søndag den 20. september 2015

Ondskabens engel - Den store Djævlekrig #4 - Kenneth Bøgh Andersen


Filip er stadig i Helvede og krigen mellem Lucifer og Aziels fordømte hær nærmer sig.

Men det eneste Filip kan tænke på er Satina, som Aziel har bortført. Stik mod Lucifers ordre drager Filip af sted for at finde hende.
Det bliver en rejse ind i det dybeste mørke, helt ind i fjendens lejr, og imens rykker Den Store Djævlekrig tættere på.

Kampen om, hvem der skal være Mørkets fyrste nærmer sig. Snart bryder helvede løs.



Så fik jeg afsluttet historien om Den store Djævlekrig, og jeg må sige at jeg føler mig helt tom og trist over at det allerede er slut.
(Og det er det så ikke helt, for Kenneth Bøgh Andersen har netop udgivet en ekstra bog i serien, som kom her den anden dag :-))

Her i Ondskabens Engel afsluttes det, som de tre andre bøger har lagt op til. Nemlig Aziels udfordring af Lucifer og hvem der skal være Helvedets hersker.

Der er skruet ned for humoren i denne bog, og selv om jeg af og til savnede den, så var der absolut heller ikke plads til den. Der er for meget for spil. Så meget at selv Jahve bliver nødt til at blande sig i den for ikke at hele universet skal kollapse.

Hvis jeg skal udsætte noget på denne bog, så er det at Lucifer i mine øjne er alt, alt for vag. Jeg kan næsten ikke bære at se lysenglen så vankelmodig og ubeslutsom.
Der kunne jeg godt have tålt noget mere pondus og autoritet, for jeg fik faktisk tanken flere gange at jeg næsten godt kunne forstå at Azriel udfordrede ham.

Indlæsningen som forfatteren selv har stået for på lydbøgerne, fungerer bare knaldgodt, så det har været en dejlig bogserie at "læse".

Hmm ... hvad dælen skal man nu kaste sig over?

Forlag: Høst & Søn
ISBN: 978-876381391-4
Sider: 314
Lydbog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar