Rejsen over stepperne - Jean M Auel

Hold da op. Om det skyldes at jeg ikke selv får skrevet en skid for tiden, eller om det er bogen, ved jeg ikke, men jeg fløj bare igennem ”Rejsen over Stepperne”. Ok, det skyldes jo nok også at Auel har en meget stor forkærlighed for at pensle alt ud, blandt andet naturbeskrivelser, fødevarebeskrivelser og ikke mindst sexscener, og der har jeg nok en mani med at skimme lidt let hen over teksten.
Ayla og Jondalar er her på vandring mod Jondalars hjem, hvor de håber på at de kan grundlægge en arne og der få børn og slå sig til ro. De møder flere mennesker på deres vej, både venlige og uvenlige, oplever den storslåede istidsnatur og møder også fladskaller, Aylas oprindelige folk.

Nu går det endda meget let for Ayla her. Hun er i stand til at opfinde næsten lige hvad det skal være og heldet er trods alt med hende under hendes strabadser.

Det får mig ofte til at tænke på alle de ting vi tager forgivet. Bare det at tage en liter mælk ud fra køleskabet har krævet utallige opfindelser lige fra elektriciteten til at malke en ko. Mennesket er utroligt iderigt og nyskabende, men er alle vores nyskabelser og opfindelser ikke bare den uundgåelige vej mod enden? Hvor langt kan vore hjerner bringe os? Men gad vide om vi i sidste ende ville være have været bedre stedt med at blive hvor vi var?