Som 23-årig forlader Ruth Saunders sit barndomshjem i Massachusetts for at prøve lykken i den berømte filmby.
Med sig har hun sin gamle bedstemor på slæb og et håb om en dag at blive en succesfuld manuskriptforfatter.
Seks år senere lykkes det endelig, da Ruth skal køre et show på TV. Men indenfor Hollywood-kulissen venter en virkelighed, som langtfra er så lyserød, som hun havde forestillet sig.
Det næstbedste er en historie om at elske og miste i et land, hvor drømme går i opfyldelse.
Faktisk ville jeg kun have givet denne bog to hjerter, men den sneg sig alligevel op på tre i sidste ende.
Romanen handler om Ruth, der som treårig mister sine forældre i en tragisk bilulykke. Og ikke nok med det, hun bliver selv så skadet og vansiret at hun - på trods af endeløse serier af operationer - stadig er skæmmet og synligt skadet i den ene side af ansigtet.
I de endeløse timer i hospitalssengen var fjernsynet hendes bedste ven og trøst, og derfor er det hendes brændende ønske at arbejde med TV-mediet.
Bedstemoren, som har taget sig af hende siden forældrenes død, støtter hende og rejser med hende til Hollywood.
Men én ting er at få arbejde og success i en by, der er overrendt af tusindvis af andre håbefulde skuespillere, forfattere mm, og når man så oven i købet ser anderledes ud i en verden fuld af perfektionisme bliver det selvfølgelig ikke nemmere.
Det var egentlig på grund af forfatterdelen i det her, at jeg fik downloadet denne bog. Jeg gik stadig og ventede på at jeg måtte låne "Urværksprinsen" fra ereolen, og skulle vælge en fra "Ekstra listen". Og det blev så denne.
Jeg var også RET tæt på at opgive den cirka midtvejs, for selv om forfatterens flow er godt og historien både er sød og interessant, så var jeg simpelthen ved at kvæles i for det første beskrivelserne og for det andet ... tidsspringene.
Det kan godt være at det er en erhvervsskade, men i mit skrivenetværk er flashbacks næsten bandlyste. I hvert fald skal de begrænses. Denne forfatter ... går all in med dem. Du godeste.
Man læser om en situation i nutiden, så tænker HP på et eller andet så man får et flashback, og i det minde er der så endnu et flashback, nogle gange også et "flash forward" og af og til tilbage igen, før det vender tilbage til nutiden.
Det var ved at drive mig til vanvid!!
Det var så kun i starten af bogen og det var vel for at få fortalt forhistorien med Ruth og hele hendes sørgelige historie med hospitalsindlæggelserne. Den er også vigtig, for det er der vi hører om hendes forkærlighed for TV og forstår hendes ønske om at se en TV-serie med almindelige mennesker.
Sååeh ... jeg endte med at "læse" (lytte) videre og så endte den faktisk med at være både underholdende og interessant.
Det interessante for den erhvervsskadede er selvfølgelig at et TV-manuskript (såfremt romanen bare nogenlunde er realistisk) godt nok bliver udsat for noget af en vridemaskine. Det man starter med at skrive er ofte slet ikke det, der bliver slutproduktet og man må godt nok gå på kompromis med sine egne ønsker og ideer.
Nu er jeg normalt ikke selv den mest krakilske forfatter og godtager de fleste ændringer (medmindre de er totalt tåbelige selvklart. ;-)), men hvis forlagene arbejdede på den måde, ville jeg aldrig få udgivet noget. Det ville jeg simpelthen ikke kunne stå inde for.
Jeg håber at det er lidt karikeret OG at det er fordi det er Amerika. Jeg håber virkelig ikke at danske TV-seriers forfattere gennemgår det samme. Ellers har de min allerdybeste sympati!
Forlag: Turbulenz
ISBN: 978-87-929106-08
Sider: 414
Medie: Lydbog - 13 timer og 53 minutter - Oplæser: Randi Winther
Ingen kommentarer:
Send en kommentar