tirsdag den 8. september 2015

Cirkelørkenens hemmelighed - Kristoffer Jacob Andersen


Der er noget galt. Jorden er syg, og landet forvandles langsomt til ørken.
Ingen ved, hvad de skal stille op, og herskerne afviser alle spørgsmål, så drengen Lasser vælger at tage sagen i egen hånd.
Han drager af sted for at finde sygdommens kilde og opdager, at ørkenen ikke er det eneste problem.
Fra den syge jord rejser de døde sig og angriber de levende.

Langsomt finder Lasser svar og forbundsfæller i kampen for overlevelse. Men er det nok til at stoppe sygdommen?

Kan Lasser stoppe en hær af levende døde og det, der er værre?


Kristoffer Jacob Andersen har efterhånden et større forfatterskab bag sig, og her på siden har jeg tidligere anmeldt Erik Jernhånd og Den druknede, der hhv. er et humoristisk riddereventyr og en gyser.

Cirkelørkenens hemmelighed er en fantasy, stilet mod de yngre læsere, selv om de ældre sagtens kan læse med. Det er en fantasy som de definerer sig bedst, men faktisk fik jeg mere "smagen" af eventyr.

Det er måske lidt svært at definere, men jeg kom til at tænke på det i forbindelse med Lasser, søn af en plakkerbonde, og derfor langt nede i universets hierarki. Faktisk bliver plakkerbønder - på trods af at de leverer universets mest bruge afgrøde - set ned på og da slet ikke hørt på.
Lasser som er en stolt knægt og ikke føler sig laverestående bare fordi han er plakkerbonde, sætter sig for at finde ud af hvorfor ørkenen sniger sig ind og ødelægger landet og afgrøderne. Det er lidt som den tredje søn i eventyrene der trodser folks mening om dem, og alligevel ender med prinsessen. :-)

Det bringer ham vidt omkring og undervejs finder han venner og allierede og hans stædighed og uviljen til at acceptere at der skulle findes folk, der er bedre end andre, fører ham direkte ind i løvens hule og ind til kernen af problemet.

Historien er godt skruet sammen med en stigende spændingskurve lige til kulminationen til sidst, der byder på en overraskelse. Ikke alting er hvad det udgiver sig for at være. Præcis som en fantasy og et eventyr skal være.

Jeg er sikker på at yngre læsere vil blive ret begejstrede for Cirkelørkenens hemmelighed, især dem der gerne vil have spændende historier uden nødvendigvis at have mareridt efterfølgende. For selv om der er zombier med, så er de af den "tørre" slags, så når de dør, sker det med et *poof* og ikke med en våd lyd. :-)

Faktisk havde jeg kun et eneste ankepunkt over denne bog og det var brugen af ordet "plakker". Ikke alene er "plakker" den afgrøde som holder hjulene i gang, men bruges også som kraftudtryk, og det var jeg ikke så begejstret for. Omvendt kan jeg godt se en 10-12 årig knægt sidde og fnise over det, så det er nok bare mig.

Tak til forlaget Calibat for anmeldereksemplar.

Forlag: Calibat
ISBN: 978-87-9328104-2
Sider: 394
Anmelderbog


Ingen kommentarer:

Send en kommentar