onsdag den 9. december 2015

Like had luderen - Johanna Nilsson

Jonna og Gloria på 15 år er bedsteveninder. De er ikke specielt populære, men heller ikke blandt dem, der bliver mobbet.
en dag danser de med skolens lækreste og mest cool fyr til en fest. Han synes, de er helt o.k. - og endda lidt søde.

Det er næsten for godt til at være sandt. Og det viser det sig også at være! Ubehagelige kommentarer dukker pludselig op på Glorias blog og på Facebook oprettes der en "Had luderen"-gruppe om hende.

Gloria bliver så keder af det, at hun begynder at skære i sig selv. Jonna må gøre noget inden det går galt for Gloria, så hun beslutter sig at gøre gengæld, for på nettet kan alting ske.

"Like had luderen" er en ungdomsroman om internetmobning, om, hvor hurtigt rygter kan sættes i gang og spredes, og om, hvordan bødlen pludselig kan blive offer - og omvendt.


Det her er en pudsig bog. Jeg hadede begyndelsen. Jeg hørte ti minutter af den, og tænkte at det her magtede jeg ikke, selv om det var en kort bog på kun 5 timer.
Så nævnte Gloria noget om at skære sig selv, og da jeg lige har skrevet en bog om cutting, højnedes min interesse lige et øjeblik, men da jeg havde hørt 10 minutter besluttede jeg mig for at det gad jeg ikke bruge min tid på.

Jeg var faktisk gået i gang med et indlæg om den her på bloggen og ville have føjet den til de ufuldendte, da jeg opdagede nogle anmeldelser, hvor folk var ellevilde med bogen.
Det var jeg noget forbløffet over må jeg sige, men da jeg læste anmeldelser hvor anmelderne var teenager, besluttede jeg mig til at prøve at gennemstå den.
Jeg skriver trods alt til unge selv, så hvis de elsker noget, må jeg da også hellere kigge med.

Og det viste sig at være en rigtig god idé. For der var virkelig noget kød på den bog her på trods af dens ringe størrelse.

For lige at vende tilbage til hvorfor jeg var ved at opgive efter både 10 og 20 minutter, var at forfatteren havde valgt en meget opremsende stil. Forfatteren har måske ment at det var nødvendigt med opremsning af ALT for at få os beskrevet ind i historien, men ih guder hvor var det trøstesløst at høre på.
Det KAN også skyldes oplæseren, hvilket man skal passe på med ikke at dømme en bog på. En dårlig oplæser kan gøre en udmærket bog ganske utålelig, og det her var altså ikke på toppen.

Bogen er delt op i tre dele. Vi starter med Jonna, som er veninde med Gloria. De er begge intelligente piger, som ikke ligger nederst på rangstigen, men ikke langt derfra. Gloria er vild med Robin, skolens absolut lækreste fyr.
Da de ved et tifælde ender til en fest sammen med Robin, der pludselig bemærker de to piger, især Gloria.
Der sker så nogle ting til festen, og Robin ender med at lave en "Had luderen" Facebookside, hvor han uploader nogle ikke-så-flatterende billeder.

Midterste del af bogen handler om Robin, hvor vi får hans baggrunds historie, og hvordan hans facebookside giver bagslag på en måde han ikke lige havde forventet.

Og tredje del handler så om Gloria og hvad hun udvikler sig til efter hele oplevelsen her.

Som sagt ... i starten var jeg overhovedet ikke tiltalt af bogen. Dens opremsende stil irriterede mig voldsomt, men efterhånden så blev det bedre og bedre.
Og til sidst var jeg meget opslugt af bogen.

Internetmobning er et enormt vigtigt emne, og også et emne, jeg gerne vil behandle i en kommende bog, så derfor vil jeg gerne videregive forfatterens råd (frit citeret efter min hullede hukommelse):

Vi skal ikke redde verden, det er problemstillingerne for komplekse til, men vi kan starte med at sprede venlighed og tolerance ud over alle de kommentarfelter vi kan komme til.

Og DET er vigtigt!

Forlag: Alvilda
Sider: 201
Lydbog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar