Jens Langkniv - Jeppe Aakjær

Det er lidt utaknemmeligt at komme efter noget, som læseren har været vildt forgabt i. Ok, jeg har læst denne IMENS jeg læste ”Jordens Børn”, men sproget er lidt tungt for mig. Ikke forbavsende, da den oprindeligt er fra 1915.

Og jeg ville nok aldrig have læst den, havde det ikke været for en veninde, der har en ... hmmm ... vis fascination af Jens Langkniv.

Den handler om den jyske folkehelt Jens Langkniv, der kommer på kant med loven, da hans gamle mor mistænkes for at være heks. Derpå får han oprejsning under Trediveårskrigen, da folk tyr til ham mod besættelsesmagten, han vil derpå påbegynde et almindeligt liv, men hans udkårne forlader ham. Derpå forfalder han igen til røvergerningen.

Man har virkelig ondt af ham, for han kan ikke handle anderledes end han gør, især byder hans stolthed ham nogle ting, som han måske godt kunne være foruden.

Men jeg her glad for at have læst den, for dansk historie og danske sagn har jeg egentlig ikke læst så meget om, så det er vist på høje tid.

Skygger i natten - Whitley Strieber

Dette var også en genlæsning. Jeg har læst den tidligere og har haft den på hylden i årevis. Så havde gemalen efterladt den ude på badeværelset, og så måtte jeg jo lige igennem den. :-)

Bogen er baseret på en teori om at varulve er virkelige og har eksisteret sideløbende med mennesket, men har formået at holde sig skjult i kraft af deres overlegne intelligens.

Normalt udser de sig svage og enlige mennesker, som deres bytte, men da de så angriber to politibetjente, er det knap så anonymt.

Figurerne er noget pappede og man føler egentlig ikke rigtigt noget for dem, personskildringen er noget klichéagtig, men historien er udmærket.

Det er dog en interessant tanke (om end liiige utrolig nok), hvis varulvene skulle have eksisteret sideløbende med os mennesker. Desværre er der nok ikke plads i denne verden til flere uopdagede arter (med mindre vi snakker fisk eller insekter), hvilket jo er synd. Nogle gange finder jeg det trist at tænke på at der snart ikke findes pletter på denne jord, der ikke er blevet betrådt af mennesker.

Rejsen over stepperne - Jean M Auel

Hold da op. Om det skyldes at jeg ikke selv får skrevet en skid for tiden, eller om det er bogen, ved jeg ikke, men jeg fløj bare igennem ”Rejsen over Stepperne”. Ok, det skyldes jo nok også at Auel har en meget stor forkærlighed for at pensle alt ud, blandt andet naturbeskrivelser, fødevarebeskrivelser og ikke mindst sexscener, og der har jeg nok en mani med at skimme lidt let hen over teksten.
Ayla og Jondalar er her på vandring mod Jondalars hjem, hvor de håber på at de kan grundlægge en arne og der få børn og slå sig til ro. De møder flere mennesker på deres vej, både venlige og uvenlige, oplever den storslåede istidsnatur og møder også fladskaller, Aylas oprindelige folk.

Nu går det endda meget let for Ayla her. Hun er i stand til at opfinde næsten lige hvad det skal være og heldet er trods alt med hende under hendes strabadser.

Det får mig ofte til at tænke på alle de ting vi tager forgivet. Bare det at tage en liter mælk ud fra køleskabet har krævet utallige opfindelser lige fra elektriciteten til at malke en ko. Mennesket er utroligt iderigt og nyskabende, men er alle vores nyskabelser og opfindelser ikke bare den uundgåelige vej mod enden? Hvor langt kan vore hjerner bringe os? Men gad vide om vi i sidste ende ville være have været bedre stedt med at blive hvor vi var?

Om at skrive - Stephen King

Læst igen og en million gange før. Denne gang – lige som de fleste andre – fandt jeg den frem, fordi jeg selv er i et skrivemæssigt hul, som jeg tilsyneladende har svært ved at komme op af.

Som sædvanlig gav han mig lidt inspiration. Denne gang var det rådet ”Skriv om det du ved!”, og hans ord om glæden ved at skrive.

Jeg har været i et hul i længere tid. Jeg blev gravid samtidig med at jeg vandt eventyrkontrakten. Det vil sige hormoner og ammehjerne var samtidig med en kontraktbunden aftale om nogle eventyr, som jeg vel ret beset ikke havde voldsom lyst til at skrive. Og da jeg var på kontrakt, ødelagde min dårlige samvittighed det for mig, hver gang jeg forsøgte at skrive på noget jeg vitterligt havde lyst til.

Så kom der et enormt projekt på arbejdet, der i sidste ende gav mig et stresskollaps. Plus selvfølgelig en nu toårig, der jo kræver en del.

Jeg har indset at jeg med mit skriveri skal ”back to basics”. Jeg skal genfinde glæden ved at skrive, for alt det jeg skriver er måske teknisk set ok, men det er ikke levende længere. Eller … det føler jeg i hvert fald ikke.

Nu går det så lidt fremad. Jeg skrev for et par dage siden en lille novelle på kun 4 sider, godt nok over et emne, jeg ikke rigtig brød mig om, men den gled langt nemmere end andet jeg længe har forsøgt.

Besat - Peter James

En psykologisk gyser, står der på forsiden, og det kan man vel også kalde den. Den er skrevet i firserne og det lyser sjovt nok ud af den.

Den handler om kvinde, hvis tyveårige søn omkommer i en bilulykke. Dette – hvor tragisk det end er – bliver faktisk værre, da Fabian (sønnen) ikke helt vil slippe jordelivet.

Det der vel nok er det mest uhyggelige ved bogen er at den er skrevet ud fra autentiske oplevelser fra forfatterens side, og det er sådan noget vi helst ikke vil tænke på.

Vi kan beskytte vores børn og os selv mod forskellige jordnære ting, men ånder … hvad fanden stiller man lige op mod dem, hvis de vælger at dukke op på matriklen?

Mammutjægerne - Jean M Auel

Fortsættelsen af serien ”Jordens Børn” hvor Ayla og Jondalar kommer til Løvelejren. Her møder Ayla for første gang mennesker fra de fremmede, som hun selv stammer fra. Men her møder hun også fordommene mod fladskallerne, som hun er vokset op hos, og kæmper en evig kamp for at nedkæmpe fordommene og blive anerkendt. Samtidig trækker Jondalar sig væk fra hende, for han vil give hende lov til at vælge, om hun ønsker ham eller den mørke Ranec, der også bejler til hende.
Som jeg har nævnt tidligere, så var jeg formentlig ikke klar til at læse bøgerne, da jeg læste dem første gang, for nu nyder jeg dem meget mere. Jeg skimmer endda ikke så meget, som forventet, selv om hendes natur- og sexscener er ret så detaljerede.

Nu hvor jeg selv er i gang med en istidshistorie er al hendes detaljer jo rigtig vigtige for mig, men man kan sige at rent skønlitterært er det måske lige rigeligt.

Men fremragende stadigvæk. Jeg har allerede kastet mig over den næste i serien: Rejsen over stepperne.

Folket i klippehulerne - Jean M Auel

Indtil videre er dette det femte og sidste bind i serien ”Jordens Børn”, hvor Ayla og Jondalar endelig vender tilbage til Jondalars folk, Zelandonierne.

Og jeg er ganske bjergtaget. Om det skyldes ydre omstændigheder, mit eget sindelag eller det faktum at det bare er nogle fantastiske bøger ved jeg ikke, men jeg var rigtig ked af at jeg var nået til vejs ende.

Kender I det? Man drives igennem hele bogen/bøgerne, og alligevel vil man ikke have det skal ende, så man prøver krampagtigt at få de sidste sider til at strække.

Jeg blev glædeligt overrasket ved fornemmelsen af at der nok kommer en bog mere i serien (ret fantastisk at få én kvindes liv til at fylde flere tusind sider), men hvad opdager jeg? At der gik 14 år mellem de to sidste bøger. Åh gud, der er længe til den næste så ….