I min Reading Challenge for 2017 var et af punkterne: To read a book by a person of color.
Okaaaaay ... tænkte jeg, for det har jeg nu aldrig skænket en tanke. Jeg har aldrig hevet en bog ned fra hylden fordi jeg vidste forfatteren var "hvid". Eller det modsatte.
Jeg har faktisk aldrig skænket forfatterens hudfarve en tanke, for det er kun hans/hendes navn jeg ser.
Om de så er sorte, hvide, brune, røde eller gule er jo flintrende ligegyldigt.
Nåh, jeg kigger på min boghylde på Storytel og efter at have googlet de første 20-30 stykker finder jeg ud af at der ikke er andet end "hvide" forfattere!
Det var sgu lige før jeg følte mig racistisk. :-)
Men det fik mig til at google. I en artikel fra 2012 slås det fast at godt 90% af alle de bøger der bliver anmeldt i The New York times er skrevet af "hvide". Det er alligevel imponerende ikke?
Det har jeg aldrig tænkt over før ...
Jeg vil ikke begynde at gisne om hvorfor det er sådan. En artikel jeg fandt var af en australsk kvinde der havde dedikeret et helt år på kun at læse bøger af "minoritetsforfattere", og som hun konkluderer så er temaerne jo de samme. Det er kun de ydre præmisser af de fiktive personers oplevelser, der ofte er anderledes.
Hvorom alting er ... jeg googlede "sorte" YA forfattere (da det jo er YA jeg læser mest for tiden) og faldt over denne perle af en bog.
Den handler om Matt fra Brooklyn, hvis mor lige er død af kræft, som som virkelig er sorgtynget. Han får arbejde i en bedemandsforretning og føler pludselig trøst ved at deltage i begravelserne. At se hvordan andre bryder sammen og hvordan de håndterer deres sorg. På den måde får andres sorg ham til at se sin egen sorg i øjnene, og lige så stille komme videre.
Det her er virkelig en smuk bog. Den er stilfærdig, godt skrevet og på trods af at den handler om sorg og dødsfald (hvilket jeg normalt ikke bryder mig om at læse om), er den opløftende og livsbekræftende.
Jeg græd og jeg smilede undervejs, og det er jo altid fantastiske tegn.
Jeg hørte den som amerikansk lydbog, og der var altså noget skønt ved at høre Matt og hans kammerat Chris tale sammen i deres Brooklyn-slang. I det hele taget føles alt ved denne bog bare ... ægte.
Den kan kun anbefales!
Men derfor vil jeg nu ikke begynde at holde styr på om forfatterne til kommende bøger jeg læser er farvede eller ej. Det er stadig flintrende ligegyldigt, så længe de kan fortælle en god historie, og det kan Jason Reynolds i hvert fald!
6 hjerter herfra.
Sider i trykt form: 272
Hørt som engelsk lydbog - 7 timer og 48 minutter - Oplæser: Corey Allen
Omtale:
Just when seventeen-year-old Matt thinks he can't handle one more piece of terrible news, he meets a girl who's dealt with a lot more-and who just might be able to clue him in on how to rise up when life keeps knocking him down-in this wry, gritty novel from the author of When I Was the Greatest. Matt wears a black suit every day. No, not because his mom died-although she did, and it sucks. But he wears the suit for his gig at the local funeral home, which pays way better than the Cluck Bucket, and he needs the income since his dad can't handle the bills (or anything, really) on his own. So while Dad's snagging bottles of whiskey, Matt's snagging fifteen bucks an hour. Not bad. But everything else? Not good. Then Matt meets Lovey. She's got a crazy name, and she's been through more crazy than he can imagine. Yet Lovey never cries. She's tough. Really tough. Tough in the way Matt wishes he could be. Which is maybe why he's drawn to her, and definitely why he can't seem to shake her. Because there's nothing more hopeful than finding a person who understands your loneliness-and who can maybe even help take it away.
Jeg har det lidt på samme måde som dig. Jeg skænker aldrig forfatteren til en bog en tanke. Det er ikke det jeg bedømmer udfra, det er mere hvad historien giver mig.
SvarSletDen her nye trend med at der pinedød skal være diversitet i alle bøger, især YA nu om dage, bekymre mig faktisk lidt, for ja, det er vigtigt at der er bøger med LGBT-personer eller personer af alle regnbuensfarver, men det føles kunstigt, når det bliver presset ind i alle historier. Og det er et skråplan når en forfatter bliver sablet ned fordi hun ikke har alle disse personer med, som det sker for Veronica Roth med hendes nye bog lige i øjeblikket.
Lige præcis. Og det vil jeg også fortsat gøre. :-) Det var kun i forbindelse med denne Challenge at jeg overhovedet var bevidst om at gøre det.
SletJeg er så totalt enig med dig i den der fanatiske higen efter diversitet. Almindelige mennesker oplever altså også fortælle-værdige problematikker der kan fortælles. Og vi kan ikke alle sammen være specielle.
Men det er nok tidens flow. Før var alle så perfekte, nu skal vi alle være imperfekte. Vi må håbe der kommer en tid hvor det er okay at være normal. ;-)
PS. Veronica Roth's kritik har jeg så slet ikke fået med, men det vil jeg da lige lure på.
SletJeg har selv undersøgt det lidt mere med Veronica Roth og jeg har misforstået det.
SletDet hun bliver angrebet for er racisme. Øjensynlig er de gode i hendes bog hvide og de mørke aggressive. Jeg har ikke selv læst bogen så jeg har ikke selv noget indtryk af bogen.
Det har jeg heller ikke, så jeg skal ikke sige om det er rigtigt, men det kunne jo være at hun bare tænkte i gængse baner med lys=godt og mørke=ondt. Det er jo universelt, og ikke sikkert at det er racistisk ment.
Slet