Alle i landsbyen er bange for Heidi’s bedstefar med det store skæg, men Heidi elsker ham og livet på bjerget. En dag kommer hendes tante efter hende, hun har fundet en ny familie i storbyen, og Heidi tvinges til at sige farvel til sin bedstefar.
Selvom hun bliver venner med sin nye families handicappede datter, bliver savnet til bjerget og bedstefaderen så stærkt at Heidi bliver syg af savn og stress. Spørgsmålet er, om hun når at komme tilbage til bjerget, og hvad med de to pigers nye venskab?
Østrigske Johanne Spyri skrev "Heidi" i 1880. Som barn tilbragte hun sine somre i Chur, hvilket var inspiration for hendes fiktion.
Bogbloggerne Flyvmedmig og Boghjørnet har i nogen tid udfordret den danske bogblogverden med månedlige opgaver. Jeg nåede desværre ikke at være med i sidste måned, men nu er jeg med igen. :-)
Maj måneds udfordring (#Flyvehjoernet#8) var såre simpel: Læs en børnebog.
Der er faktisk rigtig mange børnebøger som jeg aldrig har læst, men kun har set som filmatiseringer eller hørt om, og da jeg opdagede denne på Mofibo, måtte det bare blive den.
Alle kender "Heidi". Den lille forældreløse pige, der lever sammen med sin bedstefar på en bjergskråning. Hun er et rent naturbarn og trives deroppe, men en dag kommer hendes moster og tager hende med til en god familie i Frankfurt.
Der er de ganske bestyrtede over Heidi der jo slet ikke kan begå sig i de fine saloner. Hun kan ikke læse, ved dårligt hvordan man spiser pænt og da slet ikke hvordan man skal tiltale mennesker, hvad enten det er de "fine" eller bare tjenerstaben.
Og ganske langsomt begynder det lille naturbarn at sygne hen. Hun mistrives i Frankfurt, men har dårlig samvittighed fordi alle siger at hun jo da har det så godt der og at hun burde være taknemmelig.
Jeg blev næsten helt rørstrømsk og nostalgisk da jeg læste denne her, og fik omtrent hjemve efter mit barndomsland, som jo netop er Schweiz.
Ganske vist voksede jeg ikke op i en lille bjælkehytte på en bjergskråning men i en lejlighed oven på en restaurant/værtshus men helt ned til en bjergsø med hjuldampere og masser af svaner (har jeg nogensinde fortalt at jeg er dødsens angst for svaner? Det er jeg. De er dødsensfarlige! ;-)).
Det var en lille og meget katolsk landsby hvor børn var børn, mødre gik hjemme og fædrene på arbejde, og jeg elskede de vilde lege med cykelræs ned ad bjergskråninger, udspring fra klipper og hvad vi ellers kunne finde på.
Da mine forældre blev skilt og jeg kom til Danmark som 8-årig (jævnaldrende med Heidi faktisk) var det et enormt kulturchok. Lidt som jeg forestiller mig at det har været for Heidi.
Her var børn i 2. klasse bevidste om tøj, fremtoning og socialt ståsted (og jeg lyver ikke, det kan stadig forbavse mig den dag i dag.). Og når jeg kom fra en verden hvor huller på knæene i second hand jeans betød absolut ingenting, var det en kæmpe omvæltning.
Nu skal det jo ikke handle om mig, men om Heidi, og jeg kan sagtens forstå hvorfor denne bog stadig er en klassiker. Den handler dybest set om den frie fugl, der sættes i bur, hvor den vantrives indtil der kommer en fornuftig sjæl og sætter den fri igen.
Den handler om at de enkle glæder i livet er det, der betyder noget, og at stand og prestige ikke er en hujende fis værd, hvis man mistrives.
Den handler om at vi glemmer at vi skal back to basics.
Det har måske ikke været Johanne Spyris ærinde da hun skrev bogen i 1880, men ikke desto mindre bliver moralen sandere og sandere for hvert årti der går, synes jeg.
Tak til Flyvmedmig og Boghjørnet, for uden jer havde jeg nok ikke fået læst denne lille nostalgiske perle!
Og så skal I da ikke snydes for udsigten mit tidligere hjem. Det var sgu da kønt. :-)
Derudover fik jeg også krydset et punkt mere af på læseudfordringen for i år. "A book set in your home state".
Sider: 140
Lydbog: 3 timer og 59 minutter
Ingen kommentarer:
Send en kommentar