De havde alle mistet og følt sorgen. Hvad bringer fremtiden?
Dating, passionen, nysgerrighed og evnen til at elske på ny. Eller byder den på skuffelser, tab og farer?
"Han sad og kikkede på de forskellige profiler. Selve det at finde de udvalgte tog enorm lang tid. Om det var de almindelige datingsider, eller på dem der handlede om ren sex, var det vigtigt ikke at vælge forkert.
Tænk hvis han kom til at kontakte en alt for stærk og selvsikker kvinde! Han havde en gang dummet sig og var gået med én hjem, som havde gennemskuet ham og med få ord gjort ham usikker.
Det havde været aldeles rædselsfuldt, og han følte sig som en lille dreng tilbage i moderens vold."
Åh, du godeste! Hvor har mit læsegen dog været henne? Jeg skulle lige genlæse den mail, hvor jeg blev tilbudt denne til anmeldelse og det var i oktober??!?
Hvornår helv*** er jeg blevet så langsom til at læse fysiske bøger?
Jeg får jo kværnet en hulens masse lydbøger, men det er jo på tidspunkter, hvor jeg ikke kan læse fysiske bøger alligevel, så det kan ikke være derfor. Men argh! Min dybfølte undskyldning til forfatteren, som har ventet så længe.
Bogen handler om Lotte, der har brændt nallerne gevaldigt på tidligere forhold og nu er engageret i kurser om onlinedating, om Johan, der har mistet sin kone og indleder et forhold til en ret ustabil kvinde, og om Karina, som efter sin mands død har følt sig tom og tør, og pludselig får fejet benene væk under sig på arbejdspladsen.
Men der er også den urovækkende mandlige synsvinkel, som virkelig creeper en out (den gode danske formulering). Han lurer på profilerne, tager kontakt med kvinder samtidig med at hans tanker er virkelig skræmmende. Her er en mand, der vil gøre kvinder ondt.
I starten var jeg lidt irriteret på personerne. De virkede for desperate og jeg havde hele tiden lyst til at råbe af dem at de skulle prøve at nyde deres eget selskab i stedet for at jagte farlige mænd på nettet.
Men omvendt forstår man dem jo godt. Tosomhed er vigtig for os mennesker og de fleste kan ikke leve uden en livsledsager. Og nu var jo nok også en smule foruindtaget fordi jeg havde læst passagerne med Mr. Creepy, som jeg håbede aldrig ville få en date!
Men efterhånden som jeg kom længere ind i bogen, begyndte jeg at føle empati med personerne og kunne bedre forstå deres handlinger. Måske skyldes det at der var mange at holde styr på i starten, eller at forfatteren havde skrevet sig varm, men pludselig blev jeg opslugt af bogen og fik læst det sidste meget, meget hurtigt.
De tre ovennævntes livshistorier bliver viklet ind i hinanden på uventede måder, hvilket gav bogen mere substans og fylde end jeg egentlig havde tiltroet den i starten.
I det hele taget var det her en positiv oplevelse, for jeg vil gerne læse mere af forfatteren og bagerst i bogen kan jeg se at hun har skrevet flere romaner. Fælles for dem - ser det ud til - er det at det er dagligdagshistorier med spændende og uventede tvists.
Lidt brok skal der selvfølgelig også være plads til. Sættenissen har været på spil flere steder i bogen og der er nogle bindestreger, som skulle have været fjernet i korrekturlæsningen. Ingen bøger uden fejl, det ved jeg alt om, men her var der en 5-10 stykker, så de skal nok lige tjekkes inden eventuelle genoptryk.
For det andet så er jeg bestemt ikke tosset med calibri som font i trykte romaner. Det passer sig til mine mails ude på arbejdet, men ikke til en roman. Det er selvfølgelig en smagssag, men det får desværre bogen til at se meget "selvudgiver"-agtig ud, og det synes jeg er synd, for her har vi netop en af perlerne i "selvudgiver-moradset".
Tak til forfatter Irse Kræmmer og Xenter Brand & Vision for anmeldereksemplar.
Forlag: Selvudgivelse
Sider: 261
Anmeldereksemplar
Ingen kommentarer:
Send en kommentar