Vi følger de overlevende fra "Ondskabens Hotel" og Danny, søn af Jack Torrance, er hovedpersonen. Han er ude på dybt vand - og han kan ikke bunde. Alkoholen har taget over og han står overfor moralsk forfald i alle henseender.
Men en dag får han en kvik opvågning, og han beslutter sig for at bruge sine særlige evner fra resterne af spøgelset, til at hjælpe andre mennesker.
Han bliver kaldt "Dr. Søvn" og alt går lidt bedre; men uhyggelige ting venter i krogene. En kult er på spil og en pige skal reddes.
Ahhhh ... at læse Stephen King er som at komme hjem. Jeg elsker den mands skrivestil, for han er så fantastisk nærværende og hans personbeskrivelser er altid totalt spot on.
Hans personligheder er så menneskelige, med ganske få ord får King beskrevet dagligdags bevægelser, adfærd og hændelser, som vi alle kan nikke genkendende til, selv om man ikke lige er en falleret alkoholiker.
Nåh, jeg forgriber vist begivenhedernes gang. :-)
Daniel Torrance er den dreng, som blev kendt fra "Ondskabens Hotel", eller som måske bedre kan beskrives som "Drengen, der skinnede", som de første oplag egentlig hed.
For Danny kunne "skinne" dengang, og kan det stadig.
At "skinne" er egentlig et udtryk for at have telepatiske evner, at have evner til at se ind i andres sfærer og hvad værre er ... at de døde også har mulighed for at overkrydse grænsen mellem levende og døde.
Danny Torrance har i mange år forsøgt at drukne sine evner i alkoholens tåger. Alkohol er lig med glemsel og med de barndomsoplevelser som han havde på Hotel Overlook i "Ondskabens Hotel" er det nok ikke så sært at han endte sådan.
Han lever fra hånden til munden, fra den ene rus til den anden, indtil han en dag har en grim oplevelse, stiger på en greyhoundbus og af uransaglige årsager står af i den lille by Frazier.
Her forsøger han at komme på ret køl igen, forsøger at bekæmpe trangen til at drikke, mens fortidens spøgelser hjemsøger ham.
Han får ansættelse på et hospice, hvor han altid tilkaldes når patienterne er ved at dø, for han har en evne til at hjælpe dem roligt over på den anden side.
Alt i alt begynder livet igen for Danny Torrance og alt ånder ro og orden, indtil en lille pige pludselig begynder at kontakte ham telepatisk.
Herefter følger så en historie hvor han hjælper pigen, og jeg kan se på andre blogs og i boganmeldelserne at nogen synes at den historie ikke er så spændende og uhyggelig som "Ondskabens Hotel".
Og jeg er ... ja, indrømmet ... jeg er flintrende ligeglad med selve den historie, hvor Danny hjælper Abra mod "De sande forbundne". For mig er hovedhistorien faktisk sekundær, for det, som virkelig er fantastisk i denne bog, er at følge Dannys kamp til ædruelighed og hans kamp mod fortiden og endelig accept af denne.
For mig er det længe siden at Stephen King var en gyser/horror forfatter, selv om jeg da godt kan se at det er sådan han bliver markedsført som og også det at folk kender ham som.
Men det er ikke det, der gør hans bøger populære. Det er netop hans evne til at gøre alle personer levende. Og jeg mener alle. Fra hovedperson til ubetydelig statist står totalt levende i læserens bevidsthed, fordi det King kan, og som jeg sjældent har set hos andre, er at tage den lille bevægelse, det ubetydelige adfærd, og beskrive det, så vi alle ved, hvordan det ser ud.
Vi kender typen, alene ved ganske få ords beskrivelse. Og det er DET King han kan.
Desuden synes jeg at det er enormt spændende at følge Danny Torrance. Den lille, stakkels dreng, der gik så grueligt meget igennem. Og som nu er en voksen mand.
Den kan anbefales til alle og lad jer nu ikke afskrække af at det er en Stephen King. Han rummer langt mere end som så.
Forlag: Forlaget Ferdinand
ISBN: 978-87-93166-134
Sider: 545
Lydbog - 18 timer og 52 minutter - Oplæst af Peter Bøttger
Ingen kommentarer:
Send en kommentar