Den trettende fortælling - Diane Setterfield

Margaret Lea elsker bøger og arbejder i sin fars antikvariat. En dag modtager hun et brev fra en af Englands førende forfattere, Vida Vinter, som vil have Margaret til at skrive sin livshistorie.

Vida har altid levet en meget tilbagetrukket tilværelse og har altid skjult sig bag farverige og opdigtede historier, men nu hvor hun er døende, har hun besluttet sig for én gang for alle, at fortælle historien om sit fantastiske liv. Med en vis nervøsitet rejser Margaret til Yorkshire for at møde Vida, som går i gang med en forunderlig fortælling om et gammelt, engelsk landsted, en ødelæggende brand, et sæt tvillingepiger, et par excentriske forældre, en guvernante og et spøgelse.

Men Margaret stoler ikke helhjertet på Vidas beretning. Hun beslutter sig for at tjekke op på historien og finder hurtigt ud af at der er noget, der ikke stemmer.

Den trettende fortælling er en atmosfærefyldt kærlighedserklæring til den gode historie.

Jeg storelsker den her bog. Det er godt nok længe siden jeg læste den sidste gang. Før 2009, for den figurerer ikke på den her blog, men når jeg tænkte på den var det altid med en varm, sørgmodig og alligevel livsbekræftende fornemmelse.
Så stødte jeg tilfældigvis på den på Mofibo, og så måtte jeg jo genhøre den.

Og den holder stadigvæk. Hele bogen emmer af engelske landssteder i 1800 tallet, bøger, kærlighed til bøger, dystre familiehemmeligheder og mere kærlighed til det skrevne ord.
Enhver bibliofil burde læse den her bog. :-)

Der er mange vidunderlige passager i bogen, men den som jeg allerbedst kan lide og som jeg synes repræsenterer bogen bedst er en passage, hvor Vida Vinter fortæller om sit forfatterskab;

Mit arbejdsværelse myldrer med figurer, der venter på, at jeg skriver om dem. Fiktive mennesker, der er ivrige efter at få liv, hiver mig i ærmet og råber: 'Nu er det min tur! Kom nu! Nu er det mig!' Jeg er nødt til at vælge. Og når jeg først har valgt, ligger de andre underdrejet i de ti-tolv måneder, der går, før jeg har afsluttet en historie, og så begynder larmen forfra.
Og alligevel har jeg i alle de år, jeg har siddet og skrevet, jævnligt kigget op fra papiret - når et kapitel er færdigt, i et stille eftertænksomt øjeblik efter en dødsscene, eller nogle gange blot når jeg søger efter det rette ord - og har fået øje på et ansigt omme bag alle de andre. Et velkendt ansigt. Bleg teint, rødt hår, et fast grønt blik.
Jeg ved lige nøjagtig hvem hun er, og alligevel bliver jeg altid overrasket over at se hende. Det lykkedes hende hver gang at overrumple mig. Ofte ser hun ud, som om hun skal til at sige noget, men i de sidste årtier har hun været for langt borte til, at jeg har kunnet høre hende, og i øvrigt har jeg taget øjnene til mig, og ladet som om jeg ikke har set hende, straks jeg er blevet klar over, at hun var der.
Hun er aldrig rigtig blevet taget til nåde.
Årene er gået. Mine bøger står i stigende antal rundt om på boghandlernes hylder, og som følge deraf er det tyndet ud i de figurer, der svæver rundt i mit arbejdsværelse. For hver ny bog jeg har skrevet, er stemmernes pludren blevet lavere og fornemmelsen af trængsel i mit hoved aftaget. Antallet af ansigter, der vil have min opmærksomhed, er bleet mindre og mindre, og som altid har hun stået der bagest i gruppen, men er dog for hver ny bog kommet tættere og tættere på.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med den her bog, læste jeg den selv, men denne gang hørte jeg den som lydbog, og jeg vil sige at oplæseren gjorde det rigtig godt. Hun formåede at fange stemningen og melankolien i bogen.
Det eneste der drev mig en smule til vanvid var at oplæseren havde en virkelig pudsig udtale af ordet 'spøgelse'. Det lød lidt som 'spøogelse', og da ordet 'spøgelse' virkelig bliver brugt mange gange, fik det mig til at skære tænder til sidst, må jeg tilstå.

Men bortset fra det ... læs den! Lyt til den! Det er en skøn bog.

Forlag Aschehoug
ISBN: 978-87-03-02585-8
Sider: 414
Medie: Lydbog