Want to know your future?
Ask
Ask
Peter Lee, Soothsayer
27 Mandeville Place, phone (0) 20 7387 8776
by appointement only
Vampyren Natascha er flygtet fra det danske politi og har taget Rosa med sig. Rosa er en del af en hemmelig plan, der vil bryde Balancen mellem mennesker og vampyrer.
Helene tager til London for at finde hjælp. Hvem er Natascha egentlig? Hvor er Rosa? Er det for sent at ændre den dystre fremtid, sandsigeren Peter Lee viser hende? Og hvad vil der ske, når døren til de dødes rige bliver åbnet?
Opgøret mellem levende og døde trækker blodige spor gennem Europa og ender i Oswiecim, Polen.
YYYYYY
Mørke er andet bind i vampyrtrilogien skrevet af Rikke Schubart.
Som jeg læst mig til, så er første del Bid skrevet et stykke tid før Mørke, hvilket man som læser godt kan mærke. Der føles som om der er langt mere sammenhæng i denne bog, og stilen er også mere sikker.
Jeg kan dog stadig godt blive noget irriteret over fortællestemmen, der skifter fra hoppende personbundet 3. personsfortæller til alvidende fortæller, men det er nok en smagssag. I Mørke er det under alle omstændigheder ikke så udtalt som i Bid, hvor jeg af og til kunne blive helt forvirret over i hvis hoved jeg befandt mig, så det er klart en bedring.
Og når jeg nu er ved det negative, så bliver jeg nødt til at harcelere lidt over at forfatteren har valgt at kalde 2'eren i sin trilogi for Mørke, det samme som Guillermo Del Toro/Chuck Hogans 2'er. Måske har forfatteren ikke vidst det. Der er jo også en million vampyrhistorier derude, så det er nok svært ikke at ramme det samme.
Nåh, men bortset fra det ... ;-)
Jeg har læst denne bog på ganske få dage. Jeg susede igennem fra ende til anden, for romanen er både tempofyldt og spændende. Vi følger Helenes jagt efter sin datter, som hun ikke kender skæbnen på. Har hendes søster allerede vendt hendes datter til vampyr? Eller er der håb endnu?
(Hov, lige et indspark mere. Jeg savner lidt følelser i den forbindelse. Det er trods alt hendes eneste barn, det drejer sig om).
Man følger ikke alene Helene, Asta og Maria, der forfølger sporene efter Rosa, men også italienske kriminalkommisær Croce, der leder efter sin elskede Maria. Samt vampyren Natascha, der nu definitivt har brudt båndene til den gamle vampyrklan og nu vil skabe en helt ny verdensorden, hvor vampyrerne er den herskende race.
Sporene ender i det sydlige Polen, ved Krakow og Oswiecim (beklager, min blog kan ikke lave polske bogstaver), sidstnævnte er nok bedre kendt ved sit tyske navn, Auschwitz. Her følger et blodigt opgør mellem vampyrer og mennesker imellem barakruiner og ruinerne af de ødelagte krematorier, alt i mens fortidens spøgelser gennembryder grænsen mellem døde og levende.
Nu har jeg selv besøgt både Krakow og Auschwitz-Birkenau, hvilket gjorde at jeg levende kunne forestille mig hele opgøret nede bag granerne i den fjerneste ende. Jeg har også en fornemmelse af hvor stort et område det udspiller sig på, hvilket gjorde bogen enormt levende for mig.
I det hele taget bliver jeg mere og mere fanget af Rikke Schubarts vampyrtrilogi, selv om jeg egentlig ikke troede, det ville være noget for mig.
Sproget er godt, letlæst og fængende. Handlingen er hæsblæsende og underholdende og beskrivelserne er malende uden at være for udpenslende, og så er der frem for alt tempo, tempo, tempo i denne bog.
Nårhja, og en hulens masse blod! ;-)
Jeg glæder mig til slutningen.
Forlag: Valeta
ISBN: 978-87-7157-006-9
Sider: 289
Anmeldereksemplar
Forlag: Valeta
ISBN: 978-87-7157-006-9
Sider: 289
Anmeldereksemplar
Ingen kommentarer:
Send en kommentar