerede mig om ligrøver-delen, stødte jeg også på historierne om Hare & Burke, som var notoriske resurrectionist (genopstandelsesmænd, altså en pæn omskrivning af ligrøvere), og deres virke i Edinburgh og omegn i starten af 1800-tallet.
Men jeg fandt faktisk aldrig ud af at denne novelle fra Robert Louis Stevenson fandtes. Ikke at jeg som sådan kunne bruge det som kildemateriale, men det er litteratur skrevet i samme århundrede som den min historie foregår i, så hele stemningen kunne jeg godt havde ladet mig inspirere af.
Heldigvis fandt jeg så ikke noget i denne her, som konflikter med "Freaks", så ... pyha. :-)

Novellen har Fettes, en afdanket tidligere lægestuderende (vi får aldrig at vide om han egentlig bestod lægeeksamen) som hovedperson. Da Dr. Macfarlane dukker op i kroen, reagerer Fettes voldsomt og deres fælles ungdomshemmelighed bliver snart afsløret.
En hemmelig der består i deres handlinger i forbindelse med at skaffe dissektionsobjekter til universitet, de moralske kvaler ved ligrøveri og mistanken, da ligene af og til ser lige vel friske ud.
Historien kulminerer med at de i fællesskab drager ud til en nylig begravet bondekone, men turen ender slet ikke som de havde regnet med.

Der er altså noget ved det engelske 1800 tal, der bare er tiltalende selv om jeg personligt ville have betakket mig for at have levet på den tid. Om det skyldes for mange romantiserede film og bøger, ved jeg ikke, men jeg kan godt forestille mig at jeg en anden gang får henlagt en historie til den tid.

Forlag: Jensen & Dalgaard
ISBN: 978-87-7151-004-1
Sider: 61
Biblioteksbog

Mestertyven og Røverskatten - Åge Skjelborg

Bagsidetekst:
En ung agent i hemmelig svensk tjeneste får en vigtig opgave i et krigshærget Europa. Undervejs gifter han sig med en ung, smuk og velhavende kvinde. På bryllupsrejsen tilstår han, at han - uden løn i flere år - har forsynet sig groft af kostbarheder fra sin chef, den svenske konges, skatkammer.
Den unge handlekraftige kvinde må afgøre med sig selv, om hun vil blive hos sin mand eller forlade ham. Sammen forsøger parret at finde en vej ud af krisen, og hun bliver gradvist en stadig mere aktiv medspiller i mandens nødtvungne forbrydelse.
Svenske efterforskere tager jagten op på det unge par, og bryllupsrejsen bliver en desperat flugt for lovens og retfærdighedens lange arm.

Forfatteren har gennem flere år fulgt sporene i arkiver efter det unge radarpar og fundet nye sensationelle løsninger på en femhundrede år gammel kriminalgåde.


I pressemeddelelsen fortælles det at forfatter Åge Skjelborg i flere år har forsket i denne 500 år gamle kriminalgåde, og der er ingen tvivl om at forfatteren kender sit stof. Der er ikke noget tidspunkt jeg er i tvivl om rigtigheden i de facts jeg får serveret.
Jeg forstår også hans fascination af gåden, og det var hundrede procent noget jeg selv kunne finde på at nørde rundt i. :-)
Det er - fra en historikers synspunkt selvfølgelig - utrolig spændende at man på den måde kan forske i hvad der skete for 500 år siden, og man kan se personerne for sig, mens de flygter gennem det krigshærgede Europa. Deres kvaler, deres liv, deres latter, deres flugt og deres kærlighed til hinanden.

Jeg kan sagtens forstå hvordan forfatteren har haft det, for sådan har jeg også oplevet historie. Man kan nærmest lugte krudtrøgen fra kanonerne og høre hestehovene dundre i skovbunden. Og den følelse ønsker man at videregive til læseren.

Men jeg er ked af at sige at forfatteren her desværre ikke formår at give historien liv. Den refererende skrivestil gør at det bliver en afhandling med kød, fremfor en fiktiv gengivelse af de spændende hændelser, som vores unge helt bliver udsat for. Jeg savner nogle følelser, der kan få mig til at blive revet med af denne egentlig ret fantastiske historie. Noget dybde i personerne, der gør dem levende for mig. Men det sker desværre ikke.

Rent teknisk er der desværre også temmelig mange umotiverede synsvinkelskift, der kan gøre læsningen forvirrende og svært af følge med i hvem der siger hvad.

Som levende historisk afhandling fungerer det, men desværre ikke som et bud på en skønlitterær historisk roman.

Helbrederen II - Noah Gordon

Bagsidetekst:
Historien tager sin begyndelse i år 1021 i det sygdomshærgede London, hvor Rob J Cole vokser op under trange kår. Efter at både hans far og mor er døde, bliver han brutalt skilt fra sine søskende og kommer i lære hos en badskær med hvem han rejser land og rige rundt. Det bliver en barsk og lærerig tid. For at tjene til føden må de optræde som gøglere og tryllekunstnere, og sælge diverse hjemmebryggede mirakel-miksturer.
Rob opdager snart at han har talent for at helbrede, og derfor beslutter han sig for at blive læge. Det fører ham ud på en rejse, som går over store afstande og gennem mange lande med Persien som det endelige mål.
Her kommer han i lære hos den tids største healer. Forklædt som jøde arbejder han hårdt som kirurg på krigsmarken, og under beskyttelse af den mægtige shah kæmper han mod de stærke mullahers fordomme og den frygtede pest. Men livet har også sine lyspunkter, undervejs møder han den store kærlighed.

Sådan! Det er sådan (!) at en historisk roman skal skrives. Sproget er holdt enkelt, og er der ukendte udtryk, bliver de forklaret let og naturligt.
Bogen er ikke fyldt med indforståede termer, hverken af historisk art, med hensyn til lægegerningen, Robs møder med muslimerne og hans egen forklædning som jøde. Alle detaljer kommer flydende så naturligt at man som læser bare absorberer dem og godtager dem.

Det er en svær kunst at skrive historiske romaner. Ofte har forfattere (incl mig selv) en tendens til at ville overforklare tingene, for mange af hans bevæggrunde sker på basis af hans opvækst og den tid han lever i. Man er så angst for at læseren skal tolke hans måde at være på, ud fra nutidige begreber (hvilket i øvrigt ret ofte sker, skal jeg hilse og sige), at man får skrevet al for meget information ind.
Det samme med de historiske detaljer. Man vil gerne gengive alt det man selv har læst og lært om emnet, men less is more ... Det er ikke detaljerne, der fastholder læseren. Det er menneskerne.

Hvis jeg skal komme med noget brok, så er det at forfatteren glider lige let nok hen over sorgscenerne. Ikke at jeg bebrejder ham, sorgscener er noget hø at skrive. Der er ingen fremdrift og det er opslidende, men de er også nødvendige. Til en vis grad naturligvis.

Som jeg skrev efter læsningen af første bind, så har jeg læst "Helbrederen" før, og det var et kært gensyn. Så selv om bogen er fra 1986 er den ingenlunde forældet (det bliver historiske romaner sjældent :-)), og kan stadig læses med stor fornøjelse.

Helbrederen I - Noah Gordon

Bagsidetekst:
Historien tager sin begyndelse i år 1021 i det sygdomshærgede London, hvor Rob J Cole vokser op under trange kår. Efter at både hans far og mor er døde, bliver han brutalt skilt fra sine søskende og kommer i lære hos en badskær med hvem han rejser land og rige rundt. Det bliver en barsk og lærerig tid. For at tjene til føden må de optræde som gøglere og tryllekunstnere og sælge diverse hjemmebryggede mirakelmiksturer.
Rob opdager snart at han har talent for at helbrede og derfor beslutter han sig for at blive læge. Det fører ham ud på en rejse, som går over store afstande og gennem mange lande med Persien som det endelige mål. 
Her kommer han i lære hos den tids største healer. Forklædt som jøde arbejder han hårdt som kirurg på krigsmarken. Under beskyttelse af den mægtige shah kæmper han mod de stærke mullahers fordomme og den frygtede pest. Men livet har også sine lyspunkter, undervejs møder han den store kærlighed.

Se, det her er en historisk roman som jeg er ret vild med. Jeg har også læst den før, for længe, længe siden, så det er et glædeligt gensyn.
Lykken ved en mangelfuld hukommelse er så at det er et helt friskt gensyn. :-)

Nu har jeg jo netop lagt "Rosens Navn" fra mig, for den blev simpelthen for tung at læse, og så er det en lise at komme i gang med "Helbrederen".

Historiske romaner skal ikke formidles tungt og tørt, som fx "Rosens Navn". Hvorfor skulle det det? Sommetider virker det som om at bare fordi det er historisk, så skal det være tunge, kedelige beskrivelser, men det afskrækker da bare læserne. "Helbrederen" er i sin enkelhed en meget bedre historisk roman, for den stopfodrer ikke læseren med datidens facts. Hvorfor skulle den også det? Det er mennesket vi vil læse om. Mennesket, som vi vil kunne identificere os med.
Det svarer lidt til at skrive en kriminalroman, der foregår i Danmark, samtidig med at man skal foreklare alt hvad der foregår inde på Borgen på det eksakte tidspunkt. Det er jo irrelevant for mennesket i bogen, medmindre vedkommende er direkte involveret i det.

"Helbrederen" har jeg som sagt læst for mange, mange år siden, og uden at vide om det præcis var den, så er det den stil, der gør at jeg også selv skriver historiske romaner. Det er sådan fiktiv historie skal formidles. Man skal føle med Rob Cole, da han står som ti årig forældreløs med ansvaret for placeringen af sine yngre søskende, mens han selv frygter for sin fremtid. Det er hans sorg og frygt, da han må forlade London, og lade sit kendte liv bag sig. Og man glædes med ham, når med stålsathed begiver sig ud på en lang og farefuld rejse, som vi andre ikke engang kan forestille os vores vildeste fantasi. Tænk at rejse til fods fra London til Persien! Der er pænt langt. :-)

Så jeg fortsætter med glæde med "Helbrederen II".

Stemmer fra fortiden - Barbara Erskine

Denne roman har jeg læst nu mindst fire gange. Jeg læste den, købte den, mistede den, købte den, mistede den og nu har jeg så igen fundet den hos en antikvar.
Og denne gang giver jeg den ikke fra mig!! :-)

Jeg er stadig vild med den, selv om jeg nu - næsten ti år siden sidste gennemlæsning - kan se nogle småfejl og noget i handlingen der halter hist og pist.

Det handler om den egenrådige Jo Clifford, der arbejder som freelance journalist. Hun bor alene, men er kæreste med den charmerende Nick Franklyn. Hun sælger en stribe artikler til et magasin, hvoraf en af dem handler om reinkarnationer.

Hun mener selv at hun ikke kan hypnotiseres, da hendes kærestes storebror (Sam Franklyn) allerede i collegetiden forsøgte at gøre det, men virkeligheden er, at hun var uhyre nem at hypnotisere, og nær var ved at dø i forsøget. Men Sam og hans kollega blokerede hendes hukommelse dengang.

I sin daværende reinkarnation var Jo, adelsdamen Mathilda de Braose, som levede i Wales i 1200tallet. Hun var gift med den brutale William de Braose, elskede Richard de Clare og var elsket af Kong John Plantagen, der i sidste ende kostede hende livet.

Da hun nu underlægger sig selv hypnose igen, begynder den tidligere eksistens at tage magten over hendes nuværende liv. Der bliver spundet et større net, som jeg ikke vil afsløre her, men det viser sig at de tre mænd dengang alle er tilbage i hendes nuværende liv, og de vil alle have del i hende på mere eller mindre dramatisk vis.

Jeg vil som sagt ikke afsløre mere, men den er helt bestemt læseværdig. Jeg synes det er en fantastisk historie og vil tage den frem igen om nogle år. Det kan der vist ikke være tvivl om.