lørdag den 5. marts 2016

Vinden gennem nøglehullet - Det mørke tårn # 4,5 - Stephen King

Sidste roman i Dark Tower-serien eller Det Mørke Tårn. Nogle kalder den nr. 8, andre kalder den nr. 4,5, men sikkert er det, at den er længe ventet på dansk af alle Kings Dark Tower fans.
Vinden gennem nøglehullet er skrevet som den sidste i serien, men handlingsmæssigt placerer den sig mellem nr. 4 og 5.

King indledte faktisk Dark Tower serien helt tilbage i 1974, men først i løbet af 80'erne slog serien for alvor igennem og fik kultstatus.
De seneste bind i serien blev udgivet i 2003 og 2004, men efterfølgende besluttede King sig for at skrive Vinden gennem Nøglehullet til stor begejstring for de mange fans.
Faktisk kan romanen også læses uden at have læst de øvrige i serien, og kan på den måde udgøre en port ind til Kings forfatterskab.

Dark Tower-serien er fantasy når det er bedst. Læseren tages på en fascinerende og gribende rejse og følger fire forskellige hovedpersoner.
Den verden King formår at skabe har beriget utallige læsere gennem årenes løb. Han mestrer fortællekunsten som kun de færreste.



For første gang nogensinde (og forhåbentlig sidste) i hele mit liv har jeg givet en King-bog mindre end 5 stjerner. Det er første gang jeg har prøvet at begynde at kede mig og da det var en lydbog, må jeg tilstå at jeg flere gange i sidste halvdel hoppede to minutter frem, så jeg hurtigere kunne få den afsluttet.

Den her ... altså ... det er jo ikke fordi den ikke er godt skrevet. For det er den. King er jo King og er en formidabel fortæller, men denne bog virker bare så ligegyldig. Som om King ikke var villig til at slippe universet, selv om historien egentlig var færdig.
Man kan måske ikke bebrejde ham det, for han har jo haft historien hos sig i over 40 år, men ... ja ... denne kunne jeg godt have undværet.

Den starter med Roland og hans ka-tet; Eddie Dean, Susannah, Jake og selvfølgelig Tumlebjørnen Ben, der i starten af historien forudser en storm. 
De søger ly i et murstenshus, der kan modstå den kraftige storm, og Roland bliver bedt om at fortælle en historie. Med Tumlebjørnens adfærd (som kunne forudsige stormen) in mente fortæller han for det første om en opgave han havde som ganske ung, hvor de skulle finde en forbryder ved navn "Den Lodne Mand". I den historie skal han berolige en ung dreng, og der fortæller han så en historie, som hans mor altid fortalte ham.

Det vil sige at der inde i historien kommer endnu en historie, og selv om man lynhurtigt glemmer det, så har man hele tiden i baghovedet at det egentlig var Roland og ka-tet man ville høre om. Selvfølgelig har både historien og historien-i-historien mange referencer til Det Mørke Tårn, men ... nej.


MEN ... den her giver mig så et tjek-tegn mere på min læseudfordring for 2016. "Read a prequel", og det må man jo sige det her er. Okay, der står at man skal læse en bog OG dens prequel, men jeg har jo læst serien, såeh ... den tæller. ;-)

Forlag: Hr. Ferdinand
Sider: 336
Lydbog: 10 timer og 1 minut

Ingen kommentarer:

Send en kommentar