Træd ind i labyrinten, hvor kun den hurtigste overlever. Mazerunner 1 - Labyrinten er en hæsblæsende og hjernevridende dystopisk fortælling, hvor intet er, som det ser ud.
Da Thomas vågner, kan han ikke huske andet end sit navn. Han er omringet af fremmede drenge, som heller ikke kan huske noget fra før. Hver måned kommer der en ny til Lysningen. Ingen ved hvorfra.
På den anden side af de høje stenmure, der omgiver det lille samfund i Lysningen, er der en uendelig og altid foranderlig labyrint.
Den er drengenes eneste vej ud, men ingen er nogensinde kommet levende igennem den. Om natten lukker porten drengene inde. Og fjenderne ude ...
Det er lidt med vilje at jeg går efter de store blockbustere. Som nævnt tusinde gange før, så har jeg i flere år kun læst lidt skæve anmeldereksemplarer, og nu hvor jeg har opdaget lydbogsmediet, får jeg slugt mange af de bøger, som jeg har hørt om, men hvor jeg aldrig nåede med på bølgen.
Dem er jeg så ved at indhente nu. :-)
Maze Runner har jeg selvfølgelig hørt om, og da jeg så hørte at bl.a. Rosinante ville fjerne deres bøger fra ereolen, måtte jeg hellere skynde mig at tjekke den ud.
Og ... meeeh .... jeg er ikke væltet omkuld må jeg tilstå.
Selvfølgelig er det en interessant idé, men der er bare så mange ting i den, som ikke virker særligt velovervejede. Eller jo ... selve det ydre plot skal nok holde vand, når man når til sidste bog i serien, men jeg synes ikke at personerne virker særligt troværdige i deres handlinger og ræsonnementer.
Thomas har fx kun lige været i Lysningen i ganske få dage, der er flere indicier der peger på at Thomas har skjulte hensigter (hvad han muligvis har eller ikke har, for det kan han ikke huske), han beholder ting skjult for de andre indtil han føler det er fornuftigt at afsløre sig og ... ja, i det hele taget synes jeg ikke at Thomas er en særlig sympatisk eller spændende hovedperson.
Det er lidt forudsigeligt at det hele tiden er ham der klarer skærerne.
Nu er jeg så gået i gang med 2. del af Maze Runner (skyndte mig at downloade den inden Rosinante fjernede den her til nytår ;-)), men 3. del er ikke på lydbog og jeg er ikke sikker på at jeg går glip af så vanvittigt meget.
Jeg kan i øvrigt også godt lide at læse en bog og så se filmatiseringen bagefter. Det er altid spændende at se hvordan andre har visualiseret sig historien i forhold til én selv, og ... ja, suk ... det var godt nok en flad historie. De havde kogt tingene ned (klart nok, når det skal passes ind på to timer), men Thomas er i bøgerne i forvejen en ikke særlig troværdig karakter og i filmen er det da helt håbløst.
Set i forhold til andre filmatiseringer - fx Hunger Games - er det her virkelig dårligt, synes jeg.
Forlag: Høst&Søn - Rosinante
Sider: 380
Lysbog
Ingen kommentarer:
Send en kommentar