Engang for længe siden, for mange hundrede år siden, gik den onde Tengel ud i ødemarken for at sælge sin sjæl til Djævelen. Han blev stamfader til Isfolket.
Tengel blev lovet magt og rigdom mod at en af hans efterkommere i hver generation skulle tjene Djævelen og udføre onde gerninger. Deres særkende skulle være gule katteøjne, og de skulle besidde magiske kræfter. Og en dag ville en person med den største overnaturlige kraft nogensinde fødes.
Forbandelsen ville ikke blive ophævet, før den plads blev fundet, hvor Tengel havde begravet den gryde, hvori han tilberedte den heksebryg, som hidkaldte Djævelen.
Sådan lyder legenden.
Der er ingen, der ved, om det er sandt.
Men i det 16. århundrede blev et forbandet barn af Isfolket født. Han prøvede at vende det onde til det gode, og derfor blev han kaldt den gode Tengel.
Denne saga handler om hans familie. Eller måske handler den først og fremmest om kvinderne i hans familie.
Sådan starter sagaen om Isfolket. En saga på 47 bøger, som jeg har læst 8 gange før.
Jeps, det er overdrevet, men der er noget ved denne saga, som giver én lyst til at vende tilbage gang på gang. Den har umotiverede synsvinkelskift, bærer præg af at være skrevet af en ugebladsforfatter med dertilhørende galoperende tillægsordsmisbrug og overdreven pladderromantik, men ... man bærer over med det. I denne her henseende elsker jeg det bare. :-)
Den er helt igennem utrolig, og giver mig lyst til at skrive hver gang jeg læser den.
Troldbunden er første del af sagaen og handler om Silje, der en skæbnesvanger nat i 1600 tallet går rundt i Trondhjems pestramte gader. Hun finder en lille pige, der ligger og græder ved moderens lig og et helt nyfødt spædbarn, der er blevet lagt ud i skoven for at dø. 16 år og alene i verden, tager Silje børnene med sig, og dér i skoven, møder hun Tengel for første gang.
Hun hjælper ham ved at befri én anden af Isfolket, og han fører hende tilgengæld til Benedikts gård, hvor hun får lov til at bo med børnene.
Men kun indtil Benedikts slægtning kommer og gør livet surt for dem alle, og ikke mindst Silje.
Silje bliver nødt til at flygte, da Benedikts slægtning anklager hende for heksemageri på baggrund af at hun er blevet set sammen med Tengel, og Tengel tager hende med sig til Isfolkets dal i Utgårdsfjeldene.
Silje og Tengel drages (naturligvis) af hinanden, og på trods af hans modstand mod at ville tage sig en kone og sætte børn i verden (et særkende ved forbandelsen er skarpe, spidse skuldre, der tager livet af deres mødre), ender de med at trodse faren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar