Seks horror-noveller - seks forskellige personer.
Balder, som vil gøre alt for at få sin ekskæreste tilbage.
Taxachaufføren, som opdager at hans kone er ham utro.
Landskabsarkitekten Petra, som vil til bunds i hvem der vælter gravstenene på den kirkegård, som hun har omdannet til en park.
Forfatteren, som begynder at høre stemmer.
Moderen, som undrer sig over, hvem der har spist risengrøden på loftet.
Pia, som går tur på stranden med sin datter Signe.
Men ét har de til fælles: Alt bliver anderledes, dér hvor skyggen falder ...
Novellesamlingen her er Teddys debut, og da jeg kender hans skriverier fra Fyldepennen, må jeg tilstå at jeg også gik til bogen med en vis forventning om en høj standard.
Og han skuffede mig ikke. Det er intelligente gys, usandsynligt velskrevne og flydende i sproget og meget grimme skæbner der her afsløres. Måske blev jeg ikke så voldsomt overrasket, men hvor tit gør man det i horror-genren? Jeg kan ikke komme på nogen gyserhistorie, hvor jeg decideret bliver voldsomt overrasket, men det er jo formentlig fordi man sidder og forventer det værste hele tiden.
Især to af novellerne gik under huden på mig. Af ganske naturlige årsager. De handlede om børn.
Nu vil jeg ikke afsløre handlingerne her, for dem som har Teddys bog til gode, men føj hvor de gjorde indtryk.
I det hele taget er jeg blevet meget dårlig til at læse gyserhistorier, hvor jeg før i tiden slugte dem.
Med alderen er jeg blevet voldsomt nærtagende på det punkt, og efter jeg har fået barn, kan jeg slet ikke have dem, hvor der er børn involveret.
Men efter hvad jeg hører, så er det vist meget almindeligt … eller hvad?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar