Nik er sammen med sin far flyttet fra København til en kedelig provinsby. Her er han ret alene med sin passion for horror-metal musik og er draget af de mange historier og den overtro, der er forbundet med byens afsidesliggende kloster.
En dag falder Niks stedsøster Sofia i klosterets bassin, og kort efter finder en skrækslagen Nik en trussel på sin værelsesvæg, hvor der står, at han inden længe vil dø.
Mystikken breder sig, og Sofia begynder at dukke op - gennemblødt og i en form for trance - mens folk omkring dem dør, én efter én. Det viser sig hurtigt, at tingene er langt mere uhyggelige end Nik nogensinde havde forestillet sig.
"Den druknede" er mystisk, uhyggelig og fascinerende, og man bliver hurtigt revet ind i Niks kamp for at bryde klosterets forbandelse og stoppe den druknede, inden han selv bliver det næste offer.
YYYYYY
Nik og hans stedsøster kan overhovedet ikke komme overens. Nik føler sig overhovedet ikke velplaceret i den kedelige provinsby efter at have haft både band og masser af aktiviteter inde i København. Derudover er hans ny papsøster også en belæst og bagklog bognørd og ret irriterende at høre på.
Men at hun - efter at hun røg i bassinet ude ved klosteret - ligefrem vil slå ham ihjel er måske lige i overkanten.
Det er næsten ikke til at tro, men når folk, der har generet hende, ligefrem begynder at dø med jævne mellemrum, er der måske noget om de gamle sagn der er baseret på klosterets historie.
Jeg læste "Den druknede" på mindre end et døgn. Begyndte på den i går aftes, tog den med i seng (hvad jeg ikke skulle have gjort) og har læst resten her til aften.
Grunden til at jeg ikke skulle have taget den med i seng er faktisk fordi jeg ret så levende kunne se hende pigen fra filmen "The Ring" for mig. Ikke at jeg har turdet at se filmen (jeg er blevet totalt blødsøden på det punkt), men de klip jeg har set, var da nok til at jeg sagtens kunne forestille mig hende.
Bogen er godt skrevet. Den er både billedskabende og har en stigende spændingskurve lige indtil forløsningen til sidst. Jeg havde godt nok gættet mig til hvem synderen var på et ret tidligt tidspunkt, men det gjorde ikke noget for underholdningsværdien.
Sproget er flydende og medlevende så både yngre og ældre teenagere kan være med her. Ja, og voksne selvfølgelig også. ;-)
Og så er der nogle morsomme passager ind i mellem, der lige tager brodden af den værste uhygge, som fx denne her, som man måske skal have en lidt tør form for humor for at kunne sidde og fnise af, men ikke desto mindre gjorde jeg det:
"Hvis du kan lokke pedellen væk fra sit kontor, kan jeg få os ind," sagde Nik.
"Hvordan det?" spurgte Røde.
"Man er vel fra København." Nik blinkede til Røde. "Kan du lokke pedellen væk og give os lidt tid, når vi er kommet ind?"
"Det skulle ikke være noget problem," sagde Røde. "Man er vel fra Jylland."
Den druknede er en rigtig god bog til de unge, der ønsker en horror-fortælling, som holder dem fanget på kanten af stolen. De skiftende synsvinkler fra Sofia og Nik giver en god dybdevirkning og øger spændingen og generelt var det en bog, der var svær at slippe igen.
Tak til Forlaget Turbine for anmeldereksemplar.
Forlag: Turbine
ISBN: 978-87-7141-987-0
Sider: 225
Anmeldereksemplar
Den lyder rigtig god :) især for en horror fan som mig :D
SvarSletSå tror jeg roligt du kan læse den. I det hele taget har vi faktisk meget godt dansk horror, også selv om de ikke gør så meget væsen af sig. :-)
SvarSletTjek evt. Dansk Horrorselskabs hjemmeside for mere inspiration. :-)