torsdag den 3. september 2015

Dage med slave - Dorrit Willumsen

Romanens hovedperson er ejendomsmægler. En dame, der foretrækker at bo alene. En dag møder hun en ung kvinde og en ung mand på gaden - og da ejendomsmægleren går derfra, har hun købt kvinden som slave.

Pigen flytter ind hos hende og i løbet af kort tid, står det klart for ejendomsmægleren, hvor hult og futilt hendes liv er.

Så klart, at hun ikke magter at blive ved med at have sin slave boende.



Det er en pudsig lille roman den her. Det var omtalen på ereolen.dk, der fangede mig, altså at Henny, den 57 årige ejendomsmægler en dag køber en slave. 
Det er da i hvert fald anderledes. :-)

Alt foregår i vante, faste rammer hjemme hos Henny. Hun har styr på livet, hendes fremtoning, arbejdet ... alt er som det skal være, og da hun så skal have en uges ferie, beslutter hun sig for at holde den hjemme i København.
Der ser hun en dag en ung mand med en blå mohawkfrisure rende rundt med en ung, tynd pige ved hånden, og da han pludselig råber til hende: "Vil du købe en slave? Kun 50 kr. kiloet," køber Henny hende.

Uden at vide hvorfor. Og læseren forstår det heller ikke helt, for det kan vel næppe kaldes et impulskøb, når Henny skal ind og hæve 2500 kroner for at gøre det.
Knapt er Henny og slaven, der hedder Silke eller Sille, kommet inden for døren hjemme i det velordnede rækkehus, før Henny fortryder. Hvad skal hun stille op med hende?
Og nu kan hun ikke komme af med slaven, medmindre hun sælger hende videre.

Det bliver en hård tid for Henny. For det første fordi hendes velordnede liv smuldrer mellem hænderne på hende, men også fordi kontrasten mellem ung og gammel bliver så tydelig. Det kan alverdens ansigtsbehandlinger og yoga ikke lave om på.

Slutningen kom faktisk lidt bag på mig. Jeg vil selvfølgelig ikke afsløre den her, for ikke at berøve andre for overraskelsen, men den irriterede mig lidt. 
Jeg vil gå ud fra at forfatterens formål har været at udstille alderen kontra ungdom i symbolske vendinger, men jeg kan egentlig bedre lide historien uden symbolikken.
Så derfor går den kun 3 hjerter hos mig, selv om den nok vil blive hængende længe i baghovedet, tænker jeg.

Forlag: Gyldendal
ISBN: 978-87-0215179-4
Sider: 130
Medie: Lydbog



Ingen kommentarer:

Send en kommentar