Men jeg, Sigwulf, gjorde det, og dette er min fortælling.
Jeg rejste mig fra træl til fribonde - skønt livet som fribonde med ansvaret for at skaffe føde til alle også kræver hårdt arbejde og et vist held.
Det er også fortællingen om de begivenheder, der fandt sted, da min ven Brand, søn af strobonden Eldgrim, blev stræbt på livet af en af de andre storbønder; hvordan vi sammen flygtede for senere at tage kampen op, hvordan røvere forsøgte at knægte os og hele øen, men ikke mindst historien om, hvordan én gud - min gud, Gnallingstenen - viste sig at være stærkere end alle andre.
Se, denne bog har en setting man ikke ser særlig ofte; nemlig den sene danske stenalder. En tid hvor der ikke var mange hjælpemidler og hvor civilisationen kun lige ses i spiren.
Jeg kan faktisk ikke engang mindes hvornår jeg sidst har læst en bog, der foregik i den periode.
Trællen Sigwulf står i den usædvanlige situation at han bliver frigivet, efter at han har reddet Brand, søn af en storbonde. Men livet i den sene stenalder er ikke nemt, selv om han får et husmandssted at forpagte og trælle under sig, så er der ud over det store ansvar for at skaffe føde til alle, også en blodfejde i gang, som han blandede sig i ved at hjælpe Brand.
Dertil kommer også nogle røvere, der håber at gøre øen til deres faste base for plyndringstogter.
Og så er der Bera ... Brands søster, som er bortlovet til en anden mand.
Alt i alt er der grobund for mange intriger, subhandlinger og følelser, hvilket er også er. Vi følger Sigwulf i kampscener, ser ham udvise handlekraft og virksomhed, når det kommer til at forøge husmandsstedets muligheder og følelser, når den gode Bera er i nærheden.
Gnallingstenen er vel nok Jens Jørgen Hansens første voksenroman. Han er tidligere kendt for sin Legionær-serie med den handlekraftige Marcus og sørøverromanen "De Unge Pirater".
Romanen her er mere ambitiøs og den er fremragende researchet når det kommer til detaljer omkring dagligliv, værktøjer, både mm, nøjagtigt lige som de andre romaner også har båret præg af.
Researchen må bestemt være Jens Jørgen Hansens varemærke, for det er der intet at udsætte på. Han mestrer også den svære balancegang mellem for meget og for lidt info for læseren, for selv om man researcher sig til en masse, er det slet ikke det hele der skal bruges.
Alligevel fejer romanen ikke benene væk under mig, og jeg har svært ved at sætte en finger på hvorfor. Der er masser af action, masser af følelser, masser af heltemod og jeg er da også godt underholdt, men jeg sidder ikke tilbage med en wow-følelse efter endt læsning.
Det kan godt være at jeg er uretfærdig, for jeg kan med min bedste vilje ikke påpege hvor fejlen ligger. Det kan jo også bare være mig, der er blevet svær at imponere, men jeg synes altså der mangler noget gnist.
Måske kunne jeg godt tænke mig at forfatteren blev rystet lidt ud af sin sikre sadel, måske en roman med en grum skurk i hovedrollen eller noget andet, der kunne ruske lidt op i det.
Jeg kan dog stadig fastslå at Jens Jørgen Hansen er en dygtig forfatter, med masser af fremtidige romaner i sig, og jeg er sikker på at de alle nok skal være grundige og velfunderede, men som sagt ... jeg kunne godt ønske mig noget mere fandenivoldskhed.
Jeg har hørt rygter om at Jens Jørgen Hansen lige nu skriver på noget i en helt anden genre, og det kan være at det netop er et sceneskift der skal til.
Tak til forlaget Mellemgård for anmeldereksemplar.
Forlag: Mellemgaard
Sider: 285
Trykt anmeldereksemplar
Ingen kommentarer:
Send en kommentar