Den velansete London-læge Dr. Macfarlane ankommer til en kro i Debenham for at tilse en gæst. På kroen sidder som altid fire drikkebrødre, en af de fire, Fettes, bliver ved synet af doktoren både ædru og ligbleg. De deler en grufuld hemmelighed fra deres ungdomstid som lægeassistenter ved det anatomiske institut ved universitetet i Edinburgh. Et institut, der altid manglede emner at dissekere ...
"Ligrøverne" (The Body Snatcher) blev første gang offentliggjort i avisen The Pall Mall i 1884, som gjorde reklame for den med plakater så gruopvækkende, at politiet forbød dem. Historien foreligger nu for første gang i uforkortet udgave på dansk og i Peter Mouritzens oversættelse.
Det er en dunkel fortælling fra horrorgenrens begyndelse.
YYYYYY
Det er lidt pudsigt, da jeg selv skrev "Freaks" og i starten koncentrerede mig om ligrøver-delen, stødte jeg også på historierne om Hare & Burke, som var notoriske resurrectionist (genopstandelsesmænd, altså en pæn omskrivning af ligrøvere), og deres virke i Edinburgh og omegn i starten af 1800-tallet.
Men jeg fandt faktisk aldrig ud af at denne novelle fra Robert Louis Stevenson fandtes. Ikke at jeg som sådan kunne bruge det som kildemateriale, men det er litteratur skrevet i samme århundrede som den min historie foregår i, så hele stemningen kunne jeg godt havde ladet mig inspirere af.
Heldigvis fandt jeg så ikke noget i denne her, som konflikter med "Freaks", så ... pyha. :-)
Novellen har Fettes, en afdanket tidligere lægestuderende (vi får aldrig at vide om han egentlig bestod lægeeksamen) som hovedperson. Da Dr. Macfarlane dukker op i kroen, reagerer Fettes voldsomt og deres fælles ungdomshemmelighed bliver snart afsløret.
En hemmelig der består i deres handlinger i forbindelse med at skaffe dissektionsobjekter til universitet, de moralske kvaler ved ligrøveri og mistanken, da ligene af og til ser lige vel friske ud.
Historien kulminerer med at de i fællesskab drager ud til en nylig begravet bondekone, men turen ender slet ikke som de havde regnet med.
Der er altså noget ved det engelske 1800 tal, der bare er tiltalende selv om jeg personligt ville have betakket mig for at have levet på den tid. Om det skyldes for mange romantiserede film og bøger, ved jeg ikke, men jeg kan godt forestille mig at jeg en anden gang får henlagt en historie til den tid.
Forlag: Jensen & Dalgaard
ISBN: 978-87-7151-004-1
Sider: 61
Biblioteksbog
Ingen kommentarer:
Send en kommentar