Historien tager sin begyndelse i år 1021 i det sygdomshærgede London, hvor Rob J Cole vokser op under trange kår. Efter at både hans far og mor er døde, bliver han brutalt skilt fra sine søskende og kommer i lære hos en badskær med hvem han rejser land og rige rundt. Det bliver en barsk og lærerig tid. For at tjene til føden må de optræde som gøglere og tryllekunstnere og sælge diverse hjemmebryggede mirakelmiksturer.
Rob opdager snart at han har talent for at helbrede og derfor beslutter han sig for at blive læge. Det fører ham ud på en rejse, som går over store afstande og gennem mange lande med Persien som det endelige mål.
Her kommer han i lære hos den tids største healer. Forklædt som jøde arbejder han hårdt som kirurg på krigsmarken. Under beskyttelse af den mægtige shah kæmper han mod de stærke mullahers fordomme og den frygtede pest. Men livet har også sine lyspunkter, undervejs møder han den store kærlighed.
Se, det her er en historisk roman som jeg er ret vild med. Jeg har også læst den før, for længe, længe siden, så det er et glædeligt gensyn.
Lykken ved en mangelfuld hukommelse er så at det er et helt friskt gensyn. :-)
Nu har jeg jo netop lagt "Rosens Navn" fra mig, for den blev simpelthen for tung at læse, og så er det en lise at komme i gang med "Helbrederen".
Historiske romaner skal ikke formidles tungt og tørt, som fx "Rosens Navn". Hvorfor skulle det det? Sommetider virker det som om at bare fordi det er historisk, så skal det være tunge, kedelige beskrivelser, men det afskrækker da bare læserne. "Helbrederen" er i sin enkelhed en meget bedre historisk roman, for den stopfodrer ikke læseren med datidens facts. Hvorfor skulle den også det? Det er mennesket vi vil læse om. Mennesket, som vi vil kunne identificere os med.
Det svarer lidt til at skrive en kriminalroman, der foregår i Danmark, samtidig med at man skal foreklare alt hvad der foregår inde på Borgen på det eksakte tidspunkt. Det er jo irrelevant for mennesket i bogen, medmindre vedkommende er direkte involveret i det.
"Helbrederen" har jeg som sagt læst for mange, mange år siden, og uden at vide om det præcis var den, så er det den stil, der gør at jeg også selv skriver historiske romaner. Det er sådan fiktiv historie skal formidles. Man skal føle med Rob Cole, da han står som ti årig forældreløs med ansvaret for placeringen af sine yngre søskende, mens han selv frygter for sin fremtid. Det er hans sorg og frygt, da han må forlade London, og lade sit kendte liv bag sig. Og man glædes med ham, når med stålsathed begiver sig ud på en lang og farefuld rejse, som vi andre ikke engang kan forestille os vores vildeste fantasi. Tænk at rejse til fods fra London til Persien! Der er pænt langt. :-)
Så jeg fortsætter med glæde med "Helbrederen II".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar