"Driver dug, falder regn", et mentalt suk fulgte, og jeg tænkte at jeg nok hellere måtte læse dem, bare for at gøre veninden glad.
Første del af den var også lidt ... men så skiftede synsvinklen til en langt mere interessant person, som forfatteren vist også bedre kunne lide, og så gik det ellers derudaf slag i slag. Jeg var helt fanget af den derefter.
Det er en gammel bog - fra 1943 - men historien holder, og sprogbruget falder naturligt.
Den handler om den unge Germund, som er trolovet med Gertrud fra nabogården. En smuk ung pige, der dog er en anelse kølig overfor ham til tider. Da en fremmed spillemand kommer til byen, render hun fra gårde (har altid ønsket at bruge netop det udtryk ;-)), og lader Germund sejle sin egen sø.
Germund klarer sig, og ender med at få en datter (Marit), som også er trolovet væk til det bedste parti i hele sognet. Indtil hun ser den omstrejfende spillemand, der er søn af Gertrud.
Selvfølgelig er der lidt pladderromantik i spil her, men det kan man altså godt tåle af og til. :-)
Hvis man ud over romantik også interesserer sig for troen på overnaturlige væsner er dette bogen man bør læse. Den fortæller også om livet på en nordsvensk bondegård i begyndelsen af 1800-tallet, på et tidspunkt hvor overtro dominerede livet på ondt og godt, mest ondt. Jeg elsker den bog også på trods af noget romantisk ævl, som f.eks.at inderlige kys får læberne til at bløde. Den romantisk historie overgår langt historien i filmen Titanic.
SvarSletJeg har længe gået og tænkt på at jeg ville genlæse bogen og give den en lidt mere retfærdig anmeldelse. Eller måske bare læse noget mere af Söderholm, for man kan altså godt bruge noget pladderromanik af og til. :-)
Slet