tirsdag den 20. januar 2015

Vil du se min smukke navle - Hans Hansen

"Ligger man ikke dejligt," sagde hun. Jo, han lå dejligt. Granrisene nede i båden var en fjedrende bund, og de duftede op gennem tæppet. Men det var mest fordi han lå sammen med hende - det var derfor, det var så dejligt ..."

Niende klasse er på lejrskole i Sverige. De bor på en ødegård, og de dage, klassen er sammen, sker der så meget, som kunne ske på enhver lejrskole. Men for Claus og Lene er både oplevelserne og glæden noget, der fylder dem helt.

Bogen handler om en dreng og pige og om pige og dreng, og den handler også om sex ...
Men læs den selv!
YYYYYY

Faste læsere her på bloggen vil vide at jeg selv forsøger mig i ungdomsgenren for tiden. Min debutroman for tusind år siden var en socialrealistisk ungdomsroman, og jeg blev så spurgt om jeg ikke havde lyst til at prøve kræfter med genren igen. I starten vidste jeg ikke rigtigt, men nu er jeg helt bidt af det, må jeg indrømme. :-)
Det er sjovt og det føles så ligetil. Det er nogle helt andre følelser og tanker man skal have fat i, end når man skriver voksenbøger, og da min ungdom jo efterhånden ligger mig lidt fjernt har jeg læst en masse ungdomslitteratur på det sidste.

Og jeg kan lide det! Det er hyggeligt, det er skræmmende og det er sjovt. De spænder meget bredt. Der er dem, der handler om specifikke problemstillinger, men der er også mange der "bare" er feel-good bøger, hvor man sidder med et lille smil om læben efter endt læsning.

I den forbindelse har jeg også diskuteret sex-scener med mine skrivebuddies. Hvad kan man tillade sig i dag, hvor man jo hører om at unge har et mere ... øh ... avanceret forhold til det, end jeg kendte det i 80'erne. ;-) Og det pudsige er at på trods af at jeg nu har læst en del ungdomsbøger, så er det faktisk de færreste der virkelig går i detaljer.

Derfor måtte jeg genlæse Vil du se min smukke navle som jeg mindedes fra min egen ungdom netop fordi den havde nogle saftige scener med. Og det skal jeg da lige love for! :-)

Allerede i første kapitel er vi ude i noget, som jeg ikke har læst i de nutidige ungdomsbøger, og det er måske derfor den stadig holder og ikke er blevet kasseret lige som så mange andre. I hvert fald kunne jeg på mit bibliotek ikke få øje på flere der var lige så gamle.

Selve bogen er skrevet i et enkelt og ligefremt sprog. Hovedpersonen er en forvirret teenagedreng, der føler sig temmeligt akavet omkring pigerne og vennen Jørns konstante sexsnak og sammenligning med pornobladene hjælper ikke, for sådan opfører pigerne sig jo slet ikke.

Den jævnalderende Lene, som han er forelsket i, virker dog langt mere selvsikker. Vi får vist ikke rigtigt at vide om hun er så erfaren, som hun giver udtryk for, men hun har nok prøvet langt mere end Claus. Og godt for det, ellers ville stakkels Claus da aldrig komme nogen vegne. :-)

Som voksen læser, læser jeg den selvfølgelig med nogle andre briller end den unge, men jeg kan huske at den gjorde stort indtryk på mig. Der var så mange gode detaljer med som andre ikke turde beskrive i deres bøger.

Så jo, selv om bogen er fra 1976 og der er væsentligt mere behåring på de nedre regioner end i dag, så holder den stadig. :-)

Forlag: Høst & Søn
ISBN: 87-14-18093-6
Sider: 118
Biblioteksbog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar