Sprækker - Teddy Vork

Sprækker hvor døre og låger ikke lukker helt tæt. De revner, selv det stærkeste materiale slår under tilstrækkelig belastning. Brister i bolværker mellem rationalitet og vanvid. Lækager i forseglingen mellem denne verden og en anden, vi ikke ønsker at se.

Sprækker er åbninger, hvor der burde være lukket.

YYYYYY

Denne novellesamling af Teddy Vork har jeg både frygtet og set frem til, for Teddy kan noget med sproget, som der ikke er mange forundt.
Jeg har læst det meste af hans forfatterskab, hvor Diget er min helt klare favorit. Den står stadig lyslevende for mig.

I Sprækker har Teddy Vork samlet mange af sine noveller, hvoraf nogle af dem tidligere har været udgivet i andre sammenhænge, som fx In Spe, som var i Drifter, den darc erotica samling, som jeg også selv deltog i.
Fælles for dem er at de alle foregår lige på kanten af den normale virkelighed. Lige der, hvor man ikke ved om man selv er ved at blive sindssyg eller om det virkelig er en anden verden, der har fodfæste i vores.

Teddy Vork har det med at ramme mig lige i hjertekulen, lige der, hvor der gør allermest ondt. Når han skriver om børn, som han fx gjorde i Diget, går det direkte ind i marven på mig og giver mig fugtige øjne og søvnløse nætter.
Og selvfølgelig ramte han mig også denne gang. Novellen Mare, mare minde som handler om lille Peter, der ligger rædselsslagen i sin seng og ser og hører alskens uhyrer og monstre bag gardinerne og under sengen. Ikke alene er den skræmmende, men den er også uendelig sørgelig.

Alle novellerne er gode, skræmmende og uhyggeligt velskrevne. Det sidste vender jeg lige tilbage til.

Min favorit er helt klart De rette omgivelser. Den handler om en forfatter, der får nogle litterære hug af en litteraturkritiker og tidligere kollega. De diskuterer gyserhistoriens præmis, og forfatteren mener at kritikeren bør læse en gyserhistorie i 'de rette omgivelser'.
Og det gør han så ...
Og så vil jeg ikke sige mere, men hold da op, hvor jeg selv blev fanget af historien her. Jeg læste den før sengetid, og det skulle jeg aldrig have gjort. Vores radiator har det med at komme med en høj kliklyd med jævne mellemrum ... der gik længe (!) inden jeg faldt ordentligt i søvn. :-)

Angående sproget, så viser Teddy igen (og som sædvanlig) nogle sprogblomster, som man bare må elske.

Fx denne her:
Endelig trådte min krop hen til ham, bukkede sig og ruskede i ham. Ingen livstegn. Han lå på ryggen. Minder om aflåst sideleje, som jeg ikke huskede helt, hvad betød, fik mig til at vende ham om på siden. Hans hånd klaskede mod gulvet med håndfladen. Et øjeblik lignede den en bizar, hudfarvet blomst, der groede i betonen."

eller

Nogle aftener kunne han næsten høre stemmer resonere fra bøgerne, som var han omringet af et vældigt kor. Et kor messende viden, skønhed, sandhed. Og aromaen: Bøger duftede disparat. Ikke blot af ældet papir, men af træer, kastanjer, honning, solvarm hud, efterår. Fornemmelsen af dem i hånden. Svære læderbind, prægets guld indlagt som årer. Titlerne, æggende. Og så endelig øjeblikket, hvor man åbnede bogen, og den blev til en faldlem til en anden verden. Bøger bar mange gaver. Én af dem var lærdom. En anden flugt.

Ok, jeg er forudindtaget, for jeg har endnu ikke læst noget dårligt af Teddy Vork, men novellesamlingen Sprækker hører helt klart til en af perlerne i dansk gyserlitteratur. Man gyser og væmmes, men der ligger altid et ekstra lag indenunder gyset. Et lag med menneskelighed og genkendelse, der gør dem ekstra nærværende og virkelige.

Tak til Forlaget Kandor for anmeldereksemplar.


Forlag: Kandor
ISBN: 978-87-91589-26-3
Sider: 213
Anmeldereksemplar