New York hærges af en række bestialske mord, som fører vicekommissær Anatolli Barritch og assistent Karen Walsh på sporet af den vanvittige seriemorder Angelface.
Den karismatiske religionshistoriker Mordechai Rheingold hjælper dem og et grusomt mønster tegner sig.
Et mønster, der har tråde langt tilbage i historien. Til en tid, hvor bødler og inkvisitionen var hverdag og hvor et uhyggeligt, sagnomspundet broderskab blev dannet. Snart anes et dystert hævnmotiv i mordene og grusomme skæbner venter alle de involverede.
Jeg er blevet bedt om at anmelde denne bog, af en for mig ukendt dansk forfatter, som jo ellers allerede har en del skriveprojekter på bagen. Som oftest skriver han sammen med sin bror, forfatteren Søren Ellemose, men i bogen "Killer Killer" flyver han solo.
Det starter temmelig grumt ud, faktisk næsten grummere end mit nok så kendte blødsødne hjerte kunne tåle med en kvinde og hendes to børn, der holdes fanget af en grusom morder. Han beder hende vælge hvilket af hendes børn, der skal overleve, et valg som man (læs: jeg) slet ikke kunne forholde mig til. Eller rettere ... slet ikke VIL forholde mig til. Det er for grum en tanke.
Og herefter går det ellers slag i slag. Vi møder opklaringsteamet i skikkelse af vicekommissær Anatoly Barritsch (bliver altså nødt til at påpege slåfejlen i bagsideteksten), en mand, der tydeligvis kunne have godt af lidt færre donuts og lidt mere motion, Richard, en loyal betjent, der dog aldrig avancerer på grund af sine autoritetsproblemer, og Karen Walsh, den super intelligente profiler, der hægtes på eftersøgningen af Angelface.
Jeg vil ikke afsløre mere af historien her, da det vil ødelægge nogle af de mange overraskelser der er undervejs.
Jeg vil sige, at jeg er positivt overrasket. Faktisk havde jeg slet ikke læst bagsideteksten før jeg gik i gang, og derfor glædede mig over at handlingen udspiller sig i Amerika. Heldigvis (!!) har vi slet ikke forudsætninger for den slags seriemordere her i Danmark, og derfor ville historien slet ikke have fungeret her.
Opklaringsteamet blev heller ikke stereotypt, hvilket man ellers ofte ser i krimier, og deres valg af personlighed er nøje fastlagt efter deres roller i historien, og andre hændelser undervejs. Som kritisk anmelder var jeg ellers allerede ved at stejle ved Barritsch, men han vinder ved nærmere bekendtskab OG så er det igen ikke uvæsentligt at han er, som han er. Så persongalleriet er spundet godt sammen.
Hele bogen emmer af "Thomas Harris meets Chris Carter", og jeg må ærligt indrømme at jeg undervejs i læsningen ikke vidste om jeg skulle føle at det var idéforladt eller genialt. Efter at have summet på bogen et par dage, er jeg dog nået til den konklusion at Morten Ellemose gør det temmelig godt.
Han tager de elementer, der fungerer hos begge de nævnte forfattere, og gør dem til sine egne. Faktisk kombinerer han dem også med Dan Browns hang til broderskaber, og set som helhed fungerer det faktisk fremragende.
Overraskende nok, når man tænker over det. :-) Det er ikke nemt at kombinere tre så markante forfatterstile, og så ende med et unikt resultat. Om det er "Ellemose'sk" skal jeg ikke kunne udtale mig om, da det som sagt er første gang jeg stifter bekendtskab med forfatteren, men jeg tror helt klart at det her er en forfatter, som vi bør holde øje med.
Potentialet for salg til udlandet er helt klart også til stede her, vil jeg mene. "Killer Killer" kunne sagtens gøre sig på den udenlandske thriller-scene.
Det er i øvrigt også i denne bog at jeg for første gang er stødt på at et offer har "sin egen hornhinde under neglene". Alene tanken om det ... det er så afskyeligt, men lad den lige synke ind et øjeblik ... Tænk på hvad der skal til, før man har sin egen hornhinde under fingrene.
Samlet konklusion må være at jeg er ret imponeret over Morten Ellemoses thriller, som blev læst på uhyggelig kort tid. Sproget er nærværende, letlæst, enkelt, men alligevel med skarpe betragtninger. Tempoet er holdt højt og der er ikke tid til afslapning undervejs.
En helt klart anbefalelsesværdig thriller af en lovende dansk forfatter.
Men hov, kritikpunkterne skal der jo også være plads til. Dem havde jeg nær glemt. :-)
Rheingold irriterede mig faktisk af og til. Ikke hans person, men hans dialog. Her føltes det sommetider som om han afsagde replikker, som forfatteren havde glædet sig til at fremføre, men som ikke passede helt ind i dialogen med de implicerede. Eller også var det måske bare en del af hans kryptiske facon.
Korrekturen. Nogle steder er det gået lige stærkt nok med korrekturen. Jeg ved godt at det er umuligt at sende en fejlfri bog på gaden. Jeg tror ikke, der findes en eneste bog uden at der er en slåfejl eller andre småfejl i den. Men der var et par læseforstyrrende fejl, og så er bagsidefejlen med navnet ret grel.
Jeg håber, forlaget retter fejlen ved et evt. andet oplag.
Tak til Forlaget H. Harksen Productions for anmeldereksemplaret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar