tirsdag den 24. november 2015

En ørn fanger ikke fluer - Den 5. bog om Satan - David Garmark

1958: En geni fødes. Et geni, der som tiårig tryllebinder med sit flygel. Et geni, der bliver forrådt, kommer i dårligt selskab og i fængsel.
1977: Han forsvinder sporløst
1997: Første del af et litterært mesterværk, der ændrer verden, udkommer. To bind følger.
215: Journalisten Henrik Wagner opsporer det forsvundne og sky geni, der er i færd med at skrive sit Magnum Opus.
Afslutningen til det banebrydende værk 'Verden tilhører os, der er tilbage'. 

Men mødet med manden bag, mere end antyder spørgsmålet om genialitet og vanvid er det samme. Geniet har nemlig en hårrejsende historie at fortælle.



En ørn fanger ikke fluer er 5. del af Kandors serie af kortromaner, der handler om Satan-figuren.
Her kan ses de andre bøger i serien, hvor undertegnede står for det 4. bidrag.
http://kandor.dk/wordpress/den-x-bog-om-satan-forfatterne/

Det er enormt sjovt at læse de andre bidrag i serien. Da jeg selv skulle til at skrive om den, havde jeg kun én version i hovedet, og det var selvfølgelig den jeg endte med, men det fascinerer mig at andre har så fundementalt andre vinkler på selvsamme figur.
Det synes jeg er vildt.

David Garmarks version er af den virkelig onde slags. Nu er jeg i forvejen meget blødsøden, men hold da op hvor jeg bare ikke kan klare den ondskab, som er beskrevet her i bogen. Det er af den værste skuffe.

Poul Gustav Brahmsen er et vidunderbarn. Både på skrift og også et naturtalent på flygel, og hans forældre sender ham på europa-turné i en meget ung alder.
Desværre bliver han dog misbrugt af sin manager, der stikker af med pengene og værre endnu ... temmelig en del af Pouls menneskelighed.

Efter det isolerer Poul sig selv og har svært ved at forholde sig til andre mennesker og senere forsvinder han fra jordens overflade.
Nogle år senere dukker nogle værker op, der ryster hele den litterære verden, men ingen kan få forfatteren i tale, selvfølgelig er det Poul der står bag, men det er først mange år senere, det lykkedes det en journalist at opspore Poul Gustav Brahmsen. 

Siddende overfor ham bliver journalisten præsenteret for det værk, som Poul har arbejdet på de sidste par år, og her åbenbares den ondskab som er vokset inde i Poul i de mange år der er gået. 
Han er ved at fuldføre sit sidste værk om menneskelighed, eller nærmere manglen på samme.

Jeg må indrømme at visse sider sprang jeg lidt let over, for det blev simpelthen for meget for mit blødsødne hjerte. Det var mere end jeg kunne lide at læse om. 
Men jeg skal love for at det viser Satan i sin reneste og ondeste form.

Endnu et spændende og velskrevet bidrag til serien.

Forlag: Kandor
Sider: 71
Trykt bog


lørdag den 21. november 2015

Den gemte hemmelighed - Steffen Nohr

I 1956 bryder tre teenagedrenge ind hos en gammel tysk SS-officer - overbeviste om at finde skjult naziguld.
Men tyskeren overrasker dem, og de kommer til at slå ham ihjel.

Drengen finder en række hemmelige dokumenter og fire sære mønter, som leder dem på sporet af en gammel gåde. En gåde, der trækker tråde ned gennem Tyskland og videre til Frankrig og Skotland. 


Langsomt går det op for dem, at mønterne har tilhørt selveste Pontius Pilatus, som korsfæstede Jesus, og de dækker over en overraskende hemmelighed. Men i skyggerne rører gamle nazikræfter på sig.


Jagten på Pilatus' hemmelighed bliver et kapløb med tiden, der efterlader død og ondskab overalt.




Dette er nu den 3. bog jeg læser af Steffen Nohr. Jeg har tidligere stiftet bekendtskab med Det forsvundne bibliotek og Dobbeltliv, som jeg har været meget begejstret for. Både de to nævnte og nærværende Den gemte hemmelighed er i genren som forlag kalder "Da Vinci-stilen". 
Det slår mig stadig med undren at den genre ikke har fået sit eget navn. :-)

Den gemte hemmelighed handler om drengen Mads og hans venner Carl og Tooms. En gammel tysker bor i byen, og drengene er overbeviste om at han er nazist og garanteret ligger inde med en masse naziguld.
De beslutter sig for at bryde ind og snuse rundt, men det besøg går helt galt, og de bliver nødt til at flygte.
Med sig får de dog nogle gamle mønter som Carls bror - der studerer på universitetet - får identificeret og så går den vilde skattejagt ellers. Deres natlige besøg hos tyskeren er dog ikke gået ubemærket hen og nogen ved at de har mønterne. Og disse vedkommende vil meget gerne have fat i dem.

Sporet leder dem ned gennem Tyskland, videre til Frankrig og ender til sidst i Skotland, hele tiden med den ukendte fjende i hælene.

Jeg må indrømme at Den Glemte Hemmelighed ikke begejstrer mig i samme grad som Nohrs tidligere bøger, og jeg tror måske at det er fordi bogen her falder lidt ned mellem to stole.
På bogen står "Spænding for unge", og der er også visse ting ved bogen som fx tilfældighederne, der fører dem videre til næste spor eller de af og til overfladiske reaktioner på voldsomme hændelser, der gør at den gør sig fint til unge.

Men så kolliderer det med sproget, der er lige rigeligt malerisk og til tider gammeldags for de unge.

Som fx:
Han knælede ned og pustede lidt støv væk fra flisen. "Jeg tror han hviler herunder."
Den måtte jeg læse flere gange. Jeg kan gå med til at man i 50'erne talte tungere, men alligevel.

Når alt mit brok så er overstået, må jeg jo indrømme at jeg stadig er vild med Nohrs sprog og forfatterstemme.
Passager som:

"Max slog armene ud og bød os velkommen til 'Den gyldne Dame', der, snarere end et værtshus, lignede et sted, som havde specialiseret sig i kønssygdomme med åbningsstider helt til daggry."

eller

"Piben klistrede sig til professorens læber, mens røgspiraler steg op i loftspærernes skær som et gråt og gennemsigtigt forhæng, bag hvilket hans begejstring bølgede."

Der er masser af den slags passager, hvor Nohr brillerer med sit sprog. Jeg elsker det men som sagt er jeg ikke helt sikkert på at det holder i en ungdomsbog.

Men overordnet set så er det her en drengebog, hvor der er fart over feltet fra først til sidst, og handlingen som sagtens kan fange de unge læsere.

Tak til forlaget Rosenkilde for anmeldereksemplar.

Forlag: Rosenkilde
ISBN: 978-87-7128912-1
Sider: 321










onsdag den 18. november 2015

Gregor i dødens labyrint - Gregor #2 - Suzanne Collins


Gregor er tilbage fra Underlandet, men da hans søster Boots, bliver kidnappet af kæmpekakerlakker fra Underlandet, er han nødt til at drage af sted for at finde hende.

Han inddrages i et spil, der kan betyde Boots' død og Underlandets undergang.




Gregor har ellers lovet sig selv at han aldrig nogensinde ville vende tilbage til Underlandet. Også selv om livet hjemme i lejligheden i NewYork ikke lige er lutter glæde. Hans far lider stadig af feber og mareridt fra hans tid hos rotterne. Hans mor arbejder flere jobs for at forsøge familien og Gregor må tage sig af både søstrene, faren og bedstemoren som også kun af og til har sine klare øjeblikke.

En vinterdag tager han sin søster med hen in Central Park for at kælke i sneen, men da han kigger væk et øjeblik, forsvinder hun.
Da han sidste gang kom fra underlaget var det gennem en skjult passage i Central Park, og da han opdager spor af kæmpekakerlakker, forstår han at det er dem, der har taget Boots.

Han ringer kort hjem for at fortælle sin far at han igen drager til Underlandet og forsvinder så ned gennem passagen.

I Underlandet gennemgår Gregor og hans venner en masse prøvelser og så ender det hele selvfølgelig godt det hele.
Og det er jo nok det der kendetegner en børnefantasy, at man aldrig sidder helt ude på kanten af stolen, for man ved jo godt at det lykkes det hele.

Bortset fra det er der fart over feltet og masser af action, så der er egentlig ikke noget at klage over, men den fangede mig ikke helt.
Det kan være at jeg er lidt uretfærdig fordi jeg har været ufokuseret, men jeg har ikke haft lyst til springe videre til nr. 3 i serien, så resten må vente til en anden god gang.

Forlag: Gyldendal
Sider: 253
Lydbog

onsdag den 4. november 2015

Gregor i underlandet - Gregor #1 - Suzanne Collins


Gregor i underlandet er første bog i en serie på fem bøger, som er inspireret af Alice i Eventyrland.

Bogen fortæller historien om den 11-årige Gregor og hans eventyr i Underlandet - et skjult land under New York City. En dag falder Gregor og hans to-årige søster Boots gennem et hul i kælderen og lander i Underlandet.
Der møder de mennesker, der bor i byen sammen med gigant-rotter, -flagermus og andre mærkelige skabninger.

Underlandet genkender Gregor som krigeren fra en profeti, hvilket medfører et spændende eventyr med farlige oplevelser for Gregor.


Suzanne Collins - forfatter til bøgerne "Hunger Games" har her begået en fantasy-serie for de lidt yngre læsere.
Og det er tydeligt at det er for yngre læsere, for problemstillingerne er lidt mindre komplekse, fjenden overskuelig og sproget lidt mere strømlinet.

Men det er stadig underholdende og det er nem og fordringsløs læsning.

Jeg var så alligevel så fanget, at jeg fortsatte direkte videre over til 2'eren i serien, men den er ikke så underholdningsværdig at jeg ikke kan love at jeg ikke springer fra.

Gregor er en sej lille knægt. Efter at hans far er forsvundet er det ham, der ligesom holder sammen på familien, der består af den to-årige Boots, en syv-årig søster, som jeg ikke kan huske navnet på og så en halvdement bedstemor.
Noget af en opgave for en knægt.
Men måske er det også derfor at han har mod på at være krigeren. Det hjælper selvfølgelig på overtalelsen at han får en oplysning, som han ikke kan sidde overhørig (pyyyh, spoiler undgået med nød og næppe). ;-)

Men som børne/ungdomsfantasy er den helt korrekt skruet sammen med tilpas mængder euw, heltegerninger og så ender den selvfølgelig med en happy ending.


Forlag: Gyldendal
Sider: 270
Lydbog