A. J. Fikry er selvstændig boghandler og ejer Island Books på den lille ø Alice Island i New England, USA.
Han har haft nogle hårde år: Hans kone er død, hvilket har gjort ham til en alkoholsøgende enkemand i en alder af kun 39 år, salget i bogladen er for nedadgående, og hans store stolthed - en sjælden udgave af Edgar Allan Poes digte - er blevet stjålet.
Bøger har altid været hele hans liv, alle store begivenheder har for ham en litterær reference, men som årene er gået, har han langsomt givet op, er blevet sur og bitter på verden og har trukket sig fra det lille øsamfund.
Da han en dag finder en højst overraskende pakke i butikken, bliver alt dog vendt på hovedet. A. J. Fikry får en enestående mulighed for at ændre sit liv og se verden med nye øjne.
Det her er altså en vidunderlig lille bog. Som der står på forsiden: "Uundværlig for enhver bogelsker", og det passer.
Den er smækfyldt med litterære referencer, både nye og gamle, og det hele drejer sig om bøger. Bøger, bøger, bøger.
Som forlaget videre skriver:
Historien om A. J. Fikrys liv er for bogelskere. Enhver der har arbejdet med bøger vil nikke genkendende til Gabrielle Zevins humoristiske og varme fortælling.
Men man behøver ikke at have været i bogbranchen for at elske denne bog, for der er noget for alle; kærlighed, drama, romantik, humor og uforglemmelige karakterer. Bogen er en rendyrket kærlighedserklæring til litteraturen.
Og det er rigtigt. Man knuselsker stort set alle karaktererne. Alle har både gode og dårlige sider og er derfor rigtige personer. De er godt beskrevne og virkelig troværdige.
Selv de personer der gør noget skidt, gør det af forståelige grunde.
Den er stilfærdig og varm og ... meget, meget skøn.
Hvis jeg skal udsætte noget på den, så er det den - til tider - lidt finkulturelle tilgang til kritikken af bøgerne. Det er selvfølgelig fordi AJ Fikry nogle gange er en snob, men selv han får jo øjnene op for at selv mainstream litteratur kan have noget bevægende og stort over sig, da én overbeviser ham om at læse en vampyrserie, som han ellers har skyet som ... nårhja, vampyrer skyer hvidløg. :-)
Den kan helt klart anbefales.
Forlag: Lindhardt & Ringhof
ISBN: 978-87-1138734-4
Sider: 280
Lydbog
Det er simpelthen den skønneste og hyggeligste bog. Et ægte comfort-read :)
SvarSletDu har helt ret. Og man elsker Fikry, på trods af hans gnavne attitude. :-)
Slet