De utilpassede - John Kenn Mortensen

Lolland.
Ligner en lort, der ikke vil skylles ud. Og nu skvulper den bare rundt i røven på resten af Danmark.

Det er her, Johan bor. Det er her, han er født og opvokset. Der er også en overhængende far for, at et er her, han snart vil ende sine dage i hænderne på landsbybøllen Jackie, eller som offer for en lollandsk vampyr. 

Der er nemlig sket det, at hele Lollands voksne befolkning er blevet forvandlet til vampyrer. Inklusiv hans bedste ven Jacob, selv om han slet ikke er voksen. Som om det ikke er nok, er Johan også forelsket. Helt vildt forelsket i Dorthea. Som er hans babysitter. Kan det blive værre?

YYYYYY

Jeg faldt over denne bog på biblioteket og kunne ikke komme på i hvilken forbindelse jeg havde set den før. Men jeg havde set den, og vidste det, for forsiden er meget speciel og indbydende på sin egen grumme måde.

Det var først da jeg nævnte bogen for en af mine skrivebuddies, at hun gjorde mig opmærksom på at det da var på Herlufsholms Fantasymasse, at vi bemærkede den første gang. Og jeg må sige at jeg er noget betaget af den.

Nåh, jeg forgriber vist tingenes gang her. :-)

Johan, der bor med sine forældre på Lolland mærker virkelig udkantsdanmark i sin værste form. De tomme huse, fabrikkerne, der nedlægges, arbejdsløsheden og den følelse af at alle har opgivet. En dag kommer nogle fremmede til byen, og hænger en seddel op om løfter om fremgang for alle. Det får alle forældrene til at samles i byens forsamlingshus, hvor de forvandles til vampyrer.

Herefter følger en nærmest dystopisk fortælling om hvor børnene forsøger at overleve i det forældreløse samfund med vampyrerne i hælene hele tiden. Selv da de når til Falster for at hente hjælp, er der ingen der tror dem eller for den sags skyld gider at tage til Lolland for at se efter.

Det lyder lidt sort og dystert det hele, og det er det i og for sig også, men der er en fornuftig balance mellem det klamme, det uhyggelig og det morsomme til at det hele fungerer.

Som fx her

Der er ingen redskaber af nogen art i garagen. Ikke så meget som en enkelt rive. Han krydser fingre som et kors og går ind. Indenfor finder han en lille håndkost og en langskaftet fejebakke. Han krydser dem og har nu et større kors, men det beroliger ham ikke særlig meget.
"Jacob! Det er mig, Johan!"
Der er ingen respons. Johan fortsætter ud i køkkenet. Han skal lige til at skifte sit kors ud med en stor køkkenkniv, der ligger på et skærebræt på køkkenbordet, da han kommer i tanker om at den ikke vil være til gavn mod en vampyr. Han går hen mod døren, der fører ind til resten af huset.
I det samme svinger døren op i hovedet på ham, så han taber sin kost. Han slår panisk ud med fejebakken og rammer Dorthea lige i panden.
"Av, for helvede!" skriger Dorthea.
"Undskyld! Jeg troede du var en vampyr!" Johan kan mærke sit hjerte galoppere rundt i brystet på ham som en høne uden hoved.
"Jeg tror sgu ikke, du kan slå en vampyr ihjel med et fejebakkeslag, lige meget hvor hårdt du slår." De begynder begge to at grine hysterisk.

Jeg bliver også nødt til at påpege de flotte illustrationer, som forfatteren selv har stået for. De er meget stemningsfulde og faktisk også skræmmende mange af dem.
I det hele taget virker bogen velført. Jeg er ret vild med de sorte sider inden i bogen, som bidrager smukt til bogens stemning.

En meget gennemført bog, der hænger sammen både med illustrationer og indhold.

Det eneste jeg bliver nødt til at brokke mig over er at Langeland blev inddraget. I må hjertens gerne beholde jeres vampyrer ovre på Lolland. ;-)


Forlag: Carlsen
ISBN: 978-87-11-35980-8
Sider: 312
Biblioteksbog