Molly Gabe & Den Snoede Pistol - P.H.A. Krogh

Bagsidetekst:
Da Molly bliver efterladt hos sin Onkel Freedo af sin far, er det kun meningen at hun skal bo der i et par måneder. Men da hendes far forsvinder i junglen, bliver den massive SteamWorks bygning, hvor hun og Freedo bor og arbejder, hendes hjem.
Hun får hurtigt nye venner og møder en fascinerende dreng fra Germania. Og så finder hun en helt speciel bog ...
Molly Gabe og Den Snoede Pistol er den første bog i tetralogien om Dommedagsbøgerne.

I beskrivelsen bliver bogen defineret som et genremix mellem magisk realisme, alternativ historie og steampunk, så jeg vidste faktisk ikke hvad jeg skulle forvente, da jeg modtog romanen til anmeldelse.
Genren steampunk havde jeg så heller ikke lige en klar forventning til.
Hvad er steampunk helt konkret? Den eneste reference jeg havde, var den gamle film med Will Smith "Wild "Wild West", og efterhånden som jeg kom ind i bogen blev det tydeligt for mig, at det ikke var de helt samme retningslinjer der blev skrevet efter. Så jeg blev selvfølgelig nødt til at google det.
Og for dem, som heller ikke lige er bekendt med genren er det en blanding af victoriansk teknologi mikset ind i en fantasy eller sci-fi verden (nærmere forklaring her).

Det tog mig noget tid at blive fanget af bogen, må jeg tilstå. Jeg blev distraheret af opsætningen i starten. Jeg ved ikke om det er noget, der er sket ved konverteringen til trykfilen, men at der er et hårdt linjeskift efter hver gang der er blevet trykket enter, generer min læsning.
Det var først da det gik op for mig at det måske var med vilje, fordi bogen kunne være ment til unge, at jeg kunne acceptere det.

Historien handler om pigen Molly Gabe, som - må man nok sige - har haft et ret turbulent liv. Hendes mor døde, mens Molly var lille, hendes far forsvandt i junglen og hun bor sammen med sin onkel i SteamWorks-bygningen, der virker som en helt landsby i sig selv.

Der sker mærkelige ting i SteamWorks bygningen. Onkel Freedos husholderske gennem mange år forsvinder, der bliver skrevet på væggene og udenfor i verden ulmer en begyndende verdenskrig, der har temmelig mange paralleller til den virkelige WW2. Alt er dog alternativt benævnt, hvilket også giver forfatteren nogle friheder, som han ellers ikke ville have haft, og det fungerer ret godt.
Her i bog et bliver der lagt en masse små spor ud, som formentlig vil blive fulgt op i de kommende bind i serien, og jeg er sikker på at de yngre læsere vil kaste sig over fortsættelsen.

Desværre fangede bogen mig ikke synderligt. Jeg syntes ikke at dialogen virkede troværdig mellem de unge, og det irriterede mig undervejs. Generelt er sproget dog godt varieret og letlæseligt, og selv om der var det brokpunkt med typografien, så var der læst udmærket korrektur på den.

For mig at se er det en bog, der fortrinsvis henvender sig til de yngre læsere, som i forvejen læser meget fantasy. For dem vil der åbne sig en verden, fuld af forunderligt konstruerede maskiner, skæve personligheder og magiske bøger, der suger Molly ind i andre verdener.

Tak til forlaget Phook Books for anmeldereksemplar.

I misosuppen - Ryu Murakami

Bagsidetekst:
Det er lige før nytår. 20-årige Kenji er guide i Tokyos natteliv og bliver hyret af Frank, en overvægtig amerikansk turist, som bare vil se det hele. Mens de besøger peepshows og lingeribarer, bliver Kenji mere og mere bange for, at hans kunde med den vinylagtige hud og den underlige opførsel har noget at gøre med det brutale mord på en gymnasiepige, som alle taler om.
Men Kenjis tre dage sammen med Frank kommer langt til at overgå hans allerværste fantasier, og kun hans 16-årige kæreste, Jun, ser nu ud til at kunne redde ham ...

"I misosuppen" er en sort og humoristisk psyko-thriller, hvor Kenji er vores sympatiske, om end ikke helt uskyldige fortæller, der gør sig mange tanker og observationer om hykleriet og forfaldet i det moderne Japan og i den moderne tilværelse.

Denne bog var jeg nok aldrig faldet over, hvis det ikke havde været for en af mine velmenende kollegaer. Eller ... nu siger jeg så velmenende, men det var vist nærmere i sjov.

Det er jo ingen hemmelighed længere at jeg blev udfordret til at deltage i en novellekonkurrence, hvor man skulle skrive "darc erotica". Jeg deltog, og havde åbenbart endda visse evner, så jeg blev medtaget i antologien. For ikke at tale om nylige anmeldelser af monstersex-historer. Visse af mine kollegaer har vist lidt svært ved at forene tanken om mit bogholder-jeg med en hjerne, der kan fostre noveller af slig slags. :-)
Da det så nylig var min fødselsdag, var det jo oplagt at købe mig en bog, og i den forbindelse har de endda opslået et indlæg på et debatforum, hvor de efterlyste "syge" bøger til en kollega. Det var såmænd slemt nok (jeg har set deres beskrivelse af mig). Det værste var næsten at jeg blev genkendt ud fra beskrivelsen. ;-)
Skræmmende ...

Derfor var det selvfølgelig også med forbehold at jeg gik i gang med bogen her. Jeg læste hele starten med distance og en pude for øjnene (billedligt talt), for jeg havde læst anmeldelser der sammenlignede den med "American Psycho", som jo er ret grum.
Men efterhånden som jeg kom ind i den, så blev jeg mere og mere fanget af den. På et tidspunkt gik det endda op for mig, at det ikke kun var mig, der distancerede, men også fortæller-stemmen, den unge Kenji, som guider sexturister i Tokyos natteliv.
Den skræmmende del er faktisk ikke så meget den (i øvrigt meget begrænsede) slasher-scene, men Kenjis reaktion på hele miseren. Hans tanker omkring de nederste samfundslag i Japan og menneskesynet, som jo er meget anderledes i forhold til vores vestlige normer.

Til sidst i bogen får man endda Franks virkelighed at høre, hvilket var ret fascinerende.

Fra jeg var fire år, til jeg blev seks, skar jeg mig i håndleddene over ti gange, og det siger jeg dig, Kenji, ingen ved, hvad kulde er, før de har følt blodet  løbe ud af sig.

Stakkels, lille barn ...

Hele bogen er barsk og rå, men meget fascinerende og fængende. Den er meget anderledes end hvad jeg er vant til at læse, men det er så godt nok også sjældent at jeg læser asiatiske forfattere, må jeg tilstå.

Såeh Katja ... det var slet ikke så sygt og slemt, som du havde håbet på. ;-)

Killer Killer - Morten Ellemose

Bagsidetekst:
New York hærges af en række bestialske mord, som fører vicekommissær Anatolli Barritch og assistent Karen Walsh på sporet af den vanvittige seriemorder Angelface. 
Den karismatiske religionshistoriker Mordechai Rheingold hjælper dem og et grusomt mønster tegner sig. 
Et mønster, der har tråde langt tilbage i historien. Til en tid, hvor bødler og inkvisitionen var hverdag og hvor et uhyggeligt, sagnomspundet broderskab blev dannet. Snart anes et dystert hævnmotiv i mordene og grusomme skæbner venter alle de involverede.

Jeg er blevet bedt om at anmelde denne bog, af en for mig ukendt dansk forfatter, som jo ellers allerede har en del skriveprojekter på bagen. Som oftest skriver han sammen med sin bror, forfatteren Søren Ellemose, men i bogen "Killer Killer" flyver han solo.

Det starter temmelig grumt ud, faktisk næsten grummere end mit nok så kendte blødsødne hjerte kunne tåle med en kvinde og hendes to børn, der holdes fanget af en grusom morder. Han beder hende vælge hvilket af hendes børn, der skal overleve, et valg som man (læs: jeg) slet ikke kunne forholde mig til. Eller rettere ... slet ikke VIL forholde mig til. Det er for grum en tanke.

Og herefter går det ellers slag i slag. Vi møder opklaringsteamet i skikkelse af vicekommissær Anatoly Barritsch (bliver altså nødt til at påpege slåfejlen i bagsideteksten), en mand, der tydeligvis kunne have godt af lidt færre donuts og lidt mere motion, Richard, en loyal betjent, der dog aldrig avancerer på grund af sine autoritetsproblemer, og Karen Walsh, den super intelligente profiler, der hægtes på eftersøgningen af Angelface.

Jeg vil ikke afsløre mere af historien her, da det vil ødelægge nogle af de mange overraskelser der er undervejs.

Jeg vil sige, at jeg er positivt overrasket. Faktisk havde jeg slet ikke læst bagsideteksten før jeg gik i gang, og derfor glædede mig over at handlingen udspiller sig i Amerika. Heldigvis (!!) har vi slet ikke forudsætninger for den slags seriemordere her i Danmark, og derfor ville historien slet ikke have fungeret her.

Opklaringsteamet blev heller ikke stereotypt, hvilket man ellers ofte ser i krimier, og deres valg af personlighed er nøje fastlagt efter deres roller i historien, og andre hændelser undervejs. Som kritisk anmelder var jeg ellers allerede ved at stejle ved Barritsch, men han vinder ved nærmere bekendtskab OG så er det igen ikke uvæsentligt at han er, som han er. Så persongalleriet er spundet godt sammen.

Hele bogen emmer af "Thomas Harris meets Chris Carter", og jeg må ærligt indrømme at jeg undervejs i læsningen ikke vidste om jeg skulle føle at det var idéforladt eller genialt. Efter at have summet på bogen et par dage, er jeg dog nået til den konklusion at Morten Ellemose gør det temmelig godt.
Han tager de elementer, der fungerer hos begge de nævnte forfattere, og gør dem til sine egne. Faktisk kombinerer han dem også med Dan Browns hang til broderskaber, og set som helhed fungerer det faktisk fremragende.
Overraskende nok, når man tænker over det. :-) Det er ikke nemt at kombinere tre så markante forfatterstile, og så ende med et unikt resultat. Om det er "Ellemose'sk" skal jeg ikke kunne udtale mig om, da det som sagt er første gang jeg stifter bekendtskab med forfatteren, men jeg tror helt klart at det her er en forfatter, som vi bør holde øje med.
Potentialet for salg til udlandet er helt klart også til stede her, vil jeg mene. "Killer Killer" kunne sagtens gøre sig på den udenlandske thriller-scene.

Det er i øvrigt også i denne bog at jeg for første gang er stødt på at et offer har "sin egen hornhinde under neglene". Alene tanken om det ... det er så afskyeligt, men lad den lige synke ind et øjeblik ... Tænk på hvad der skal til, før man har sin egen hornhinde under fingrene.

Samlet konklusion må være at jeg er ret imponeret over Morten Ellemoses thriller, som blev læst på uhyggelig kort tid. Sproget er nærværende, letlæst, enkelt, men alligevel med skarpe betragtninger. Tempoet er holdt højt og der er ikke tid til afslapning undervejs.

En helt klart anbefalelsesværdig thriller af en lovende dansk forfatter.

Men hov, kritikpunkterne skal der jo også være plads til. Dem havde jeg nær glemt. :-)

Rheingold irriterede mig faktisk af og til. Ikke hans person, men hans dialog. Her føltes det sommetider som om han afsagde replikker, som forfatteren havde glædet sig til at fremføre, men som ikke passede helt ind i dialogen med de implicerede. Eller også var det måske bare en del af hans kryptiske facon.

Korrekturen. Nogle steder er det gået lige stærkt nok med korrekturen. Jeg ved godt at det er umuligt at sende en fejlfri bog på gaden. Jeg tror ikke, der findes en eneste bog uden at der er en slåfejl eller andre småfejl i den. Men der var et par læseforstyrrende fejl, og så er bagsidefejlen med navnet ret grel.
Jeg håber, forlaget retter fejlen ved et evt. andet oplag.

Tak til Forlaget H. Harksen Productions for anmeldereksemplaret.

Helbrederen II - Noah Gordon

Bagsidetekst:
Historien tager sin begyndelse i år 1021 i det sygdomshærgede London, hvor Rob J Cole vokser op under trange kår. Efter at både hans far og mor er døde, bliver han brutalt skilt fra sine søskende og kommer i lære hos en badskær med hvem han rejser land og rige rundt. Det bliver en barsk og lærerig tid. For at tjene til føden må de optræde som gøglere og tryllekunstnere, og sælge diverse hjemmebryggede mirakel-miksturer.
Rob opdager snart at han har talent for at helbrede, og derfor beslutter han sig for at blive læge. Det fører ham ud på en rejse, som går over store afstande og gennem mange lande med Persien som det endelige mål.
Her kommer han i lære hos den tids største healer. Forklædt som jøde arbejder han hårdt som kirurg på krigsmarken, og under beskyttelse af den mægtige shah kæmper han mod de stærke mullahers fordomme og den frygtede pest. Men livet har også sine lyspunkter, undervejs møder han den store kærlighed.

Sådan! Det er sådan (!) at en historisk roman skal skrives. Sproget er holdt enkelt, og er der ukendte udtryk, bliver de forklaret let og naturligt.
Bogen er ikke fyldt med indforståede termer, hverken af historisk art, med hensyn til lægegerningen, Robs møder med muslimerne og hans egen forklædning som jøde. Alle detaljer kommer flydende så naturligt at man som læser bare absorberer dem og godtager dem.

Det er en svær kunst at skrive historiske romaner. Ofte har forfattere (incl mig selv) en tendens til at ville overforklare tingene, for mange af hans bevæggrunde sker på basis af hans opvækst og den tid han lever i. Man er så angst for at læseren skal tolke hans måde at være på, ud fra nutidige begreber (hvilket i øvrigt ret ofte sker, skal jeg hilse og sige), at man får skrevet al for meget information ind.
Det samme med de historiske detaljer. Man vil gerne gengive alt det man selv har læst og lært om emnet, men less is more ... Det er ikke detaljerne, der fastholder læseren. Det er menneskerne.

Hvis jeg skal komme med noget brok, så er det at forfatteren glider lige let nok hen over sorgscenerne. Ikke at jeg bebrejder ham, sorgscener er noget hø at skrive. Der er ingen fremdrift og det er opslidende, men de er også nødvendige. Til en vis grad naturligvis.

Som jeg skrev efter læsningen af første bind, så har jeg læst "Helbrederen" før, og det var et kært gensyn. Så selv om bogen er fra 1986 er den ingenlunde forældet (det bliver historiske romaner sjældent :-)), og kan stadig læses med stor fornøjelse.

I Yetiens Hule - Andrea Bastian

Omtale:
De er på jagt efter Yetien, Himalayas Bigfoot, et mytologisk monster, som ingen troede på. Men yetien eksisterer og er særdeles veludstyret. Følg den unge kvinde, Sofia på sin vej gennem Tibets landsbyer og bjerge i et erotisk eventyr befolket af mystiske mænd, lokkende unge kvinder, buddhistiske, tantradyrkende indfødte samt et overnaturligt bæst, hvis seksuelle lidenskab ingen kan holde nede!

Andrea Bastian har skrevet en føljeton i tre dele i en - for os i Danmark - ny genre, der hedder "Erotiske monsterhistorier".

Da hun skrev til mig og bad mig anmelde føljetonen, var jeg i første omgang ved at sige nej, for hvilke forudsætninger har jeg for at kunne anmelde en historie som denne? Jeg må også tilstå at jeg trak en del på smilebåndet over tanken om monstersex generelt. Altså sex med afskyelige snemænd, havmænd og sumpmonstre.
På den anden side er der måske ikke noget at sige til det. Det må vel være en naturlig afledning efter hele Twilight-æraen, der jo også damper af erotik mellem mennesker og overnaturlige væsner som vampyrer og varulve.

Nu har jeg jo også - i den kommende antologi Drifter - 13 mørke fortællinger fra forlaget Kandor - selv stiftet bekendtskab med genren "darc erotica", så jeg har jo bevæget mig lidt ad den boldgade selv.

Nåh, historien her ...

Selve genren, har jeg lidt svært ved at tage alvorligt, må jeg tilstå. Det er lidt med smil på læben at jeg anmelder første del her, men man skal også kunne læse (og anmelde) værker, der ligger uden for ens "comfortzone". Og alt andet lige skal man have respekt for det værk, man har læst.

Så hvordan oplever jeg så læsningen?

Først og fremmest er der læst godt korrektur på historien. Der er ikke mange stavefejl, som jo ellers  - desværre - godt kan præge selvudgivelser.
Rent skrivemæssigt er der også et fornuftigt flow og variation i udtrykket, selv om der selvfølgelig er passager, der godt kunne have brugt en erfaren redaktør.
Men alt i alt fremstår historien velskrevet og godt funderet.

Historien kommer godt fra start med Sofia i flyet, der møder danske Frank, der er i Tibet på forretningsrejse. Hun og hendes kollega Sarah, der også arbejder frivilligt på børnehjemmet, støder ind i ham igen, og det kommer til en hed trekant i hans lejlighed. Og her fungerer præmissen. Det erotiske er lystent og dampende, præcis som sådan noget skal være.

Efterfølgende går de på jagt efter Yeti'en, og her kommer Frank og de to piger væk fra hinanden, hvorefter Yeti'en bortfører pigerne. Det viser sig at Yeti'er også bliver ensomme, og kan bruge lidt kærlighed. ;-)
Det er så her, at jeg står lidt af, må jeg tilstå. Jo, nogen (mange?) tænder på "mørk erotik", men jeg synes slippet mellem brutalitet og lyst er for kort. Det er trods alt en uvant situation for Sofia, og jeg synes måske ikke lysten retfærdiggøres eller gøres rigtig virkelig for mig.

Måske er jeg også uretfærdig, for lige så vel som der i pornofilm kun ligger en ganske tynd og plotmæssigt udfordret historie forud for dampen, så behøver der måske i genren monstersex, heller ikke være den psykologiske indsigt mellem lyst og brutalitet med et behåret væsen.

Så for folk, der vil rystes ud af deres læsemæssige comfortzone, så er dette måske det helt rigtige. :-)
Det er i hvert fald både anderledes og nyskabende.

Helbrederen I - Noah Gordon

Bagsidetekst:
Historien tager sin begyndelse i år 1021 i det sygdomshærgede London, hvor Rob J Cole vokser op under trange kår. Efter at både hans far og mor er døde, bliver han brutalt skilt fra sine søskende og kommer i lære hos en badskær med hvem han rejser land og rige rundt. Det bliver en barsk og lærerig tid. For at tjene til føden må de optræde som gøglere og tryllekunstnere og sælge diverse hjemmebryggede mirakelmiksturer.
Rob opdager snart at han har talent for at helbrede og derfor beslutter han sig for at blive læge. Det fører ham ud på en rejse, som går over store afstande og gennem mange lande med Persien som det endelige mål. 
Her kommer han i lære hos den tids største healer. Forklædt som jøde arbejder han hårdt som kirurg på krigsmarken. Under beskyttelse af den mægtige shah kæmper han mod de stærke mullahers fordomme og den frygtede pest. Men livet har også sine lyspunkter, undervejs møder han den store kærlighed.

Se, det her er en historisk roman som jeg er ret vild med. Jeg har også læst den før, for længe, længe siden, så det er et glædeligt gensyn.
Lykken ved en mangelfuld hukommelse er så at det er et helt friskt gensyn. :-)

Nu har jeg jo netop lagt "Rosens Navn" fra mig, for den blev simpelthen for tung at læse, og så er det en lise at komme i gang med "Helbrederen".

Historiske romaner skal ikke formidles tungt og tørt, som fx "Rosens Navn". Hvorfor skulle det det? Sommetider virker det som om at bare fordi det er historisk, så skal det være tunge, kedelige beskrivelser, men det afskrækker da bare læserne. "Helbrederen" er i sin enkelhed en meget bedre historisk roman, for den stopfodrer ikke læseren med datidens facts. Hvorfor skulle den også det? Det er mennesket vi vil læse om. Mennesket, som vi vil kunne identificere os med.
Det svarer lidt til at skrive en kriminalroman, der foregår i Danmark, samtidig med at man skal foreklare alt hvad der foregår inde på Borgen på det eksakte tidspunkt. Det er jo irrelevant for mennesket i bogen, medmindre vedkommende er direkte involveret i det.

"Helbrederen" har jeg som sagt læst for mange, mange år siden, og uden at vide om det præcis var den, så er det den stil, der gør at jeg også selv skriver historiske romaner. Det er sådan fiktiv historie skal formidles. Man skal føle med Rob Cole, da han står som ti årig forældreløs med ansvaret for placeringen af sine yngre søskende, mens han selv frygter for sin fremtid. Det er hans sorg og frygt, da han må forlade London, og lade sit kendte liv bag sig. Og man glædes med ham, når med stålsathed begiver sig ud på en lang og farefuld rejse, som vi andre ikke engang kan forestille os vores vildeste fantasi. Tænk at rejse til fods fra London til Persien! Der er pænt langt. :-)

Så jeg fortsætter med glæde med "Helbrederen II".