Sille og Hyggenisserne - Laila Lildballe Nebel

Det var egentlig meningen at det var min datter, der skulle anmelde denne bog. 
Og vi var skam også i gang med at læse i november måned, men så fik hun den fikse idé at vi skulle læse den i december, og så kom julekalenderne frem og og og og ...

Nu lå den så der - lige så ensom og ulæst - så jeg tænkte at jeg hellere måtte få den læst færdig selv. :-)

Min datter var ellers meget begejstret for historien om nisserne Tylle og Sokkesand, som bor i et stort egetræ uden for Silles hus.
Sille bor sammen med sin mor (forfatteren) og sin far (skolelærer) i et landligt og hyggeligt miljø.

Alt er fryd og gammen, men pludselig begynder der at ske mystiske ting i det lille hjem, og nogle af familiens medlemmer synes endda at de ser nisser! Og det kan jo ikke passe.

SILLE OG HYGGENISSERNE er en hyggelig bog. En rigtig julebog, som min datter som sagt var meget begejstret for, og som hun faktisk forbød mig at læse færdig selv (jeg håber hun har tilgivet mig på det tidspunkt hvor hun kan finde min blog på nettet :-)).

Men jeg - som voksen læser - har altså nogle problemer med den.

Det første der slog mig var, at hvis det er meningen at den skal bruges som højtlæsningsbog i december - hvilket den i øvrigt ville være fremragende til - så er kapitlerne alt, alt for lange.
Det tager ca. tre kvarter/time at læse den højt, og det er de færreste der har den tid hver aften.

MEN ... det problem kunne faktisk sagtens have været løst hvis en dygtig redaktør havde været godt og grundig over den. Bogen er på 255 sider, men den kunne sagtens tåle at blive barberet 50-75 sider ned, uden miste betydning.

Forklaringen er ganske enkelt at forfatteren begår en rookie-mistake. Det er ikke nødvendigt at fortælle om alle detaljer og personens færden fra a til b. Hvis personen går fra værelset til stuen, er det ikke nødvendigt at fortælle at vedkommende går igennem en gang. Det samme med borddækning, madlavning, ture til og fra skole etc.

Det andet er gentagelserne, som en dygtig redaktør burde have fået øje på og med hård hånd have luget ud i. Fx sådan noget som ordet uregerligt. Der er ikke en nissehue eller et hår der beskrives uden at ordet uregerligt er sat foran.

Og så er der klicheerne. Her kunne en erfaren redaktør også have gjort underværker. 

Jeg føler at jeg er meget hård, og det kan også være at det er ligegyldigt for børn (min datter synes i hvert fald ikke at have noget imod det), men den voksne læser vånder sig. Og det er ærligt talt fejl, som burde have været redigeret væk.
Det er virkelig synd, for hele historien emmer af forfatterens fortælleglæde, det er en bog der virkelig giver julestemning og hyggefølelse, men den bliver skæmmet af ovenstående fejl.

Tak til forlaget Mellemgaard for anmeldereksemplar.




Forlag: Mellemgaard
Sider: 255
Trykt anmeldereksemplar

Bagsidetekst:
Hyggenisserne Sokkesand og Tylle bor i det gamle egetræ i Silles families have og skal helst ikke ses af menneskerne, men det bliver de selvfølgelig alligevel.
Det kniber dog for Sille at få hendes forældre til at tro på, at hun virkelig har set nisserne, og det gør indimellem Sille rasende. 
Der bliver julehygget for alle pengene i Silles hjem - men så begynder tingene at gå galt!

Julesneen smelter, Sokkesand bliver lukket ind i en papkasse, Sille får lungebetændelse, nissernes mad forsvinder på mystik vis, Tylle bliver bortført og en fremmed hankat forsøger at æde Sokkesand!

Silles bedste ven, Erik, hvis mor døde tidligere på året, må vist helt undvære julen i år, for hans far synes ikke, der er noget at fejre. Og hvad er der lige med Jokumsens Alt-Handel? Hvad skal det dog ende med? Bliver det overhovedet jul i år?