Den er nok meget typisk for tiden. Var det ikke i 60’erne at der kom gang i alle eventyr- og opdagelsesromanerne, eller ligger det før?
Romanen handler en hollænder, der rejser ud for at missionere på Borneo. Ved et tilfælde støder han på en historie om en menneskeabe, der skulle leve på en afsides liggende ø. Selvfølgelig skal hollænderen og hans makker slæbe det her stakkels væsen med tilbage til Holland, hvor den skal udstilles og dermed tjene penge til dem.
Det ender jo som det MÅ ende, abemennesket tager nogle menneskelige egenskaber til sig, uden at ane hvad den skal bruge dem til, og til sidst forfalder den til druk og den omkommer.
Tja … jeg kom ret hurtigt gennem bogen, så den må jo alligevel have fænget. Men hvor var det modbydeligt at tænke på at man bare for 100-200 år siden udstillede folk og sågar børn, der havde deformiteter af forskellig art. Fx Elefantmanden og andre uheldigt stillede. Tænk, hvad disse stakkels mennesker har gennemgået. Deres følelser i det, de har siddet på den ene side af tremmerne, mens folk har grinet og gyst, slået dem og prikket til dem. Hvad har disse mennesker dog ikke følt? Hvilke liv har de haft? Hvordan kan man overleve den slags?
Forsiden var så total umulig at genskaffe, så I må nøjes med et palmebillede, bare for at smage stemningen. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar