Det er lige før nytår. 20-årige Kenji er guide i Tokyos natteliv og bliver hyret af Frank, en overvægtig amerikansk turist, som bare vil se det hele. Mens de besøger peepshows og lingeribarer, bliver Kenji mere og mere bange for, at hans kunde med den vinylagtige hud og den underlige opførsel har noget at gøre med det brutale mord på en gymnasiepige, som alle taler om.
Men Kenjis tre dage sammen med Frank kommer langt til at overgå hans allerværste fantasier, og kun hans 16-årige kæreste, Jun, ser nu ud til at kunne redde ham ...
"I misosuppen" er en sort og humoristisk psyko-thriller, hvor Kenji er vores sympatiske, om end ikke helt uskyldige fortæller, der gør sig mange tanker og observationer om hykleriet og forfaldet i det moderne Japan og i den moderne tilværelse.
Denne bog var jeg nok aldrig faldet over, hvis det ikke havde været for en af mine velmenende kollegaer. Eller ... nu siger jeg så velmenende, men det var vist nærmere i sjov.
Det er jo ingen hemmelighed længere at jeg blev udfordret til at deltage i en novellekonkurrence, hvor man skulle skrive "darc erotica". Jeg deltog, og havde åbenbart endda visse evner, så jeg blev medtaget i antologien. For ikke at tale om nylige anmeldelser af monstersex-historer. Visse af mine kollegaer har vist lidt svært ved at forene tanken om mit bogholder-jeg med en hjerne, der kan fostre noveller af slig slags. :-)
Da det så nylig var min fødselsdag, var det jo oplagt at købe mig en bog, og i den forbindelse har de endda opslået et indlæg på et debatforum, hvor de efterlyste "syge" bøger til en kollega. Det var såmænd slemt nok (jeg har set deres beskrivelse af mig). Det værste var næsten at jeg blev genkendt ud fra beskrivelsen. ;-)
Skræmmende ...
Derfor var det selvfølgelig også med forbehold at jeg gik i gang med bogen her. Jeg læste hele starten med distance og en pude for øjnene (billedligt talt), for jeg havde læst anmeldelser der sammenlignede den med "American Psycho", som jo er ret grum.
Men efterhånden som jeg kom ind i den, så blev jeg mere og mere fanget af den. På et tidspunkt gik det endda op for mig, at det ikke kun var mig, der distancerede, men også fortæller-stemmen, den unge Kenji, som guider sexturister i Tokyos natteliv.
Den skræmmende del er faktisk ikke så meget den (i øvrigt meget begrænsede) slasher-scene, men Kenjis reaktion på hele miseren. Hans tanker omkring de nederste samfundslag i Japan og menneskesynet, som jo er meget anderledes i forhold til vores vestlige normer.
Til sidst i bogen får man endda Franks virkelighed at høre, hvilket var ret fascinerende.
Fra jeg var fire år, til jeg blev seks, skar jeg mig i håndleddene over ti gange, og det siger jeg dig, Kenji, ingen ved, hvad kulde er, før de har følt blodet løbe ud af sig.
Stakkels, lille barn ...
Hele bogen er barsk og rå, men meget fascinerende og fængende. Den er meget anderledes end hvad jeg er vant til at læse, men det er så godt nok også sjældent at jeg læser asiatiske forfattere, må jeg tilstå.
Såeh Katja ... det var slet ikke så sygt og slemt, som du havde håbet på. ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar