onsdag den 6. juli 2016

Mimers brønd - Mestertyven Vips #2 - LG Jensen

Når Ragnarok bryder løs, vil Heimdal blæse i sit horn for at samle guderne til den sidste store krig. Det samme horn, som Mimer brugte, dengang han stadig drak af Visdommens Brønd. Guderne kaldte det for Gjalderhorn. Dets magt var aldrig ment for mennesket.

Nu skal et horn fra Vikingetiden vises frem på en stor udstilling i Aarhus. Ikke mange tror, at der er tale om det ægte Gjalderhorn. Men nogle af dem, som gør, vil snart vise sig at være yderst farlige mennesker.

Hvis Karoline havde vist, hvad hun var ved at rode sig ud i ...
Havde hun vidst, at hun blev holdt øje med ...
Hvis hun havde kendt risikoen ...

... så havde hun nok gjort det alligevel.


Jeg kan ikke finde på noget at udsætte på denne bog. Det irriterer mig faktisk lidt. :-)

Jeg har med stor fornøjelse læst både Det forbandede totem og denne her og selv om jeg overhovedet ikke er målgruppen, har jeg da alligevel fulgt med og læst friskt med, når spændingskurverne toppede.

Historierne handler om Vips, den raske og hurtige pige, der er et naturtalent til parkour. Hun kan flyve over byens tage, over plankeværk, og og ned ad nedløbsrør og så har hun endnu et talent, der måske ikke er så velset ... hun er vildt god til at stjæle.

Hendes far er antikvar og hun har altid anset ham for at være ret kedelig, men allerede i bog 1 afsløres det, at han måske ikke helt er hvad hun troede han var. OG at hendes evner som tyv og springfjeder måske stammer fra hendes ikke helt så forsvundne mor.

Karoline - aka Vips - er en meget sympatisk hovedperson. Hun uddeler smil, varme og friske replikker i stor stil, men hun har også kant og vilje og er en målbevidst dame.

I både bog 1 og 2 kombinerer LG Jensen en kulørt actionhistorie med gode mytiske historier og binder både fortid og nutid sammen i en smuk sammenføjet sløjfe.

Også indpakningen er lækker. Jeg elsker hardbacks, og de her meget lækre og af god kvalitet. Illustrationerne både indeni og udenpå er også rigtigt gode og levende og komplementerer bogen perfekt.

Skrivestilen fungerer også helt perfekt til den unge læser. Den taler ikke "ned" til den unge, men alligevel let forståelig og glidende. Selv skrifttypen er godt valgt.

Som sagt ... jeg kan ikke finde noget negativt at sige om bogen her. Og det er altså næsten irriterende. :-)

Hov, som kuriosum ... jeg blev noget overrasket, for mens jeg læste denne bog, gik det faktisk op for mig at jeg havde overnattet lige præcis på det hotel, som er nævnt i bogen, OG at jeg hentede mad ovre i den McDonalds der ligger overfor, da vi kom hjem klokken 1 om natten. ;-)

Tak til Forlaget Gyldendal for anmeldereksemplar.

Forlaget Gyldendal
Sider: 364
Trykt anmeldereksemplar

Ingen kommentarer:

Send en kommentar