onsdag den 30. december 2015

Slavejægeren - Legionæren IX - Jens Jørgen Hansen

Marcus' galej strander på Afrikas kyst, og legionærerne kæmper sig desperat grem gennem ørkenen mod romerske områder. de forfølges af slavejægeren Drusus, som aldrig har fejlet en opgave.

Kokken dræbes under en gladiatorkamp, og Stump og Optio flygter. De har held til at slutte sig til Margus' gruppe, der er nået frem til de romerske linjer.
Glæden er dog kort; dels får de en blandet velkomst på grund af politiske forviklinger, dels står de over for overvældende styrker, ledet af Marcus' gamle dødsfjender Claccus og Claudius, som er ved at gøre sig klar til den afgørende kamp om de vidtstrakte områder.
Og ude i ørkenen lurer Drusus, der altid opfylder sin kontrakt, på sit bytte: dem!



Slavejægeren er 9. og næstsidste bind i serien om legionæren Marcus, som vi har fulgt siden han som ganske ung blev indrullet i den romerske hær.

Siden dengang har han gennemgået mange strabadser men har klaret sig igennem med snarrådighed og gode venner. Og han har været langt omkring, startende med Thrakien mod øst og senere mod Germanien og Brittania, hvor han mødte en ung kvinde, som han forelskede sig i. Siden kom han til Spanien og nu til Nordafrika, hvor han er på flugt fra slavejægeren Drusus.

Som alle de andre bøger er Slavejægeren også godt skrevet. Jens Jørgen Hansen har et godt og meget enkelt sprog, så de yngre historieinteresserede unge let kan gå til historien og blive godt underholdt.

Som voksenlæser må jeg tilstå at det hele bliver lidt for pænt og nysseligt. Der er ikke meget spænding i det længere, når vi ved at Marcus klarer skærene og med garanti vil gense sin elskede Maria i sidste bind, som jeg også har stående på anmelderhylden.
Derfor udebliver spændingen og desværre begynder jeg at kede mig, for jeg har en følelse af at 'nu har jeg fulgt Marcus længe nok', og nu må det gerne snart blive færdigt.

Men jeg er stadig imponeret over den konsistens hele serien har budt på. Jeg har læst størstedelen af dem i serien, og det svinger ikke meget i kvaliteten. Der er konstant farlige situationer som legionærerne skal slippe ud af, og for den unge og knap så kræsne læser kan det sikkert være godt med den sammenhæng og velkendthed, der jo ligger i en længere serie.

Som næste anmelderbog skal jeg i gang med Gnallingstenen af samme forfatter. En enkeltstående bog (tror jeg nok) i en helt anden tidsperiode, så den er jeg spændt på at læse.

Anmeldelserne af de andre i serien kan læses her:
Legionæren I
Legionæren II
Legionæren III
Legionæren VI
Legionæren VII
Legionæren VIII


Tak til Forlaget Mellemgaard for anmeldereksemplar.

Forlag: Mellemgaard
Sider: 163
Anmeldereksemplar

Ingen kommentarer:

Send en kommentar