Det forsvundne bibliotek - Steffen Nohr

I 2006 var den danske computerspecialist, Anders Kloder, en del af en hemmelig ekspedition i Marianergraven hvor CIA havde fundet en mystisk stentavle. Det lykkedes for Kloder at afkode de ukendte inskriptioner, og man fandt noget i dybet. En hemmelighed, der viste sig at få katastrofale konsekvenser for mandskabet og missionen. Kloder blev smidt på porten - den fejlslagne mission krævede sin syndebuk.

Syv år senere modtager den bitre og livstrætte Kloder et uventet besøg under en ferie på Cuba. CIA er tilbage og beder ham atter om hjælp. De har gjort en ny opdagelse - denne gang i Mellemøsten.

Tynget af de mange spørgsmål han aldrig fik svar på - og med løftet om fuld indsigt i mysteriet og hemmeligheden, der mere og mere tyder på at have noget at gøre med fundet i Marianergraven - ser han ikke andet valg end at stige om bord på privatflyet og rejse med til ørkenen.

Her indledes en storstilet skattejagt, der kommer til at føre Kloder vidt omkring - lige fra London til Istanbul og videre ind i den dybeste regnskov. Snart opdager han, at han ikke er den eneste, der er på jagt efter Det forsvundne bibliotek.
YYYYYY

Jeg ved faktisk ikke helt hvad denne genre hedder, men jeg har længe været en "sucker" efter den. Altså den der kombination af historiske hemmeligheder, som Dan Brown/Glenn Cooper/Sam Christer rent litteraturmæssigt banede vejen for i nyere tid. I firserne var det jo Indiana Jones, og faktisk startede det hele vel med Jules Verne og alle hans forunderlige eventyrbøger.

Mon ikke det skyldes at vi som mennesker er lidt kede af at de fleste af de store hemmeligheder er afdækkede (går vi jo ud fra), der er ikke flere steder på jorden, som ikke er blevet udforsket og vi er jo også så kloge at vi ved at der ikke findes hemmelige riger på havets bund eller i jordens indre.
Det er ret synd egentlig.
Måske netop derfor er denne slags bøger temmelig populære.

Steffen Nohr tager formår i bogen her at flette nogle af de helt store myter sammen historiske hændelser, der så vidt jeg lige kan bedømme fra mit hobby-historiske synspunkt ser ud til at passe. Jeg studsede dog lidt over en enkelt oplysning omkring Alexander den Store, som jeg i hvert fald aldrig er stødt på, men bortset fra det, er researchen i bogen virkelig godt bedrevet. Både de historiske facts og også miljø/stemninger fra de steder den gode Anders Kloder rejser til er smukt beskrevne.

Derudover har Steffen Nohr et smukt, malende sprog, som giver nogle virkelig gode billeder. Jeg har lavet op til flere æselører i bogen, men jeg kan specielt godt lide:

Ørkenen var en identisk kulisse af intethed, og jeg spekulerede på, hvornår Gud i sin tid havde forladt stedet og overladt de mange skygger af forliste drømme og forhold til sig selv i sandtæppet. Sceneriet passede til mit humør. Den uendelige slette forekom mig en gravplads for dårlige beslutninger og bitterhed. Det var som om, det golde og gudsforladte sted hele tiden ønskede at minde mig om mit forliste forhold med Tiffany.

Som sagt har Steffen Nohr et meget givende, malerisk og stadig letlæst sprog, men jeg må tilstå at jeg i starten studsede noget over læserytmen i bogen. Det var som om at visse steder (hvor der ikke var så meget action og steder hvor forfatteren måske typisk keder sig - sorry, men jeg kender det fra mig selv) var sproget lidt mere afsnuppet og hakket.
Det er virkelig en erhvervsskade, men jeg tog mig i at tælle ordene i de sætninger, og det var som oftest fordi der var passager hvor sætningerne var næsten lige lange. Som fx:

Han tømte glasset i et drag og knipsede efter en tjener (11). En mild beruselse stod så småt tegnet i hans blanke øjne (11).
eller
På en snæver bjergskråning gled han en tidlig morgen i nogle løse sten (13). Med i sit fald trak han et muldyr med ud over kanten (12).

I de passager var der som oftest to-tre sætninger af nogenlunde samme længde, så en lang, og sluttelig en kort. Jeg ved godt det er noget helt urimeligt at brokke sig over og at det er en erhvervsskade, som den almindelige læser ikke vil falde over, men ikke desto mindre forstyrrede det min læserytme i starten.

En anden ting, som forlaget lige skal være opmærksom på, hvis der kommer et oplag mere, er at der er sket noget i trykfilen. Der er en masse bindestreger på afveje (mest i starten), som skal slettes. Ikke at det forstyrrer læsningen som sådan, men de bemærkes jo.

Og når jeg nu er ved brokken, så er der afslutningen med den blåøjede pige, som jeg synes bliver behandlet lige overfladisk nok (jeg kan næsten ikke skrive mere uden at lave spoilers, og det vil jeg helst ikke).

Nu lyder det som om jeg har en masse at brokke mig over, men jeg kunne faktisk rigtig godt lide bogen. Den er fuldt ud på højde med megen af den udenlandske litteratur i den genre. Den er velresearchet, spændende og der er fart over feltet, så man selv som læser bliver drevet af nysgerrighed for at finde hemmeligheden om biblioteket.

Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med Steffen Nohr, men det er helt klart et forfatterskab jeg vil holde øje med.

Tak til Forlaget Valeta for anmeldereksemplar.


Forlag: Valeta
ISBN: 978-87-7157-043-4
Sider: 335
Anmeldereksemplar