lørdag den 26. marts 2016

Oceanet hvor grusvejen endte - Neil Gaiman

I Oceanet hvor grusvejen endte vender en midaldrende mand hjem til sin hjemegn på grund af en begravelse.
Hans barndomshjem er jævnet med jorden for længst, men den gamle faldefærdige gård forenden af grusvejen vækker minder om en forgangen tid.
Da han var 7 år gammel mødte han den mystiske pige Lettie Hempstock ved gården.

Da han sidder ved dammen bag gården, som Lettie altid hævdede var et ocean, overmandes han af mærkelige og skræmmende minder. Minder som virker uvirkelige, fulde af onde kræfter og farlige oplevelser, der umuligt kan være hændt en lille dreng. 

Oceanet hvor grusvejen endte er en eventyrlig fortælling for voksne, der både er bevægende og skræmmende.



Dette er min første Gaiman bog. Jeg har set hans navn blive nævnt flere steder og kan se at folk lovpriser hans forfatterskab, og da der dumpede en flok ned i Mofibos' katalog, måtte jeg se hvad det hele gik ud på.

Og jeg kan godt forstå det ... sort of ... Neil Gaiman er en god forfatter, det er der ingen tvivl om. Der er mange små og store guldkorn i bogen, som fx.

"I do not miss childhood, but I miss the way I took pleasure in small things, even as greater things crumbled. I could not control the world I was in, could not walk away from things or people or moments that hurt, but I took joy in the things that made me happy."

Men mest af alt - og her får jeg nok ballade - minder han mig altså om Stephen King. Gaiman formår at tage en historie fra barndommen og lukke op for rædslerne på en overnaturlig/fantastisk måde og man sidder tilbage med en fornemmelse at man har læst noget, der er lidt mere end bare en historie. 
En fortolkning, en symbolik OM netop barndommen.

Nu var jeg ikke fandens god til at analysere bøger i skolen. Jeg hadede det som pesten, og som forfatter ved jeg at forfattere altså også bare - af og til - godt kan lide at skrive en god historie, som bare er det. En historie. Vi lægger ikke ekstra lag ind for at more folkeskolelærere og pine eleverne.

Måske Gaiman har lagt en masse symbolik ind, om hvordan ormen bare var et symbol på ondskab og fandt vej ind i ham, at moralen er at vi skal være de bedste mennesker vi kan være og at man KAN genfødes.

Så jo, jeg var underholdt og også fascineret, men ikke "blown away". Lad os se, når jeg får læst lidt mere af hans forfatterskab.

Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sider 196
Lydbog dansk - 4 timer & 52 minutter

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar