Ud af mørket voksede mennesket og gjorde sig til herre over verden. Hvorend det gik, undertrykte det, dræbte det, hånede det og grinede det.
Dog var menneskets største forbrydelse at det glemte.
At verden engang havde indeholdt mere end villaveje og lejligheder. At der var en tid, hvor menensket ikke turde gå i mørket, fordi det ikke var deres. At døden kun er en dørtærskel, ikke et bundløst fald. Mennesket glemte og glemsomheden formede verden. Men alt det der glemmes vil gerne huskes. Og mennesket er begyndt at erindre igen.
Fjorten rædsler på rad.
Markus, der mangler sin døde undulat, husker.
Andrea, der har givet sit hjerte bort, husker.
Christian, der har de vildeste hovedpiner, husker.
Angelique, der kan tage de højeste toner, husker.
Oliver, der løber det bedste han har lært, husker.
Manden i kæder i laden på landet, husker.
Jeg husker. Og du vil også huske.
Hvad ER det helt præcist, der er på den forside???
Jeg har kigget længe på forsiden og hver gang jeg overbeviser mig selv om at det rent faktisk er en frugt og den er ganske ufarlig og måske smuk på sin egen særegne måde, kammer jeg over og tænker at det er vitterligt noget af det klammeste jeg har set.
Jeg HAR googlet en kærlighedsfrugt, og der er ikke noget på google der popper op og bare er i nærheden af at ligne det her.
Så jo, jeg er sikker på at det er lige så rædselsvækkende, som det ser ud.
Det er første gang jeg rent faktisk stifter bekendtskab med forfatteren A. Silvestri. Jeg har længe bemærket ham, for han udgav en mursten omkring zombier ved navn Pandemonium, som man ikke kan undgå at lægge mærke til, men som jeg dog ikke har læst endnu.
Så en dag dumpede denne bog ned i min postkasse og jeg glædede mig til at læse den. Og nu hvor jeg så har læst den ... hvad så?
Yrk! A. Silvestri er dygtig. Derom hersker ingen tvivl. Mange af novellerne er virkelig klamme og skræmmende og nogle af dem får man det helt fysisk dårlig af at læse.
Nogle af dem er lige ... på kanten af erotisk-klam (er det det, der hedder vaginal horror mon?), hvor jeg vrængede ansigt mens jeg læste dem, men er det ikke det, body-horror skal?
I så fald, har Silvestri ramt plet hos mig.
Nåh, jeg forgriber tingenes gang her. I forordet fortæller Silvestri om hvordan horror er en af de mest rummelige genrer, der findes. Hvordan det kan spænde fra gys med genkendelige regler og en fjende man som regel kan gøre noget ved, indtil horror, hvor fjenden er langt mere subtil. Og horror i sig selv kan jo også både være fysisk og psykisk og alle mulige steder derimellem.
Silvestre forsøger i sin bog at gå fra den ene ende til den anden, hvilket at en relativ blødsøden læser som jeg nok starter med at bide negle til netop at sidde med det vrængede ansigt i sidste ende.
At den kun ender på fire hjerter hos mig, er netop det klamme. Jeg syntes at nogle er lige vel grænseoverskridende for mig, men hardcore horrorlæsere vil med garanti bare grine af mig.
Så det er en imponerende samling det her. Jeg synes den er ambitiøs og grundig, og frem for alt velskrevet. Han blev da også nomineret til Årets Horrorpris 2016 for den, hvilket er fuldt fortjent nominering.
En ting, der i øvrigt freakede mig totalt ud ... Ved hver novelle er der en illustration. I starten ligner det bare noget mønster, men efterhånden går det op for én, at det netop ER en illustration, og da det går op for én HVAD der er på illustrationen ... yrk.
Fed detalje.
Edit: Det er lige gået op for mig at #Flyvehjoernet5 udfordringen er at læse en dansk forfatter i marts. Det HAR jeg jo gjort ... :-)
Tak for anmeldereksemplar til Forlaget Kandor.
Forlag: Kandor
Sider 362
Anmeldereksemplar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar