Den vidunderlige kærlighedshistorie - Carl-Johan Vallgren

Hercule Barfuss kommer til verden en stormfuld vinternat på et bordel i Königsberg i 1813, vanskabt i en grad, der gør det vanskeligt at begribe, at han trods feber og umenneskelige smerter formår at klamre sig til livet. Han er også dværg og døv, men i tilgift til sit skrækindjagende ydre udstyret med en usædvanlig evne, der gør ham i stand til at læse folks inderste tanker.

Denne særlige gave bliver hans skæbne, og stemplet som djævlebarn tvinges han på flugt gennem Europa. Men historien om Hercule Barfuss og hans utrolige liv er først og fremmest en fantastisk og gribende kærlighedshistorie, for han glemmer aldrig den pige, Henriette Vogel, der fødtes på bordellet samme nat som han selv.

På trods af deres adskillelse forbliver de to forbundne i en kærlighed så stor og voldsom, at den overvinder alle forhindringer.
YYYYYY

Denne her bog fik jeg i hånden af min fætters kone, som storelskede den, og - som efter at have hørt om min roman Freaks - kunne drage nogle paralleller imellem dem.
Det kunne jeg måske ikke lige helt se, da jeg så titlen på bogen, altså jeg mener ... Den vidunderlige kærlighedshistorie? 
Men der er flere lighedstræk.
Bogen handler om den døvstumme dværg Hercule Barfuss, der bliver født på et bordel i 1813. Ikke alene er han dværg, men han er også vanskabt, så han kun kan bruge armene, har en pukkel på ryggen og ansigtet er vansiret af en voldsom ganespalte. Som modtræk til alle hans fysiske skavanker har han dog fået en evne til ikke kun at læse tanker, men nærmest at krybe ind i sindene på dem han vil.

Samme nat som han selv bliver født, ser også en lille velskabt pige dagens lys. Den lille, yndige Henriette Vogel, og de to børn vokser op sammen, opfostret af glædespigerne på bordelet og dermed isoleret fra den normale hverdag og Hercule bliver dermed forskånet for omverdenens barbariske behandling af dem, der er anderledes.

En dag bliver bordellet lukket ned, børnene bliver skilt fra hinanden og Barfuss ender på en dåreanstalt, hvor han lænkes til væggen. Der må han forblive til en præst forbarmer sig over ham og tager ham med til et kloster.
Derefter går det slag i slag, Hercule skifter konstant tilholdssteder og føler ingen ro nogen steder. Han leder hele Europa igennem efter Henriette, som han elsker så højt, og der som den eneste har kunnet kommunikere med ham på hans måde.

De genfinder sluttelig hinanden, og så vil jeg naturligvis ikke afsløre mere. :-)

Altså ...
Det er en pudsig bog. Jeg kan se at den er kåret som "Vinder af August-prisen for bedste svenske roman" og også at den har fået vanvittigt gode anmeldelser af de forskellige litteraturkritikere.
Men vanen tro er jeg helt ikke enig med litteraturkritikerne.

Den har også noget exceptionelt over sig, det medgiver jeg. Der var passager, jeg simpelthen ikke kunne lægge fra mig, men sproget er for anstrengt, for højtravende. Ofte er det fyldt med fremmedord, som i flere tilfælde er helt unødvendige. Det kan selvfølgelig være oversætteren, men det plejer det nu ikke at være.
Der er nogle smukke vendinger, men det er lidt som om forfatteren prøver alt for hårdt ind i mellem.

Derudover kedede jeg mig usigeligt meget efter at han fandt Henriette og det efterspil, der fulgte. Tit måtte jeg tage mig i at måtte genlæse flere passager fordi mine øjne bare var gledet hen over siden, mens mine tanker var andre steder.

Det er synd, for som sagt ... grundhistorien er virkelig god. Det er en smuk historie mellem de to (selvom man godt nok ikke hører det meget fra Henriettes side, der både for læseren og Hercule nok mere er et smukt glansbillede), men ...

Desværre Heidi, men tak for lån alligevel. :-)

Forlag: Borgen
ISBN: 978-87-210213-82
Sider: 296
Lånt trykt eksemplar