En heldig mand - Michael J Fox

Som de fleste ved er Michael J Fox en amerikansk skuespiller, der i en tidlig alder fik konstateret Parkinsons.

Det er en relativt underholdende bog (så underholdende den nu kan blive, når en ung person bliver syg), da det er Michael J Fox, der har skrevet bogen, og hans humor skinner igennem. Den virker meget ægte, og det er formentlig netop fordi den er skrevet af en ”ikke-forfatter/journalist”.

Puha, bare sådan noget altid ville ramme naboen og ikke én selv…

Duma Key - Stephen King

Hvor jeg dog forguder den mand! Hvor er det dog fantastisk at man kan skrive 630 sider, hvoraf det faktisk først er den sidste halvdel, der virkelig er gysende og hvor det splattede kun udgør måske 20 sider i alt.

Synd at han altid skal skydes i skoene, at han kun skriver splatter-romaner, for hans bøger er meget mere end det.

Især er hans personkarakteristikker aldeles fremragende. Kunne jeg skrive bare kvart så godt som ham, ville jeg være lykkelig!

Hvad bogen handler om? Læs den selv!

Jeg er i hvert fald næsten trist over at bogen allerede er slut.

Ulvens Folk - Michael Gear & Kathleen O'Neal

Bagpå står der: "Er du vild med Hulebjørnens Klan, kan Ulvens Folk varmt anbefales. - Ugebladet Søndag."

Hmm ... tja ... den når ikke Jordens Børn til sokkeholderne, og som jeg sagde til min mor, som jeg lånte den af (håber ikke hun læser med her, for hun har ikke selv læst dem endnu), så var det såmænd nok uklogt at begynde på dem, så kort efter Jordens Børn.

Ok, det er vel storslået. Der er mange gode beskrivelser, og man anfægter ikke på nogen måde den måde personerne er skildret på. Deres research er helt sikkert i orden, men puha, hvor er det bare trøstesløst det hele. Der er sgu ikke meget venlighed i den bog, og den kærlighed der er, er uigengældt.

Den er ikke helt så deprimerende som Jordens Søjler, men det snerper godt nok derhenad.

Atlantis - Stephen King

Det her er ikke en af Kings bedste bøger, men så vidt jeg husker er det også den første efter hans ulykke. Der er mange henvisninger til hans fantasyepos ”Det Mørke Tårn” (som jeg også snart skal have genlæst og læst færdig), så udenforstående vil nok ikke forstå meget af det, der foregår især i den første af novellerne.

Hvad der dog slår mig er igen de kærligt nostalgiske tilbageblik til Amerika i 50’erne. Det føles som en tid, hvor alt kan ske.

Gad vide om det også var sådan i Danmark dengang? Eller om det kun er i amerikanske bøger?

Fluernes Herre - William Golding

Efter at have læst Stephen Kings ”Atlantis” hvor der var rigtig mange henvisninger til ”Fluernes Herre”, måtte jeg lige tage den frem fra mine hylder. Og jeg forstår hvorfor jeg ikke har læst i den i over 14 år. Det er en modbydelig historie, og man gruer for at almindelige drenge ville udvikle sig sådan i en tilsvarende situation.

Bare tanken om de her børn alene på en øde ø, og hvad der kunne have været sket, hvis ikke de til sidst blev reddet ...

Jens Langkniv - Jeppe Aakjær

Det er lidt utaknemmeligt at komme efter noget, som læseren har været vildt forgabt i. Ok, jeg har læst denne IMENS jeg læste ”Jordens Børn”, men sproget er lidt tungt for mig. Ikke forbavsende, da den oprindeligt er fra 1915.

Og jeg ville nok aldrig have læst den, havde det ikke været for en veninde, der har en ... hmmm ... vis fascination af Jens Langkniv.

Den handler om den jyske folkehelt Jens Langkniv, der kommer på kant med loven, da hans gamle mor mistænkes for at være heks. Derpå får han oprejsning under Trediveårskrigen, da folk tyr til ham mod besættelsesmagten, han vil derpå påbegynde et almindeligt liv, men hans udkårne forlader ham. Derpå forfalder han igen til røvergerningen.

Man har virkelig ondt af ham, for han kan ikke handle anderledes end han gør, især byder hans stolthed ham nogle ting, som han måske godt kunne være foruden.

Men jeg her glad for at have læst den, for dansk historie og danske sagn har jeg egentlig ikke læst så meget om, så det er vist på høje tid.

Skygger i natten - Whitley Strieber

Dette var også en genlæsning. Jeg har læst den tidligere og har haft den på hylden i årevis. Så havde gemalen efterladt den ude på badeværelset, og så måtte jeg jo lige igennem den. :-)

Bogen er baseret på en teori om at varulve er virkelige og har eksisteret sideløbende med mennesket, men har formået at holde sig skjult i kraft af deres overlegne intelligens.

Normalt udser de sig svage og enlige mennesker, som deres bytte, men da de så angriber to politibetjente, er det knap så anonymt.

Figurerne er noget pappede og man føler egentlig ikke rigtigt noget for dem, personskildringen er noget klichéagtig, men historien er udmærket.

Det er dog en interessant tanke (om end liiige utrolig nok), hvis varulvene skulle have eksisteret sideløbende med os mennesker. Desværre er der nok ikke plads i denne verden til flere uopdagede arter (med mindre vi snakker fisk eller insekter), hvilket jo er synd. Nogle gange finder jeg det trist at tænke på at der snart ikke findes pletter på denne jord, der ikke er blevet betrådt af mennesker.

Rejsen over stepperne - Jean M Auel

Hold da op. Om det skyldes at jeg ikke selv får skrevet en skid for tiden, eller om det er bogen, ved jeg ikke, men jeg fløj bare igennem ”Rejsen over Stepperne”. Ok, det skyldes jo nok også at Auel har en meget stor forkærlighed for at pensle alt ud, blandt andet naturbeskrivelser, fødevarebeskrivelser og ikke mindst sexscener, og der har jeg nok en mani med at skimme lidt let hen over teksten.
Ayla og Jondalar er her på vandring mod Jondalars hjem, hvor de håber på at de kan grundlægge en arne og der få børn og slå sig til ro. De møder flere mennesker på deres vej, både venlige og uvenlige, oplever den storslåede istidsnatur og møder også fladskaller, Aylas oprindelige folk.

Nu går det endda meget let for Ayla her. Hun er i stand til at opfinde næsten lige hvad det skal være og heldet er trods alt med hende under hendes strabadser.

Det får mig ofte til at tænke på alle de ting vi tager forgivet. Bare det at tage en liter mælk ud fra køleskabet har krævet utallige opfindelser lige fra elektriciteten til at malke en ko. Mennesket er utroligt iderigt og nyskabende, men er alle vores nyskabelser og opfindelser ikke bare den uundgåelige vej mod enden? Hvor langt kan vore hjerner bringe os? Men gad vide om vi i sidste ende ville være have været bedre stedt med at blive hvor vi var?

Om at skrive - Stephen King

Læst igen og en million gange før. Denne gang – lige som de fleste andre – fandt jeg den frem, fordi jeg selv er i et skrivemæssigt hul, som jeg tilsyneladende har svært ved at komme op af.

Som sædvanlig gav han mig lidt inspiration. Denne gang var det rådet ”Skriv om det du ved!”, og hans ord om glæden ved at skrive.

Jeg har været i et hul i længere tid. Jeg blev gravid samtidig med at jeg vandt eventyrkontrakten. Det vil sige hormoner og ammehjerne var samtidig med en kontraktbunden aftale om nogle eventyr, som jeg vel ret beset ikke havde voldsom lyst til at skrive. Og da jeg var på kontrakt, ødelagde min dårlige samvittighed det for mig, hver gang jeg forsøgte at skrive på noget jeg vitterligt havde lyst til.

Så kom der et enormt projekt på arbejdet, der i sidste ende gav mig et stresskollaps. Plus selvfølgelig en nu toårig, der jo kræver en del.

Jeg har indset at jeg med mit skriveri skal ”back to basics”. Jeg skal genfinde glæden ved at skrive, for alt det jeg skriver er måske teknisk set ok, men det er ikke levende længere. Eller … det føler jeg i hvert fald ikke.

Nu går det så lidt fremad. Jeg skrev for et par dage siden en lille novelle på kun 4 sider, godt nok over et emne, jeg ikke rigtig brød mig om, men den gled langt nemmere end andet jeg længe har forsøgt.

Besat - Peter James

En psykologisk gyser, står der på forsiden, og det kan man vel også kalde den. Den er skrevet i firserne og det lyser sjovt nok ud af den.

Den handler om kvinde, hvis tyveårige søn omkommer i en bilulykke. Dette – hvor tragisk det end er – bliver faktisk værre, da Fabian (sønnen) ikke helt vil slippe jordelivet.

Det der vel nok er det mest uhyggelige ved bogen er at den er skrevet ud fra autentiske oplevelser fra forfatterens side, og det er sådan noget vi helst ikke vil tænke på.

Vi kan beskytte vores børn og os selv mod forskellige jordnære ting, men ånder … hvad fanden stiller man lige op mod dem, hvis de vælger at dukke op på matriklen?

Mammutjægerne - Jean M Auel

Fortsættelsen af serien ”Jordens Børn” hvor Ayla og Jondalar kommer til Løvelejren. Her møder Ayla for første gang mennesker fra de fremmede, som hun selv stammer fra. Men her møder hun også fordommene mod fladskallerne, som hun er vokset op hos, og kæmper en evig kamp for at nedkæmpe fordommene og blive anerkendt. Samtidig trækker Jondalar sig væk fra hende, for han vil give hende lov til at vælge, om hun ønsker ham eller den mørke Ranec, der også bejler til hende.
Som jeg har nævnt tidligere, så var jeg formentlig ikke klar til at læse bøgerne, da jeg læste dem første gang, for nu nyder jeg dem meget mere. Jeg skimmer endda ikke så meget, som forventet, selv om hendes natur- og sexscener er ret så detaljerede.

Nu hvor jeg selv er i gang med en istidshistorie er al hendes detaljer jo rigtig vigtige for mig, men man kan sige at rent skønlitterært er det måske lige rigeligt.

Men fremragende stadigvæk. Jeg har allerede kastet mig over den næste i serien: Rejsen over stepperne.

Folket i klippehulerne - Jean M Auel

Indtil videre er dette det femte og sidste bind i serien ”Jordens Børn”, hvor Ayla og Jondalar endelig vender tilbage til Jondalars folk, Zelandonierne.

Og jeg er ganske bjergtaget. Om det skyldes ydre omstændigheder, mit eget sindelag eller det faktum at det bare er nogle fantastiske bøger ved jeg ikke, men jeg var rigtig ked af at jeg var nået til vejs ende.

Kender I det? Man drives igennem hele bogen/bøgerne, og alligevel vil man ikke have det skal ende, så man prøver krampagtigt at få de sidste sider til at strække.

Jeg blev glædeligt overrasket ved fornemmelsen af at der nok kommer en bog mere i serien (ret fantastisk at få én kvindes liv til at fylde flere tusind sider), men hvad opdager jeg? At der gik 14 år mellem de to sidste bøger. Åh gud, der er længe til den næste så ….

Mysteriet på Sydhavsøen - Hans Martin

Dette er også en af de bøger, som jeg har anskaffet mig ved loppemarkedsshopping. Guderne skal vide hvorfor.

Den er nok meget typisk for tiden. Var det ikke i 60’erne at der kom gang i alle eventyr- og opdagelsesromanerne, eller ligger det før?

Romanen handler en hollænder, der rejser ud for at missionere på Borneo. Ved et tilfælde støder han på en historie om en menneskeabe, der skulle leve på en afsides liggende ø. Selvfølgelig skal hollænderen og hans makker slæbe det her stakkels væsen med tilbage til Holland, hvor den skal udstilles og dermed tjene penge til dem.

Det ender jo som det MÅ ende, abemennesket tager nogle menneskelige egenskaber til sig, uden at ane hvad den skal bruge dem til, og til sidst forfalder den til druk og den omkommer.

Tja … jeg kom ret hurtigt gennem bogen, så den må jo alligevel have fænget. Men hvor var det modbydeligt at tænke på at man bare for 100-200 år siden udstillede folk og sågar børn, der havde deformiteter af forskellig art. Fx Elefantmanden og andre uheldigt stillede. Tænk, hvad disse stakkels mennesker har gennemgået. Deres følelser i det, de har siddet på den ene side af tremmerne, mens folk har grinet og gyst, slået dem og prikket til dem. Hvad har disse mennesker dog ikke følt? Hvilke liv har de haft? Hvordan kan man overleve den slags?

Forsiden var så total umulig at genskaffe, så I må nøjes med et palmebillede, bare for at smage stemningen. :-)

Hestenes dal - Jean M Auel

Dette er så anden del i serien af ”Jordens Børn”, og jeg må sige at jeg bliver mere og mere betaget. Jeg læste serien sidst i midt halvfemserne, men der har jeg tydeligvis ikke været klar til dem. Måske skulle jeg bare selv blive voksen.

Hendes ensomhed i denne bog, efter hun er blevet forstødt fra sin neandertaler-klan, og hun må begive sig på vandring går ind under huden på én. Man glæder sig med hende, da hun tager det moderløse føl til sig, og derfor nemmere kan bære ensomheden.

Da der pludselig dukker en mand op fra hendes eget folk, føler man hendes angst over pludselig igen at skulle blive ladt alene tilbage, nu hvor hun har smagt på fællesskabets glæder.

Nu har jeg heldigvis aldrig selv følt ensomheden, jeg har et godt og solidt netværk og er omgivet af mennesker, der elsker mig, og som jeg også elsker.

Hvilket vi i øvrigt nok glemmer at fortælle hinanden. Når jeg tænker på hvilke skæbner, der er omgiver os – ikke bare ude i den store verden – men bare her i Danmark, så priser jeg mig dybt lykkelig over min tilværelse. Det må jeg huske at fortælle min mor i morgen. :-)

Et nyt liv - Anne River Siddons

Den handler om en midaldrende kvinde, der pludselig må se sig forladt af sin mand. Denne har naturligvis en affære med en yngre kvinde, og da børnene er flyttet hjemmefra, føler hun sig pludselig meget alene. Hele hendes livsgrundlag, som gik ud på at tage vare på andre, blev revet væk under fødderne på hende, og nu står hun og aner ikke hvad hun skal gøre.
Og det kommer der selvfølgelig en historie ud af.

Det er en lidt pudsig bog denne her. På den ene side er bogen dræbende ordinær, ok hun farer godt nok ikke ud og finder en ny kærlighed, men stadigvæk … Og på den anden side, så fanger den bare. Om det er sproget, som egentlig er ganske nemt tilgængeligt og tilpas malerisk …? Eller er det fordi det lykkedes kvinden her at skabe sig et nyt liv ud fra de ruinbrokker, der lå tilbage?

Der er i hvert fald en varme i bogen, som tiltaler mig, også selv om den irriterede mig visse steder.

Pudsigt nok har jeg svært ved at blive fanget af andre bøger efter denne? Så noget i smagen må være blevet hængende og kræve en fortsættelse …

Hulebjørnens Klan - Jean M Auel

Det er nu tredje gang jeg læser denne bog. Første gang var for 18 år siden, og da var jeg vist ikke helt klar til alle naturbeskrivelserne. Denne gang glider de bedre ned, formentlig også fordi jeg selv er i gang med en istidshistorie, og der er Auels bøger jo uvurderlig research. Hun har virkelig studeret sit stof grundigt, og jeg mener også at have hørt at det tog hende mange, mange år, at gøre det.
For dem, der ikke kender Auel (findes der nogen?) kan det kort fortælles at hun er forfatter til mastodont-serien ”Jordens Børn”, hvoraf ”Hulebjørnens Klan” er den første i serien.

Den foregår for 30-35.000 år siden under den sidste istid, og under et jordskælv mister den kun femårige Ayla hele sin familie. Afkræftet af sult og alvorligt såret af en huleløve, bliver hun fundet af en klan af neandertalere, der noget modvilligt tager hende til sig. Ayla er nemlig af stammen homo sapiens og ligner slet ikke de andre.

Romanen handler så om hendes barndom og ungdom, hvor hun forsøger at tilpasse sig klanens sæder og skikke, mens hun selv er så fundamentalt anderledes fra neanderthalerne.

Måske bliver man mere vis med alderen, men romanen taler nok mere til mig nu, end den tidligere har gjort. Angsten for det fremmede er jo desværre fundamental og har formentlig eksisteret i hele menneskehedens historie, men tanken om det her lille forsvarsløse barn, der bliver revet væk fra sin familie og må klare sig ude i den skræmmende verden helt alene, for så at komme hen til en stamme, der kommunikerer og fungerer helt anderledes … puha. Nu er jeg jo selv blevet mor, så derfor er jeg nok ekstra blød på det punkt. Men beskrivelserne om hvordan de bare lagde vanskabte børn ud for at dø, var virkelig hårde for mig at læse. Og jeg måtte da også fælde en tåre, da Ayla i slutningen af bogen må efterlade sin søn i stammen, da hun selv bliver dødsforbandet (går bare ud fra at alle har læst den :-))

Hvor skyggen falder - Teddy Vork

Seks horror-noveller - seks forskellige personer.

Balder, som vil gøre alt for at få sin ekskæreste tilbage. 
Taxachaufføren, som opdager at hans kone er ham utro.
Landskabsarkitekten Petra, som vil til bunds i hvem der vælter gravstenene på den kirkegård, som hun har omdannet til en park.
Forfatteren, som begynder at høre stemmer.
Moderen, som undrer sig over, hvem der har spist risengrøden på loftet.
Pia, som går tur på stranden med sin datter Signe.

Men ét har de til fælles: Alt bliver anderledes, dér hvor skyggen falder ...

Novellesamlingen her er Teddys debut, og da jeg kender hans skriverier fra Fyldepennen, må jeg tilstå at jeg også gik til bogen med en vis forventning om en høj standard.

Og han skuffede mig ikke. Det er intelligente gys, usandsynligt velskrevne og flydende i sproget og meget grimme skæbner der her afsløres. Måske blev jeg ikke så voldsomt overrasket, men hvor tit gør man det i horror-genren? Jeg kan ikke komme på nogen gyserhistorie, hvor jeg decideret bliver voldsomt overrasket, men det er jo formentlig fordi man sidder og forventer det værste hele tiden.

Især to af novellerne gik under huden på mig. Af ganske naturlige årsager. De handlede om børn.
Nu vil jeg ikke afsløre handlingerne her, for dem som har Teddys bog til gode, men føj hvor de gjorde indtryk.

I det hele taget er jeg blevet meget dårlig til at læse gyserhistorier, hvor jeg før i tiden slugte dem.

Med alderen er jeg blevet voldsomt nærtagende på det punkt, og efter jeg har fået barn, kan jeg slet ikke have dem, hvor der er børn involveret.

Men efter hvad jeg hører, så er det vist meget almindeligt … eller hvad?

Hundenes Nat - Lone Mikkelsen

Lone Mikkelsen kender jeg personligt. Hun udgiver på samme forlag som mig, og jeg mødte hende for nylig til forlagets efterårsreception. Et par dage efter var jeg på biblioteket, og dér stod hendes nyeste udgivelse og faldt mig i øjnene. Så måtte jeg jo lige have den med.

Den handler om en kvinde i renæssancetiden, der må forlade sit hjemsogn pga. følgerne af en kærlighedsaffære, som ikke lige lader sig skjule så let. Hun slutter sig til et pilgrimstog, der drager til Italien, hvor hun ad forunderlige omveje bliver fyrstindens amme.

Desværre – havde jeg nær sagt – må hun til sidst atter drage hjem, hvilket ikke lige går så godt. Og så har jeg vist ikke sagt for meget. :-)

Bogen er velskrevet og Lone har et rigtig godt og malende sprog, så man ikke har noget problem med at forestille sig hverken personer eller omgivelser.

Skurken i denne historie er i mine øjne helt klart religionen. Nu har jeg selv et lidt anstrengt forhold til religion (i hvert fald den fanatiske af slagsen) og både slutningen og hovedpersonens flugt fra Danmark, skyldes da også religionens snæversynethed.

Jeg kan blive helt dårlig ved tanken om alt det dårlige som religion har ført med sig gennem tiderne. Jovist, mange føler sig styrket af deres tro, men de kvinder, der blev stemplet som hekse, de kvinder, der måtte lide skam og død fordi de fik barn uden for ægteskab osv. har nok set anderledes på det.
Hvem mon der opfandt historien med Eva og Kundskabens Træ? Og videreførte den?

Var det alene for at holde kvinden nede hvor hun hører til? Hvorfor i alverden skulle kvinden have skylden for alt skidt i verden, når det som oftest (historisk set) er mændene der begår dem?
Ja ja ja … jeg ved godt jeg lyder noget rødstrømpeagtig nu, men ikke desto mindre …

Desuden så har historien med Kundskabens Træ altid irriteret min blindtarm. Hvad er det for en Gud, der straffer folk for at søge kundskab/visdom? Man kan godt se hvor middelalderens præster har deres tankegang fra. Det var jo bedst at pøbelen ikke lærte at læse, for så kunne de aldrig modsige præsternes åh så vise ord.

Puha … som det kan ses, så har jeg lidt et anstrengt forhold til religion. :-)

Gud Ved - Joseph Heller

Jeg er ved at sortere på mine boghylder, og denne bog var vist en jeg fandt på et loppemarked. Uden at læse på bagsideflappen, gik jeg i krig med den, og blev såre overrasket da Kong David ligger på sit dødsleje og tænker på Michaelangelos statue: David. ”Han har mig stående deroppe i uomskåren stand! Hvem fanden tror den forpulede idiot jeg er?”

Og så var jeg faktisk solgt. Joseph Heller er dejligt blasfemisk da David mener at Gud skylder ham en undskyldning, og David har så sandelig ikke tænkt sig at tale med Gud, før det er sket. Joseph Heller skyder med skarpt mod mange af eftertidens kendte. Det være sig Hitler, Michelangelo og de fremtidige jøder selv. Det kan Heller så også slippe af sted med, da han selv var jøde.

Ok, medgivet, den kunne godt blive lidt ensformig sine steder, da bogen foregår ved Davids dødsleje, og han fortæller i flashbacks om sit liv. Men underholdende var den.

Især fordi den er fyldt med anakronismer, som der slet ikke gives nogen forklaring på. Og fordi Heller selvfølgelig er drivende sarkastisk.

Faktisk gav denne bog mig en idé til en historie, som jeg selv er i gang med at skrive lige nu, men da jeg endnu ikke kan finde ud af om ideen er dødfødt, og om den bliver til noget, så holder jeg lige kortene ind til kroppen.