Jeg har ofte set hendes første roman (3096 DAGE), men også altid vidst at jeg ikke ville læse den. Hun virker som et sympatisk menneske, men jeg var ikke sikker på at jeg kunne holde ud at læse om de uhyrligheder den stakkels pige blev udsat for fra hun var 10 til hun formåede at flygte som 18-årig.
Men da jeg så denne her (TI ÅRS FRIHED) tænkte jeg at den ville jeg gerne læse. Hvordan mon det var gået hende siden hun flygtede og hele verden lærte hendes navn at kende.
Og jeg må sige at jeg faktisk er chokeret. Det kan godt være at jeg ikke har fulgt særlig godt med i medierne, men det viser sig at Natascha Kampusch's sag er blevet genoptaget flere gange siden da. Forskellige interessenter påstår at hun ikke har fortalt hele sandheden og er sikre på at der må stå en international pornoring bag. En ring der trækker tråde op til de højeste steder.
Sagen har været kulegravet af flere kommissioner, blandt andet på grund af fejl i efterforskningen, og det er hjerteskærende at høre at Priklopil (hendes gerningsmand) faktisk var i politiets søgelys flere gange uden at det opklarede sagen.
Så Natascha Kampusch har måtte lægge ryg til alskens konspirationsteoretikeres krav om at genoptage sagen gang på gang. Forsvare sig selv og sine handlinger, som om det er hende der var gerningsmanden og ikke Priklopil. Rygter om at hun skulle have født et barn i fangenskab og dræbt det eller aborteret. Rygter om at hun rendte hjemmefra og indvilligede at blive hans sexslave (hun var 10 for christs sake!). Rygter om at hun formåede at flygte fra ham 2 gange før og vendte tilbage. Osv osv ...
Igen og igen har hun måtte forklare sine bevæggrunde.
Hun har også stået model til smædeartikler hvori hun blev kritiseret for at modtage penge for rettigheder til interviews, bogsalg og nu også filmroyalties, og da hun opretter et hjem incl lægeklinik for børn på Sri Lanka bliver hun også kritiseret, for der er jo masser af østrigske børn der har brug for hjælp.
Folk har tjent penge på hende, samtidig med at de har svinet hende og hendes familie til. Plus at folk åbenbart mener at de har ret til at gå hen til hende på åben gade og fortælle hende at de tror hun lyver. Stadigvæk. Ti år efter ...
Det er som om at hun ikke kan gøre noget, uden at folk kritiserer hende for det.
Nu er jeg jo ikke psykolog, men bare et menneske med empati, og jeg kan sagtens forstå hendes behov for at holde misbrugsdetaljerne for sig selv. Hvis hun siger hun er blevet misbrugt, betyder det så noget om vi kender detaljerne ved det?
Hvis hun føler/følte noget for Priklopil er det så så underligt? Folk kaster sig straks over Stockholm-syndromet og ser så på hende med endnu mere afsky.
Come on ... Hun var 10 da hun blev kidnappet og manden indprentede hende at hendes familie ikke ville have hende tilbage. At de havde afskrevet hende. At han var alt hun havde.
Hun var 10!
Hvor sørgeligt det end er, så har han - uanset ydmygelser, misbrug, misrøgt og ondsindet tortur (tortur kommer i øvrigt i mange former, det behøver ikke betyde udrevne negle mm) - stået som det eneste menneske der "tog sig af hende". Og det gjorde han jo! Han gav hende mad (sparsomt og under syge forhold), gav hende læsestof og gav hende selskab.
Hvilket menneskeligt væsen ville ikke hungre efter selskab? Og hun var endda et barn på ti, der bliver smidt ned i et mørkt kælderrum, fuldstændig isoleret. Selvfølgelig vil hun få et had/kærlighedsforhold til ham.
Og hvorfor skal hun blive ved med at bortforklare det?
Beklager at denne anmeldelse bliver lidt lang, men jeg var faktisk temmelig forarget undervejs. Lad dog kvinden komme videre med sit liv uden at have en mening om alt hvad hun gør.
Det falder også mange for brystet at hun i dag ejer huset, hun blev holdt fanget i. Staten tildelte det til hende som erstatning, da Priklopils arv skulle gøres op. Mange tænker at det er "sygt" af hende at beholde det, men hun har fuldstændig ret i at hvis hun solgte det, ville folk gøre det til noget det ikke er. Bare et hus.
Omvendt forstår jeg også hvis hun har et behov for - også selv om det ikke står i bogen - af og til at mindes. Netop især fordi hun er blevet behandlet som hun er. Alene det at komme tilbage og få bekræftet at det ikke bare var indbildning, men at det rent faktisk skete på trods af hvad alle andre måtte mene. Det giver også mening for mig.
Jeg håber virkelig at der en skønne dag vil flyde nok vand i åen til at hun kan komme videre med sit liv og forhåbentlig forsvinde fra offentlighedens søgelys.
Og så håber jeg at der snart kommer et opgør med den måde vi accepterer dårlig journalistik og mediernes styring af det offentlige rum på.
Fem hjerter herfra.
Forlag: Gyldendal Lyd
Sider i trykt form: 194
Hørt som dansk lydbog: 5 timer og 54 minutter - Oplæst: Sara Emilie Nielsen
Omtale:
I Ti års frihed fortæller Natascha Kampusch for første gang om tiden efter sin flugt. Det er en modig kvindes bevægende og rystende beretning om kampen for at finde tilbage til en normal hverdag. Ti års frihed er den selvstændige opfølger til 3096 dage, der udkom på dansk i 2011. Om bogen: 23. august 2006 sluttede en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid, da det lykkedes den dengang 18-årige Natascha Kampusch efter 8,5 års fangenskab at fl ygte fra bortføreren Walter Priklopils hus i Østrig. Men det, der skulle have været en ny start for den nu voksne kvinde, blev i stedet en fortsættelse af hendes klaustrofobiske mareridt. For offentligheden krævede svar på alle spørgsmål om hendes 3096 dage i det fem kvadratmeter store kælderrum - selv de mest private - og spekulerede i alt fra medgerningsmænd til børn født i fangenskab, og om hun selv havde planlagt sin bortførelse. En uforstående og chokeret omverden var og er stadig ikke parat til at slippe et nationalt traume og sætte hende fri. Det er derfor, Natascha Kampusch nu fortæller, hvad der videre skete efter befrielsen. Hun ønsker at sætte et punktum...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar