Historien tager sin begyndelse i år 1021 i det sygdomshærgede London, hvor Rob J Cole vokser op under trange kår. Efter at både hans far og mor er døde, bliver han brutalt skilt fra sine søskende og kommer i lære hos en badskær med hvem han rejser land og rige rundt. Det bliver en barsk og lærerig tid. For at tjene til føden må de optræde som gøglere og tryllekunstnere, og sælge diverse hjemmebryggede mirakel-miksturer.
Rob opdager snart at han har talent for at helbrede, og derfor beslutter han sig for at blive læge. Det fører ham ud på en rejse, som går over store afstande og gennem mange lande med Persien som det endelige mål.
Her kommer han i lære hos den tids største healer. Forklædt som jøde arbejder han hårdt som kirurg på krigsmarken, og under beskyttelse af den mægtige shah kæmper han mod de stærke mullahers fordomme og den frygtede pest. Men livet har også sine lyspunkter, undervejs møder han den store kærlighed.
Sådan! Det er sådan (!) at en historisk roman skal skrives. Sproget er holdt enkelt, og er der ukendte udtryk, bliver de forklaret let og naturligt.
Bogen er ikke fyldt med indforståede termer, hverken af historisk art, med hensyn til lægegerningen, Robs møder med muslimerne og hans egen forklædning som jøde. Alle detaljer kommer flydende så naturligt at man som læser bare absorberer dem og godtager dem.
Det er en svær kunst at skrive historiske romaner. Ofte har forfattere (incl mig selv) en tendens til at ville overforklare tingene, for mange af hans bevæggrunde sker på basis af hans opvækst og den tid han lever i. Man er så angst for at læseren skal tolke hans måde at være på, ud fra nutidige begreber (hvilket i øvrigt ret ofte sker, skal jeg hilse og sige), at man får skrevet al for meget information ind.
Det samme med de historiske detaljer. Man vil gerne gengive alt det man selv har læst og lært om emnet, men less is more ... Det er ikke detaljerne, der fastholder læseren. Det er menneskerne.
Hvis jeg skal komme med noget brok, så er det at forfatteren glider lige let nok hen over sorgscenerne. Ikke at jeg bebrejder ham, sorgscener er noget hø at skrive. Der er ingen fremdrift og det er opslidende, men de er også nødvendige. Til en vis grad naturligvis.
Som jeg skrev efter læsningen af første bind, så har jeg læst "Helbrederen" før, og det var et kært gensyn. Så selv om bogen er fra 1986 er den ingenlunde forældet (det bliver historiske romaner sjældent :-)), og kan stadig læses med stor fornøjelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar