mandag den 25. januar 2016

Hels rejse - Den 6. bog om Satan - Signe Fahl

Verden er i forandring, menneskene i Norden skifter deres tro ud med kristendommen.

Men det er ikke kun Thor og Odin, der bliver byttet ud med Gud og Jesus.

Et dødsrige går mod sin undergang. En dødsgudinde tager kampen op.












Så nåede jeg endelig til 6. bog i Forlagets Kandor serie af kortromaner om Satan, nemlig Signe Fahls bud: Hels rejse.

Og jeg elsker den!

Lige som mit eget bud i nr. 4, er Signe ude i den mytologiske tilgang til Satan/Lucifer-skikkelsen. 
Her sidder Hel - dødsgudinden fra den nordiske mytologi - i sin mørke underverden, tiden går sin umærkelige gang og hun lægger slet ikke mærke til at der kommer færre og færre døde gennem portene til hendes rige.
En skønne dag står der et smukt sortvinget væsen i hendes haller, Lucifer er kommet for at fortælle hende at hendes tid er forbi, men Hel har ikke tænkt sig at give op uden kamp.

Jeg er vild med den måde Signe Fahl har inkorporeret den nordiske mytologi med kristendommen. Detaljer som dørtærsklen til hallerne (Faldende Fare) som Lucifer snubler over og hendes slægtskaber til Fenrisulven og Midgårdsormen.

Kandors 6. bud på en Satan-figur er ikke grum som den var i Martin Schjönnings "Deroute" og David Garmarks "En ørn fanger ikke fluer" eller malerisk smuk som i Jakob Friis Andersens "En sand kunstner" og Aske Munk-Jørgensens "Kærlighedens væsen", men mytologisk som mit eget bud.
Sjovt at man alligevel kan se nogle fællestræk, selv om de er så forskellige.

Jeg har to bøger tilbage i serien, som jeg glæder mig meget til at læse. Jeg synes kvaliteten har været rigtig høj og det har været spændende læsning.

Hov, og så kan lige tjekke endnu et punkt af på læseudfordringslisten for 2016, nemlig bøger, der er læst på under et døgn. Denne her gled bare hurtigt ned, og jeg læste også alt for længe i går aftes, da jeg lige var gået i gang med den. :-)

Jeg tror i øvrigt at det her er Signe Fahls første selvstændige roman, og jeg håber virkelig at vi får mere at se til hende i fremtiden. Hendes sprog er meget stilsikkert og forførende. Hun tabte mig ikke en eneste gang!

Forlaget Kandor
Sider 57
Trykt eksemplar 

søndag den 24. januar 2016

Gnallingstenen - Jens Jørgen Hansen

I en tid hvor storbønder strides om magten på øen, hvor bronzen så småt er ved at vinde indpas i samfundet, og hvor udtjente trælle uden videre sættes ud i mosen, kan det være svært at vinde hæder og ære.
Men jeg, Sigwulf, gjorde det, og dette er min fortælling.

Jeg rejste mig fra træl til fribonde - skønt livet som fribonde med ansvaret for at skaffe føde til alle også kræver hårdt arbejde og et vist held.

Det er også fortællingen om de begivenheder, der fandt sted, da min ven Brand, søn af strobonden Eldgrim, blev stræbt på livet af en af de andre storbønder; hvordan vi sammen flygtede for senere at tage kampen op, hvordan røvere forsøgte at knægte os og hele øen, men ikke mindst historien om, hvordan én gud - min gud, Gnallingstenen - viste sig at være stærkere end alle andre.



Se, denne bog har en setting man ikke ser særlig ofte; nemlig den sene danske stenalder. En tid hvor der ikke var mange hjælpemidler og hvor civilisationen kun lige ses i spiren.

Jeg kan faktisk ikke engang mindes hvornår jeg sidst har læst en bog, der foregik i den periode.

Trællen Sigwulf står i den usædvanlige situation at han bliver frigivet, efter at han har reddet Brand, søn af en storbonde. Men livet i den sene stenalder er ikke nemt, selv om han får et husmandssted at forpagte og trælle under sig, så er der ud over det store ansvar for at skaffe føde til alle, også en blodfejde i gang, som han blandede sig i ved at hjælpe Brand.
Dertil kommer også nogle røvere, der håber at gøre øen til deres faste base for plyndringstogter.
Og så er der Bera ... Brands søster, som er bortlovet til en anden mand.

Alt i alt er der grobund for mange intriger, subhandlinger og følelser, hvilket er også er. Vi følger Sigwulf i kampscener, ser ham udvise handlekraft og virksomhed, når det kommer til at forøge husmandsstedets muligheder og følelser, når den gode Bera er i nærheden.

Gnallingstenen er vel nok Jens Jørgen Hansens første voksenroman. Han er tidligere kendt for sin Legionær-serie med den handlekraftige Marcus og sørøverromanen "De Unge Pirater".
Romanen her er mere ambitiøs og den er fremragende researchet når det kommer til detaljer omkring dagligliv, værktøjer, både mm, nøjagtigt lige som de andre romaner også har båret præg af.
Researchen må bestemt være Jens Jørgen Hansens varemærke, for det er der intet at udsætte på. Han mestrer også den svære balancegang mellem for meget og for lidt info for læseren, for selv om man researcher sig til en masse, er det slet ikke det hele der skal bruges.

Alligevel fejer romanen ikke benene væk under mig, og jeg har svært ved at sætte en finger på hvorfor. Der er masser af action, masser af følelser, masser af heltemod og jeg er da også godt underholdt, men jeg sidder ikke tilbage med en wow-følelse efter endt læsning.
Det kan godt være at jeg er uretfærdig, for jeg kan med min bedste vilje ikke påpege hvor fejlen ligger. Det kan jo også bare være mig, der er blevet svær at imponere, men jeg synes altså der mangler noget gnist.

Måske kunne jeg godt tænke mig at forfatteren blev rystet lidt ud af sin sikre sadel, måske en roman med en grum skurk i hovedrollen eller noget andet, der kunne ruske lidt op i det.

Jeg kan dog stadig fastslå at Jens Jørgen Hansen er en dygtig forfatter, med masser af fremtidige romaner i sig, og jeg er sikker på at de alle nok skal være grundige og velfunderede, men som sagt ... jeg kunne godt ønske mig noget mere fandenivoldskhed. 
Jeg har hørt rygter om at Jens Jørgen Hansen lige nu skriver på noget i en helt anden genre, og det kan være at det netop er et sceneskift der skal til.

Tak til forlaget Mellemgård for anmeldereksemplar.

Forlag: Mellemgaard
Sider: 285
Trykt anmeldereksemplar

lørdag den 23. januar 2016

Alkymisten - Paulo Coelho



Hvis man vil læse en moderne klassiker, der kan vende hele ens livsopfattelse på hovedet og lære en om livet, kærligheden, rigdom og lykke, så bør man læse Paulo Ceolhos Alkymisten.

Alkymisten handler om den andalusiske fårehyrde Santiago, der beslutter at rejse hele vejen fra Spanien til Egypten for at finde en stor skat; på sin rejse møder han Alkymisten, der kommer til at vende op og ned på alt hvad Santiago nogensinde har kendt til.

Bogen blev solgt i mere end 37 millioner eksemplarer og er kendt i hele verden for sine magiske budskaber om at følge sine drømme, lytte til sit hjerte og se de mange tegn, som universet giver én.



Et af punkterne på min læseudfordring i 2016 er at læse en klassiker fra det 20. århundrede. En hurtig googling gav mig det hint at det måtte være Alkymisten, der er "bestselleren over alle bestsellere" og "en bog der kan forandre dit liv" samt andre overdrevne lovord.

Måske er det mig, for typisk bliver jeg sjældent imponeret af klassikerne, hvilket jeg da heller ikke blev af denne.

Den handler om fårehyrden Santiago der efter at have drømt to gange om en skat i Egyptens sand, besøger en spåkone der får sat gang i hans rejse dertil. Dernæst møder han konger, englændere og endelig alkymisten, der får indflydelse på hans rejse.
Hele budskabet i bogen er at man skal lytte efter sig selv og se de tegn, der måtte være på om man vandrer af den rette vej.

Det budskab kan vi selvfølgelig allesammen have behov for at huske, for vi glemmer det jo nok i dagligdagen, men det budskab er jo i hver anden bog man læser, og i denne bog bliver det skubbet ned i halsen på læseren, så der i hvert fald ikke er noget at være i tvivl om.

Det er nok bare der ikke forstår fantastisk litteratur. ;-)

Læseudfordringen kan ses her

Forlag: Bazar
Sider: 175
Lydbog: 4 timer og 12 minutter

tirsdag den 19. januar 2016

Red Riding Hood - Sarah Blakley Cartwright


Valerie's sister was beautiful, kind and sweet. Now she is dead. 
Henri the handsome son of the blacksmith, tries to console Valerie, but her wild heart beats fast for another: the outcast woodcutter, Peter, who offers Valerie another life far from home.

After her sister's violent death, Valerie's world begins to spiral out of control. For generations, the werewolf has been kept at bay with a monthly sacrifice. 

But no one is safe. When an expert wolf hunter arrives, the villagers learn that the creature lives among them - it could be anyone in town.

It soon becomes clear that Valerie is the only one who can hear the voice of the creature. The Wolf says she must surrender herself before the Blood Moon wanes ... or everyone she loves will die.



Igen i år har jeg valgt at tage en læseudfordring til mig, og den første var "en bog baseret på et eventyr". 
Jeg googlede lidt rundt og den første jeg havde adgang til som lydbog var faktisk "Hush, hush", en fantasy serie fra Tellerup, som jeg længe havde haft på min læseliste. Men så ved et tilfælde faldt jeg over denne på ereolen.dk, og så tænkte jeg at den var nok lidt nærmere læseudfordringen.

Jeg kan forstå at bogen er blevet skrevet efter at filmen var igangsat hvilket må være en "sjov" måde at skrive på. Omvendt kan jeg se fordelen i at både at have en bog og en film, for bogen tillader flere detaljer og mere baggrund end filmen, som jeg også har set efterfølgende.

Jeg er ret vild med hele konceptet med at omforme de gamle eventyr. Noget som jeg vist godt selv kunne finde på at kaste mig over, når jeg er færdig med at skrive mine ungdomsbøger.
Til gengæld syntes jeg godt at det kunne have været gjort bedre. Forfatteren farer lidt vild i synsvinklerne af og til, og der var flere ting, der godt kunne have været uddybet, og så opfører Valerie sig ikke altid helt realistisk, synes jeg.

Derfor ender den kun med tre hjerter herfra, for det er godt, men det kunne være meget bedre.

Læseudfordringen kan ses her.


Forlag: Little Brown Book Club
Sider: 352
Engelsk lydbog - 7 timer og 17 minutter







søndag den 10. januar 2016

Usynlighed - David Levithan & Andrea Cremer


Stephen er vant til at være usynlig. Bogstaveligt talt.
Han er født sådan. Uset af andre. Forbandet.
Elisabeth ville nogle gange ønske, at hun var usynlig. Så hun kunne lsippe for at blive såret.
Derfor bliver hun glad, da hendes familie skal flytte til New York. I storbyen er det nemt at forsvinde i mængden.
Stephen og Elisabeth møder hinanden - og til Stephens store forbløffelse kan hun se ham!
Og til Elisabeths store forbløffelse vil hun gerne ses af ham! Men da de begynder at nærme sig hinanden, kommer en usynlig verden imellem dem.
En verden af gammelt had, ulykkelige skæbner, fortryllelser og forbandelser. 
Elisabeth og Stephen har ikke trådt mange skridt, før de må vælge, hvor meget de tør gå. Og deres valg bliver skæbnesvangert. 

Det er et valg mellem kærlighed og mørke - og mellem liv og død ...


Jeg valgte denne bog ud fordi jeg ikke for lang tid siden har læst bogen Will Grayson, Will Grayson, der var skrevet af David Levithan i samarbejde med John Green. Og den var jeg vild med.

Usynlighed ... not so much. Præmissen er ellers spændende.
16 års knægt har en forbandelse hængende over sig og er derfor født usynlig. Ikke engang hans forældre har set ham. Hans far flyttede da han var ganske lille, da ægteskabet ikke kunne bære byrden og moderen er nyligt død, så Stephen bor helt alene i en lejlighed i New York, hvor livet går sin vante, stille gang.

Elisabeth flytter til byen efter en uheldig episode med hendes lillebror Laurie i Minnesota, og hun, lillebroren og moderen forsøger at finde et nyt liv i New York. 
Den dag hvor hun flytter ind, ser hun Stephen. Ser ham, og hun er den eneste nogensinde der har kunnet det!

Og det var så det, der fik mig til at læse bogen, for jeg tænkte at det da var et fantastisk plot at gå i krig med, men ...

Det hele bliver strikket lidt for tyndt sammen, og der er alt alt for mange passager, som bare virkede som fyld for at bogen skulle nå et bestemt sideantal. Der blev slet ikke bygget nok på det, der ellers kunne have været et fantastisk univers.

Stephen virker som noget af et noksagt, hvilket man måske kan undskylde ham for, i og med at han altid har været usynlig (også på dén måde), og Elisabeth er bare virkelig, virkelig irriterende til tider. 

Den mest sympatiske person er faktisk Laurie, Elisabeths lillebror, som virkelig er en fantastisk biperson. Fuld af liv, omsorg, omtanke og fis og ballade. Ham kunne jeg virkelig godt lide.

Jeg må dog tilstå at jeg flere gange under bogens spilletid (hørte den som lydbog) kiggede på hvor lang tid der dog kunne være tilbage. Den kedede mig virkelig, for selvfølgelig ender det jo (relativt) godt det hele, så for min skyld kunne den have været halvt så lang.

Forlag: Alvilda
Sider: 333
Lydbog



mandag den 4. januar 2016

PS. Trænger til flødeskum (og diller) - Jeanett Veronica Hindberg

Jeanett er som alle andre kvinder på 40 år. Og så alligevel ikke. Hun er alenemor til en teenager, hører Nik & Jay og har indset, at alle de lækre mænd pludselig ikke er ældre, men yngre end hende selv.
Hun eksperimenterer med at forene sin fastekur med sin besættelse af flødekager og bruger alt for mange penge på tøj fra Zalando.com. Eller, det gjorde hun, indtil posten en dag ringede på og leverede en pakke med sexlegetøj til hende. Nu tør hun ikke bestille pakker, før der er kommet et nyt postbud.

Om fire måneder fylder Jeanett 41 år. Til den tid skal hun have tabt sig og fået noget ordentligt sex. Gerne med sangeren Joey Moey, en af dem fra dating.dk - eller ham den unge medarbejder nede i Kvickly, der altid smiler så frækt til hende. Og så skal hun have fundet et arbejde.
Hendes far synes, hun skal skrive en bog om zombier. Men det gider Jeanett ikke. I stedet går hun i gang med at skrive alt det ned hun oplever i de fire måneder, der er til hendes fødselsdag. Fire måneder, hvor intet går helt som planlagt.

PS. Trænger til flødeskum (og diller) er en hudløs ærlig fortælling i dagbogsform. Forfatteren Jeanett Veronica Hindberg blev kendt som internetfænomenet "Bitterfissen Bethany" - den i lang tid hemmelige blogger, som lagde sig ud med alt og alle, ikke mindst en perlerække af kendte danskere. 
Hun udgav i 2012 bogen "En Bitterfisses Bekendelser". PS. Trænger til flødeskum (og diller) er hendes første bog under eget navn. Her begraver Jeanett Veronica Hindberg for altid sit alterego og beskriver bl.a. hvilke mange udfordringer, der fulgte med den pludselige berømmelse.


Som så mange andre læste jeg med da Bitterfissen Bethany slog sine folder i den danske bloggerverden. Jeg kom godt nok noget sent ind i det, netop som det var ved at kulminere, men jeg elskede den måde at Bitterfissen revsede alle de åh så såkaldte politiske korrekte. Jeg elskede at hun tog kampen op mod selvfede bloggere og debatører, hvis meninger var så meget bedre og rigtigere end vi andres.
Jeg var faktisk imponeret over hende dengang og tænkte også på hvordan det mon skulle ende. Hvem der end sad i den anonyme ende af Bitterfissen, måtte modtage temmelige nogle harske ord fra kendisverdenen og kultureliten.

Til sidst afslørede bloggeren sin identitet, hvilket igen medførte en masse postyr. Mange positive tilkendegivelser, men igen også en del negative. "Sådan er det jo", man skal jo ikke tro man er noget ...

Derfor har jeg også længe tænkt på at jeg ville læse hendes (næsten) ærlige dagbogsromaner, for at finde ud af hvem Jeanett Veronica Hindberg - forfatteren bag Bitterfissen - mon kunne være.
Hvad havde hele den der affære gjort ved hende? Hvem var hun egentlig?

Og det viser sig jo at hun er en ganske almindelig kvinde med problemer og fejl som alle andre, men som - på trods af sin angst - er meget ærlig omkring dette. Det er meget forfriskende at læse i den her tid hvor alt jo fremstilles så glansbillede-agtigt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på at det må være en hård måde at udleve sin forfatterdrøm på. At være usikker og tvivle på sig selv kender vi jo alle. Forfattere specielt, når vores babyer skal hhv. først sælges og derpå læses og bedømmes.
Her har man så en forfatter, der virkelig kan noget med sproget, som bliver kendt på et alterego der revser bl.a. de korrekte, og som derefter skriver en meget nær roman om egne fejl og mangler.
I forvejen kan det at udgive en bog føles som at rende rundt uden hud på, at gøre det på denne måde ... det er jo bare at fjerne endnu et lag kød.

Og lige nu gør jeg det samme som gør at hendes fremgangsmåde er så skånselsløs. Jeg fokuserer på forfatteren og ikke historien, og det var vel det jeg forsøgte at sige lige før. At man med en selvbiografisk roman netop retter fokus på sig selv, hvilket virker temmelig kamikaze-agtigt.

Nåh, men bogen ... det er realistisk chitlit og man griner og græder med Hindberg. Man jubler når det lykkes at smide endnu et kilo og sukker når hun får endnu et dillerbillede tilsendt.
Til gengæld må jeg også indrømme at jeg er glad for at den ikke var længere. Ud over frustrationerne er der ikke noget virkeligt drive i bogen, omvendt læser man jo også videre og det vidner jo om gode skriveevner. 

Hun skriver i bogen at hun slet ikke kan finde ud af det med plots og derfor slet ikke vil skrive skønlitteratur, men jeg håber virkelig at hun en dag overvinder den hurdle og forsøger sig. Der er jo ingen der siger at man skal ud og vinde De Gyldne Laurbær. Mindre kan også gøre det, og jeg er ret sikker på at Hindberg kunne gøre det.
Og jeg ville glæde mig til at læse det.

Forlag: Turbine
Sider 319
Lydbog



søndag den 3. januar 2016

Infernoet - Maze Runner #2 - James Dashner

Maze Runner - Infernoet er andet bind i James Dashners sindsoprivende og hjernevridende fortælling med Thomas i hovedrollen.

Historien fortsætter med, at Thomas og de andre bliver sat ind i en sovesal efter at være flygtet fra labyriten. 

De tror helt inde i deres hjerter, at de er sikre, men det viser sig hurtigt, at der er ikke er noget, der er sikkert. Da Teresa som den eneste i gruppen forsvinder, er det ikke til at vide sig sikker. 

Hvor er Teresa og er hun en del af gruppen eller en af de andre?



Da jeg havde læst første del af Maze Runner serien Labyrinten og havde set filmen var jeg sådan lidt .... meeh. Og nu hvor jeg har læst anden bog Infernoet og også set filmen er jeg stadig ... meeeh. ;-)

Hvis vi starter med historien i bogen så viser det sig nu at der har været en anden labyrint bare med omvendt fortegn, her var der udelukkende piger, hvor der til sidst blev lukket en dreng, Aris ind. Aris havde også telepatisk forbindelse med en pige, lige som Thomas har det med Teresa, og deres respektive flugt fra deres labyrinter er også identiske.

Der dukker en mand op (nærmest ud fra det blå) og fortæller dem at de er med i et storstilet forsøg og at de alle er smittet med den dødsensfarlige sygdom der hærger befolkningerne efter soludbruddene. Hvis de kan tilbagelægge 150 km gennem "infernoet" (et wasteland (mangler vi ikke et ord for det på dansk?) fyldt med smittede nærmest zombielignende mennesker) og nå Nødhavnen inden det fastsatte tidspunkt, vil forsøgene være afsluttede og de vil modtage en kur, der kan helbrede dem.

Og det gør de så. Selvfølgelig. Kæmper sig igennem en forladt by og en ørken og slås mod store klamme væsner, sendt af Wicked.

Igen ... historien er vel god, men nu hvor jeg ikke lige har adgang til 3'eren på lydbogsmediet hverken på Mofibo eller Ereolen.dk er jeg temmelig langt fra at gå til af spænding. Faktisk tror jeg at jeg lever ganske udemærket uden nogensinde at få at vide hvordan det går Thomas og de andre lysboere.
Det er ikke lige som andre serier, hvor man bare MÅ have slutningen med, så særlig fanget har jeg ikke været.

Efterfølgende så jeg så filmatiseringen og der er godt nok ændret meget på plottet. Her er deres flugt gennem den ødelagte by og ørkenen ikke en del af forsøget, men "bare" et forsøg på at nå en oprørshær ude i bjergene mod nord.
Og igen ... meeeh ... det eneste, der virkelig var bemærkelsesværdigt var de smittede. De ligner zombier, men de løber sindssygt stærkt og virker nærmest besærkeragtige og er derfor vildt skræmmende. Nok især når man er vant til relativt sløve zombier hos "The Walking Dead". 

3. del af serien Mazerunner Dødskuren, må jeg derfor have til gode til en dag den dukker op i min horisont og jeg virkelig ikke kan finde andet at kaste mig over. Dvs. ... den får jeg sgu nok aldrig læst. :-)

Forlag: Høst & Søn - Rosinante
Sider: 359
Lydbog