fredag den 27. januar 2017

Den gule gift - Lise J. Qvistgaard

Min datter har svigtet mig ...

Nu ved jeg så ikke om jeg skal smide hende på gaden (hun er 9, så hun er vel stor nok til at gebærde sig), eller om jeg bare skal lade være med at tvinge læsning ned over hende.

Jeg vælger nok det sidste, for jeg er stadig en stor softy. :-)

Det var planen at hun og jeg skulle læse disse bøger sammen, men her på det sidste har hun ikke haft lyst til at læse, så jeg tænkte at jeg ikke ville lade forlaget/forfatteren vente længe.


DEN GULE GIFT er en serie på tre bøger med undertitlerne: HYLLAS HÆVN, PÅ JAGT EFTER HYLLA og HÆVN OVER HYLLA.
Bøgerne er en selvstændig fortsættelse til serien DEN GRÅ SAFIR, tidligere udgivet på samme forlag.

Som voksen læser er det selvfølgelig svært at anmelde letlæsningsbøger med Lix 8. Man kan ikke på samme måde leve sig ind i historien, som man gør med "almindelige" bøger, fordi der ikke er så meget udenomssnak.

Men fordi der er få ord, skal man ikke tro det er nemt at skrive en letlæsningsbog. Ikke at jeg selv har prøvet, men jeg har to kollegaer, der skrev en bogserie sammen, og selv om de hyggede sig, var det også svært.
Det der er den store udfordring er at have så lavt et lixtal, og stadig kreere en historie, der ikke handler om en ko i en sø der spiser en is.

Og det synes jeg faktisk forfatteren klarer rigtigt godt her i historien om Hylla. Det er en god afrundet historie med en dramatisk begyndelse, en spændende midte og den store kulmination til sidst.
Smukt og professionelt opbygget.

Bøgerne handler om Lana, en pige der lever i et middelalderagtigt fantasiunivers med sine forældre. Lana kan tale med dyr fordi hun har en ring som hun har fået i serien DEN GRÅ SAFIR, og en morgen finder hun ud af at alle dyreunger er væk.
(Win, unger elsker dyreunger).
Netop som de finder ud af at det er heksen Hylla der står bag, forsvinder hendes forældre, og Lana står alene tilbage.

Jeg synes det er en god og spændende historie for de nystartede læsere.

Indbindingen er ikke helt så lækker som forlagets øvrige udgivelser, som er smukke hardbacks, så jeg tror ikke de holder til mange barnehænder.

Tak til forlaget Elysion for anmeldereksemplarer.


Forlag: Elysion
Sider 3 x 40 sider, illustreret i farver
Trykte eksemplarer

Bagsidetekst:
Dyrene i skoven mister deres unger, der forsvinder sporløst.

Pigen Lana vil hjælpe dem med at opklare, hvor ungerne er blevet af.
Det eneste spor hun har at gå efter, er et gult pulver på jorden.
Også Lanas forældre forsvinder en dag sporløst.
Alt peger mod den onde heks, Hylla.
Kan Lana finde hende og redde forældrene og skovenes dyr fra udslettelse?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar