Katrine flytter til København for at komme væk fra det hele; mor, far, landsbyen, sladderen og voldtægten.
Men hun har ikke boet længe i København, før en mand dukker op i mørket neden for hendes vindue.
Det er ham. Det er hun sikker på. Voldtægtsmanden.
Mareridtet er kun lige begyndt.
Denne bog er en personlig skildring af tiden op til og under den meget medieomtalte sag om forfølgelse af et voldtægtsoffer på Wagnerkollegiet i København.
Fortalt af en ung kvinde, der havde hele forløbet tæt inde på livet.
Puha, jeg er RET sikker på at den her bog kommer til at sidde i mig et stykke tid. Nok fordi dele af bogen kommer temmelig tæt på egne oplevelser, og historien derfor gravede sig et godt stykke ind under min hud.
Katrine er flygtet til København. Hjemme i Jylland er der i hvert fald ikke noget for hende, ikke efter voldtægten, sladderen og mistroen.
Men er København så meget bedre? Der går i hvert fald ikke længe før der står en mand neden for hendes vindue og kigger op på hende. Og han nærmer sig ... besøg i vaskekælderen, i opgangen og billeder fra hendes færden uden for kollegiet.
Katrine - der virker som den meget tilbageholdende type - bliver veninde med Martha, en frembrusende engelsk-studerende, der taler før hun taler, altid har en vittighed klar og er glad for fest og farver.
Men også Martha bliver udsat for stalkeren og som læser vender man siderne hurtigere og hurtigere i takt med at tingene spidser til.
Og så ... når man når til de sidste sider, bliver historien pludselig vendt på hovedet og giver en helt anden slutning end man forventer. En slutning der gør at man gennemgår hele bogen i hovedet for at tænke over hvilke tegn man har overset undervejs.
Jeg håber ikke jeg afslører for meget ved at sige at Katrine - dengang hjemme i Jylland - trak anmeldelsen om voldtægt tilbage, fordi folk ikke troede hende. Fordi det var en daterape og hun selv gik med noget af vejen.
Så var det jo hendes egen skyld, ikke? Også selv om fyren havde et blakket ry i forvejen, så kunne hun jo bare have ladet være. Ikke?
Og det her thriller-delen kommer ind for mig, for det her er ikke bare for sjov. Der foregår daterapes temmelig tit og ingen ved hvor mange (eller man skulle snarere sige; hvor få) af dem, der bliver anmeldt.
Tværtimod oplever mange voldtægtsofre at blive mistænkeliggjort af både politi og omgangskreds, ud over de følelser offeret i forvejen må lide under.
Hvis offeret derefter vælger at trække anmeldelsen tilbage, rejses der automatisk en sigtelse med en anklage for "falsk voldtægtsanklage".
Det er jo så himmelrykt forkert, at det skriger til himlen.
Og det er jo så det, der gør at Katrine ikke anmelder sin stalker. Hendes tidligere oplevelser med politiet og deres såen tvivl om hendes troværdighed gør, at hun ikke tør anmelde stalkeren.
En anden ting der fascinerer mig ved bogen er at der altid er flere versioner af sandheden. Hvilket er væsentligt ikke bare i forhold til de "falske/rigtige" voldtægtsanmeldelser, men også generelt.
Man siger at alle sager har 3 sider: Din, min og sandheden, og her bliver man virkelig sat på en prøve, for ER det nu også sandheden man får forklaret undervejs, eller er det det, der fremkommer på de sidste sider?
Hvordan kan man være sikker på hvad der er sandheden?
Præcis som ved daterapes. Hvem har ret? Var kvinden selv med på det? Faldt ordet "nej" for sent til at manden opfattede det som et reelt "nej"?
Og netop derfor anmeldes daterapes kun sjældent. Hvordan skal man kunne bevisføre den slags?
Katrine er en letlæst og kort roman på kun 148 sider. Men det skal man ikke lade sig narre af, det er ofte de korte bøger, der giver én noget at tænke over, og det gør Katrine i hvert fald.
Især på grund af tvetydigheden, der får én til at tænke over at der altid er flere versioner af sandheden og den virkelighed vi hver især opfatter. Både i det daglige, men også i krisesituationer.
Tak til Forlaget 2 Feet Entertainment for anmeldereksemplar.
Forlag: 2 Feet Entertainment
ISBN: 978-87-7994-125-0
Sider: 148
Medie: Trykt form
Ingen kommentarer:
Send en kommentar